atter Andre modtoge dem med Hug og Stik. Som Edderkopper fare til og fra de i Garnet hængende Fluer, fnære dem fastere og fastere, give dem Rap paa Rap med deres lange, frygtelige Tænder: saaledes fore Ditmarskerne op og ned med den indspærrede Hær, svang sig over Grøvterne og tilbage igjen; og dette med saa megen større Lethed og Kraft, som de forlængst efter Isebrands Exempel havde bortkastet Harnist, Hjelm og Skjold de behøvede jo ikke mere at forsvare sig, men blot at angribe, at dræbe.

Den kongelige Hærs store Mængde var dens Fordærvelse; det halve Antal skulde kunnet bevæge sig friere, og lettere have ordnet sig igjen efter hiin første Forvirring; Overs og Under- Befalingsmænd havde kunnet fees, høres og felges. Nu saaes kun den mangfoldige Dødsfare, nu hørtes kun de Saaredes Jamren og Fjendernes vilde Sejrsraab, nu fulgtes kun den blinde Frygts Indflydelser. De Færreste faldt under Ditmarskernes Spyd; Flere druknede uden Saar i Gravene, nedtraadtes af Hestene eller af hverandre indbyrdes.

Dog viste sig, midt i denne fordærvelige Modløshed, ikke faa Exempler paa Standhaftighed og mandig Foragt for Døden; det skjønneste gav Generalen Hans Ahle= feldt, tilligemed et halvhundrede danske og holsteenske Adelsmænd og høje Officierer, der sluttede sig til ham og og det trehundredaarige Rigsbanner, det stolte Dannebroge, der var betroet i hans Hænder. Dette Modværge frelste nogle tusinde Flygtninge og Ridderskabets Ære; men ikke den gamle sejrvante Dannerfane.

Den ene af dens Forsvarere segne efter den anden; og sidst af alle Hans Ahlefeldt under det synkende Flag. I dette Øjeblik havde de unge, oldenborgske Grever

med en fra Bagtogten samlet Rytterhob arbejdet sig frem til hans Undsætning. Forfilde! Snart bleve de stilte fra deres Ledsagere og omringede.

Da længere Forsvar var umulig, raabte den Ældste : "I gode Ditmarskere! tager Løsepenge for vort Liv, faamange I ville vi ere Greverne af Oldenborg!"

„Vi svarede Wolf Zsebrand, "ere Bønderne af Ditmarsken, og have ingen Tid til at gjøre Fanger idag." Med disse Ord stødte han fit Spyd i Ynglingens Broderen faldt ved hans Side.

Bryst

Slaget var forbi. Den store, veludruftede Hær, hvis Lige Holsteen aldrig havde feet, var inden Middag dræbt eller forjaget; neppe en Fjerdedeel kom tilbage som det hedder i Visen: „hvor før reed Fire, der rider nu Een" og Ingen saae sig om, før han var kommen heelt ud af dette skrækkelige Land.

Hele Holsteen, hele Danmark blev opfyldt med Forfærdelse og Sorg; i begge Lande fandtes neppe et adeligt Huus, hvori man jo begræd Fædre, Brødre, Sønner. Forgjæves fremsendtes Løsepenge med ydmyge Bønner: Ditmarskerne, grummere end Hectors Banemand, affloge at udlevere de Faldnes Legemer.

Oven Jorden maatte de forraadne og opædes af vilde Dyr og Fugle; deres Been opstabledes som et Gjerde paa begge Sider af Vejen imellem Meldorp og Hemmingsstedt; i mange Aar laae de der, som et Minde om „de Vældiges Ydmygelse og de Ringes Ophøjelse."

Ditmarskerne fore videre frem over Kongehærens livlose Ruiner. Støttende det blege, blodige Hoved til et Vognhjul, laae Ebbe Geed just paa Isebrands Vej, Skjoldet sønderhugget, Hjelmen kløvet ved hans Side.

Sejrherren kjendte ham, og sagde hastelig: „Tak for

fidft, Hr. Ridder! Bedre var det for Eder, om I havde fulgi min Advarsel; men jeg skylder Eder en Tjeneste; kan I bjerge Livet, skal jeg see at bringe Eder i Huuslye.“

Neppe var det sidste ude af hans Mund, før en Hellebarde hvinede ned mod den Saaredes Hoved; med Dødshugget fulgte en Rost, som vildt udbrølte :

"Ridderblod er ikke bedre end Greveblod Pine er den bedste..

korteste

Man naaede Trosset. Alle Vognene vare forladte, der fandtes iffe en levende Sjæl paa nogen af dem; alles rede længe for Slagets Ende vare de flygtede ad Meldorp til. Ogsaa denne Bye var øde og tom; de Tilbageblevne, tilligemed den efterladte Besætning, befandt sig allerede i Holsteen da Ditmarskerne kom. Nogle af disse fulgte vel de Flygtendes Spor; men uden at have naact dem, vendte de om ved Grændsen, og forenede sig med deres øvrige Landsmænd, som imidlertid havde kjørt de erobrede Vogne op til Byen.

Et uhyre Bytte: den hele Krigskasse, umyntet ædelt Metal, Kongens og Hertugens Sølvbordtøj, kosteligt Bohave og prægtige Stadsklæder til Brug ved de forventede Sejrsgilder i Hejde og Lunden; mange private Penge= fkrine, som betænksom Speculationsaand havde forsynet fig med, for strax at kunne handle med de plyndrende Soldater.

Dog Intet var for Djeblikket mere fjerkomment, end det store Forraad af Spise- og Drikkevare: nogle Vogne bepakkede med slagtet og plukket Fjerkræe, andre med spækkede Harer og Dyrerygge, andre med kogte Skinker, og atter andre med Bagværk, stærkt D1, gammel Mød, her lige Vine - Alt tilsammen i stor Overflødighed.

Ikke i Hejde, men i Meldorp; ikke af Fyrster og

Riddersmænd, men af Bønder fejredes nu den berammede Fest. I de rigt udsmykkede Haller, hvor Natten tilforn Danmarks og Holsteens glimrende Adel forlystede sig i fiirlige Hofdanse med sine Fruer og Frøkener, der tumlede fig nu i plumpe Spring de fiirftaarne Marstboer med rødmussede Bønderpiger af Overgivenhed smykkede med

den nye og sjældne Stads, med Fjederhatte, Guldkjæder, Knæesløjfer og Ridderbaand. Spottende titulerede de hverandre indbyrdes med Hertuger, Grever og Friherrer Damerne vare alle durchlautige og naadige.

Reimer, Hans Ahlefeldts Bane, hilstes som Feldtmarskalk og Ridder af Dannebrog; Wolf Isebrand hedte Greve af Oldenborg og Ingen var ringere end Junker. De mange, tildeels ukjendte Instrumenter blæstes og streges i vildtskurrende Misklang af indenlandske Spillemænd, hvis hele Færdighed ellers strakte sig kun til Trommer og Piber. De lange med dyre Damasker dæl kede Borde, glimrede af Sølv og Guld og slebent Krystal, og svømmede i kostbare Vine. Skaaler paa Skaaler lød for Ditmarstens evige Frihed.

Saadan en Nat fulgte paa den evig uforglemmelige syttende Februar.

7.

Natten til den attende Februar, Aaret efter det store Slag ved Hemmingsstedt, fenstrede Reimer af Wimerstedt atter hos Telse Wollerfien; men ikke som hin Nat, da han munter og let i Hu dansede hen under den stjerneklare Vinterhimmel. Tvivlraadig, ængstelig sneeg han sig nu ad forbudne Veje; Taage indhyllede hans

Gang, Loevinden peeb i hans vaade Lokker, og Uglen tudede fin tungsindige Midnatssang fra Wöhrdens Kirketaarn.

Han standsede foran den ærværdige Bygning, hvor hans Trophæe, det gamle Dannebroge, hang blandt fyrgetyve mindre Faner, en Amindelse fra Frihedskampen en hellig Reliqvie for ufødte Slægter: Krigerfryd hævede hans stolte Barm, og en Haabets Straale trængte ind i Ynglingens elskende Hjerte; en lys Tanke opklarede dets Mørke, som Lynet den skumle Uvejrsskye. Hurtig ilede han til Jomfruens Bolig, og pikkede sagtelig paa det fra gladere Tider saa velkjendte Vindue.

Det gik op paa Klem, og en bævende Stemme hvidsfede: "Er det Dig?"

„Luk bedre op, Telse! jeg har gode Efterretnin ger" svarede Meimer ligesaa sagtelig, jeg har været i Meldorp."

1 "

Ak, Reimer!" fukkede hun, „bliv hellere udenfor!

jeg tør jo ikke tage imod Dig

"

Hvorfor ikke?" vedblev han, og stod allerede i Kammeret, „med Klosteret er det forbi Du bliver hverken Nonne eller Abedisse."

"Hvorledes det?" fourgte hun glad, fortæl mig, hvorlunde det gik til!"

"

"Der var da stor Forsamling;" tog han tilorde: Prioren og hans Munke, de Otte og Fyrgetyve, alle Præsterne og en stor Mængde Folk baade fra Byen og hele Landet. Først blev oplæst et Brev fra Erkebispen i Bremen, hvori han roste os Allesammen for det gudfrygtige Indfald, at ville oprette et Nonnekloster; han opmuntrede os til at stræbe med Bygningen, og begave det rigeligt: saa vilde han sende os mange rare Reliqvier, et