Billeder på siden
PDF
ePub

Bonden!" rendte han sit Spyd mød dennes Bryst, og Reimer sit dybt ind i Hestens Bringe.

„Fordømte Pak!" tordnede Slenih, og afhug i et Drag begge Spydskaftene.

Isebrands var trængt ind gjennem Brystharnisket; men saaledes til Siden, at Spidsen fun berørte Ribbenene, bøjede sig mod Rygskinnen, og blev hængende ved Gjenhagerne.

Junkeren sporede i samme Øjeblik sin Heft, for at sætte ind paa Angriberne og nedhugge dem; men Hesten, smertefuld af det dybe Dødssaar, stejlede, vaklede med sin tunge Byrde og sank under den til Jorden.

Dens Rytter, behændig som stærk, kom til at staae opret, og hævede atter sit uhyre Slagsværd, da Reimer underløb og greb ham om Livet, og Isebrand med en Hellebarde slog ham Sværdet af Haanden. En tredie Ditmarsker sprang til, klyngede sig op om hans Hals og, da de andre To skøde efter, tyngede ham baglænds ned — det drønede i Jorden, da den vældige Kæmpe faldt, forladt af fine Gardere, der nu allerede begyndte at vige for Bondehærens uimodstaaelige Angreb.

Skjøndt kun let saaret, var det ham umuligt, i den tunge Rustning at rejse sig mod de tre vældige Fjender. Og dog havde disse langt vanskeligere ved at dræbe, end ved at fælde ham: hans flinthaarde tykke Hjelm og Harnist modstod alle Hug og Stød.

Kan han ikke doe som en ærlig Mand," raabte Isebrand, saa lad ham drukne som en Hund!"

Og dermed væltede alle Tre den halvkvalte Kæmpe ned i Grøvten den døde Hest oven paa ham.

Da sank Gardens Mod: "Flye, flye!, lød det hen S. S. Blicher. Gamle og ny Noveller. IV.

5

"Obersten er falden

[ocr errors]

igjennem de vaklende Rækker. Fjenden sejrer."

Da vendte sig de Bagerste af Middelhoben til Flugt; de Forreste sprang til begge Sider i Grøvterne, og søgte at vinde Engene; men paa den vestre Side stode disse allerede under Vand, og de fleste af dem, der søgte herud, fandt Døden; de paa den østlige Side søgte ind i det herværende Krat, og reddede sig for største Delen, inden den rørende Oversvømmelse naaede dem. Bagtogten, som allerede efter Ordre var kommen over Grøvterne, faae de Forrestes Flugt, fulgte deres Erempel, og frelstes eller druknede med dem. Den store, mægtige Garde for en Time siden ser tusinde velordnede, sejrvante, fejrstolte Mænd var slagen, adsplittet, opløst, tilintetgjort.

[ocr errors]

Hele den øvrige store Hær havde i denne vigtige Time været ganske uvidende om, hvad der foregik ved Dus send-Dyvels - Werff. Stedse langsommere og langsommere blev dens Fremrykken, til den omsider maatte holde ganske stille. Kongen og Hertugen spurgte forgjæves om Aarsagen til denne Standsning; Ingen kunde give nogen Oplysning. Det varede et Kvarteer og længer; endnu kom man ikke videre: saa langt man kunde øjne for Sneefoget, holdt Fodfolket ubevægeligt foran de hærførende Brødre.

Kongen, som ikke i bedste Lune havde forladt Meldorp, blev stedse mere utaalmodig over dette Ophold i faa umildt et Vejr, og forlangte hastig Underretning om Aarsagen til denne uforklarlige Sinkelse; men de der bleve slikkede forud, og med Møje trængte sig frem gjennem nogle Regimenter, kunde tilsidst hverken komme frem eller tilbage; de der sendtes udenom, kom vel igjen, men kunde iffe berette Andet, end at de vare standsede af Moradser,

og at Sneen og den tykke Krudtdamp, som drev dem lige lige i Djnene, ikke tillod dem at see hvad Garden foretog fig.

"Junker Sleniz," bemærkede Kongen, gjør temmelig lange Complimenter idag."

„Han er ligesaa forsigtig som tapper," svarede Hertugen, og længe vant til at krige i Marsklandene; han vil have Vejen ryddelig, inden han rykker frem.”

videre.

Nu taug Kanonerne, men Fodhæren kom endda iffe

Dette er mig ligesaa ærgerligt som ubegribeligt!" raabte Kongen; „skal det vare ret længe, er jeg istand til at vende om til Meldorp fee funne vi ikke, og høre

ligefaalidet."

-

"Med Eders Tilladelse" sagde Ahlefeldt, "det forekommer mig, som om jeg skulde høre en dump, utydelig Larm der forude!"

Man lyttede; men Stormens Hvinen, Hestenes Pusten, Trampen og Pladsken i den følede Vej, forvirrede hiin dunkle Lyd fra det Fjerne.

[ocr errors]

Omsider trængte et Rygte tilbage gjennem den lange Colonne af holsteenske, tydske og danske Soldater: "Garden" heed det først, „har stødt paa en uhyre stærk Skandse, besat med hundrede Kanoner; Fortogten laver sig til at tage den med Storm.“

Strar efter hørtes der, at Skandsen var taget. Kort derpaa sagde man, at Stormen var afslaaet og at Garden trængtes tilbage; og atter heed det paanye, at Ditmarskerne havde forsøgt et Udfald, og bleve nu huggede sammen. Endelig skimtede man nogle af de flygtende Landseknægte, der satte ind ad Geeften til, og nu raabtes

der: "Det er Bønderne der løbe, nu bliver det snart lyst her foran."

Men faa Minutter efter lød det Rædselsbudskab : „Det er Garden der flygter, den er slagen og adsplittet; Obersten er fangen eller falden.“

Strar efter heed det i den danske Hær: „Holstenerne ere flagne."

Den bittreste Harme opfyldte de kongelige Brødres høje Sind: Der holdtes de indspærrede paa den fnævre, fumpige Vej, uden at kunne komme Hæren forved tilhjelp; uden at kunne bevæge enten Fodfolk, Skyds eller Ryttere; eet Rygte skrækkeligere, utroligere end et andet; intet Sifkert at opdage om Avantgardens Skjæbne; Intet at fee, undtagen de nærmeste Pelotoner af hæren; Alt forresten Snee og Vand thi Havet havde allerede oversvømmet Engene paa begge Sider.

En hastig Beslutning maatte tages; men hvilken? Ingen vovede at udtale det Ord „Retirade.“

Kongen skød Skylden for denne mislige Stilling paa sin Broder; han afvæltede den paa de ham omgivende holsteenske Herrer; disse igjen paa Jørgen Sleniz. Men stedse nærmere og mere truende kom Faren: allerede hørtes Vaabenbraget og de Kæmpendes Skrig lydeligen forude; allerede faaes Uro og Forvirring blandt Fodfolket; allerede faaes Flygtninger springende, vadende, tumlende, raabende om Frelse paa begge Sider i Vandet.

Da var Hertugen den første, som nævnede det krænfende Ord.

"Vi maae retirere" sagde han, ud af denne forbandede Fælde, og paa tør Land ad Meldorp til; der ville vi modtage den dumdriftige Fjende."

Med bittre Taarer vendte Brødrene deres Heste,

overladende til deres Stab med den halve Deel af Rytteriet at komme Fodfolket til Hjelp, og standse Fjenden, om det virkelig skulde lykkes ham at trænge faa langt frem. Med største Besværlighed trængte de sig igjennem Rytterhoben og Trosvognene, og kun Ærefrygt aabnede dem Vejen, som herefter lukte fig for mange Tusinde; og neppe vare de slupne ud af Trængslen, førend Flugten blev almindelig, endogsaa over den hidtil uangrebne Deel af hæren.

Saasnart Kongen og Hertugen vare borte, søgte de tilbageblevne holsteenske og danske Herrer at oprette den forstyrrede Orden, og enten at forjage en Fjende, som hverken formedelst Antal eller Tatik var frygtelig, eller i det mindste at udføre et mindre vanærende Tilbagetog.

Forgjæves! Mod, Besindelse, Disciplin — Alt var tabt, opslugt af ubetvingelig Angst: den vrede Himmel for= oven, det troløse Hav ved begge Sider, foran den glubende Fjende -kun een Vej syntes endnu aaben; og dog var det den farligste af alle. Ryttere, Fodfolk, Kanoner, Vogne, Officierer og Soldater blandedes, styrtedes, væltedes, nedtraadtes blandt hverandre, indtil omsider de dybe Grøvter syntes sikkrere end selve Vejen. Mange sprunge da frivilligt, mange stødtes ud, og prøvede ved Svømning eller Vadning at undslippe Døden.

Ditmarskerne som iagttoge, at flere og flere af de til Døden indviede Offere paa denne Maade satte sig i Frihed, ilede nu paa begge Sider langs hen med Grovtkammen, og indspærrede deres Fjender; brød Nogen ud, gjennemborede de ham eller rev ham med Hellebarderne ned i Dybet; og ofte naar denne Dødsmaade syntes dem for langsom sprang de i Masse over Grøvten, og trængte de tætsluttede Rækker over i den modsatte Side, hvor

« ForrigeFortsæt »