Billeder på siden
PDF
ePub

Bonden!« rendte han fit Spyd mod dennes Bryst, og Reimer fit dybt ind i Hestens Bringe.

Fordømte Paf!" tordnede Sleniş, og afhug i et Drag begge Spydskaftene.

3febrands var trængt ind gjennem Brystbarnisfet; men saaledes til Siden, at Spidsen kun berørte Ribbe nene, bøjede sig mod Rygskinnen, og blev hængende ved Gjenbagerne.

Junkeren sporede i samme Djeblik fin Heft, for at fætte ind paa Angriberne og nedhugge dem; men Hesten, smertefuld af det dybe Dodsjaar, stejlede, vaflede med sin tunge Byrde og sank under den til forden.

Dens Rytter, bebændig som stærk, kom til at staae opret, og bævede atter fit uhyre Slagsværd, da Reimer underlob og greb ham om livet, og 3 febrand med en Hellebarde slog bam Sværdet af Haanden. En tredie Ditmarsfer sprang til, flyngede sig op om hans Hals og, da de andre To sføde efter, tyngede ham baglænds ned det drønede i Jorden, da den vældige Kæmpe faldt, forladt af sine Garbere, der nu allerede begyndte at vige for Bondebærens uimodstagelige Angreb.

Stjøndt fun let saaret, var det ham umuligt, i den tunge Kustning at rejse fig mod de tre vældige Fjender. Dg dog havde disse langt vanskeligere ved at dræbe, end ved at fælde ham: hans flinthaarde tyffe Hjelm og Har: nift modstod alle Hug og Støb.

. Kan han iffe doe som en ærlig Mand,raabte 3 febrand, waa lad ham drukne som en Hund!..

Og dermed væltede alle Tre den halvkvalte Kæmpe ned i Grøvten den dode Hest oven paa ham.

Da fank Gardens Mod: „Flye, flye! lød det ben S. S. Bli her. Samle og ny Noveller. IV.

5

igjennem de vaklendę Ræffer. Obersten er falden Fjenden sejrer.

Da vendte fig de Bagerste af Middelhoben til Flugt; de Forreste sprang til begge Sider i Grøvterne, og fogte at vinde Engene; men paa den vestre Side ftode disse allerede under Vand, og de fleste af dem, der søgte herud, fandt Doden; de paa den østlige Side søgte ind i det hers værende Krat, og reddede sig for største Delen, inden den rorende Dversvømmelse naaede dem. Bagtogten, som allerede efter Ordre var fommen over Grøvterne, faae de Forrestes Flugt, fulgte deres Erempel, og frelftes eller druknede med dem. Den store, mægtige Garde for en Time siden ser tusinde velordnede, sejrvante, sejrstolte Mænd -- var slagen, adsplittet, opløst, tilintetgjort.

Hele den øvrige store Hær havde i denne vigtige Time været ganske uvidende om, hvad der foregit sed Dusend - Dyvels - Werff. Stedse langsommere og langsommere blev dens Fremrykken, til den omsider maatte holde ganske stille. Rongen og Hertugen spurgte forgjæves om Aarjagen til denne Standsning; Ingen kunde give nogen Oplysning. Det varede et Kvarteer og længer; endnu fom man ikke videre: saa langt man kunde øjne for Snee: foget, holdt Fodfolket ubevægeligt foran de hærførende Brødre.

Kongen, som iffe i bedste Lune havde forladt Mels dorp, blev stedse mere utaalmodig over dette Ophold i faa umildt et Vejr, og forlangte baftig Underretning om Aarsagen til tenne uforklarlige Sinkelse; men de der bleve skiffede forud, og med Moje trængte sig frem gjennem nogle Regimenter, funde tilsidst hverken fomme frem eller tilbage; de der sendtes udenom, kom vel igien, men kunde iffe berette Andet, end at de vare standsede af Moradser,

og at Sneen og den tyffe Krudtdamp, som drev dem lige lige i Dinene, iffe tillod dem at fee hvad Garden fore: tog fig.

„Junfer Sleniß," bemærkede Kongen, „gjør temmelig lange Complimenter idag.“

Han er ligesaa forsigtig foin tapper," svarede Her: tugen, og længe vant til at frige i Marstrandene; ban vil have Bejen ryddelig, inden han ryffer frem."

Nu taug Kanonerne, men Fodbæren kom endda iffe videre.

„Dette er mig ligesaa ærgerligt fom ubegribeligt! raabte Rongen; skal det vare ret længe, er jeg iftand til at vende om til Meldorp see kunne vi ikke, og høre ligefaalidet.“

Med Eders Tilladelsen fagde blefeldt, det forekommer mig, som om jeg ffulde høre en dump, utyde: lig Larm der forude !"

Man lyttede; men Stormens Hvinen, Heftenes Puften, Trampen og pladffen i den folebe Bej, forvirrede hiin dunkle lyd fra det Fierne. –

Omsider trængte et Rygte tilbage gjennem den lange Colonne af holsteensfe, tydsfe og danske Soldater: Garden" heed det først, whar ftødt paa en uhyre stærk Skandse, besat med hundrede Kanoner; Fortogten laver sig til at tage den med Storm.“

Strar efter hørtes der, at Standsen var taget. Kort derpaa fagde man, at Stormen var afslaaet og at Gar: den trængtes tilbage; og atter heed det paanye, at Dit: marskerne havde forsøgt et udfald, og bleve nu huggede sammen. Endelig flimtede man nogle af de flygtende landseknægte, der satte ind ad Geesten til, og nu raabtes

der: Det er Bønderne der løbe, nu bliver det snart lyst her foran."

Men faa Minutter efter lød det Rædselsbudskab: ,,Det er Garden der flygter, den er slagen og adsplittet; Obersten er fangen eller falden."

Strar efter beed det i den danske Hær: „Holstenerne ere slagne.“

Den bittrefte Harme opfyldte de kongelige Brødres boje Sind: Der holdtes de indspærrede paa den snævre, sumpige Vej, uden at funne komme Hæren forved tilhjelp, uden at kunne bevæge enten Fodfolk, Skyds eller Ryttere; eet Rygte ffrækkeligere, utroligere end et andet; intet Siffert at opdage om Avantgardens Skjæbne; Intet at see, undtagen de nærmeste Pelotoner af Hæren; Alt forresten Snee og Band - thi Havet havde allerede oversvømmet Engene paa begge Sider.

En baftig Beslutning maatte tages; men hvilfen? Ingen vovede at udtale det Ord „Retirade.“

Kongen fkød Skylden for denne mislige Stilling paa sin Broder; han afvæltede den paa de ham omgivende bolsteenste Herrer; disse igjen paa Jørgen Sleniß. Men stedse nærmere og mere truende kom Faren: allerede bortes Vaabenbraget og de fæmpendes Skrig lydeligen forude; allerede faaes Uro og Forvirring blandt Fodfolket; allerede faaes Flygtninger springende, vadende, tumlende, raabende om Frelse paa begge Sider i Vandet.

Da var Hertugen den første, som nævnede det krænfende Ord.

Vi maae retirere" sagde han, wud af denne forban: dede Fælde, og paa tør Land ad Meldorp til; ber ville vi modtage den dumdriftige Fjende."

Med bittre. Taarer vendte Brødrene deres Heste,

overladende til deres Stab med den halve Deel af Ryt: teriet at komme Fodfolfet til Hjelp, og standse Fienden, om det virkelig ffulde lykkes ham at trænge saa langt frem. Med største Besværlighed trængte de fig igjennem Rytterhoben og Trosvognene, og kun ærefrygt aabnede dem Vejen, som herefter lufte sig for mange Tusinde; og neppe vare de slupne ud af Trængslen, førend Flugten blev almindelig, endogsaa over den hidtil uangrebne Deel af Hæren.

Saasnart Kongen og Hertugen vare borte, føgte de tilbageblevne holsteenffe og danske Herrer at oprette dent forstyrrede Orden, og enten at forjage en Fjende, fom hverken formedelst Antal eller Tatik var frygtelig, eller i det mindste at udføre et mindre vanærende Tilbagetog.

Forgjæves! Mod, Besindelse, Disciplin – Alt var tabt, opslugt af ubetvingelig Angst: den vrede Himmel foroven, det troløse Hav ved begge Sider, foran den glubende Fiende kun een Vej syntes endnu aaben; og dog var det den farligste af alle. Ryttere, Fodfolk, Kanoner, Vogne, Officierer og Soldater blandedes, ftyrtedes, væl. tedes, nedtraadtes blandt hverandre, indtil omsider de dybe Grøvter syntes siffrere end selve Vejen. Mange sprunge da frivilligt, mange stødtes ud, og prøvede ved Svøms ning eller Vadning at undslippe Døden.

Ditmarskerne som iagttoge, at flere og flere af de til Doden indviede Offere paa denne Maade satte fig i Frihed, ilede nu paa begge Sider langs hen med Grøvtfammen, og indspærrede deres Fiender; brød Nogen ud, gjen: nemborede de ham eller rev ham med Hellebarderne ned i Dybet; og ofte naar denne Dødsmaade syntes dem for langsom sprang de i Masse over Grøvten, og trængte de tætsluttede Ræffer over i den modsatte Side, hvor

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »