have Intet tabt, uden maaskee Modet hos nogle Faa, som lidet eller intet have ejet."

Carsten Holm afbrød ham og sagde: "Ikke altid er den feig, som raader til Fred; Forsigtighed er ikke Frygt."

"Ikke altid!" svarte Arens; „jeg beskylder Ingen heller ikke Eder; I maae selv bedst vide, om det var blot Forsigtighed, der bragte Eder til at følge med Kvinderne, istedetfor at tage tage Deel i Byens Forsvar?"

„Her ere nok tilstede af dem, der vare med mig," sagde Holm stolt, og faae sig omkring i Forsamlingen, ,,lad dem fige, om jeg ikke tilbød Byemændene at gaae i deres Sted, skjøndt jeg saae den visse, den unyttige Ded for Dine!"

Dette bejacdes fra flere Sider.

"Jeg skylder Fødelandet mit Liv, vedblev han triumpherende, og skal ærlig betale min Gjæld; men derfor henslænger jeg det ikke iblinde. Ville alle I andre stride, saa er jeg med; men overlægger iforvejen, hvo der skal førge for de Værgeløse, naar vi ere faldne!"

Carsten Holm er en gjæv Mand, og taler efter forstandigt Overlæg!" sagde Hans Peters, en af de Otteogfyrgetyve; var det ikke bedre, itide at give efter for Stormen? Den forlangte Pengesum kunne vi let udrede; og de tre Skandser naar Fjenden først er borte, og hans Hær opløst, kunne vi vel raade med dem efter vort Tykke."

"Der er Mening i!" raabte mange Stemmer: Hans Peters snakker iffe hen i Laaget."

Johan Arens traadte frem to raske Trin, udstrakte fiu Arm, og sagde med hævet Røst:

„Kjender I den Bye, der ligger? er det ikke Mel

dorp? er det ikke der, hvor de for tre Dage siden slagtede vore Brødre og Søstre uden Skaansel, ung og gammel iblandt hverandre? Var det ikke der, hvor Menneskeblod, Ditmarskerblod løb som Vand paa Gaderne? Og endda tale I om Fred? Fred! ja en Fred som den Lammet har, naar det taalmodigt seer paa, hvorledes Moderen slagtes, og selv bagefter drøvtyggende lægger sig ned, og rækker Hals for Kniven! — ved Gud og den hellige Jomfrue! hvo der havde scet det, Holm saae, han maatte blive til en glubende Love, om end Naturen havde givet ham et Harehjerte. Seer I hiin mørke Plet over Meldorps Kirketaarn? Vide I, hvad den betyder? Det er Kongebanneret, Blødbanneret, der vajer som et Sejerstegn over det frie Ditmarsken, os til en Trufel saa løber da alle I, som ere kede af Friheden og af Livet, løber hist over og knæler for dette Dannebroge, som ingen Ditmarsker saae siden Sejren ved Bornhøvede! knæler! rækker Hals for Dren! og trøster Eder saa i Døden med den Tanke: at I dog nu ikke seer, hvorledes Landseknæg= tene skænde Eders Hustruer og Døttre, myrde Eders smaae Børn her! her! hvor det dundrer derovre! Nu driffe de hverandre Ditmarsken til; de drikke paa Eders Undergang og Fordærvelse ville I ikke afsted, og takke for Skaalen ?"

nu,

Her holdt Taleren inde nogle Øjeblikke, medens Alles Blik vare henvendte til Meldorp, hvor det dundrede Skud paa Skud, og Røghvirvel fulgte paa Røghvirvel, indtil hele Byen var indhyllet i Krudtdamp.

Endnu havde Ingen svaret paa Arens's æggende Tilraab: Nogle taug af Undseelse; Andre kunde for Harme ikkun fremføre uarticulerede Toner, og Resten glædede sig

i Stilhed over en Tale, der fuldkomment udtrykte deres egne Følelser.

Endelig optog Wolf Isebrand den angivne Tone, og sagde med et spottende Smiil:

„Skulle vi da afsted til vore naadige Herrer, saa lader os ikke glemme at medtage, til Tegn paa vor dybe Underdanighed, disse Faner, vore forfængelige Forfædre have ophængt herinde i Kirken! Lad os nedlægge for Fjendernes Fødder dem, de saa frækt og formasteligt fratoge de højbaarne Hertuger og Grever ved Nordhamme og ved Anbroen og her her i dette samme Wöhrden, hvor man betalte smeltet Blye med koldt Staal, og saa uhøfligt behandlede de fornemme Gjæster *). Dermed kunde vi tydeligst vise vor oprigtige Anger og Fortrydelse over Fædrenes himmelraabende Synd, at ville værge for Liv og Gods, for Frihed og Fødeland."

Som en højt opdæmmet Strøm bryder med forøget Vælde ud af sit Fængsel, oversvømmer bortriver Alt med sig: saaledes frembrøde nu de længe dæmpede Følels ser af tusinde modige kamplystne Hjerter. Hartad eenstemmig besluttedes, forkyndtes nu den ædle Strid for Frihed eller Død, og det næsten ene med vilde Raab og grusomme Forbandelser.

*) Grev Geert den Skaldede (Niels Ebbesens) vilde: undertvinge Ditmarsken. Han trængte ind i Wöhrden, og adsplittede Fjendernes liden Hær; en Deel af denne søgte ind i Kirken, og da de ikke vilde overgive sig, lod Greven sætte Ild paa Taget. Da det smeltede Blye dryppede ned paa Ditmarskerne, gjorde de i Pine og Fortvivlelse et Udfald. Flere strømmede fra alle Kanter disse tilhjelp; Holstenerne bleve flagne to Tusinde faldt Greven maatte søge fin Frelse i Flugten. Han faae aldrig Ditmarsken mere; men vendte fine Vaaben mod Norden.

Nær vare Holm og de øvrige Fredsvenner blevne Offere for det første Udbrud af den rasende Krigólyst ; men Arens og flere anseete Ordførere toge dem i Beflyttelse, idet de viste, hvor nødvendig Enigheden nu var, at enhver Arm var kostbar, og at Blodsudgydelsen ikke burde begynde med Landsmænd.

Isebrand taug, han syntes ligegyldig ved, enten Holm og hans Partie var med eller ikke. Kun da Forhandlingerne om Forsvarsværket begyndte, sagde han stiklende:

„Lad os høre Carstens Mening, om han iffe denne Gang kan sige os, hvor vi skulle vente Fjenderne!" Med Fatning, og uden at lade sig mærke med, at han følte noget til Snerten, svarte denne:

"

Første Gang har Fjenden narret os; men nu troer jeg at have opsnappet saameget, at jeg sikkert venter ham paa den nærmeste Vej fra Meldorp til Hemmingsstedt.”

Johan Arens smilte, og sagde: „Jeg troer iffe Carsten Holm er heldig i at gjætte; der indtræffer gjerne det Modsatte af hvad han formoder: og altsaa gjætter jeg paa, at vi skulle have de fremmede Gjæster enten fra Nordhamme eller Büsumsiden."

„Men jeg,“ sagde Isebrand tørt, wer nu af Holms Mening; det er iffe rimeligt, at han hvergang skal gjætte urigtigt. Forrige Gang troede vi ham, og toge fejl; troe vi ham ikke denne Gang, kunde det hænde at vi ogsaa toge fejl."

"For ikke at tage reent fejl!" raabte een af Forstanderne, „kunne vi jo befæste os paa alle tre Steder. Der er ikke saa langt imellem, at jo de Andre snart kunne komme de haardest Angrebne tilhjelp. Og deler Fjenden fin Styrke, er det jo nødvendigt, at vi ogsaa dele vores.“

Herimod indvendte Nogle: at Undsætning i Tilfælde af samlet Anfald paa eet Sted kunde komme forfilde, og for dem ved Büsum gjøres umulig, naar Sluserne aabnedes og Marsken sattes under Vand. Endelig, efter lang Raadslagning, fik den Mening Overhaand, at alle Adgange til Nordmarsken burde forsvares; men den til Hemmingsstedt svagest besættes, saasom den af Naturen var stærkest. De allerfleste af Raadet ansaae det for nok, at her blev stillet en Fænnike og et Par Kanoner.

Som denne Beslutning var tagen, indbragte et Strejfpartie tre fjendtlige Spejdere. De To bleve af den for= bittrede Mængde, i bogstavelig Forstand, sønderrevne; men den Tredie lykkedes det Isebrand at frelse; og denne bekræftede paa Tilspørgsel, at Fjenderne havde isinde at gjøre Angrebet der, hvor Holm formodede.

Skjøndt vel de Fleste troede, at dette var et Krigspuds, i hvilket det kom ud paa eet om Spejderen var Medvider eller iffe, virkede det dog saameget: at Besæt ningen paa Hemmingsstedtvejen forøgedes indtil fire Fænniker, eller omtremt fem hundrede Mand, og tolv Kanoner. De tre Sogne: Neuenkirchen, Hemmingsstedt og Wöhrden afgave Mandskabet hertil, og Wolf Ifebrand fik Overanførselen, efter hans egen Begjæring; og han forlangte igjen Carsten Holm til Medbefalingsmand.

Herover forundrede sig Mange; men Isebrand erklærede koldt: at Holm havde været Ledsager paa Gesandtskabet, nu ønskede han ogsaa at beholde ham hos fig i Striden; han ventede god Bistand af hans dybe Forstand og store Snildhed. Til disse Yttringer smiilte Holm dog lidt tvungent og en kjender af Ansigter vilde have læst i hans baade Mistroe til Isebrands Lovtale, og Ulyst til at modtage den foreslaaede Hæderspost.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

4