Billeder på siden
PDF
ePub

længe fremmed Tidsalder. Da jeg nu har nævnet Klædes dragten, vil jeg lægge den som Folie om mit Malerie.

Hendes Dragt var hvid, beelt hvid, og altid hvid; og ingen Nulevende veed at have feet nogen anden Farve paa hendes legeme, iffe faameget som den allermindste Sløjfe. Hvad Formen angaaer, om den var gammeldags, eller rettede sig efter de foranderlige Moder, da mener jeg: at den hverken var gammeldags eller nymos bens, men altid lige klædelig; og fan iffe tydeligere be: ftrive den, end ved at falde den en Ombylling. Thi udi et saadant Gevandt forestiller jeg mig de gode dans der, de elffelige Afdøde, naar de stundom besøge deres Venner paa Jorden. Og vist er det, at denne Forestilling end mere livligen bestyrkedes ved at ffue enhver bendes Stilling og Bevægelse: stod hun, da var det et Mar: morbillede paa et Gravmæle; gif hur men hun gif iffe, hun ftred som den lette Morgenfky, hun fvævede fom en Taagepille i en stille Maaneskinsnat.

Men hvorfor. – vil maaffee spørges „bvorfor juft bestandig denne besynderlige Dragt? Var det iffe lidt

Særhed?. ja vel var det fært, for det er siels dent, meget sjeldent, at noget Menneste klæder sig efter eget Tyffe. 3eg for min Deel finder her en Selvstæn: bighed, som jeg højagter og beundrer. Bor hvide Dame maae have havt den hvide Lillie til livblomst Jomfru(neens Hvidhed har hun bevaret i sin uplettede Reenhed, som den falder fra Himmelen til vor mangefarvede 3ord

bevaret den i sin første Stjerneglands, indtil den, smeltet af Solstraalerne i det Hoje, i Dug opstiger til fit ætheriffe Hjem - men Hvidt er ogsaa Dødens Farve: den Affjælede lægges hvidklædt tilhvile Hun var jo og som død for det nærværende, en Gjengangerste fra

gamle Tider. Edler, bar hun den dybe Sorg& Farve fom Enfen for sin bortfaldte Egtemage, faaledes hun for sin Ungdomsven? eller forbi hun aldrig fandt en faadan Pen? fordi Ungmøens Kjerlighedslængsel havde ophørt at leve? Kjerlighed ? O! hendes Kjerlighed var af ubøbeligt væsen; den omfattebe Alt, hvad fom lever. Et Gjennemsfjær af denne glimtede mildt fra hendes Helgens øjne, og aabenbarede fig ftundom i Englesmilet paa hendes allerede i livet forklarede Aafyn.

Comtessen - saaledes bed' hun bestandigt baade paa Gaarden og Godfet, og Almuen fyntes neppe at vide om hun havde noget Slægtnavn Comtessen var af gammel abelig ublandet Slægt. - Var det ikke hendes Stolts hed?" — Stolthed! den fjendte hun ikke. Thi med dette tvetydige Orb maae Du ingenlunde betegne et saadant Sindelag, for hvilket Adelspatentet er et moralsk Skyldbrev, et urørligt Fideicommis paa Sjeleadel, et Legat af Dyder. Og dette legat var hende i Sandhed helligt.

„Fjernet fra sin Slægt ugift eenjom“ - Hun var iffe eensom — "hvormed fordrev hun da Tiden?" Hun forbrev den iffe; hun holdt den snarere faft, hvis det var muligt: hun nyttede den til Andagt hiin stilleglade Andagt, der hæver Sjælen, som den finere Luftart Ballonen - hun brugte den til forædlende læsning, og til ædel Velgjørenbed. For en Dame af hendes Stand, var Comtessen langt fra at være riig; og dog bayde hun altid tilovers for den Nedlidende. Vift er det, at de Fattiges Beklædning fostede hende langt mere end hendes egen.

Hvor hun boede? Hvad hun bedte? Svab beds kommer det Portraitet? Navne udslettes, Slotte jævnes med Jorden; men Sjæleftjønhed er uforgængelig, den til

hører en anden Verden. Der ere uden Tvivl Tilftuere ved denne udstilling, som vide baade Sted og Navn; vide at dette Portrait er intet 3deal, men en Copie, en troe Copie af den elskelige Original, den de fuldtvel kjendte, den de ofte mindes med venligt Beemod, og vel nu med et Hjertesuk gjenfjende i dette Billed.

Hun oplevede og gjennemlevede længe bedrøvelige Tider: hun saae Slægtens gamle Glands mere og mere fordunkles, dens Magt at dale, dens Rigdomme forsvinde. Det stolte Herresæde fom i fremmede hænder; bog, da det var kongelige Hænder, og Bopæl overlodes hende paa Fædreneborgen, følte bun fig der endnu ikke aldeles frem: med. Men da den faa stiltes til offentlig Auction, da de bende vildfremmede Giæster træffedes om hendes Ungdoms Eden, — hende ligegyldigt, hvo der omsider ffulde drage det til fig - da løstes det fidste Baand mellem bende og Verden: ved det sidste Hammerslag brast det gamle Pigehierte.

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »