Saavidt var Alt ordnet; men nu opstod det Sporgsmaal: hvilken Deel af Forsvarshæren skal have det hellige Banner det indviede Kors? Enhver af dem gjorde. Fordring paa dette Palladium, og erklærede sin egen Post for den vigtigste og farligste, forfægtende sin Mening med alle muelige Grunde baade stærke og svage. De Otteogfyrgetyve vidste tilsidst ingen anden Udvej, end Lodkastning.

Da fremstod Carsten Holm og erklærede trodsigen: at hvor Korset kom hen, der vilde han med; visse Folk havde draget hans Mod og hans Ærlighed í Tvivl, han forlangte nu Lejlighed til at vise begge Dele, og dertil var Dusind Dyvels - Werff Stedet.

Een efter Anden gav hertil fit Bifald, og understøt= tede Holms Paastand med det Tillæg: at dette Sted laae midt i Forsvarslinien, og at om Angrebet skete paa een af Fløjene, da kunde saavel Korset som dets Stridsmænd snart henflyttes til det truende Punct.

Et skadefro Smiil foer over Holms mørke Ansigt, idet han kastede et hurtigt Blik til sebrand, og et længere til Reimer, som hidtil taus og indesluttet i fig selv havde staaet udenfor Kredsen, og kun lidet lagt Mærke til Forhandlingernes Gang.

Pludselig traadte han ind imellem de Ældste, og sagde: Nu troer ogsaa jeg, at Fjenden vil anfalde ved Hemmingsstedt, og beder Eder om, at vi Wimerstedtere maae være med der!"

Ogsaa dette bifaldtes.

Ind i Wöhrdens, efter Krigen med Grev Geert meget forstørrede og rigt udsmykkede Kirke, stimlede nu hele Forsamlingen. Foran Alteret stode Præfterne og fig= nede det bedende Folk. Nærmest ved dem knælede i tvende

Halvkredse de otteogfyrgetyve Landsstyrere, de Fleste ærvær dige ved hvide Alderdomslokker; og bag ved dem det øvrige Folk, saamange som Kirken var istand til at rumme. Chorfangen fyldte det vide Tempel; Murene dirrede, og Fanerne, disse stolte Minder om Fædrenes Heltedaad, bølgede over de Bedendes Hoveder.

bag efter Midt for

Da fremtraadte, ført af tvende Præfter, fra Sacris stiet en tilsløret Kvinde, iført en bleggraae, ydmyg Nonnedragt; det var Telse Wollersien hende bar en tredie Præst det hellige Kors. Alteret stillede de sig, og afførte Pigen, under Pfalmefang Sløret og Nonnekappen, bedækkede hendes fyldige Barm med en hvælvet Guldbrynie, hendes Arme med Skinner, fatte en blinkende Hjelm med højtvajende Fjedre paa hendes Hoved og Korset i hendes Hænder.

Som hun saaledes stod der i Ungdoms Skjønhed, med tindrende Øjne og blussende Kinder, de sorte Lokker nedbølgende over den glimrende Rustning, lignede hun eu Valkyrie, eller en Krigens Gudinde, som modtager de Dødeliges Hylding.

Da Gudstjenesten var tilende og Kirken forladt, overs gaves den dejlige Skjoldmøe til Wolf Jfebrand; men denne overgav igjen baade hende og Fanevagtens Anførsel til Reimer.

Den elskende, men ikke svaghjertede Yngling, modtog med Stolthed denne af en uheldig Medbejler anviste Hæderspost. Og under de Æltres Opmuntringer og de Yngres Lykønskninger, bortdrog nu den lille Heltehob, der havde Ditmarskens dunkle Skjæbne i fine Hænder.

Det var over Middag, da den naaede den yderste Pynt af Geestlandet, lige sønder ud fra Hemmingsstedt, hvor det strækker sig ud i Marsten mellem denne Bye og

Meldorp. Den indgrovtede Vej fra sidste Sted og op i Nordmarsken gaaer lige mod Geestspidsen; men paa et Bueskuds Afstand bøjer den sig vesten om samme, og løber længer borte op i Højlandet.

Ret ud før denne Vejens Bøjning standsede Wolf Isebrand med sin Trop, og lod den ufortøvet begynde at opkaste en Skandse. Gamle og unge, som deels havde fulgt Toget, deels siden strømmede til fra de nærmeste Byer, toge ivrigen Deel i Arbejdet. Hver, som var mægtig for at røre en Haand, hjalp til: Hakker, Spader, Skovle og Trillebøre kom i Gang, og den, der ikke kunde gjøre Andet, sankede Steen.

Isebrand var allevegne tilstede, og bestyrede Vær

fet Opmuntring behøvedes ikke. Endnu inden Mørket faldt paa, var Skandsen istand og beplantet med Stykferne, af hvilke de ser kunde bestryge den lige Vej, de øvrige ser tillige beherske dens Krumning. En dyb Grav strakte sig heelt udenom Befæstningen, og længer borte fra denne, i behørig Afstand, endnu tvende andre, ligeledes med noget lavere Brystværn. En tyk Taage, som hele Eftermiddagen rugede over Landet, havde skjult dette Foretagende for Fjendernes Djne.

Det var Midnat; Stjernerne glimtede mat gjennem Taagens tynde Slør. Vejret var mildt og stille; Vinden hvilte. Der var Stilstand i Luften; det var som om Himlen betænkte sig, fra hvilken Kant, og mod hvem den skulde fende Stormen. Kun det evige oprørte Vesterhav lod høre sin hule Brummen, hiin varslende Røst, fom ej forgjæves naaer Marskboernes Dre.

Isebrand fornam den, som han vandrede fra Ende til anden paa sin nys opdæmmede Vold, og sagde til Reis mer, der med nedbøjet Hoved lænede sig paa en Kanon:

„Vi faae uroligt Vejr, og nordlige Vinde imorgen: vil Fjenden besøge os, kommer han maaskee til at vade eller svømme. Frist op, Reimer! Natten er lang, og jeg seer, at Du har ligesaaliden Lyst til at sove, som jeg - lad os faae en Sang!"

Reimer rettede sig og faae tilbage; der stod Teltet, i hvilket Telse befandt sig med Faderen og nogle af sine kvindelige Slægtninge.

"

Er Du bange for at vække vor Fanebærerinde?" spurgte Isebrand, „hun sover ikke mere end Du; jeg har hele Natten hørt dem hvidste derinde

Gut! og vær munter!"

syng, min

Nu sprang Ynglingen op, og satte sig paa Kanonen; holdende om Spydet, der stod ved hans Side, istemte han en krigerst Folkesang. Alt som han sang, kom flere til, flog Kreds om ham og faldt ind med i Omkvædet; og langs hen med Brystværnet efternynnede de vækkede Krigere, som ikke vilde forlade deres Sæder, de fjere velbekjendte Toner. —

„Det er Reimer!" fukkede Telse, og trykte den brændende Kind mod Korset, som skilte hende ved den Elffede; men hendes Medsøstre gik udenfor Teltet, for nærmere og tydeligere at høre Ynglingens skjønue Stemme.

Ofte tilforn, ved lystige Gilder, naar Paukerne vg Fiberne taug under Ophold i Dansen, havde de omkredset ham, de blussende Piger, og smilende lyttet til hans Kvad.

6,

-

for mange Tusinde

Den fyttende Februar fremlyfte Livets sidste Dag. Efter Midnat havde Nordvestvinden

rejst sig, og var efterhaanden steget til stærk Blæst, fom jog den folde, regnsvangre Havguse ind over Landet.

I Meldorp var Alt i Bevægelse; Husene vare fulde af svirende Krigsmænd, og de der ikke kunde rummes inde, sværmede omkring paa Gaderne. Sang og Musik lød allevegne, men fortrinligen der, hvor ellers kun hortes Messer og Psalmesang, mellem Klosterets gamle, alvors lige Mure. Hornenes, Fløjternes og Gigernes muntre Klang blandede sig i underlig Mislyd med Vindens Brusen og Hylen derudenfor, som Lampernes Skin med Dagskjæret i den store Dansesal.

Da knaldede det første Kanonskud, saa Vinduerne flingrede. Dansen holdt op, Instrumenterne taug. Cavalerne taffede af og førte Damerne til Sæde, og i Skynding verledes blandt mangt et Par ømme Haandtryk, veltalende Zjekast og kjælne Ord, saavel i Alvor som i Spøg. Man gjentog sig Nattens Fornøjelser, og trøstede fig for det hurtige Opbrud med den følgende i Hejde; ja mangen forelsket Ridder engagerede sit hjertets Dame til næste Aften.

Ingen adskiltes nødigere end Ebbe Geed og den dejlige Ida Ranzau;. hun dog med et snart Gjensyns glade Haab han med Uro og sælsomme Ahnelser.

"Jeg gaaer“ sagde han, tredie Gang førende hendes Haand til fine Læber, en uvis Kamp imode; denne Uvished, skjønne Frøken! binder min Tunge.“

"Dersom I ikke" svarte hun stjæmtende, forinden glemmer hvad I har mere at sige mig, saa sees vi jo snart igjen."

"Snart?" gjentog han sukkende, slap hendes Haand og greb efter sin Fingerring, den han med et mørkt Blik