" "Fordi," sagde een af Øversterne: fordi den, vi i saa ung Alder have betroet en Fane, som aldrig endnu har været i fjendtlig eller feig Haand fordi Reimer Vaget af Voigdemannernes ældgamle og uplettede Stamme, bør vise, at han er en Mand og ingen egenfindig forkjælet Dreng -." Reimer kastede et vredt Blik til Taleren; men han taug, agtende hans Alder og Værdighed. " „Fordi,“ sagde den anden Præft: „fordi det er Himmelens Villie, den Du iffe uden Formastelse tør modsætte Dig." Den fra alle Kanter hæftigt Bestormede faae sig oms kring med mørke, usikfre Blikke. Da han henvendte dem til den Elskede, for at læse i hendes Dine, skjulte hun dem for ham, og forandrede ikke en Mine i det blege Ansigt. Du betænker Dig, min Son?" sagde den gamle Wollerfien: om endogsaa en Anden efter dit Forslag antager det Tilbud, vi staae i Begreb med at forkaste og derpaa er iffe at tvivle da viid, at Du sætter en uaftvættelig Plet paa begge vore Slægters nedarvede Ære!" - "Den Plet," svarede Ynglingen stolt: om det er nogen den ville I og jeg igjen aftvætte i Fjendeblod.« "Dine Indvendinger." sagde nu een af Landsstyrerne, Carsten Holms ældre Halvbrøder: "forekomme mig saa løse og svage, at jeg næsten kunde fristes til at antage en lenlig, men ogsaa tilstrækkelig Grund til Telse Wollersiens Vægring: unge Jomfrue!" han sig til hende - henvendte jeg kalder dig saa, fordi jeg ikke vil ymte det Modsatte. Du veed, at kun en reen og ubesmittet Møe tør berøre det hellige Korses Banner. Modstaaer Du længer et heelt Folks Ønske og Begiæring, da giver Du dermed tilfjende, at Du ikke er det, hvorfor vi ansee Dig." En blussende Rødme farvede Jomfruens skjønne Anfigt - Eren fejrede. Dybt fornærmet, med stolt og aabent Blik rejste hun sig fra Væven, og treen hen for de Udsendte. „Nu er jeg Eders!" sagde hun: den himmelske Jomfrue, som fjender min Uskyld hende vil jeg fra nu af tilhøre! Farvel Reimer Vaget!" her rafte hun ham Haanden "dette er sidste Gang I berører denne Haand; siger frit ud, om vi have elsket hverandre i Tugt og Ærbarhed?" Ynglingen sukkede et stille Ja. Tak for Eders Kjerlighed og Troskab!" vedblev hun: og foresiger mig nu, ærværdige Fader! den Eed, jeg haver at aflægge!" Reimer knyttede Haanden for sit Bryst, og gif haftigt ud; tvende Taarer trængte sig frem under den gamle Wollersiens hvide Bryn. Den dyre, den frygtelige Eed blev fremsagt; Løftet om stedsevarende Kydskhed, om Afstaaelse fra Livets fødeste Fryd, blev givet og beseglet ved Præsternes højtidelige Ceremonier og Former: Telse Wollersien var Himlens indviede Brud. Da hun om Aftenen lagde sig paa det eensomme Leje, forhen bestemt til Brudeseng, men som nu aldrig mere sfulde deles med den elskede Brudgom af! af hvilke ganske andre Følelser bankede da det uskyldige Hjerte, end da hun faa Nætter iforvejen havde løsrevet sig fra Elskerens Favnetag, og var indslumret under lyse Drømme om Fremtidens Glæder! Og Ynglingen, han som hiin Nat munter og modig, fløjtende og syngende dansede hjem fra Kjerestens søde Kys hvor stille og taus vandrede han nu over de sneedækfede Marker. Livets stjønneste Haab var forsvunden som en flygtig Ungdomsdrøm kun eet havde han tilbage, dette, at drukne sin Smerte i Fjendernes Blod. Vee dem, naar de møde ham, den unge, blodtørstende Løve! 4. Enten nu Hertug Frederik ansaae Carsten Holm for Landsforræder eller for Spion, og i sidste Fald hans Udsagn følgelig for en Dobbeltfinte: nok er det, Fyrsterne fulgte virkelig den af Ditmarskeren - uvist om for Alvor eller paa Strømt foreslagne Vej over Alvenstorp og Windbergen lige til Meldorp. Det gik gladelig, som til Dans; og med Dans, med Spil og Sang, begyndte Krigen. nemlig Fortroppen ubuden til Gilde. I Windbergen kom I de sydligere Byer var flygtet, hvad flygte kunde, og alle Huse fandtes øde og tomme; men i denne holdt en Deel af de sorgløse Indvaanere sig lystig ved et Bryllup. Der fortælles, at Brudeparrets Forældre havde ladet haant om, for Krigens Skyld at opsætte den berammede Fest (hvorvel de med de fleste Andre i Byen havde bort: stikket en Deel af deres rørlige Ejendomme, tilligemed de uvorne Børn): en ulykkelig Trods, der kom dem selv og de faa Gjæster, der vare forvovne nok til at følge Indbydelsen, dyrt at staae. Som Fortravet i den stille Nat nærmede sig Byen, hørte de allerede langt borte Musiken. Man standsede, lyttede, gik videre frem, udsendte Spejdere, der omgik Byen, og da disse havde overbevist sig om, at alle Huse paa eet nær vare forladte, vendte de tilbage, og afgav deres Beretning, hvorpaa Gildegaarden snart blev omringet. De dumdristige og ligegyldige Bryllupsfolk vidste af Intet, før Doren sprang op og Landseknægtene styrtede ind. Her var hverken at tænke paa Modværge eller Flugt. Værgeløse myrdedes alle Mænd og Karle, kun Spillemændene fkaanedes for det første, tilligemed de unge Kvinder. Disse, som i faa Øjeblikke faae Ægtefæller, Kjerester, Slægtninge, Venner sønderhuggede, gjennemborede, falde i deres eget Blod, grebes af forstenende Rædsel, som om Helvede ved et Trolddomsslag havde aabnet sig og udspyet en Legion af Djevle. Ligesaa ubegribeligt som forfærdeligt var hvad der foregik; og først kom de til en endnu gyseligere Bevidst= hed, da de gemene Krigere, efter fuldendt Blodbad, og medens de Døde af Kammeraterne udslæbtes, grebe dem, drog dem ud paa Gulvet til Dans, og befoel tillige de fjælvende Musikantere at spille op. Modstræbende, skri gende, bedende, jamrende, svingedes de vildt omkring af Morderne. Instrumenternes bævende, skurrende Toner udgjorde med Soldaternes Hujen og Kvindernes Skrig en sand Helvedes Musik. Bordene omringedes af Andre, som under brølende Sang og Latter tømte de levnede Kruus og Bægre. Disse Blodhundes værdige Anfører, paa hvis af Naturen veldannede Ansigt Lasterne allerede havde indtrykt deres uudslettelige Mærke, havde tilegnet sig Bruden og hvirvlede hende omkring i vilde, vellystige Svingninger. Den Ulyffalige, nylig dansende i Kjerligheds søde Ruus ved den Elstedes Haand, nu Enke og hengivet i et Umen S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV. 3 neskes Vold, følte Fortvivlelsens Mod og Hævnens bittre Sødhed: hun gav den i Blodet snublende Skurk et saa vældigt Stød for Brystet, at han tumlede baglænds til Jorden; og som han faldt, sprang hun hen, greb en af de bortsatte Partisaner, og jog den dybt ind i hans Side hans Sjæl foer ud i en Forbandelse. Saa hastig var dette forbi, at hun endnu fik Tid at fuldbringe et andet og tredie Offer, og at tilraabe fine Medsøstre, „at de skulde følge hendes Erempel, hævne de Falone, sælge Livet dyrt og frelse Æren!" Kun det Sidste lykkedes; thi Krigerne, forbittrede over Anførerens og de tvende Kammeraters Fald for en Kvindes Haand, opofrede nu i en hast dem, de ellers skulde have bevaret til Skændsel, og maaskee derefter til en smerteligere Død. Saaledes var Giltets Ende og Krigens Begyndelse. Denne oprørende Udaad var øvet af Gardens Fortrav, som Forspil til den store Dødningedans paa Hemmingssteds Enge. Disse Udyr -et Afskum af alle Europas Folkeslag - i hvis Bryst den sidste Gnist af Menneskefølelse forlængst var udslukt, tilbragte Resten af Natten i Drik og Dobbel. Tydske, franske, spanske og italienske Sange af det liderligste Indhold, ledsagedes af Bægerklang, Eder, Tærningers Raslen og de Spillendes Trumfen i Bordene. Og langs hen med Huusgavlen derudenfor havde de stillet de myrdede Kvinders Liig i Midten Bruden med sin blodbesprængte Krants over den dødblege Pande. Saa= ledes fandtes de af den efterrykkende Hær, med hvis Avantgarde, den berygtede og frygtelige store Garde", de forenede sig til videre Skænden og Brænden. Det var en stille Vintermorgen. Himlen bar Glæ- tens og Kjerlighedens |