Billeder på siden
PDF
ePub

drejede nogle Gange, trak halvt ud og skjød ind igjen: Ida faae i sød Forventning til Jorden.

Da tordnede det andet Skud. De Elskende foer op, som af en Drem.

Endnu et Haandtryk, et sjælfuldt Blik, et ømt: „vi fees igjen!" og ud ilede den danske Ridder med alle de Andre, for at ombytte den lette Balklædning med Vaabendansens tunge Staaldragt.

3 Klostergaarden holdt Kongens, Hertugene og de øvrige Anføreres opsadlede Stridsheste, utaalmodigt stam pende, og tyggende de skummende Miler; de hoje Ryttere stode fuldt udrustede i Forsalen, og ventede det tredie Signal.

Hans Ahlefeldt traadte hen for de kongelige Brodre, og sagde i en tilsyneladende ligegyldig Tone: „Übehageligt Rejsevejr ovenpaa en gjennemvaaget Nat."

Et Satans Vejr!" svarte Kong Hans og keeg ud af Doren op mod den mørke Himmel, som allerede nedslyngede Regndraaber og Snecflokker blandt hverandre.

"Jffe værre" faldt Hertug Frederik ind, "for os, end for Fjenderne."

„Vi have det dog lige imod os,“ sagde Ahlefeldt. „Des ivrigere" svarte Hertugen, ile vore Folk efter Svarteer."

"

Vejen vedblev Ahlefeldt, vil blive meget mo radsig, og Skydset ubrugbart."

Saa har vi Landser og Kaarder raabte Frederik; „der ere flere end nok til at forsvare Eders Dannebrog.“

Den fornærmede Hærfører havde et stolt Svar paa Læberne, men Larmkanonen brølte tredie og sidste Gang; Alle sprang til deres Heste.

Kongen brummede, idet han satte sig tillave i Sadelen;

"

En Dag kunde vi endnu have tøvet, Broder Frederik! det er et formaledidet satanist Vejr."

"Band ikke vor Herres Vejr!" sagde Hertugen, denne er vor Formælingsdag med den rige Marft der regner Guld ned i Brudens Skjød."

„Der regner Vand!" udstødte Kongen, „det seer jeg, og siden efter Blod! Gid Fanden havde et saadant Bryllupsvejr!"

[ocr errors]

Han sporede sin fnysende Hingst, og foer ud med sit Følge for at tage de opstillede Tropper i Øjesyn.

I Spidsen for tredive tusind Mand holdt paa sin store kulsorte Ganger Gardens Anfører, den kæmpestore Slenis, staalklædt fra Isse til Fod.

Han hilste med sit lange Sværd, slog Visiret op, og sagde: „Med Eders Majestæts Tilladelse rider jeg nu forud, at bestille varm Aftensmad og godt Natteleje i Hejde."

Kongen nikkede, og svarte: "Kan smage godt paa fold Frokost adieu faalænge, Hr. Junker!"

--

Junkeren travede afsted; den stærke Hest pustede under sin tunge Byrde. Efter ham rullede Gartens Kanoner, og derpaa de fem tusinde vidtberømte, frygtelige Landse= fnægte. Deres lange Spyd bølgede over dem i deres taktmæssige, dundrende Gang, som Trommer og Viber styrede; de lange Rækker bugtede sig som en blinkende Strøm ned over den lange Bakke udenfor Meldorps nørre Port. Dem fulgte det holsteenske Fodfolk med sine Styk fer; og som hver Fænnike kom ligefor Kongen og hans Broder, standsede den et Par Secunder, og hilste paa krigerst Viis. Næstefter kom de canske Soldater, og derpaa Rytterne. Foran til disse sluttede sig de høje Brøtre med Følge, Hans Ahlefeldt og Dannebroge i Spidsen.

De holsteenste Ryttere udgjorde Bagtogten. Efter dem kom Trosset uendelige Rækker af Ammunitionsog Bagagevogne; nogle førte Dl, andre Viin; atter andre vare bepakkede med Sengeklæder, Dækketøj, Bordservicer, tilhørende Kongen og Hertugen og adskillige af de hols steenske Herrer; mange førte Spisevarer, een Vildt, en anden Tamt Alt færdigt til Spiddet eller Gryden. Endeligen sluttedes Caravanen af Marketentere og Marketenterster, Spillemænd og Skjøger, Soldaterfoner og Børn blandt hverandre. Have Vejret været bedre, skulde ej engang de fornemme Damer have blevet tilbage; nu maatte de for det første tage tiltakke med Klosteret, fra hvis Vinduer de tilvinkede deres Mænd, Kjerester, Fædre, Brødre, Slægtninge og Venner et ubekymret Levvel.

Paa Skandsen for Dusend-Dyvels - Werff havde man hert Signalskuddene i Meldorp, skjendt Vinden bar fra; men da Luften var tyk af Taage og Snee, blev det umuligt at see derover, og ligesaa umuligt at gjætte, ad hvilken Kant Fjenden vendte sig. Stormen og Sneefoget tiltog bestandig.

Isebrand efterfaae Kanonerne, lod Fænghullerne bedække, Krudt og Lunter bevare for Fugtighed; og alt imellem lyttede han, og keeg ud over Vejen til Meldorp. Efter noget meer end en Times Forløb fra det sidste Kanonskud at regne raabte Reimer, der uafladeligen havde staaet paa Udkik:

[ocr errors]

Jeg skimter Noget derude fom og see, Wolf Isebrand!"

Denne kom, og lidt efter udbrød begge paa cengang: "Der har vi dem!"

Alle sprang nu til for at komme op paa Brystværnet; men Anføreren standsede dem med det Raab:

"

Tilbage! hvad ville I her? Fjenden maae iffe vide af os at sige, før han secr Røgen fra vore Kanoner -til Orden! Hvermand paa sin Post!"

Han faae atter ud mod Meldorp, og nu øjnedes tydelig en mørk Masse i Sneen, og svage Vaabenglimt; og større og længere blev den forte Strime, og flere og hyppigere Glimtene.

"Rider nu," raabte Zsebrand til de med Hestene i Beredskab staaende Zilbud, alt hvad Hestene kunne strække, til Hejde, og siger til de Otteogfyrgetyve, at Fjenden kommer her; at de maae sende os Forstærkningen fra Lunden og Delve og de andre nordre Sogne, og stikke Bud over Hals og Hoved til Büsum; dersom de der iffe allerede har aabnet Sluserne, er intet Øjeblik at spilde! og I ved Kanonerne, stiller dem accurat paa Vejen; men Ingen skyde, før jeg siger til!"

Kun langsomt fremskred den fjendtlige Hær, og borte var allerede hiin Orden og frizerske holdning, med hvilken den var udmarscheret af Meldorp. Vejret blev stedse barskere, Vejen sumpigere; Forspændshestene kunde kun vanskeligt slæbe Kanonerne; naar een trak frem, sank en anden tilbage; her sprang et Kjeretej, og der blev en Hest afkræftet liggende - alt dette gjorde Standsning.

Fodfolket, som kom efter, maatte med stor Besværlighed og med større Arrighed ælte i det Dynd, som Artilleriet havde opkjørt. Gelederne vaklede, brødes; iffe sjælden trængtes de yderste ned i Sidegrovterne. Man bandte, stjændtes, trykkedes, skuppedes. Officiererne vare ikke længer istand til at dæmpe den udbrydende Uorden; kun naar Anføreren vendte sin Hest, og brølte med fin Loveftemme, paafulgte en kort Taushed.

Saaledes var man kommen Standsen paa et Par

hundrede Favne nær, uden endnu at bemærke den; thi Sneen pidskede de Fremrykkende i Dinene, og Isebrand holdt sig endnu ganske rolig.

Endelig bemærkede Slenig, som utaalmodig var redet et Stykke forud, den første Grav, som ogsaa overskar Vejen lige ved dens Krumning. Han standsede, og opdagede nu paa eengang baade den anden Grav og Skandsen selv, over hvis Brystværn Kanonerne og enkelte Hoveder stak frem. Hurtig ilede han tilbage, lod gjøre Holdt og befalede Kanonerne at beskyde Skandsen; Fiendens Taushed begyndte at forurolige ham.

Da Isebrand saae, at Kanonerne vendtes og Hestene fraspændtes, lod han først begynde det blodige Dagværk: trende Kugler gjennemfurede Gardens tætsluttede Nækker. Hans haarde Tiltale besvaredes, men kun med liden Eftertryk da Ditmarskerne stode dækkede af den tykke Vold, og Garden sigtede med mindre Sikkerhed; dog faldt der enkelte af Skandsens Forsvarere.

Flere Salver gaves fra begge Sider Ditmarskernes med stedse lige morderisk Virkning. Gardens Jld blev derimod bestandig svagere; nogle Kanoner demonteredes, paa andre blev Fængkrudtet vaadt og vilde ikke brænde. Da befalede Slenig at storme Skandsen: med Glæde hørtes denne Ordre af disse tappre Krigere, der ikke vare vante til, saaledes værgelose at lade sig nedskyde. De fore forbi de unyttige Kanoner og hen til den første Tværgrøvt, over hvilken de lagde deres Landser, og de til dette Djemed i Meldorp tillavede Riisknipper og Kurvefletuinger. Modige sprang de herover, og snart fyldtes Rummet mellem den første og anden Grav.

Her mødte en ny Hindring: Knipper og Fletninger skulde hentes bag fra, og føres gjennem den tætpakkede

« ForrigeFortsæt »