den lysblaae hvælving glimtede endnu enkelte Stjerner: Maanen hang bleg i Vesten. Hele den østlige Horizont var purpurrødt ombeltet, smykket med en guldstribet Glorie, der hvor Solen vilde opstaae. Jorden var tilhyllet med den nysfaldne rene Snee, alle Træer og Buske vare hvidt beklædte.

Tindrende, flammende fremsteeg Dagens Konge; rødtglimtende i dens Straaler bevægede sig de staalklædte Krigerrækker gjennem den ulykkelige Bye. Vejen faldt tæt forbi Brudehuset, udenfor hvilket de myrdede Gjæsters Liig laae henslængte i den blodbestænkte Snee, og bag dem sid= dende op mod Huusgavlen de kvindelige i deres sønderrevne og besudlede Højtidssmykker. Spottende drog Garden dem forbi; med muntre Sange de Danske og Holste= nerne bagefter, neppe værdigende dem et flygtigt Djekast.

Da de kongelige Brødre, ridende Side om Side, kom lige ud for Stedet, rejste sig en kun halvdød og atter opvaagnende Ditmarsker overende, og støttede Haanden paa sin Sidemands Bryst. Størknet Blod havde sammenklistret en Deel af hans hvide Haar, og røde Strimer furede hans dødblege Aasyn; han fæstede sit stive og vanvittige Blik paa de kommende.

Deres Gangere studsede, standsede, snorkede og ryggede sig, og mod deres Villie maatte Brødrene høre den døende Oldings Tiltale:

„Himlen udspye Eder, og Jorden opsluge Eder, I kronede Røvere! Hvad ville I her i vort fredelige Land? Hvad har vore værgeløse Kvinder og umyndige Børn forbrudt mod Eder? deres Blod klæber ved Eders Hænder; det skal brænde Eders Sjæle i Helvede som uudslukkelige Luer! Fremad! fremad! myrder! ødelægger! men Hævnens Dag er ikke forbi; Forbandelsens Time kommer, paa

hvilken I skulle hyle af Angest og stjælve af Forfærdelse! I skulle see Eder. omkring efter Flugt og Redning; men der er Ingen, som frelser Eder af Blodhævnerens Haand!"

En Piil afbrød hans Forbandelse: ramt i Brystet slog han ud med Armene, og fegnede affjælet tilbage i Sneen. Toget gik videre frem.

„Et førgeligt Syn!" fukkede Kongen.
„Desværre!" svarte Hertugen, "Krigens ufrafkillelige

Ulykker!"

„Den mishandlede Olding," vedblev Kongen, „disse ynkeligt myrdede Kvinder ville seent gaae mig af Tankerne mig tyktes, de sad der som vore Dommere paa hiin Dag! Denne Krig begynder sørgeligt, min Broder!"

"Ingen Krig uden Blod!" sagde Hertugen mork.

Men uskyldigt Blod!" faldt Kongen ind det begynder allerede at fortryde mig, at vi have taget denne Garde i vor Tjeneste det er ikke Mennesker, men Djævle."

"Derfor" svarte Broderen, ere de heller ikke for gode til Hærens enfans perdus; lad dem optage de første Sted, og Ditmarsferbonden paa dem kjøle sit rasende Mod!"

„Kun deres Grusomheder ikke skulle bringe Straf over Os og Vore! den Døendes Forbandelser lød mig som en truende Spaadom."

"Ej! ej! mín Hr. Broder!" raabte Hertugen, kan en affindig Bondes Bespottelser forstyrre Eders Fatning, da havde det været bedre, vi aldrig havde begyndt Toget herind i denne Røverhule.“

"Broder Frederik!" sagde Kongen bebreidende, "ere vi komne her for at indtage, eller for at ødelægge Landet? Til det Første behøvede vi ikke disse fremmede

Mordbrændere; maaskee ville de endog gjøre os Erobrine gen vanskeligere, thi de bringe Beboerne til Fortvivlelse."

"Kjere Hr. Broder!" svarte Hertugen, "saa yderligt vil det ikke gaac: naar Meldorp er indtaget, vil hele Lans det falde os tilfode værre vorder det med Byttets Deling; disse Rovdyr ere umættelige. Dog i dette Fald have vi Magt til at holde dem i Ave - fem og tyve tusinde mod fem tusinde, om deres Antal ikke formindskes forinden."

En Kanonsalve afbrød Samtalen; det var Garden, som begyndte Angrebet paa Meldorp.

Denne Bye blev overrumplet, temmelig uforberedt; i det ringeste havde man ikke ventet at vorde anfaldet af faa stor en Magt. Derfor var ogsaa Forsvaret planløst, vildt, fortvivlet. Lejetropperne et hundrede Mand omtrent da de saae den hele uhyre Hær komme anrykkende, raadede Indvaanerne til vieblikkelig Dvergivelse; og da disse, forbittrede og udskjældende dem for Feighed og Forræderie, tvang dem til at blive paa den anbetroede Post, lob de ved første Kanonskud over til Fjenden.

De Indfødte, langt fra at følge disse Fremmedes Exempel, bleve endnu mere halstarrige i deres Beslutning: at stride til det yderste, og kun over deres egne Liig at lade Bestormerne indtrænge i Byen. Ej heller vaklede de i dette heltemodige Forsæt: sikkert og hurtigt skøde de først med Stykkerne, der rev store Huller i Gardens Front, derefter med Pile og Kastevaaben, og værgede tilsidst med deres lange Spyd Ditmarskernes Livvaaben - i Por

ten Mand mod Mand.

Trang blev Vejen for Landfeknægtene, og dyrt maatte Indgangen kjøbes. Men saameget vandtes dog ved Forsvarernes Selvopoffrelse, at Størstedelen af de Værgeløse

fil Tid at frelse sig ud af Byens modsatte Side til Nordmarsken. De Tilbageblevne ventede en frygtelig Skjæbne.

Carsten Holm var efter den forudtagne Bestemmelse henlagt i Byen med et Par hundrede Mand. Saasnart det første Anskrig hørtes, samlede han sine Folk, og ilede med Borgerne til Sydsiden af Byen. Da de der vare ankomne og faae den lange Række af Fodfolk og Nyttere, som naaede lige til det nu antændte og brændende Windbergen, raabte han:

"Fjenden har skuffet os; istedetfor at tage den gamle Vej over Hamme, anfalder han os her med sin hele Styrke; at holde ham ude af Byen med ror ringe Magt, er umuligt; det Eneste vi kunne udrette, er at standse ham faalænge, medens de Gamle, Kvinderne og Børnene kunne redde sig ved Flugten Nord paa. For at opnaae dette Djemed er det overflødigt, at vi Alle opoffres; den eue Deel af os bør hjelpe de Flygtende. Vælger nu, J Meldorper! hvilket I selv ville! Jeg med Mine ere lige villige til at blive og til at gaae."

„Vi takker Eder," svarte en Olding, „for Eders broderlige Venskab; men ikke skal det spørges, at vi Meldorper flygtede fra vor egen Bye, og overlode dens Forsvar til Andre iler, og redder hvad I formaaer!"

Da foer Carsten Holm og hans Nordmarskere tilbage ind i Byen, joge de Nølende ud af Husene, og hjalp til at bære de mindre Børn. Nogle kunde formedelst Alder, Andre formedelst Sygdom, ikke komme afsted. Mange Oldinge og gamle Kvinder vilde ikke forlade deres Fødested, og mange Koner væbnede sig, og jlede hen for at hjelpe deres Mænd i Kampen paa Liv og Død, for at fejre, eller falde med dem.

De Flygtende deelte sig i tvende Hobe; den ene drog ad Büsum, den anden ad Hemmingsstedt; Bedækningen deelte sig ligeledes, og Holm med sin Afdeling valgte den sidste Vej. De undkom Alle, paa ham, Anføreren, nær. Han var rigtignok den sidste paa Flugten; men Ingen vidste dog, hvorledes det gik til, at han med ect forsvandt, og med endnu større Forundring erfaredes siden, at han var taget tilfange, og indbragt til det erobrede Meldorp.

Byen blev tagen med Storm: meer end nok fer Garden til at besmykke sine Grusomheder. Alt hvad der havde Liv, maatte døe, og det Livløse maatte fordærves og ødelægges; kun Husene sparedes for den strænge Vinters Skyld. Skjøndt alt dette udrettedes af Fortogten med en Skyndsomhed, der Intet lod tilbage for Hovedhæren: maatte dog de trende højbaarne Brødre være Vidne til et Krigsoptrin, endnu mere oprørende end hiint i Windbergen.

I det de rede ind i Byen, faze de gjennem de søn: derslagne Ruder af et Huus en halvvoren Pige, som hidtil maae have vidst at skjule sig, komme farende med et lille Barn paa Armen, og tæt efter hende en Landseknægt. Da hun ikke længer kunde undlebe, vendte hun sig, og rafte Barnet som et Skjold op mod Forfølgeren. Glutten udstrakte smilende fine smaae Hænder efter den blanke Hjelm og den vajende Fjederbusk Barbaren kløvede dets Hoved. Hertugen nedskjød Uhyret, og reddede derved Pigen; men hverken han eller Broderen glemte nogensinde denne hjerteskjærende Scene.

Tause rede de ind ad Franciskanerklosterets skumle Port. Ogsaa Himlen var skummel og taaget; den drog et tykt Slør over Jordens Elendighed. Det var stille i