Billeder på siden
PDF
ePub

atter Andre modtoge dem med Hug og Stik. Som Edders kopper fare til og fra de i Garnet hængende Fluer, snære dem faftere og fastere, give dem Rap paa Rap med deres lange, frygtelige Tænder : saaledes fore Ditmarskerne op og ned med den indspærrede Hær, svang fig over Grøvterne og tilbage igjen; og dette med faa meger større Lets beb og Kraft, som de forlængst efter Srebrands Erems pel havde bortfaftet Harnist, Hjelm og Skjold - de be: bovede jo ikke mere at forsvare fig, men blot at angribe, at dræbe.

Den kongelige Hærø store Mængde var dens Fordærvelfe; det halve Antal ffulde funnet bevæge sig friere, og lettere have ordnet sig igjen efter hiin første Forvir: ring; Overs og Under- Befalingsmænd havde funnet fees, høres og følges. Nu faaes fun den mangfoldige Dods. fare, nu bortes fun de Saaredes 3amren og Fiendernes vilde Sejrsraab, nu fulgtes kun den blinde frygts Indskydelser. De færreste faldt under Ditmarskernes Spyd; Flere druknede uden Saar i Gravene, nedtraadtes af Hes stene eller af hverandre indbyrdes.

Dog viste sig, midt i denne fordærvelige Modlosbed, iffe faa Erempler paa Standhaftighed og mandig Foragt for Døden; det ftjønneste gav Generalen Hans Ahle: feldt, tilligemed et halvhundrede danske og holsteensfe Adelsmænd og høje Officierer, der sluttede sig til ham og og det trehundredaarige Rigsbanner, det stolte Dannebroge, der var betroet i hans Hænder. Dette Mobværge frelfte nogle tusinde Flygtninge og Riddersfabets Ere; men iffe den gamle sejrvante Dannerfane.

Den ene af dens Forsvarere segne efter den anden; og sidst af alle Hans Ahlefeldt under det fynkende Flag. I dette Djeblik havde de unge, oldenborgffe Grever

med en fra Bagtogten samlet Rytterhob arbejdet sig frem til hans Undsætning. Forfilde! Snart bleve de stilte fra deres Ledsagere og omringede.

Da længere Forsvar var umulig, raabte den ældste :

"I gode Ditmarskere! tager Løsepenge for vort liv, faamange 3 ville – vi ere Greverne af Oldenborg!"

„Viu svarede Wolf 3 febrand, were Bønderne af Ditmarsken, og have ingen Tid til at gjøre Fanger idag..

Med disse Drd stødte han fit Spyd i Ynglingens Bryst Broderen faldt ved hans Side.

Slaget var forbi. Den store, veludrustede Hær, hvis Lige Holsteen aldrig havde feet, var inden Middag dræbt eller forjaget; neppe en Fierdebeel fom tilbage - fom det hedder i Visen: hvor før reed Fire, der rider nu Een“

og Ingen saae sig om, før han var kommen heelt ud af dette strækkelige Land.

Hele Holsteen, hele Danmark blev opfylot med for: færdelse og Sorg; i begge lande fandtes neppe et adeligt Huus, hvori man jo begræd Fædre, Brødre, Sønner. Forgjæves fremfendtes løsepenge med ydmyge Bonner : Ditmarskerne, grummere end Hectors Banemand, afsloge at udlevere de Faldnes legemer.

Dven Jorden maatte de forraadne og opædes af vilde Dyr og Fugle; deres Been opstabledes som et Gjerde paa begge Sider af Vejen imellem Meldorp og Hemmings: stedt; i mange Aar laae de der, som et Minde om de Bældiges Ydmygelse og de Ringes Ophøjelse...

Ditmarskerne fore videre frem over Kongebærens liv: lose Ruiner. Støttende det blege, blodige Hoved til et Vognhjul, laae Ebbe Geed just paa Ifebrands Vej, Sfjoldet fonderhugget, Hjelmen fløvet ved hans Side.

Sejrherren fjendte ham, og sagde bastelig: „Tak for

[ocr errors]

fidft, Hr. Ridder! Bedre var det for Eder, om 3 havde fulgt min Advarsel; men jeg ffylder Eder en Tjeneste; fan 3 bjerge livet, skal jeg fee at bringe Eder i Huuslye.

Neppe var det sidste ude af hans Mund, før en Hellebarde hvinede ned mod den Saaredes Hoved; med Dødshugget fulgte en Rost, som vildt udbrølte:

Ridderblod er ikke bedre end Greveblod forteste Pine er den bedste...

Man naaede Trosset. Ade Vognene vare forladte, der fandtes ikke en levende Sjæl paa nogen af dem; alles rede længe før Slagets Ende vare de flygtede ad Meldorp til. Dgsaa denne Bye var øde og tom; de Tils bageblevne, tilligemed den efterladte Besætning, befandt sig allerede i Holsteen da Ditmarskerne kom. Nogle af disse fulgte vel de Flygtendes Spor; men uden at have naact dem, vendte de om ved Grændsen, og forenede sig med deres øvrige Landsmænd, fom imidlertid havde fjørt de erobrede Vogne op til Byen.

Et uhyre Bytte: den hele Krigskasse, umyntet ædelt Metal, Kongens og Hertugens Sølvbordtøj, fofteligt Bos bave og prægtige Stadsflæder til Brug ved de forventede Sejrsgilder i Hejde og Lunden; mange private Penges ftrine, som betænksom Speculationsaand havde forsynet fig med, for strar at kunne handle med de plyndrende Soldater.

Dog Intet var for Diebliffet mere fjerfomment, end det store Forraad af Spise- og Drikkevare: nogle Bogne bepakkede med flagtet og pluffet Fierfræe, andre med spæffede Harer og Dyrerygge, andre med fogte Sfinfer, og atter andre med Bagværk, stærkt Di, gammel Mød, her: lige Vine - Alt tilsammen i stor Dverflødighed.

Iffe i Hejde, men i Meldorp; iffe af Fyrster og

Riddersmænd, men af Bonder fejredes nu den berammede Fest. de rigt udsmykkede Haller, hvor Natten tilforn Danmarks og Holsteens glimrende Adel forlystede sig i siirlige Hofdanse med sine Fruer og Frøkener, der tumlede fig nu i plumpe Spring de ftirfkaarne Marskboer med rødmussede Bønderpiger af Dvergivenhed smykkede med den nye og fjældne Stads, med Fiederbatte, Guldfjæder, Knæesløjfer og Ridderbaand. Spottende titulerede de hvers andre indbyrdes med Hertuger, Grever og Friberrer Damerne vare alle durchlautige og naadige.

Reimer, Hans Ahlefeldts Bane, hilftes som Feldtmarskalk og Ridder af Dannebrog; Wolf Ifebrand bedte Greve af Oldenborg og Ingen var ringere end Junfer. De mange, tildeels ufjendte Instrumenter blæs stes og streges i vildtskurrende Misklang af indenlandske Spillemænd, hvis hele Færdighed ellers strakte sig kun til Trommer og Piber. De lange med dyre Damasker bætkede Borde, glimrede af Sølv og Guld og flebent Kry: stal, og

svømmebe i kostbare Vine. Sfaaler lød for Ditmarstens evige Frihed.

Saadan en Nat fulgte paa den evig uforglemmelige syttende Februar.

Sfaaler paa

7.

Natten til den attende Februar, Aaret efter det store Slag ved Hemmingsstedt, fenstrede Reimer af Wimers ftebt atter hos Telfe Wollersien; men iffe som hiin Nat, da han munter og let i Hu dansede hen under den stjerneklare Vinterhimmel. Tvivlraadig, ængstelig sneeg ban fig nu að forbudne Veje; Taage indhyllede hans

Gang, Tøevinden peeb i hans vaade Loffer, og Uglen tudede fin tungfindige Midnatesang fra Wöhrdens Kirfes taarn.

Han standsede foran den ærværdige Bygning, hvor bans Trophæe, det gamle Dannebroge, hang blandt fyrgetyve mindre Faner, en Amindelse fra Frihedskampen - en hellig Reliqvie for ufodte Slægter: Krigersryd hæs vede hans stolte Barm, og en Haabets Straale trengte ind i Ynglingens elskende Hjerte; en lys Tanke opklarede dets Mørfe, som Lynet den skumle Uvejrsskye. Hurtig ilede han til Jomfruens Bolig, og piffede fagtelig paa det fra gladere Tider faa velfjendte Vindue.

Det gik op paa Klem, og en bævende Stemme hvide stede: Er det Dig?"

„Luk bedre op, Telse! jeg har gode Efterretninger- svarede Neimer ligesaa sagtelig, mjeg har været i Meldorp..

„AF, Reimer!" suffede hun, ,, bliv hellere udenfor! jeg tør jo iffe tage imod Dig

Hvorfor iffe ?u vedblev han, og stod allerede i Kammeret, med Klosteret er det forbi Du bliver bverfen Nonne eller Abedisse.

Hvorledes det? spurgte hun glab, fortæl mig, hvorlunde det gik til!

"Der var da stor Forsamling;“ tog han tilorde: Prioren og bans Munke, de Otte og Fyrgetyve, alle Præsterne og en stor Mængde Folk baade fra Byen og bele landet. Først blev oplæst et Brev fra Erkebispen i Bremen, hvori han roste os Allesammen for det gudfrygtige Indfald, at ville oprette et Nonnekloster; han op: muntrede os til at stræbe med Bygningen, og begave det rigeligt: saa vilde han sende os mange rare Reliqvier, et

« ForrigeFortsæt »