Billeder på siden
PDF
ePub

luften, og grant hortes i det fjerne Vesterhavets hule Drønen - et forbud paa Forandring af Vind og Bejr.

Under Tilberedelserne til Hærens Indkvartering og Forplejning i de Meldorp omliggende landsbyer, spadserede de kongelige Brødre aleae, med langsomme Stridt, frem og tilbage i Refectoriets store Sal. Kongen standsede flere Gange, og lyttede.

,,Hvorfrau fagte ban omsider: , kommer det Bulder, jeg hører langt torte?

,,Vefterhavet!" svarte Hertugen.

"Det lyder mig som Hævnens Torden,“ sagde Kongen :rgid denne Krig var snart tilende...

,,Den er tilende;" faldt Hertugen ind: fom jeg þaaber, ville Indvaanerne, sfræffede ved denne advarende Begyndelse, ile med at underfaste fig, og derfor ville vi

om Dig faa fynes - tøve her nogle Dage.“

Forend herpaa blev svaret, indtraadte de unge Grever, Hans Ahlefeldt med flere Generaler, og tilfidst Garbeanføreren, Zunfer Sleniß.

Til denne sagde Rongen foldt: „Eders Folf, Hr. Junfer! ere tappre, men grusomme; de slaane hverken Kvinder eller umyndige Børn...

,,Eders Majestæt!. svarede Slenig ligesaa foldt: Naar Falken flipper los efter Raadyrene, gjør den ingen Forsfjel paa Buf og lam. Ville vi have den ene, maae vi tage den anden med. 3 Krig gaaer det iffe anders ledes til — jeg tænkte, Eders Majestæt fjendte Sligt fra Sverrig af."

v Krigen fjender jeg noget til;“ sagde Kong Hans: , men ikkun den Krig, der føres mod bevæbnede Mand; paa Værgeløse har mine Soldater aldrig svet deres Mod en General maac vide at holde Krigstugt.“

Jeg bar staaet i den formening," svarte Junkeren : at den store Garde, som med Ere har tjent 'faa mange Potentater, blev taget i Sold for at føre Krig, og iffe for at begræde Krigens Elendigheder. Naar den besejrer Eders Fiender, burde det vel iffe tages saa noje, om et Par gamle Kjellinger gik med i Løbet.

Sfeer dette, er det uden min Sfyld; jeg fan iffe være atlevegne..

Kongen vendte sig fra bam, beed sig i læberne, og sagde til sin Broder:

"Jægeren er ligesaa god fom Hundene lad os ffynde os med Jagten, at de alle tilhobe funne faae deres Affteb.

Atter afbrødes Samtalen, idet Henrit Rangau traadte ind med den fangne Carsten Holm. Hertugen saae og gjenfjendte Fangen, han vinfede ad ham; de traadte affides hen i et Hjørne af Salen Kongen sluts tede sig til dem.

polm buffede cybt for Begge, og fagde: 3eg lyfønsfer Eders Majestæt og Eder: Hoihed til denne sejerrige Begyndelse, og glæder mig til, at mit ringe Raad blev naadigen optaget og fulgt...

. ftal heller iffe flage over Uskjønsomhed," fagde Hertug Frederit: „naar landet er indtaget, og bragt tilbage til Orden og Rolighed, stjænke vi Eder Tileburg til evig Arv og Eje."

Holm buffede fig endnu dybere, og vedblev: Jeg lod mig udenfor Byen frivilligen fange, for fremdeles at være til Nytte med mine Rundskaber om landet og dets Indvaaneres Sindelag. Og dersom Eder faa fynes, vil jeg gaae tilbage til mine landsmænd, enten for at frem: skynde deres Underkastelse, eller, om de dertil iffe cre at formaae, da at meddele de naadige Herrer deres Anslag.

Ret vel!" sagde Hertugen, jeg anseer Eder for en klog Mand, og troer at er os af Hjertet bengiven: men efter alle de Fredstilbud, vi have gjort Eders stolte Landsmænd, anstaaer det og ikke at henstiffe Eder som Gesandt eller Mægler

- Det er ogsaa langt fra min Meninga svarede Holm, weg maae fomme som Flygtning, som den, der hemmelig er undveget af Fangenstab. Men nu i det Til: fælde, at den krigerske Stemning faaer Dverhaand, at Mistanke mod mig kunde opstaae formedelst mit fredelige Sindelag, og at det derfor kunde gjøres mig vanskeligt, at slippe her tilbage: da vover jeg foreløbig at tilraade snarest mueligt Anfald paa Nordmarffen, og det nemlig over Sonderhamme og Hemmingsstedt og lige løs paa Heide. Paa denne vej indestaaer jeg for, at Ingen venter Fienden, og jeg skal stræbe at bestyrke denne For: mening."

Her buffede han atter, sigende: „Jeg udbeder mig, og haaber den store Naade, at maatte berbergere de hoje Majestæter i mit Huus i Hejde!"

Man tilniffede ham et venligt Ja, lod ham borts fjerne sig, og gav den fornødne Befaling til at fremme hans Flugt.

Kong Hans, som ved den nære udsigt til Ende paa Krigen var bleven noget muntrere stemt, faldte paa Henrit Ranza u og fagde til ham:

,,Kjere! min Broder og jeg have overlagt, at bi ville tøve her et Par Dage, for at afvente hvad Indtryk disse første Begivenheder ville gjøre paa de trodsige Marff: bønder. Imidlertid ville vi stræbe at gjøre Opholdet faa behageligt som mueligt; og til den Ende kunde vi ønske

Eders borsteenske Damers Nærværelse. Det nødvendige Forraad af Mad og Drikke burde ej heller favnes.“

Ranza u smiilte, buffede og gif. Nogle Escadro: ner fif Ordre at vende tilbage, og fra Melbef og omlij; gende Slotte at hente Damer, Musifantere, Sangere, Gøglere og Hofnarre, Driffe: og Spisevare af alle Slags og i største Dverflødighed.

5.

Det var Søndag, aarle om Morgenen. Bedeflofkerne gif; de klang dumptungsindigt i den graae dunstfulde Tøeluft; det lød som naar der ringes for liig som om det var Ditmarsfens Frihed, der ringedes til Graven.

s trende Døgn havde en stærk Tøe ganske forandret Landets udseende: Sneen var forsvundet fra Træer og Tage, fra Baffer, Digfamme og Agerrygge; kun i Nenene, i Grøvterne og i Geestens Dale laae den endnu; lange, lige, hvide og forte Striber betegnede den flade Marst.

F Wöhrden holdt de Otteogfyrgetyve Raad; didhen havde og forsamlet sig en stor Mængde, saavel fra bele landet, som især fra de nærmeste Sogne.

Meningerne vare temmelig deelte: Mange vare for Fred, dog flere endnu for Krig. Blandt de første talte Carsten Im længst og ivrigst:

"Jeg vilde ønske, endte han wat enhver Krigslysten havde været med ved Meldorp, og seet hvorledes Byen paa to smaae Timer havde forandret sig! Da jeg som Fange førtes tilbage, laae de benslængte paa Gaderne, lemlæstede, døde eller bøende, der kort til: forn havde været friste og funde, glade og forgløse

hvem mene j? bevæbnede Mænd? de laae alle bed Byens Porte nej, Kvinder og Børn og graabærbebe Dldinger. De blodige Landseknægte lob hid og bid med Spydet i den ene Haand og Bytte i den anden, eller sang og drak og rumsterede indenfor de sonderslagne Ru: der. Hist og her derinde hørte jeg Hylen og Hvinen af de Ulyksalige, som fremslæbtes af deres Smuthuller, frænfedes, mishandledes, myrdedes, og i deres hendøende Sfrig Bodlernes Sfoggren. Hift slængtes et nøgert, sønder: flænget Kvindeliig ud af Doren, ber et Barn giennein Vinduet - det fan iffe bave gaaet græsseligere til i Jerus falems Forstyrelse. Betænker det vel, f landets vife Fæ: dre! samme Sfiæbne have vi þer og overalt ivente."

Alle Tilhørerne blegnede af Sfræk og Harme, fnos af Forbittrelse; men landsstyreren foban Arens tog Drdet og sagde:

„Alt hvad I her fortæller os, maar snarere ops flamme til retfærdig Hævn, end overtale til skændig Dver: givelse - de Myrbebes Biod raaber til Himlen. Hvad skulle vi vinde ved denne feige Underfaftelse? fun en langs fommere Dod, eller en endnu værre Trældom. Hvad er det dog, som nu skal kuldfaste den engang med velberaad Hu tagne Beslutning? Hvad bave vi tabt? et Par Byer, som iffe funde forsvares bave vi iffe hele den Deel af landet i vor Magt, fra hvilken fjenderne i alle forrige Krige med blodige Pander ere tilbageviste? Hvad have vi tabt? et par hundrede af vore Medstridende andre Tusinder have vundet tidobbelt Had til de umennes skelige Voldsmænd, der komme til og med Sværdet i den ene Haand og lænken i den anden. Hvad have vi tabi? et par hundrede Kvinder og Børn – men vi have vuns det tidobbelt Mod til at hævne deres uffyldige Blod. Vi

men vi

« ForrigeFortsæt »