Billeder på siden
PDF
ePub

Forbi," sagde een af Dverfterne: fordi den, vi i faa ung Alder have betroet en Fane, som aldrig endnu har været i fjendtlig eller feig Haand fordi Reimer Vaget af Voigdemannernes ældgamle og uprettede Stamme, bor vise, at han er en Mand og ingen egensindig forfjælet Dreng -."

Reimer fastede et bredt Blit til Taleren; men han taug, agtende hans Alder og Værdighed.

Fordi," sagde den anden Præst: wfordi det er Himmelens Villie, den Du iffe uden formaftelse tør mods fætte Dig.

Den fra alle kanter bæftigt Bestormede faae fig oms fring med mørke, usiffre Blikte. Da han henvendte dem til den Elskede, for at læse i hendes Dine, ffjulte hun dem for ham, og forandrede ikke en Mine i det blege Ansigt.

„Du betænker Dig, min Søn?" sagde den gamle Wollersien: rom endogsaa en anden efter dit Forslag antager det Tilbud, vi ftaae i Begreb med at forkaste og derpaa er ikke at tvivle - da viid, at Du sætter en uaftvættelig Plet paa begge vore Slægters nedarvede Ære!

Den Plet, svarede Ynglingen stolt: ,,om det er nogen - den ville 3 og jeg igjen aftvætte i Fiendeblod...

„Dine Indvendinger." fagde nu een af landsstyrerne, Carsten Holms ældre Halvbroder: .forekomme mig faa løse og svage, at jeg næsten kunde fristes til at antage en lønlig, men ogsaa tilstræffelig Grund til Telse Wollersien & Vægring: unge Jomfrue! benvendte han sig til hende - wjeg falder dig saa, fordi jeg ikke vil ymte det Modsatte. Du seed, at kun en reen og ubesmittet Møe tør berøre det hellige Korses Banner.

Modstaaer Du længer et heelt Folfs Dnfke og Begjæs ring, da giver Du dermed tilfjende, at Du ikke er det, Hvorfor vi ansee Dig.

En blussende Rødme farvede Jomfruens skjønne Anfigt Xren sejrede. Dybt fornærmet, med stolt og aabent Blif rejste bun sig fra Væven, og treen hen for de Udsendte.

„Nu er jeg Eders!" sagde hun: „den himmelfte Jomfrue, som fjender min uskyld hende vil jeg fra nu af tilhøre! Farvel Reimer Vaget!

her rafte hun ham Haanden dette er sidste Gang 3 berører denne Haand; figer frit ud, om vi have elffet hverandre i Tugt og ærbarhed ?.

Ynglingen suffede et stille fa.

„Tak for Eders Kjerlighed og Troskab!" vedblev hun: og foresiger mig nu, ærværdige Fader! den Eed, jeg haver at aflægge!.

Reimer knyttede Haanden for sit Bryst, og gif hastigt ud; tvende Taarer trængte sig frem under den gamle Wollerfiens hvide Bryn.

Den dyre, ben frygtelige Eed blev fremsagt; Loftet om stedsevarende Rydskhed, om Afstaaelse fra livets fødeste Fryd, blev givet og beseglet ved Præsternes højtidelige Ceremonier og Former: Telfe Wollersien var Him lens indviede Brud.

Da hun om Aftenen lagde fig paa det eensomme leje, forhen bestemt til Brudeseng, men som nu aldrig mere skulde deles med den elskede Brudgom af! af hvilke ganske andre følelser banfede da det uskyldige Hjerte, end da hun faa Nætter iforvejen havde løsrevet sig fra Elffes rens Favnetag, og var indslumret under lyse Drømme om Fremtidens Glæder !

Di Ynglingen, han som hiin Nat munter og modig, fløjtende og syngende dansede hjem fra Kjereftens føde Rys

hvor stille og taus vandrede han nu over de sneedæk: fede Marfer. Livets ffionneste Haab var forsvunden som en flygtig Ungdomsdrøm – fun eet havde han tilbage, dette, at drukne fin Smerte i Fjendernes Blod. - Bee dem, naar de møde ham, den unge, blodtørstende love!

4.

Enten nu Hertug Frederik ansaae Carsten Holm for landsforræder eller for Spion, og i sidste fald hans udsagn følgelig for en Dobbeltfinte: nok er det, Fyrsterne fulgte virkelig den af Ditmarskeren uvist om for Alvor eller paa Strømt foreslagne Vej over Alvenstorp og Windbergen lige til Meldorp.

Det gik gladelig, foin til Dans; og med Dans, med Spil og Sang, begyndte Krigen. fWindbergen kom nemlig Fortroppen ubuden til Gilde. 3 de fydligere Byer par flygtet, hvad flygte funde, og alle Huse fandtes øde og tomme; men i denne holdt en Deel af de forglose Inds vaanere fig lystig ved et Bryllup.

Der fortælles, at Brudeparrets Forældre havde ladet baant om, for Krigens Skyld at opsætte den berammede Fest (hvorvel de med de fleste Andre i Byen havde bort: ffiffet en Deel af deres rørlige Ejendomme, tidligemed de uvorne Børn): en ulykkelig Trods, der kom dem selv og de faa Gjæster, der bare forvovne nok til at følge Inds bydelsen, dyrt at staae.

Som Fortravet i den stille Nat nærmede fig Byen, hørte de allerede langt borte Musifen. Man standsede,

lyttede, gik videre frem, udsendte Spejdere, der omgit Byen, og da disse havde overbeviist fig om, at alle Huse paa eet nær bare forladte, vendte de tilbage, og afgav deres Beretning, hvorpaa Gildegaarden snart blev omringet.

De dumdristige og ligegyldige Bryllupsfolk vidste af Intet, før Doren sprang op og Landseknægtene styrtede ind. Her var hverken at tænke paa Modværge eller Flugt. Værgelose myrdedes alle Mænd og Karle, fun Spillemændene ffaanedes for det første, tilligemed de unge Kvinder. Disse, som i faa Djeblikke raae Ægtefæller, Kjerester, Slægtninge, Benner fonderhuggede, gjennem: borede, falde i deres eget Blod, grebes af forftenende Ræds fel, som om Helvede ved et Trolddomsslag havde aabnet sig og udfpyet en Legion af Djevle.

Ligesaa ubegribeligt som forfærdeligt bar hvad der foregit; og først kom de til en endnu gyseligere Bevidsthed, da de gemene Krigere, efter fuldendt Blodbad, og medens de Dode af Kammeraterne udslæbtes, grebe dem, drog dem ud paa Gulvet til Dans, og befoel tidlige de ftjælvende Musifantere at spille op. Modstræbende, ffri. gende, bedende, jamrende, svingebes de vildt omfring af Morderne. Instrumenternes bævende, skurrende Toner ud: gjorde med Soldaternes Hujen og Kvindernes Skrig en fand Helvedes Musik. Bordene omringedes af Andre, som under brelende Sang og latter tomte de levnede Kruus og Bægre.

Disse Blodbundes værdige Anfører, paa hvis af Naturen veldannede Ansigt Lasterne allerede havde indtryft deres uudslettelige Mærke, havde tilegnet fig Bruden og hvirvlede hende omkring i vilde, vellystige Svingninger. Den Ulyffalige, nylig dansende i Kjerligheds søde Ruus ped den Elstedes Haand, nu Enke og hengivet i et Umen

S. S. Blister. Gamle og nye Noveller. IV.

3

nestes Vold, følte Fortvivlelsens Mod og Hævnens bittre Sødbed: bun gav den i Blodet snublende Sfurt et faa vældigt Stød for Brystet, at ban tumlede baglænds til Jorden; og som han faldt, sprang hun hen, greb en af de bortsatte Partisaner, og jog den dybt ind i hans Side

hans Sjæl foer ud i en Forbandelse.

Saa baftig var dette forbi, at hun endnu fil Tid at fuldbringe et andet og tredie Offer, og at tilraabe fine Medfoftre, ,, at de sfulde følge bendes Erempel, bævne de Falone, sælge livet dyrt og frelse Æren!"

Kun det Sidste lykfedes; thi Krigerne, forbittrede over Anførerens og de tvende Kammeraters Fald for en Kvindes Haand, opofrede nu i en Haft dem, de ellers fulde have bevaret til Stændsel, og maaffee derefter til en smerteligere Deb.

Saaledes var Gilbets Ende og krigene Begyndelse. Denne oprørende Ubaad var øvet af Gardens Fortrav, som Forspil til den store Dødningedans paa Hemmingssteds Enge.

Disse Udyr – et Afffum af alle Europas Folfeflag

i hvis Bryst den sidste Gnist af Menneskefølelse for: længst var udsluft, tilbragte Resten af Natten i Drif og Dobbel. Tydffe, franske, spanske og italienske Sange af det liderligste Indhold, ledsagedes af Bægerklang, Eder, Tærningers Raslen og de Spillendes Trumfen i Bordene. Og langs ben med Huusgavlen derudenfor bavde de ftillet de myrdede Kvinders liig i Midten Bruden med sin blodbesprængte Krants over den bedblege Pande. Saas ledes fandtes de af den efterryffende Hær, med hvis Avantgarde, den berygtede og frygtelige „store Garden, de forenede sig til videre Skænden og Brænden.

Det var en stille Vintermorgen. Himlen bar GlæTens og Kjerlighedens Jorden bar Uffylds Farve. Paa

« ForrigeFortsæt »