mig blandt anden Snak, hvorfor gav Du mig lov til at besøge Dig inat?"

"

For at gjøre Dig keed af det Frierie," sagde hun: og paa eengang at blive fri for dit Overhæng."

"Tusind Düvel!" raabte den gjækkede Elsker: „tor din Taske holde mig for Nar!"

Ingen Skjældsord!" foer Reimer op; Telse hyssede paa ham, og vilde holde ham for Munden; men den opbragte Ungersvend vedblev: dersom Du ikke pakker Dig, skal jeg vende en Molle med din Meeltyv derude i Sneen, saa det skal knage i alle dine Ledemod!"

"

Reimer! Reimer!" advarede Pigen: „det er den rige Holm i Hejde; han staaer højt hos hele Borgerskabet, og hans Ord gjælde som Guld."

„Aha!" raabte Holm: hænger det saaledes fammen? Den, der kommer først til Molle, faaer først malet; det er ret og billigt. Hvem er det ellers, om jeg maae spørge, der taler saa kjerligt til mig? Stemmen, tykkes mig, lignede Reimers i Wimerstedt.“

"Rigtigt!" svarede denne, og her ere to Næver, som ogsaa tilhøre ham; har Du Lyst at prøve dem, saa bie lidt!"

„En anden Gang, go'e Ven!" gjenmælede Mølleren : spar dine Næver til siden; vi kan snart have alle dem nodige, vi har. Og Du derinde, der er saa bange for Mandfolk, forhast Dig ikke med at sye din Brudekjole! Du kunde maaskee faae Andet at tænke paa Godnat! fov vel, begge To!"

Med disse spottende Ord gik den anden skuffede Bej> ler sfoggrende bort.

"Vred blev han;" sagde Telfe; men jeg vilde dog ikke havt, at han skulde vidst, Du var her hos mig.

Hvem kan vide, hvad han vil finde paa, for at gjøre Dig Fortred? Du er ogsaa altid, som naar man stikker

Jld i Blaar."

"Jeg blæser ham et Stykke," svarte Reimer: „den Grynbøtte! Hvad vil han gjøre mig?"

„Jeg veed iffe?" fukkede Telse: „men der bæres mig intet Godt for."

"Underlige Pige!" sagde Reimer: før saa fjæk, og nu forsagt! Den Frygt vil jeg fysse bort."

"

Nei, nei!" raabte hun alvorlig: „ikke saa! artig, Reimer! - saaledes har Du aldrig før været skal jeg kalde paa Fader?

Vinduet med Dig!"

vær

Naa! gaae nu! herud af

Hochtit,

"Godnat da!" knurrede Ynglingen, og slængte Kjerestens Haand fra fig: "men om fjorten Dage ja Hochtit, Juchhee!"

Med dette Omkvæd af en marsist Bryllupsvise sprang han hen til Vinduet, aabnede det, svang sig ud, og dans sede munter hen over Sneen til sit hjem.

Telse rejste sig op af Sengen, gik til Vinduet og faae endnu længe efter den bortilende Kjereste. Endnu langt længere end hun var istand til at øjne ham, hørte hun ham snart fløjte, snart synge:

"Juchhee! Hochtit, ja Hochtit is hyt."*)

Tillukkende Vinduet gjentog hun sagtelig: "Hochtit, ja Hochtit," og et ømt Suk hævede det jomfruelige Bryst.

2

Slottet Melbek havde aldrig tilforn huset saa mange og fornemme Gjæster. Der var Koug Hans, tre Rigers

Der er Bryllup idag.

Herre; hans Broder Hertug Frederik af Holsteen; deres Sødskendebørn, Greverne Adolph og Otto af Oldenborg, og af danske, holsteenske og tydske Riddere og Adelsmænd over tvende tusinde: saa at baade ethvert Værelse paa den vidtløftige Borg var fuldt, og ligeledes i den nærliggende Bondeby, hvor Indvaanerne, paa Huusbond og Madmoder nær, havde maattet give Plads for Riddersvende, Staldkarle, Tjenere og alskens Tros.

I alle Salene var Tummel og Larm, Raaben og Sang og Bægerklang, Latter og Ordstrid; kun i den største, hvor de regjerende Herrer befandt sig, gik det mindre støjende til; kun der var det muligt at høre sine egne Ord.

Nederst for den ene Ende af det lange, med solv= fryndset Dækketøj beklædte, Egebord sad Verten, den gamle, men endnu kraftfulde og krigslystne Henrik Ranzauj i Højsædet for øverste Bordende Trillingerigernes Konge, der nylig var hidkommen fra en Sejr over de opsætsige Svenske, og fra deres tvungne Hylding i Stokholm; fra ham igjen og nedad ved begge Sider Hertugen, de oldenborgste Grever, samt nogle af de fornemste Adelsmænd og Anførere i den forestaaende Krig. At denne var Samtalens Hovedæmne, er let at tænke sig.

Alt vare flere Skaaler drukne, da Hertug Frederik igjen rejste sig med sit Bæger, vendte sig mod Kong Hans og sagde:

"Min Herr Konge og Broder! Nu drikker jeg Eder Dtmarsken til!"

Han tømte det vældige Bæger. Kongen greb fit og sagte:

"Jeg takker for Skaalen, og drikker Eder til med Halvparten!

Alle stode op og drak paa dette Ønske.

Knud Gjøe, Herre til Krenkerup og Landsdommer i Lolland, var den, som drak sidst og langsomst; og idet han satte sig, brummede han som for sig selv: „Før Du har truffet Bjørnen ret - "

"

Skal Du ej Gjæld paa Huden gjøre!" faldt hans Sidemand Ebbe Geed lidt høiere ind, saa at et Par af de holsteenske Herrer vel hørte, men ikke forstod det betydningsfulde danske Ordsprog.

Men Kongen, skjøndt længere borte, baade hørte og forstod dets sidste Halvdeel thi Kongerne have ikke alene

lange Hænder.

„Er

,,Er Geden bange for Bjørnene," sagde han paa Dansk ellers førtes hele Bordtalen paa Tyoff.

-

„Nei, Eders Majestæt!" svarte den danske Ridder raft og frimodigt; men jeg tænker, at See Dig for! er bedre end See Dig bag! at ingen Fjende er at foragte, og at Forsigtighed ikke vilde skade; det kunde ellers let hænde: at Gedeblod ikke blev det kostbareste, der om stakket Tid kan komme til at rinde."

„Wat fegt he?" spurgte Grev Otto af Oldenborg fin Fætter Hertugen.

"Han siger" svarte denne spodsk og i samme Sprog, det var bedst at falde Marskbonden tilfode, og kysse Hænderne paa de otte og fyrgetyve Sognefogder."

En almindelig Latter besvarede dette Hertugens Indfald, og Hans Ahlefeldt, der var bestemt til at føre den berømte Dannebroge, sagde haanligt:

"

Den der vil med ind i Marsken, maae iffe have en Hare bunden for Rumpen."

„En Hare for Fronten kan være ligesaa slem" sagde Ebbe Geed.

Denne bedste Pille faldt ikke til Jorden: de Danske

og Tydske loe; selv Kongen trak paa Smilebaandet; men Holstenerne beed sig i Læberne.

Et hundrede Aar eller lidt mere tilbage i Tiden var nemlig indtruffen den synderlige Begivenhed, at en Hare havde jaget en heel Hær af Holstenere paa Flugt og ud af Ditmarsken. Ved Indrykningen sprang hændelsesviis et saadant Dyr op foran Fortravet. De jagterfarne Riddere i samme opløftede det almindelige Jagtskrig. Bag= tropperne troede, at Ditmarskerne gjorde Anfald, standsede og droge sig tilbage. Der kom nogen Uorden i hele Hæren, og Fjenden, som laae i Baghold, benyttede Forvirringen, angreb og vandt en fuldstændig Sejr.

Kongen, som vilde forebygge Ordverling og Uenighed mellem de tvende Nationer, greb atter det fyldte Bæger og sagde i munter Tone til Ahlefeldt:

Hermed tildrikker jeg Eder det meldorpske Klostergods." „Til Lykke, Hr. Prior!" raabte Hertugen lystig.

Samtalen tog nu en ganske anden Vending. Den unge Grev Adolf af Oldenborg raabte overgiven til den nybagte Prior:

"

Ærværdige Fader! ora pro nobis !*) naar I læser Evers første Messe!"

„Og giv os“ lagde Broderen til, „naadig Absolution for vore tilkommende Synder!"

„Absolverer Eder selv først, min naadige unge Herre!" svarte Ahlefeldt i samme Tone, naar I bliver Abbed i Lunden."

„Naar saaledes alle I Herrer!" sagde Kongen, „blive Priorer, Abbeder og Munke, som det kan falde fig: hvad skal faa jeg være ?“

*) Bed for os!