længe fremmed Tidsalder. Da jeg nu har nævnet Klædedragten, vil jeg lægge den som Folie om mit Malerie.

Hendes Dragt var hvid, heelt hvið, og altid hvid; og ingen Nulevende veed at have feet nogen anden Farve paa hendes Legeme, ikke faameget som den allermindste Sløjfe. Hvad Formen angaaer, om den var gammeldags, eller rettede sig efter de foranderlige Moder, da mener jeg at den hverken var gammeldags eller nymodens, men altid lige klædelig; og kan ikke tydeligere be skrive den, end ved at kalde den en "Omhylling. „Thi udi et saadant Gevandt forestiller jeg mig de gode Aander, de elftelige Afdøde, naar de stundom besøge deres Venner paa Jorden. Og vist er det, at denne Forestilling end mere livligen bestyrkedes ved at skue enhver hendes Stilling og Bevægelse: stod hun, da var det et Marmorbillede paa et Gravmæle; gif hun men hun gik ikke, hun skred som den lette Morgensky, hun svævede som en Taagepille i en stille Maaneffinsnat.

"Men hvorfor" vil maaskee spørges

„hvorfor just bestandig denne besynderlige Dragt? Var det ikke lidt Særhed?" ja vel var det sært, for det er siels dent, meget sjeldent, at noget Menneske klæder sig efter eget Tykke. Jeg for min Deel finder her en Selvstæn dighed, som jeg højagter og beundrer. Vor hvide Dame maae have havt den hvide Lillie til Livblomst - Jomfrusneens Hvidhed har hun beraret i sin uplettede Reenhed, som den falder fra Himmelen til vor mangefarvede Jord bevaret den i sin første Stjerneglands, indtil den, smeltet af Solstraalerne i det Høje, i Dug opstiger til fit ætheriste Hjem -men Hvidt er ogsaa Dødens Farve: den Affiælede lægges hvidklædt tilhvile Hun var jo og som død for det Nærværende, en Gjengangerske fra

gamle Tider. Eller, bar hun den dybe Sorgs Farve som Enken for sin bortkaldte Ægtemage, saaledes hun for fin Ungdomsven? eller fordi hun aldrig fandt en saadan Ven? fordi Ungmoens Kjerlighedslængsel havde ophørt at leve? Kjerlighed? ! hendes Kjerlighed var af udødeligt Væsen; den omfattede Alt, hvad som lever. Et Gjennemskjær af denne glimtede mildt fra hendes Helgenøjne, og aabenbarede sig stundom i Englesmilet paa hendes allerede i Livet forklarede Aasyn.

Comtessen saaledes hed' hun bestandigt baade paa Gaarden og Godset, og Almuen syntes neppe at vide om hun havde noget Slægtnavn Comtessen var af gammel adelig ublandet Slægt. „Var det ikke hendes Stolthed?" - Stolthed! den kjendte hun ikke. Thi med dette tvetydige Drd maae Du ingenlunde betegne et saadant Sindelag, for hvilket Adelspatentet er et moralsk Skyldbrev, et urørligt Fideicommis paa Sjeleadel, et Legat af Dyder. Og dette Legat var hende i Sandhed helligt. „Fjernet fra sin Slægt ugift eensom" var ikke eensom

Hun

"hvormed fordrev hun da Tiden?" Hun fordrev den ikke; hun holdt den snarere fast, hvis det var muligt: hun nyttede den til Andagt hiin stilleglade Andagt, der hæver Sjælen, som den finere Luftart Ballonen — hun brugte den til forædlende Læsning, og til ædel Velgjørenhed. For en Dame af hendes Stand var Comtessen langt fra at være riig; og dog havde hun altid tilovers for den Nødlidende. Vist er det, at de Fattiges Beklædning kostede hende langt mere end hendes egen.

„Hvor hun boede? Hvad hun hedte? Hvad ved= kommer det Portraitet? Navne udslettes, Slotte jævnes med Jorden; men Sjæleskjønhed er uforgængelig, den til

hører en anden Verden. Der ere uden Tvivl Tilskuere ved denne Udstilling, som vide baade Sted og Navn; vide at dette Portrait er intet Ideal, men en Copie, en troe Copie af den elfkelige Original, den de fuldtvel kjendte, den de ofte mindes med venligt Veemod, og vel nu med ct Hjertesuk gjenkjende i dette Billed.

Hun oplevede og gjennemlevede længe bedrøvelige Tider: hun faae Slægtens gamle Glands mere og mere fordunkles, dens Magt at dale, dens Rigdomme forsvinde. Det stolte Herresæde kom i fremmede Hænder; dog, da det var kongelige Hænder, og Bopæl overlodes hende paa Fædreneborgen, følte hun sig der endnu ikke aldeles fremmed. Men da den saa stiltes til offentlig Auction, da de hende vildfremmede Giæfter trækkedes om hendes Ungdoms Eden, hende ligegyldigt, hvo der omsider skulde drage det til fig da løstes det sidste Baand mellem hende og Verden: ved det sidste Hammerslag brast det gamle Pigehjerte.