Billeder på siden
PDF
ePub

Masse, som ej engang funde udbrede sig til Siderne, faasom den ogsaa her indsluttedes af brede og dybe Grave. Ditmarskernes Kugler gjorde Rivt paa Rivt i denne sam: menhobede Klynge: den vaklede, ravede, bølgede hid og did, liig en fivgroet Holm under stridige Binde. Ordenen var borte og havde taget Besindigheden med fig; frygten fit Indpas. Officierernes usiffre, ofte hinanden modsigende Commandoraab, de Saaredes Sfrig og Stønnen, Dit: marffernes Jubel, deres Spot, deres Trusler og Forbandelser, fom Vinden hidførte Tydeligen – Alt forøgede de forhen fejrvante Krigeres Uro og Forvirring. Man maatte tilbage og ud af den frygtelige Fælde; Anførernes vældige Rost, der end iffe overdøvedes af Larmen og Stormen og Skydsets Torden, befalede Retiraden.

Uordentlig, morberisk var denne, mere endogsaa end Fremtoget: man styrtede til, trængtes, ftimedes, for at komme over Graven; paa mange Steder brast den ffrebe: lige Bro; de Forreste nedtraadtes, vg bleve felv til Bro for de Efterfommende.

Rolig, uforfærdet, omsuset af Kugler, holdt Jørgen Sieniş paa fin store Stridshingst midt imellem den til: bagevendende Fortogt og Middelhoben, og ordnede begge til et nyt og forandret Angreb. Hojt fremragede hans Kæmpeffiffelse over alle hans Krigere. De flokkedes om kring ham, som Bølgerne om en Klippe, der staaer urokfet under Stormens Rafen midt i det oprerte Savs Brændinger.

Paa Skandfens Brystværn stod febrand, og be: tragtede taus og smilende Forvirringen i den fiendtlige Hær; hans Kanoner vedbleve at lyne og tordne.

Da traadte Reimer af Wimerstedt hen til ham og fagde: „Vore grove Klumper synes iffe at smage de

fine Herrer derhenne de betaffe sig – de vige skulle vi nu itie følge dem et Stykke paa Vej?..

" For tidlig, Reimer, for tidlig!. svarte greu brand, i hvorfor skulle vi opoffre vore Folf, før Noden kniber? Styfferne gjere jo endnu god Bested – vi ville tove til Havet kan komme os tilhjelp – hvert Dies blik maae vi vente vor gamle trofaste Bundsforvandte.“

„Hvad!" raabte Reimer, „vo er det, der stormer ned ad Vejen og forbi Sfandfen?

I febrand faae derhen, og sagde: „Det er Tellings stedternes Fane - det er af Undsætningen, de sende os fra Hejde; men Hidsighed duer iffe — see, hvor Garden ordner sig for at tage imod dem!"

"Vi maae komme dem tilhjelp !" sagde Reimer.

Paa ingen Maade," svarte den sindige Anfører: Ditmarskens Frelse hænger i et Haar; forlade vi Skandfen, og overmandes af denne uhyre Mængde, saa er Alt fortabt

See!" raabte Reimer, nu springe de alles rede over den sidste Grav nu vende de Spydene de fælde dem nu gaaer det los

lad i det mindste Ranonerne tie, ellers ffyde vi vore Egne tilligemed Fien: derne."

„Nej! iffe heller det!“ svarte 3febrand; men fiig dem blot, at de rette dem lidt højere Ilden maae blive ved, og Kuglerne ikke spildes.

Reimer foer omkring ved Kanonerne at udrette denne Befaling.

Sleniß raabte, da han faae Tellingstedterne angreb, til fine Tropper:

Munter, Karle! nu har vi dem de fomme af

fig felv — tager imod dem, som det anstaaer den store Garde!"

En hæftig Kamp begyndte. Î Begyndelsen funde Gardisterne iffe mobftaae Ditmarskernes stormende Angreb og længere Spyd; men langt vare de ej heller istand til at vige; thi Veien var spærret, og een Kolonne fremdrev den anden: Umueligheden i at flygte tvang dem først til at ftaae, og derefter til at trænge den lille forvoone Hob tilbage.

En fjerdepart af disse hundrede Tellingstedter faldt, og de Dvrige sprunge paa de omvendte Spyd tilbage over Graven, hvor Garden for det første ej var istand til at følge dem.

„Seer 3!" sagde Ifebrand til Reimer og til de mange Andre, der vare traadte op paa Brystværnet for at see paa Striden; "Hidfighed uden Plan, Blodspilde uden Forbeel! – Afsted Du og Du til Hejde! frig dem at Krigen er ene her; thi fra ingen af de andre Kanter heres endnu et eneste Skud! lab alle Mand ile herhid! og spørg dem, hvad de bestille ved Sluserne? hvor Havet bliver af? – Sove de der ved Nørremeldorp og Büsum, ffulde al Verdens Ulyffer slaae dem!"

Tvende Ditmarsfere sprang ned, satte sig til Hest og foer op til Heide. En nye Trop kom dem med Stormffridt imøde det var Delverne.

Gardens erfarne General stræbte at benytte Krigslyftens første svage Smiil: han lod alle brugbare Kanoner føre op og rette mod Tellingstedterne, som raadvilde hvers ken gik frem eller tilbage. Ogfaa Delverne, som ikke funde rummes i Skandsen, vilde vorbe udsatte for de fiendtlige Kugler.

Biebrand, som faae Faren, fendte Jilbud til fine

blottede landsmænd, bad dem forlade Vejen, træffe fig ud mod Besten, og fra Siden anfalde Gardens Batterie; medens han fra den østlige Rant lod Reimer med fine Wimerstedtere omgaae det — begge Hobe sfulde forsøge at trænge ind over Vejen, bemægtige sig Kanoncrne, fornagle eller omstyrte dem. Et farligt Foretagende, som dog til de tviviraadige fjenders Forbauselse i faa Minutter lyffes lig udfertes. Efter at have affyret en unyttig Salve, bleve Artilleristerne nedstødte, Kanonerne væltede eller neds revne i Grøvterne og alt dette forinden Landfefnægtene der bagved formaaede at frelse dem.

Vel gjorde de nu et ordnet modigt Anfald, og dræbte i dette de Ditmarsfere, som tøvede forlænge paa Veien; men de Dvrige svang fig med Behændighed paa deres Spyd tilbage over Grovterne, og foruroligede fra Engen deres fiender. Forgjæves lod 3febrand dem falde til: bage: faa forbittrede vare de, saa gridske paa Kampen, at Anførerens Befaling Intet formaaede, hvilket dog ei heller var noget usædvanligt hos det ubændige Folf.

Sleniß gjorde Anstalter til at fordrive Modstanderne: han lod sammenbringe Riisknipper, Lavetter, Hjul

Alt hvad der funde tjene til at opfylde Grøvterne; og da ban saaledes paa begge Sider havde skaffet fig Dvergange, befalede han det dobbelte Angreb, under Feldtraabet: Vaer dig, Bonde! nu kommer Garden.“

Hjelp, Maria! ffreg Ditmar;kerne, og stimlede sammen til Badestederne, hvor baardnaffet Modstand længe boldt Fienderne tilbage; mange af disse faldt for Marstbondernes lange Spyd, flere klemtes ud i Grøvterne.

Da gebrand mærkede Sleniß's Hensigt, og i det samme faae Vandet stige i Engene mod Vesten, raabte han:

„Nu, Landsmænd! nu er Titen kommen - iffe til

at døe, men til at fejre; til at forbærve vore Fiender og hævne alt det uskyldige Blod, de have udøst i Windbergen og Meldorp. Frisk beran! seer 9 ikke, at baade Himlen og Havet er med os? Følger mig! fremad, fremad! og feer Jer iffe tilbage!

Med disse Drb sprang han ud over Brystværnet og Graven, de fire hundrede Wöhrdener og Hemmingsstedter efter ham. Som en Stormvind foer Hoben over den anden og tredie Grav, og med det Udraab: „Vaer dig, Garde! nu kommer Bonden!. styrtede den fig ind paa Fienden, der nu havde tre Sider at forsvare. De, der vare trængte over Grovterne mod Dster og Vester, bleve forladte af deres i Fronten ængstede Kammerater, og faldt alle under Ditmarskernes frygtelige Spær og Hellebarder. Disse betjente fig derpaa af Fjendens Overgange, og forenede sig med sebrands Trop. De ængstede, sammenpressede Landsefnægte faldt, hartad uden at kunne gjøre Modværge - bele Fortogten var ødelagt.

Men foran Middeltræfningen holdt endnu ben ufor: færdede Sleniß, ordnende, opflammende denne til nyt Angreb; efter at have befalet Bagtogten at dele sig, gaae over Grøvterne, langt udenom Ditmarskerne og Skandsen, og bemægtige fig denne, som han nu troede, var forladt han vidste iffe, at den var besat af fem hundrede Mand friffe Tropper under 3oban Arens's Anførsel.

3 Spidsen for den lille, modige Hær, der allerede havde tilintetgjort en sjette Deel af Garden, og frem over Dynger af Døde og Døende, trængte nu 3febrand og Neimer ind paa Centrummet.

Den første viste med Spydet paa Sleniß, 08 sagde: Du tager Hesten og jeg Manden!:

Dg med det Raab: „ Baer Dig, Zunfer! nu fommer

« ForrigeFortsæt »