Billeder på siden
PDF
ePub

have Sntet tabt, uden maaskee Modet hos nogle Faa, som lidet eller intet have ejet."

Carsten Holm afbrød ham og sagde: „Iffe altid er den feig, som raader til Fred; Forsigtighed er ikke Frygt.“

. 3ffe altid!" svarte Arens; wjeg beskylder Ingen

heller ikke Eder; f maae selv bedst vide, om det var blot Forsigtighed, der bragte Eder til at følge med Kvin: derne, istedetfor at tage tage Deel i Byens Forsvar?"

„Her ere nok tilstede af dem, der vare med mig," fagde Holm ftolt, og faae sig omkring i Forsamlingen, „lad dem fige, om jeg ikke tilbod Byemændene at gaae i deres Sted, stjøndt jeg saae den viise, den unyttige Ded for Dine!"

Dette bejaedes fra flere Sider.

"Jeg skylder Fødelandet mit liv," nedblev han trium: pberende, og skal ærlig betale min Gjæld; men derfor benslænger jeg det iffe iblinde. Ville alle andre stride, faa er jeg med; men overlægger iforvejen, hvo der stal sorge for de Værgelose, naar vi ere faldne!"

Carsten Holm er en gjæv Mand, og taler efter forstandigt Dverlæg!" sagde Hans Peters, en af de Otteogforgetyve; wvar det ikke bedre, itide at give efter for Stormen? Den forlangte Pengesum funne vi let uds rebe; og de tre Sfandfer naar Fienden først er borte, og bans Hær opløft, kunne vi vel raade med dem efter vort Tykke."

Der er Mening i!“ raabte mange Stemmer: „Hans Peters snakker iffe ben i Taaget..

Johan Arens traadte frem to raste Trin, udstrafte fiu Arm, og fagde med bævet Rost:

Kjender 3 den Bye, der ligger? er det itfe Mels

dorp? er det iffe der, hvor de for tre Dage fiden flagtede vore Brøtre og Søstre uden Sfaanfel, ung og gammel iblandt hverandre? Var det ikke der, hvor Menneste: blod, Ditmarskerblod løb som Band paa Gaderne? Og endda tale s om Fred ? Fred! ja en Fred som den Lammet har, 'naar det taalmodigt seer paa, hvorledes Moderen flagtes, og selv bagefter drøvtyggende lægger sig ned, og ræffer Hals for Kniven! - ved Gud og den hellige Soms frue! hvo der havde feet det, Holm faae, han maatte blive til en glubende Løve, om end Naturen havde givet ham et Harehjerte. Seer ; hiin mørke Plet over Mela dorps Kirfetaarn? Vide 3, hvad den betyder? Det er Kongebanneret, Blodbanneret, der vajer som et Sejerss tegn over det frie Ditmarsten, 08 til en Trusel – nu, saa løber da alle }, som ere fede af Friheden og af livet, løber bift over og knæler for dette Dannebroge, som ingen Ditmarsfer faae fiden Sejren ved Bornhovede! knæler! ræffer Hals for Dren! og trøster Eder saa i Døden med den Tanke: at I dog nu ikke seer, hvorledes Landsefnægtene ftænde Eders Hustruer og Døttre, myrde Eders (maae Børn bør! hør! hvor det dundrer derovre! Nu driffe de hverandre Ditmarsken til; de drikke paa Eders Under: gang og Fordærvelse ville 3 iffe afsted, og taffe for Skaalen ?"

Her holdt Taleren inde nogle Djebliffe, medens Ades Blit vare henvendte til Meltorp, hvor det dundrede Skud paa Skud, og Røghvirvel fulgte paa Røghvirvel, indtil bele Byen var indbydlet i Krudtdamp.

Endnu havde Ingen svaret paa Arens's æggende Tilraab: Nogle taug af Undseelse; Andre kunde for Harme ikfan fremføre uarticulerede Toner, og Resten glædede sig

i Stilhed over en Tale, der fuldkomment udtrykte deres egne Følelser.

Endelig optog Wolf 3 febrand den angivne Tone, og sagde med et spottende Smiil:

..Skulle vi da afsted til vore naadige Herrer, faa lader os ikke glemme at medtage, til Tegn paa vor dybe Underdanighed, disse Faner, bore forfængelige Forfædre bave ophængt herinde i Kirken! Lad os nedlægge for Fiendernes Fodder dem, de faa fræft og formafteligt fratoge de hojbaarne Hertuger og Grever ved Nordhamme og ved Anbroen og her her i dette samme Wöhrden, hvor man betalte smeltet Blye med foldt Staal, og faa uhofligt behandlede de fornemme Gjæfter *). Dermed kunde vi tydeligst vise vor oprigtige Anger og Fortrydelse over Fædrenes bimmelraabende Synd, at ville værge for liv og Gods, for frihed og Fødeland.

Som en højt opdæmmet Strøm bryder med forøget Vælde ud af fit Fængsel, oversvømmer bortriver Alt med fig: saaledes frembrøde nu de længe dæmpede følelser af tusinde modige famplystne Hjerter. Hartad eenstem: mig besluttedes, forfyndtes nu den ædle Strid for Fribed eller Død, og det næsten ene med vilde Raab og gru: somme forbandelser.

*) Grey Geert den Skaldede (Niels Ebbesens) vilde:

undertvinge Ditmarsken. Han trængte ind i Wöhrden, og
adsplittede Fiendernes liden Hær; en Deel af denne føgte ind
i Kirken, og da de ikke vilde overgive sig, lod Greven fætte
Jld paa Taget. Da det smeltede Blye dryppede ned paa
Ditmarskerne, gjorde de i Pine og fortvivlelse et Udfald.
Flere strømmede fra alle Kanter disse tilhjelp; Holstenerne
bleve flagne to Tusinde faldt Greven maatte føge sin
Frelse i Flugten. Han saae aldrig Ditmarsken mere; meni
vendte fine Vaaben mod Norden.

Nær vare Holm og de øvrige Fredsvenner blevne Dffere for det første udbrud af den rasende Krigslyst; men Arens og flere anseete Ordførere toge dem i Bos fkyttelse, idet de viste, hvor nødvendig Enigheden nu var, at enhver Arm var kostbar, og at Blodsudgydelsen iffe burde begynde med Landsmænd.

3 febrand taug, han syntes ligegyldig ved, enten Holm og hans Partie var med eller iffe. Run da Fors handlingerne om Forsvarsværket begyndte, sagde han ftiklende:

,, lad os børe Carsten Mening, om han iffe denne gang fan sige os, hvor vi skulle vente fienderne!..

Med Fatning, og uden at lade sig mærke med, at han følte noget til Snerten, svarte denne:

„Første Gang har fienden narret os; men nu troer jeg at bave opsnappet saameget, at jeg siffert venter bam paa den nærmeste Vej fra Meldorp til Hemmingsstedt.“

foban Arens smilte, og sagde: „Jeg troer iffe Carsten Holm er heldig i at gjætte; der indtræffer gjerne det Modsatte af hvad han formoder: og altsaa gjætter jeg paa, at vi skulle have de fremmede Gjæster enten fra Nordhamme eller Büsumsiden..

„Men jeg," sagde i febrand tort, wer nu af Holms Mening; det er ikke rimeligt, at han hvergang ffal gjætte urigtigt. Forrige Gang troede vi ham, og toge fejl; troe vi ham iffe denne Gang, kunde det hænde at vi ogsaa toge fejl."

"For ikke at tage reent fejl!« raabte een af Forstanberpe, kunne vi jo befæste og paa alle tre Steder. Der er iffe faa langt imellem, at jo de Andre snart funne komme de haardest Angrebne tilhjelp. Og deler Fienden fin Styrke, er det jo nødvendigt, at vi ogsaa dele vores.

Herimob indvendte Nogle: at undsætning i Til fælde af famlet Anfald paa eet Sted - funde fomme for: filde, og for dem ved Büsum gjøres umulig, naar Sluserne aabnedes og Marsten sattes under Vand.

Endes lig, efter lang Raadslagning, fit den Mening Dverbaand, at alle Adgange til Nordmarsten burde forsvares; men den til Hemmingsstedt svagest besættes, faasom den af Naturen var stærfest. De allerfleste af Raadet ansaae det for nok, at her blev stillet en Fænnike og et Par Kanoner.

Som denne Beslutning var tagen, indbragte et Strejfpartie tre fiendtlige Spejdere. De To bleve af den for: bittrede Mængde, i bogstavelig Forstand, fønderrevne; men den Tredie lykkedes det Ifebrand at frelse; og denne befræftede paa Tilspørgsel, at Fienderne havde isinde at gjøre Ungrebet der, hvor Holm formodede.

Stjøndt vel de Fleste troede, at dette var et Krigspuds, i hvilket det kom ud paa eet om Spejderen var Medvider eller iffe, virkede det dog saameget: at Besætningen paa Hemmingsstedtvejen forøgedes indtil fire Fæn: nifer, eller omtremt fem hundrede Mand, og tolv Ranoner. De tre Sogne: Neuenkirchen, Hemmingsstedt og Wöhrden afgave Mandskabet hertil, og Wolf Ifebrand fif Overanførselen, efter hans egen Begjæring; og han forlangte igien Carsten Holm til Medbefalingsmand.

Herover forundrede sig Mange; men gebrand erklærede foldt: at Holm havde været ledsager paa Ger fandtskabet, nu ønskede han ogsaa at beholde ham hos fig i Striden; han ventede god Bistand af hans dybe Forstand og store Snildbed. Til disse Yttringer smilte Holm - dog lidt tvungent - og en Kjender af Anfigter vilde bave læst i hans baade Mistroe til grebrands lov: tale, og ulyst til at modtage den foreslaaede Hæderspost. S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. IV.

4

« ForrigeFortsæt »