Billeder på siden
PDF
ePub

drejede nogle Gange, trak balvt ud og fljøb ind igien: fda faae i fod Forventning til forden.

Da tordnede det andet Skud. De Elffende foer op, som af en Drøm.

Endnu et Haandtryk, et sjælfuldt Blit, et omt: „ví fees igjen!“ og ud ilede den danske Ridder med alle de Andre, for at ombytte den lette Balflædning med Vaaben: dansens tunge Staaldragt.

9 Klostergaarden holdt Kongens, Hertugeng og de øvrige Anføreres opsadlede Stridsheste, utaalmodigt stam: pende, og tyggende de skummende Miler; de hoje Ryttere stode fuldt udrustede i Forsalen, og ventede det tredie Signal.

Hans Ahlefeldt traadte hen for de fongelige Brødre, og fagde i en tilsyneladende ligegyldig Tone: ,,Ube: bageligt Rejsevejr ovenpaa en gjennemvaaget Nat."

,,Et Satans Vejr!“ svarte Kong Hans og keeg ud af Doren op mod den mørke Himmel, som allerede ned: slyngede Regndraaber og Sneefloffer blandt hverandre.

3ffe værre“ faldt Hertug Frederit ind, "for os, end for Fienderne.

„Vi bave det dog lige imod os," sagde Ahlefeldt.

„Des ivrigeren svarte Hertugen, vile vore Folk efter Qvarteer."

,,Vejen, pebblev Ahlefeldt, vil blive meget mo: radfig, og Stydset ubrugbart.“

,,Saa har vi Landser og Raarder, raabte Frederit; ,, der ere flere end nok til at forsvare Eders Dannebrog.“

Den fornærmede Hærfører havde et stolt Svar paa Læberne, men larmfanonen brølte tredie og sidste Gang; Alle sprang til deres Heste.

Kongen brummede, idet han satte sig tillave i Sabelen;

„der regner

„En Dag kunde vi endnu have tøvet, Broder Frederit! det er et formaledidet satanist Vejr.“

„Band itfe vor Herres Vejr!, sagde Hertugen, „denne er vor Formælingsdag med den rige Marff Guld ned i Brudens Sljed.

„Der regner Vand!" udstødte Kongen, „det seer jeg, og siden efter Blod!

Gid Fanden havde et saadant Bryllupsvejr !

Han sporede sin fnysende Hingst, og foer ud med fit Følge for at tage de opstillede Tropper i Diesyn.

3 Spidsen for tredive tusind Mand holdt paa fin store kulsorte Ganger Gardens Anfører, den fæmpestore Sleniß, staalklædt fra 38se til Fod.

Han hilfte med sit lange Sværd, slog Visiret op, og sagde: „Med Ebers Majestæts Tilladelse rider jeg nu forud, at bestille varm Aftensmad og godt Natteleje i Heide."

Kongen niffede, og svarte: Kan smage godt paa fold Frokost – adieu faalænge, Hr. Junfer!

" Junkeren travede afsted; den stærke Hest pustede under fin tunge Byrde. Efter ham rullede Gardens Kanoner, og derpaa de fem tusinde vidtberømte, frygtelige Landses knægte. Deres lange Spyd belgede over dem i deres taktmæssige, dundrende Gang, som Trommer og Piber ftyrede; de lange Ræffer bugtede sig som en blinfende Strøm ned over den lange Bakke udenfor Meldorps nørre Port. Dem fulgte det holfteenste fodfolk med fine Styf: fer; og som hver Fænnife fom ligefor Rongen og hans Broder, standsede den et Par Secunder, og hilste paa frigerft Viis. Næstefter fom de canske Soldater, og der: paa Rytterne. Foran til disse sluttede sig de boje Brødre med Følge, Hans Ahlefeldt og Dannebroge i Spidsen.

De holsteenste Ryttere udgjorde Bagtogten. Efter bem fom Trosset uendelige Ræffer af Ammunitiones og Bagagevogne; nogle førte Di, andre Viin; atter andre vare bepaffede med Sengeklæder, Dæffetøj, Bordservicer, tilhørende Kongen og Hertugen og adskillige' af de hols fteenfte Herrer; mange førte Spisevarer, een Wildt, en anden Tamt - Alt færdigt til Spiddet eller Gryden.

Endeligen sluttedes Caravanen af Marketentere og Marketenterffer, Spillemænd og Stjoger, Soldaterfoner og Børn blandt hverandre. Have Vejret været bedre, ffulde ej engang de fornemme Damer have blevet tilbage; nu maatte de for det første tage tiltaffe med Klosteret, fra hvis Vinduer de tilvinfede deres Mænd, Kjerefter, Fædre, Brødre, Slægtninge og Venner et ubekymret Levvel.

Paa Sfandsen for Dusend -Dyvels - Werff havde man bort Signalffuddene i Meldorp, stjøndt Binden bar fra; men da Luften var tyf af Taage og Snee, blev det umu: ligt at see derover, og ligesaa umuligt at gjætte, ad hvilkon Rant Fjenden vendte sig. Stormen og Sneefoget tiltog bestandig.

3febrand eftersaae kanonerne, lod Fænghullerne bedække, krudt og Lunter bevare for Fugtighed; og alt imellem lyttede han, og feeg ud over Vejen til Meldorp.

Efter noget meer end en Times Forløb fra det sidste Kanonskud at regne – raabte Reimer, der uafladeligen bavde ftaaet paa Uskif:

3eg stimter Noget derude kom og fee, Wolf Ifebrand!..

Denne fom, og lidt efter udbrød begge paa cengang: Der har vi dem!

Alle sprang nu til for at komme op paa Brystværa net; men Anføreren standsede dem med det Raab:

Tilbage! hvad ville f her? Fienden maae iffe vide af os at sige, før han secr Røgen fra vore Kanoner til Orden! Hvermand paa fin Post!,

Han faae atter ud mod Meldorp, og nu øjnedes tydelig en mørk Masse i Sneen, og svage Vaabenglimt; og større og længere blev den forte Strime, og flere og byppigere Glimtene.

,,Rider nu," raabte 3febrand til de med Hestene i Beredskab staaende Filbud, alt hvad Hestene kunne stræffe, til Heide, og figer til de Otteogfyrgetyve, at Fjenden kommer her; at de maae sende os Forstærkningen fra Lunden og Delve og de andre nordre Sogne, og stikke Bud over Hals og Hoved til Büsum; dersom de der iffe allerede har aabnet Sluserne, er intet Djeblik at spilde! - og f ved Kanonerne, stiller dem accurat paa Vejen; men Ingen ffode, før jeg figer til!"

Kun langsomt fremftred den fjendtlige Hær, og borte var allerede biin Drden og frigerffe Holdning, med hvil. fen den var udmarscheret af Meloorp. Vejret bler stedse barskere, Vejen fumpigere; Forspændshestene funde fun vanskeligt flæbe Kanonerne; naar een traf frem, sant en anden tilbage; Her sprang et Kjøretej, og der blev en Hest affræftet liggende alt dette gjorde Standsning.

Fodfolket, som kom efter, maatte med stor Besvær: lighed og med større Arrighed ælte i det Dynd, som Artilleriet havde opfjert. Gelederne vaflede, brødes; iffe fjælden trængtes de Yderste ned i Sidegrovterne. Man bandte, ftiændted, tryffedes, ffuppedes. Officiererne vare iffe længer istand til at dæmpe den udbrydende Uorden; kun naar Anføreren vendte fin Heft, og brølte med fin Løveftemme, paafulgte en fort Tausbed.

Saaledes var man kommen Skandsen paa et Par

hundrede Favne nær, uden endnu at bemærke den; thi Sneen pidffede de Fremryffende i Dinene, og 3 febrand boldt sig endnu ganffe rolig.

Endelig bemærkede Sleniß, som utaalmodig var redet et Stykke forud, den første Grav, som ogsaa over: skar Vejen lige ved dens Krumning. Han standsede, og opdagede nu paa eengang baade den anden Grav og Standsen felv, over hvis Brystværn Kanonerne og enkelte Hoveder stat frem. Hurtig ilede han tilbage, lob gjore Holdt og befalede Kanonerne at beskyde Skandsen; Fiin: dens Taushed begyndte at forurolige bam.

Da 3 febrand faae, at Kanonerne vendtes og Hestene fraspændtes, lod ban først begynde det blodige Dagværf: trende Kugler gjennemfurede Gardens tætsluttede Ræffer. Hans haarde Tiltale besvaredes, men kun med liden Efter: tryf da Ditmarsferne ftode dæffede af den tyffe Vold, og Garden sigtede med mindre Sifferbed; dog faldt der ens kelte af Skandsens Forsvarere.

Flere Salver gaves fra begge Sider – Ditmarskernes med stedse lige morderist Virkning. Gardens Jld blev derimod bestandig svagere; nogle kanoner demonteredes, paa andre blev Fængkrudtet vaadt og vilde ikke brænde. Da befalede Sleniş at storme Sfandfen: med glæde hørtes denne Ordre af disse tappre Krigere, der ikke vare yante til, saaledes værgelose at lade sig nedskyde. De fore forbi de unyttige fanoner og ben til den første Tværs grovt, over hvilken de lagde deres Landser, og de til dette Diemed i Meldorp tillavede Riisfnipper og Kurvefletninger. Modige sprang de herover, og snart fyldtes Rums met mellem den første og anden Grav.

Her mødte en ny Hindring: Knipper og Fletninger sfulde hentes bag fra, og føres gjennem den tætpakkede

« ForrigeFortsæt »