Masse, som ej engang kunde udbrede sig til Siderne, saasom den ogsaa her indsluttedes af brede og dybe Grave. Ditmarskernes Kugler gjorde Rivt paa Rivt i denne sammenhobede Klynge: den vaklede, ravede, bølgede hid og did, liig en sivgroet Holm under stridige Vinde. Ordenen var borte og havde taget Besindigheden med sig; Frygten fik Indpas. Officierernes usikkre, ofte hinanden modsigende Commandoraab, de Saaredes Skrig og Stønnen, Ditmarskernes Jubel, deres Spot, deres Trusler og Forbandelser, som Vinden hidførte lydeligen Alt forøgede de forhen sejrvante Krigeres Uro og Forvirring. Man maatte tilbage og ud af den frygtelige Fælde; Anførernes vældige Røst, der end ikke overdøvedes af Larmen og Stormen og Skydsets Torden, befalede Retiraden.

Wordentlig, morderisk var denne, mere endogsaa end Fremtoget: man styrtede til, trængtes, stimedes, for at komme over Graven; paa mange Steder brast den skrøbelige Bro; de Forreste nedtraadtes, og bleve selv til Bro for de Efterkommende.

Rolig, uforfærdet, omfufet af Kugler, holdt Jørgen Slenig paa sin store Stridshingst midt imellem den tilbagevendende Fortogt og Middelhoben, og ordnede begge til et nyt og forandret Angreb. Hejt fremragede hans Kæmpeskikkelse over alle hans Krigere. De flokkedes omkring ham, som Bølgerne om en Klippe, der staaer urokfet under Stormens Rasen midt i det oprørte Havs Brændinger.

Paa Skandsens Brystværn stod Isebrand, og betragtede taus og smilende Forvirringen i den fjendtlige Hær; hans Kanoner vedbleve at lyne og tordne.

Da traadte Reimer af Wimerstedt hen til ham og sagde: „Vore grove Klumper synes ikke at smage de

vi nu ikke følge dem et Stykke paa Vej?"

"For tidlig, Reimer, for tidlig!" svarte Ise= brand, hvorfor skulle vi opoffre vore Folk, før Noden kniber? Stykkerne gjøre jo endnu god Besked vi ville tøve til Havet kan komme os tilhjelp hvert Dieblik maae vi vente vor gamle trofaste Bundsforvandte." "Hvad!" raabte Reimer, hvo er det, der stormer ned ad Vejen og forbi Standsen?"

Isebrand faae derhen, og sagde: „Det er Tellingstedternes Fane - det er af undsætningen, de sende os fra Hejde; men Hidsighed duer ikke see, hvor Garden ordner sig for at tage imod dem!"

"Vi maae komme dem tilhjelp!" sagde Reimer.

"

"Paa ingen Maade," svarte den sindige Anfører: Ditmarskens Frelse hænger i et Haar; forlade vi Skandsen, og overmandes af denne uhyre Mængde, saa er Alt fortabt -ll

See!" raabte Reimer, nu springe de allerede over den sidste Grav nu vende de Spydene de fælde dem nu gaaer det løs lad i det mindste Kanonerne tie, ellers skyde vi vore Egne tilligemed Fjen

derne."

Nej! ikke heller det!" svarte Isebrand; men fiig dem blot, at de rette dem lidt højere Ilden maae blive ved, og Kuglerne ikke spildes.

Reimer foer omkring ved Kanonerne at udrette denne Befaling.

Slenis raabte, da han faae Tellingstedterne angreb, til fine Tropper:

"

Munter, Karle! nu har vi dem - de komme af

En hæftig Kamp begyndte. I Begyndelsen kunde Gardisterne ikke modstaae Ditmarskernes stormende Angreb og længere Spyd; men langt vare de ej heller istand til at vige; thi Veien var spærret, og een Kolonne fremdrev den anden: Umueligheden i at flygte tvang dem først til at staae, og derefter til at trænge den lille forvosne Hob tilbage.

En Fjerdepart af disse hundrede Tellingstedter faldt, og de Øvrige sprunge paa de omvendte Spyd tilbage over Graven, hvor Garden for det første ej var istand til at følge dem.

„Seer J!" sagde Jfebrand til Reimer og til de mange Andre, der vare traadte op paa Brystværnet for at fee paa Striden; "Hidfighed uden Plan, Blodspilde uden Fordeel! Afsted Du og Du til Hejde! fiig dem at Krigen er ene her; thi fra ingen af de andre Kanter høres endnu et eneste Skud! lad alle Mand ile herhid! og spørg dem, hvad de bestille ved Sluserne? hvor Havet bliver af? Sove de der ved Nørremeldorp og Büsum,

skulde al Verdens Ulykker slaae dem!"

Tvende Ditmarskere sprang ned, satte sig til Hest og foer op til Hejde. En nye Trop kom dem med Stormskridt imøde det var Delverne.

Gardens erfarne General stræbte at benytte Krigslykkens første svage Smiil: han lod alle brugbare Kanoner føre op og rette mod Tellingstedterne, som raadvilde hverken gik frem eller tilbage. Ogfaa Delverne, som ikke funde rummes i Skandsen, vilde vorde udsatte for de fjendtlige Kugler.

Isebrand, som faae Faren, sendte Jilbud til fine

blottede Landsmænd, bad dem forlade Vejen, trække sig ud mod Vesten, og fra Siden anfalde Gardens Batterie; medens han fra den østlige Kant lod Reimer med sine Wimerstedtere omgaae det - begge Hobe skulde forsøge at trænge ind over Vejen, bemægtige fig Kanonerne, fornagle eller omstyrte dem. Et farligt Foretagende, som dog til de tvivlraadige Fjenders Forbauselse i faa Minutter lykkes lig udfertes. Efter at have affyret en unyttig Salve, bleve Artilleristerne nedstødte, Kauonerne væltede eller nedrevne i Grøvterne. og alt dette forinden Landseknægtene der bagved formaaede at frelse dem.

Vel gjorde de nu et ordnet modigt Anfald, og dræbte i dette de Ditmarskere, som tøvede forlænge paa Veien; men de Øvrige svang sig med Behændighed paa deres Spyd tilbage over Grovterne, og foruroligede fra Engen deres Fjender. Forgjæves lod 3sebrand dem kalde tils bage: faa forbittrede vare de, saa gridske paa Kampen, at Anførerens Befaling Intet formaaede, hvilket dog ef heller var noget Usædvanligt hos det ubændige Folk.

Slenig gjorde Anstalter til at fordrive Modstanderne: han lød sammenbringe Riisknipper, Lavetter, Hjul

Alt hvad der kunde tjene til at opfylde Grovterne; og da han saaledes paa begge Sider havde skaffet sig Overgange, befalede han det dobbelte Angreb, under Feldtraabet: "Vaer dig, Bonde! nu kommer Garden.“

"Hjelp, Maria!" streg Ditmarkerne, og stimlede sammen til Vadestederne, hvor haardnakket Modstand længe holdt Fjenderne tilbage; mange af disse faldt for Marskbøndernes lange Spyd, flere klemtes ud i Grovterne.

Da Isebrand mærkede Sleniz's Hensigt, og i det famme faae Vandet stige i Engene mod Vesten, raabte han: „Nu, Landsmænd! nu er Tiden kommen iffe til

at døe, men til at fejre; til at fordærve vore Fjender og hævne alt det uskyldige Blod, de have udøst i Windbergen og Meldorp. Frist heran! seer 3 ikke, at baade Himlen. og Havet er med os? Folger mig! fremad, fremad! og feer Jer ikke tilbage!"

"

Med disse Ord sprang han ud over Brystværnet og Graven, de fire hundrede Wöhrdener og Hemmingsstedter efter ham. Som en Stormvind foer Hoben over den anden og tredie Grav, og med det Udraab: Vaer dig, Garde! nu kommer Bonden!" styrtede den sig ind paa Fjenden, der nu havde tre Sider at forsvare. De, der vare trængte over Grøvterne mod Øster og Vester, bleve forladte af deres i Fronten ængstede Kammerater, og faldt alle under Ditmarskernes frygtelige Spær og Hellebarder. Disse betjente sig derpaa af Fjendens Overgange, og forenede sig med Isebrands Trop. De ængstede, sammenpressede Landseknægte faldt, hartad uden at kunne gjøre Modværge hele Fortogten var ødelagt.

Men foran Middeltræfningen holdt endnu den uforfærdede Sleniz, ordnende, opflammende denne til nyt Angreb; efter at have befalet Bagtogten at dele sig, gaae over Grovterne, langt udenom Ditmarskerne og Skandsen, og bemægtige sig denne, som han nu troede, var for= ladt han vidste ikke, at den var besat af fem hundrede Mand friske Tropper under Johan Arens's Anførsel.

I Spidsen for den lille, modige Hær, der allerede havde tilintetgjort en sjette Deel af Garden, og frem over Dynger af Døde og Doende, trængte nu sebrand og Reimer ind paa Centrummet.

Den Første viste med Spydet paa Slenig, og

sagde: "Du tager Hesten og jeg Manden!"

Og med det Raab: „Vaer Dig, Junker! nu kommer