Dette Raad kommer fra Gud!" raabte han: „men glemmer nu ej heller at give Gud hvað Guds er! gjører Hærenes Herre et Lofte for Sejren, ham der frelste Israel gjennem Havet, og bød det at opsluge Pharao og hans Hundredetusinder; hvad ville I love ham, om han giver Fjenden i Eders Haand?"

Paa dette Spørgsmaal fulgte en øjeblikkelig Taushed, til een af de Ældste fremstod og svarte:

"Siig selv til, ærværdige Fader! hvad Eder bedst tykkes; og saaledes skal det være."

"Vort Land," sagde Præsten: er det eneste i Christenheden, som endnu intet Jomfruekloster ejer: lover at bygge og indvie et saadant til den hellige Gudsmoder!"

„Det love vi, og det sværge vi!" raabte hele Forsamlingen med oprakte Hænder.

„Vor velsignede Frue!" sagde Præsten, hævende Korset i fine foldede Hænder: "høre og fuldkomme Eders Løfte! Amen!"

„Og nu," talte han efter et højtidsfuldt Ophold, og med forstærket Stemme: her, o Ditmarsken! her er dit Banner! I dette Tegn skal Du sejre! Dette Forløserens Billede skal slaae Fjenderne med Forfærdelse, med Senas cheribs Forfærdelse! med Pharaos Ødelæggelse! Deres Buestrænge skulle briste, deres Sværde skulle døves, og synke af Mathed med hænderne, der bære dem! deres egen Mængde skal være deres Fordærvelse! de skulle neds trædes og knuses under Hestefødderne, under deres egne Stridsvognes Hjul! Dybets Magter skulle røre sig, has vets Bølger opsluge dem! Der skal være Graad og Hylen og Hændevrid af de Ihjelslagnes Hustruer og Børn! Rygtet om deres Forsmædelse skal udgaae som et Lyn til

alle Verdens Ender; og Enhver, som det hører, ham skal begge hans Ører klinge!"

Et stormende Bifaldsraab fulgte denne prophetiste Tale; og Korset modtoges med jublende Glæde af Landets Styrere.

Saasnart Larmen noget sagtnedes, slog Een af disse til Lyd med Haanden, og spurgte:

"

"

"Hvo skal føre dette hellige Banner i Striden?" "Efter gammel Sæd og Forfædrenes Maade," svarte Carsten Holm: bør det være en hæderlig Jomfrue." Vel talt, min Søn!" sagde Præsten: „en reen og ubesmittet Jomfrue skal frembære den velsignede Jomfruesøn, og indvie sit hele Liv til Kydskhed og Herrens Tjeneste. Hvo af Eder unge Kvinder!" lagde han til, og faae sig omkring ud over Torvet: vil først tilbyde sig? Skjøndt vi siden kunne udvælge blandt de Mange, skal dog den Første under lige Omstændigheder have Fortrinsret."

Ingen svarte; derimod troge de unge Piger sig deels tilbage, deels faae de hist og her, og hvidskede med Naboer og Naboerster, som om de intet havde hørt. Kjække og højhjeriede vare de vel i Almindelighed, og Flere af dem skulde gjerne have offret Livet for den Elskede; men at opoffre Kjerligheden og dens Glæder det er mere end man skal forlange af nogen Pige. Hver havde jo sin Elsker, eller ventede ham; og at frasige sig Livets fødeste Haab, er langt tungere, end at bortgive Livet selv.

"Det vil være vanskeligt," tog Carsten Holm Drdet: wat vælge blandt saa mange, og vil vække Utilfredshed og Misundelse at foretrække Een for de Andre blandt dem, der melde sig. Bedre: enten at en Fader selv til

byder fin Datter, eller at Forstanderne og Folket her enes om, hvem de ville hædre med saadan Udmærkelse."

"Det Sidste er det Bedste!" raabte Flere paa eengang: hvem tilkommer fornemmelig denne re?"

"

"Hans Wollersien i Wöhrden hvidskede Holm til fine Sidemand: er een af Landets ældste og meest agtede Mænd hans Datter skulle I vælge." "Hans Wollerfien!" raabte Begge højt: "hvad mener I om Eders Datter Telse? vil I unde hende den Ære?"

"Telse Hansdatter!" raabte Flere: „det er sandt lad det blive hende!"

"Jeg har kun den ene;" sagde Hans Wollerfien: : „og hun er forlovet med Reimer af Wimerstedt

Lad hende trolove sig med den himmelske Brud

gom!" udbrød Præsten: det er bedre for hendes Salighed, og en større Hæder for dem begge og Eders hele Slægt."

"

„Skee Guds og Folkets Villie!" sagde Faderen : men lader os dog adspørge hende selv, om hun vil, og - om hun kan!" lagde han betænkelig til: "Jeg vil ingenlunde tvinge hende, aldenstund der findes mange ligefaa værdige som hun.“

"Der er kun eet tænkeligt Tilfælde," sagde Holm med et ondskabsfuldt Smiil: „ssom vi for det første ikke tor antage; men herom kan Ingen give bedre Besteed end Pigen selv."

"Jephta" sagde Præsten, var ogsaa en Dommer over Folket, og han skjænkede Herren sin eneste Datter, dog vistnok mod sin Agt; Eders Offer skal være faa= meget fjerere, som det er frivilligt."

"I Herrens Navn da!" sagde den gamle Woller= fien: lader os gaae og adspørge Pigen!"

Fire andre verster bleve, tilligemed tvende Præster, udnævnte til at følge med ham til Wöhrden, og at overgive Korset, saafremt Telse vilde modtage samme.

Carsten Holm blev tilbage, for at deeltage i de videre Raadslagninger til Landets Bedste og Forsvar. Disse bestode særdeles deri: at udnævne Hovedsmænd for de adskillige Fænniker; i at fordele Kanonerne og forsyne med Krud og Kugler, og i at beordre Folk til Sluserne, for i Nødsfald at kunne aabne disse, og sætte Lavlandet under Vand.

Hans Wollerfien og hans fer Ledsagere fandt den unge Pige ved sin Væv. Da hun hørte Hensigten af deres komme, blegnede hun, og Væverskytten faldt hende ud af Haanden.

Med min Faders Minde," svarede hun sagte og langsomt: „er jeg trolovet til Reimer af Wimerstedt."

"

En langt højere Lykke og Ære venter Dig, unge Pige!" sagde en af Præsterne: „Landets Banner, det hellige Kors, skal betroes i dine hænder. Din Fader har allerede lovet paa dine Vegne, og i hele Folkets højtides lige Forsamling, at Du vil modtage den Dig tiltænkte Hæderspost."

"Viis nu," sagde den Anden: „at Du elsker dit Fødeland højere end egen usikker Lykke og sandselig Lyst!"

Telse rødmede, stridige Tilbøjeligheder kæmpede i hendes Bryst; hæftigt bevæget stceg og sank det som Havets Bolger: Kjerligheden drog hende til Reimer Æren til det flammende Kors. Endnu fejrede den første.

„Er det ogsaa Eders Villie, Fader? spurgte hun bævende.

"Ikke min Befaling,“ svareede han, „men mit Ønske : jeg tænkte, Du vilde vise os, at Du er en Wollersien; at Du hører til en Stamme, som altid har elsket Fædreland og Ære over alt Andet paa Jorden."

Telse sænkede de taarefyldte Dine som til et Af= slag; dog Kjerligheden viste hende endnu en Udflugt.

"Reimer Vaget" sagde hun: har jo vort Ord, uden hans Minde tør vi ikke bryde det. Jeg troer han er inde i Kirken, for at hente sin Fane; mig tykkes, vi først burde lade ham hente, for at høre, om han vil løse mig fra min Forpligtelse."

Faderen bifaldt dette Forflag, og Reimer blev hidkaldt.

Saasnart han havde hørt, hvorom Talen var, og at Afgjørelsen stod til ham alene, nægtede han først bestemt at give fit Samtykke, og gav til Gjengjæld Anviisning paa flere unge, hæderlige Piger, som Ingen endnu vidste at være bortlovede. Man trængte hæftigen ind paa ham med eet Angreb efter det andet fra Wrens Side: foreholdt ham, hvor selvist han elskede sin Kjereste; hvorlidet han tænkte paa hendes, paa sin egen Ære og paa Fædrelandets Bedste.

"Mit Fædreland," sagde han: ffylder jeg mit Blod, og skal betale min Gjæld om Behov gjøres til sidste Draabe; men hvorfor skal jeg, fremfor alle Andre, opoffre det Kjereste, jeg ejer i Verden?"

"Fordi," svarte den ene Præst: "at Folkets Dvers ster vise den hædrende Tillid til Dig; fordi Du ikke bør skuffe dem i den Mening, at ingen Voigdemann vilde agte sin egen Lytte højere end Landets."