Billeder på siden
PDF
ePub

Dette Raad kommer fra Gud!" raabte ban: ,,men glemmer nu ej heller at give Gud hvad Guds er! gjører Hærenes Herre et Lofte for Sejren, ham der frelste Jørael gjennem Havet, og bød det at opsluge Pharas og hans Hundredetusinder; hvad ville f love ham, om han giver Fjenden i Eders Haand?.

Paa dette Spørgsmaal fulgte en øjeblikkelig Tauss bed, til een af de Ældste fremstod og svarte:

„Siig selv til, ærværdige Fader! hvad Eder bedst tyffes; og saaledes skal det være."

„Vort land," sagde Præsten: „er det eneste i Chris stenheden, som endnu intet Jomfruefloster ejer: lover at bygge og indvie et faadant til den hellige Gudsmoder!

,,Det love vi, og det sværge vi!“ raabte hele Fors samlingen med oprafte Hænder.

„Vor velsignede Frue!" sagde Præften, bævende Rors fet i fine foldede Hænder: whore og fuldkomme Eders Lofte! Amen!

„Og nu," talte han efter et højtidsfuldt Ophold, og med forstærfet Stemme: „ber, o Ditmarsken! her er dit Banner! dette Tegn ftal Du fejre! Dette Forløserens Billede stal slaae fienderne med Forfærdelse, med Senas cheribs Forfærdelse! med Pharaos Ddelæggelse! Deres Buestrænge skulle briste, deres Sværde skulle doves, og fyufe af Mathed med Hænderne, der bære dem! deres egen Mængde skal være deres Fordærvelse! de skulle neds trædes og fnuses under Hestefødderne, under deres egne Stridsvognes Hjul! Dybets Magter skulle røre sig, Has vets Bølger opsluge dem! Der skal være Graad og Hys len og Hændevrid af de 3hjelslagnes Hustruer og Børn! Nygtet om deres Forsmædelse skal udgaae som et Lyn til

alle Verdens Ender; og Enhver, som det hører, ham stal begge hans ører klinge!..

Et stormende Bifaldsraab fulgte denne prophetisie Tale; og Korset modtoges med jublende Glæde af Lan: dets Styrere.

Saasnart Carmen noget sagtnedes, slog Een af disse til Lyd med Haanden, og spurgte:

Hvo ffal føre dette bellige Banner i Striden ?

„Efter gammel Sæd og Forfædrenes Maade,“ svarte Carsten Holm: „bør det være en hæderlig Jomfrue.“

Bel talt, min Søn!" sagde Præften: ,en reen og ubesmittet Jomfrue stal frembære den velsignede Jomfrues fon, og indvie fit hele liv til Krydsthed og Herrens Tje: neste. – Hvo af Eder unge Kvinder!. lagde han til, og faae sig omkring ud over Torvet: vil først tilbyde sig? Skjøndt vi siden kunne udvælge blandt de Mange, stal dog den Første under lige Omstændigheder have For: trinsret."

Ingen svarte; derimod troge de unge Piger fig deels tilbage, deels saae de bift og ber, og hvidstede med Na: boer og Naboersker, som om de intet havde hørt. Kjæffe og højbjeriede vare de vel i Almindelighed, og Flere af dem sfulde gjerne have offret livet for den Elskede; men at opoffre Kjerligheden og dens Glæder

det er mere end man skal forlange af nogen Pige. Hver havde jo fin Eiffer, eller ventede ham; og at frasige sig Livets fødeste Haab, er langt tungere, end at bortgive Livet selv.

Det vil være vanskeligt,“ tog Carsten Holm Or: det: rat vælge blandt saa mange, og vil vække Utilfredshed og Misundelse at foretræffe Een for de Andre blandt dem, der melde sig. Bedre: enten at en Fader selv til:

[ocr errors]

byder fin Datter, eller at Forstanderne og Folket ber enes om, hvem de ville hædre med saadan udmærkelse...

,,Det sidste er det Bedste!" raabte Flere paa eengang: hvem tilfommer fornemmelig denne Ere?

Hans Wollersien i Wöhrden, hvidítede Holm til fine Sidemænd: er een af landets ældste og meest agtede Mænd

hans Datter skulle I vælge.“ Hans Wollersien!. raabte Begge bøjt: boab mener 3 om Eders Datter Telfe? vil unde hende den re?.

...Telje Hansdatter!" raabte Flere: ,, det er fandt - lad det blive bende!

Jeg har kun den ene;" fagde Hans Wollers fien: rog hun er forlovet med Reimer af Wimers stedt

Lad hende trolove sig med den himmelske Brudgom!" udbrød Præsten: „det er bedre for hendes Salighed, og en større Hæder for dem begge og Eders hele Slægt.“

„Sfee Guds og Folfets Villie!sagde Faderen : „men lader og dog adfpørge hende selv, om hun vil, og

om hun fan!" lagde han betænkelig til: Jeg vil ingenlunde tvinge hende, aldenstund der findes mange ligefaa værdige fom hun."

„Der er kun eet tænkeligt Tilfælde," sagde Holm med et ondskabsfuldt Smil: „som vi for det første iffe tør antage; men herom fan Ingen give bedre Besteed end Pigen selv."

, Jephta. sagde Præften, war ogsaa en Dommer oder Folket, og han ftiænkede Herren fin eneste Datter, dog vistnok mod sin Agt; Evers Offer stal være faameget fjerere, som det er frivilligt.“

3 Herrens Navn da!" sagde den gamle Woller: sien: „lader os gaae og adspørge Pigen!"

Fire andre Dverster bleve, tilligemed tvende Præfter, udnævnte til at følge med ham til Wöhrden, og at overs give Korset, saafremt Telse vilde modtage samme.

Carsten Holm blev tilbage, for at deeltage i de videre Raadslagninger til landets Bedste og forsvar. Disse bestode færdeles deri: at udnævne Hovedsmænd for de adskillige Fænnifer; i at forbele kanonerne og forsyne med Krud og Kugler, og i at beordre Folk til Sluserne, for i Nødsfald at kunne aabne disse, og sætte Lavlandet under Vand.

Hans Wollerfien og hans fer ledsagere fandt den unge Pige ved fin Væv. Da hun hørte Hensigten af deres Romme, blegnede hun, og Bæverskytten faldt bende ud af Haanden.

Med min Fabers Minde," svarede hun sagte og langsomt: wer jeg trolovet til Reimer af Wimer: stedt.

„En langt højere Lykke og Ære venter Dig, unge Pige!" sagde en af Præsterne: ,, landets Banner, det bels lige Rors, ftal betroes i dine Hænder. Din Fader har allerede lovet paa dine vegne, og i hele Folkets højtides lige Forsamling, at Du vil modtage ten Dig tiltænkte Hæderspost..

„Viis nu," sagde den Anden: ,,at Du elffer dit Fødes land hojere end egen usiffer Lyffe og sandselig lyst!"

Telse rødmede, stridige Tilbøjeligheder kæmpede i bendes Bryst; hæftigt bevæget steeg og fank det som Havets Bølger: Kjerligheden drog hende til Reimer Wren til det flammende Kors. Endnu sejrede den første.

„Er det ogsaa Eders Villie, Fader?. spurgte hun bæbende.

3ffe min Befaling," svareede han, men mit Dnsfe: jeg tænkte, Du vilde vise os, at Du er en Wollersien; at Du hører til en Stamme, som altid har elsket Fædres land og Ære over alt Andet paa Jorden.“

Telse sænkede de taarefyldte Dine som til et af: flag; dog Kjerligheden viste hende endnu en udflugt.

Reimer Baget" sagde hun: „har jo vort Ord, uden hans Minde før vi iffe bryde det. Jeg troer han er inde i Kirken, for at hente sin Fane; mig tyffes, vi først burde lade bam bente, for at høre, om han vil løse mig fra min Forpligtelse."

Faderen bifaldt dette Forflag, og Reimer blev bidkaldt.

Saasnart han havde hørt, hvorom Talen var, og at Afgjørelsen stod til ham alene, nægtede han først bestemt at give fit Samtyffe, og gav til Gjengæld Anviisning paa flere unge, hæderlige Piger, som Ingen endnu vidste at være bortlovede. Man trængte hæftigen ind paa ham med eet Angreb efter det andet fra Erens Side: foreboldt ham, hvor felvist ban elffede sin Stjerefte; hvorlidet ban tænkte paa hendes, paa sin egen Ære og paa Fædre: landets Bedste.

» Mit Fædreland,“ sagde han: ..ffylder jeg mit Blod, og skal betale min Gjæld - om Behov gjøres til sidste Draabe; men hvorfor skal jeg, fremfor alle Andre, opoffre det Rjereste, jeg ejer i Berden?"

„Fordi," foarte den ene Præst: „at Folkets Dvers ster vise den hædrende Tillid til Dig; fordi Du iffe bør skuffe dem i den Mening, at ingen Boigbemann vilde agte sin egen lyfte bøjere end landets.

« ForrigeFortsæt »