Luften, og grant hørtes i det Fjerne Vesterhavets hule Dronen et Forbud paa Forandring af Vind og Vejr. Under Tilberedelserne til Hærens Indkvartering og Forplejning i de Meldorp omliggende Landsbyer, spadserede de kongelige Brødre alene, med langsomme Skridt, frem og tilbage i Refectoriets store Sal. Kongen standsede flere Gange, og lyttede.

"

"Hvorfra fagte han omsider: kommer det Bulder, jeg hører langt torte?"

„Vesterhavet!" svarte Hertugen.

"Det lyder mig som Hævnens Torden,“ sagde Kongen : "gid denne Krig var snart tilende."

"

Den er tilende;" faldt Hertugen ind: "fom jeg haaber, ville Indvaanerne, skrækkede ved denne advarende Begyndelse, ile med at underkaste sig, og derfor ville vi -om Dig saa synes - tove her nogle Dage."

Førend herpaa blev svaret, indtraadte de unge Grever, Hans Ahlefeldt med flere Generaler, og tilsidst Gardeanføreren, Junker Sleniz.

"

Til denne sagde Kongen foldt: Eders Folk, Hr. Junker! ere tappre, men grusomme; de skaane hverken Kvinder eller umyndige Børn.“

"

"

Eders Majestæt!" svarede Slenig ligesaa koldt: Naar Falken slipper los efter Raadyrene, gjør den ingen Forskjel paa Buk og Lam. vi tage den anden med. ledes til Sverrig af."

Ville vi have den ene, maae

I Krig gaaer det ikke anders

jeg tænkte, Eders Majestæt kjendte Sligt fra

"Krigen fjender jeg noget til;" sagde Kong Hans: men iffun den Krig, der føres mod bevæbnede Mand; paa Værgeløse har mine Soldater aldrig øvet deres Mod - en General maae vide at holde Krigstugt."

"Jeg har staaet i den Formening," svarte Junkeren : "at den store Garde, som med Ære har tjent saa mange Potentater, blev taget i Sold for at føre krig, og ikke for at begræde Krigens Elendigheder. Naar den besejrer Eders Fjender, burde det vel iffe tages saa neje, om et Par gamle Kjellinger gik med i Løbet. Sfeer dette, er det uden min Skyld; jeg kan iffe være allevegne."

Kongen vendte sig fra ham, beed sig i Læberne, og sagde til sin Broder:

"Jægeren er ligesaa god som Hundene lad os ffynde os med Jagten, at de Alle tilhobe kunne faae deres Afsted."

Atter afbrødes Samtalen, idet Henrik Ranzau traadte ind med den fangne Carsten Holm. Hertugen faae og gjenkjendte Fangen, han vinkede ad ham; de traadte affides hen i et hjørne af Salen - Kongen sluttede sig til dem.

Holm bukkede dybt for Begge, og fagde: "Jeg lyk ønsker Eders Majestæt og Eders Hoihed til denne sejerrige Begyndelse, og glæder mig til, at mit ringe Raad blev naadigen optaget og fulgt."

"

"I skal heller ikke klage over Uskjønsomhed,“ sagde Hertug Frederik: naar Landet er indtaget, og bragt tilbage til Orden og Rolighed, stjænke vi Eder Tileburg til evig Arv og Eje."

Holm bukkede sig endnu dybere, og vedblev: "Jeg lod mig udenfor Byen frivilligen fange, for fremdeles at være til Nytte med mine Kundskaber om Landet og dets Indvaaneres Sindelag. Og dersom Eder saa synes, vil jeg gaae tilbage til mine Landsmænd, enten for at frem. ffynde deres Underkastelse, eller, om de dertil ikke ere at formaae, da at meddele de naadige Herrer deres Anslag.“

„Ret vel!" sagde Hertugen, „jeg anseer Eder for en klog Mand, og troer at I er os af Hjertet hengiven: men efter alle de Fredstilbud, vi have gjort Eders stolte Landsmænd, anstaaer det os ikke at henskikke Eder som Gesandt eller Mægler

"Det er ogsaa langt fra min Mening" svarede Holm, "jeg maae komme som Flygtning, som den, der hemmelig er undveget af Fangenskab. Men nu i det Tilfælde, at den krigerske Stemning faaer Overhaand, at Mistanke mod mig kunde opstaae formedelst mit fredelige Sindelag, og at det derfor kunde gjøres mig vanskeligt, at slippe her tilbage: da vover jeg foreløbig at tilraade snarest mueligt Anfald paa Nordmarsken, og det nemlig over Sonderhamme og Hemmingsstedt og lige løs paa Hejde. Paa denne Vej indestaaer jeg for, at Ingen venter Fjenden, og jeg skal stræbe at bestyrke denne Formening."

Her bukkede han atter, sigende: „Jeg udbeder mig, og haaber den store Naade, at maatte herbergere de høje Majestæter i mit Huus i Hejde!"

Man tilnikkede ham et venligt Ja, lod ham borts fjerne sig, og gav den fornødne Befaling til at fremme hans Flugt.

Kong Hans, som ved den nære Udsigt til Ende paa Krigen var bleven noget muntrere stemt, kaldte paa Henrik Ranzau og sagde til ham:

"Kjere! min Broder og jeg have overlagt, at vi ville tøve her et Par Dage, for at afvente hvad Indtryk disse første Begivenheder ville gjøre paa de trodsige Marstbønder. Imidlertid ville vi stræbe at gjøre Opholdet saa behageligt som mueligt; og til den Ende kunde vi ønske

Eders holsteenske Damers Nærværelse. Det nødvendige Forraad af Mad og Drikke burde ej heller savnes.“

Ranzau fmiilte, bukkede og gik. Nogle Escadroner fik Ordre at vende tilbage, og fra Melbek og omligende Slotte at hente Damer, Musikantere, Sangere, Gøglere og Hofnarre, Drikke og Spisevare af alle Slags og i største Overflødighed.

5.

Det var Søndag, aarle om Morgenen. Bedeklokferne gif; de klang dumptungsindigt i den graae dunstfulde Tøeluft; det lød som naar der ringes for Liig som om det var Ditmarskens Frihed, der ringedes til Graven.

I trende Døgn havde en stærk Toe ganske forandret Landets Udseende: Sneen var forsvundet fra Træer og Tage, fra Bakker, Digkamme og Agerrygge; kun i Renene, i Grøvterne og i Geestens Dale laae den endnu; lange, lige, hvide og forte Striber betegnede den flade Marsk.

I Wöhrden holdt de Otteogfyrgetyve Raad; did= hen havde og forsamlet sig en stor Mængde, saavel fra hele Landet, som især fra de nærmeste Sogne.

Meningerne vare temmelig deelte: Mange vare for Fred, dog Flere endnu for Krig. Blandt de Første talte Carsten Holm længst og ivrigst:

endte han

"Jeg vilde ønske," "at enhver Krigslysten havde været med ved Meldorp, og feet hvorledes Byen paa to smaae Timer havde forandret sig! Da jeg som Fange førtes tilbage, laae de henslængte paa Gaderne, lemlæstede, døde eller døende, der ført tilforn havde været friste og sunde, glade og sorgløse

hvem mene ? bevæbnede Mand? de laae alle "ved Byens Porte- nej, Kvinder og Børn og graahærdede Dldinger. De blodige Landseknægte lob hid og did med Spydet i den ene Haand og Bytte i den anden, eller fang og drak og rumsterede indenfor de sønderslagne Ruder. Hist og her derinde hørte jeg Hylen og Hvinen af de Ulykfalige, som fremslæbtes af deres Smuthuller, frænfedes, mishandledes, myrdedes, og i deres hendøende Skrig Bodlernes Skoggren. Hist slængtes et nøgent, sønderflænget Kvindeliig ud af Doren, her et Barn gjennem Vinduet — det kan ikke have gaaet græsseligere til i Jerusalems Forstyrelse. Betænker det vel, J Landets vise Fædre! samme Skjæbne have vi her og overalt ivente."

Alle Tilhørerne blegnede af Skræk og Harme, fnos af Forbittrelse; men Landsstyreren Johan Arens tog Ordet og sagde:

„Alt hvad I her fortæller os, maae snarere op= flamme til retfærdig Hævn, end overtale til skændig Overgivelse - de Myrdedes Blod raaber til Himlen. Hvad skulle vi vinde ved denne fejge Underkastelse? kun en lang= sommere Død, eller en endnu værre Trældom. Hvad er det dog, som nu skal kuldkaste den engang med velberaad Hu tagne Beslutning? Hvad have vi tabt? et Par Byer, som ikke kunde forsvares have vi ikke hele den Deel af Landet i vor Magt, fra hvilken Fjenderne i alle forrige Krige med blodige Pander ere tilbageviste? Hvad have vi tabt? et Par hundrede af vore Medstridende men vi andre Tusinder have vundet tidobbelt Had til de umenneskelige Voldsmænd, der komme til os med Sværdet i den ene Haand og Lænken i den anden. Hvad have vi tabi? et Par hundrede Kvinder og Børn det tidobbelt Mod til at hævne deres

men vi have vunuskyldige Blod. Vi