Kammerherre Ordet; "for hun kan kjøre med mig -- hun vil. Bliver De her, eller maae jeg byde Dem min Arm?" Hun tog imod den og bukkede for Faderen. "Løb saa din Taske!" raabte denne; løb til Verdens Ende med din liderlige Matros! Men vov Dig aldrig indenfor Grændserne af dit fædrene Gods! Det er tabt for Dig Du er arveløs. Hermed stiltes Fader og Datter. De havde feet hverandre for sidste Gang. Kammerherren blev oppe lige til næste Morgen. Snart skrev han, snart gik han frem og tilbage i sit Soveværelse, uu med hurtige faste Trin, nu langsomt, ligesom En, der grubler eller er kommer op af en Sygdom. Uden at have nydt noget siden Gaarsdagen, kastede han sig oms sider paa Sengen, men i Klæderne, ringede paa Tjeneren og befalede ham at vække sig om to Timer. Den fastsatte Tid gik Tjeneren ind, men kunde ikke faae ham vaas gen, thi han var død; et Slagflod havde gjort Ende paa hans slette Liv, og kvalt hans Hævnplaner i Fødselen. Den forhadte Svigersøn blev hans Universalarving. Denne tog aldrig Bopæl paa Hald, men kom blot engang hver Sommer dertil for at eftersee Bestyrelsen af Gaard og Gods, saavelsom Vedkommendes Regnskaber; hans kone var ingensinde med, men forblev heller i Hos vedstaden, hvor hun naturligviis kunde more sig bedre. -Maaskee Fru B...'s Ulyst til at gjensee sin Fødegaard og Egn, ogsaa har bevæget Manden til, efter faa Aars Forløb at sælge det hele herovre. Denne Handelssag tilligemed saamange Smaatterier, der først maatte brin= ges tilende paa Godset, holdt ham længer end sædvanligt dersteds. Da han kom tilbage, fandt han sit Huus, fine Børn, fine Tyende; men sin Kone fandt han ikke: let kom hun let gik hun. som der meentes Enten nu Tiden var bleven hende lang, mens Manden var borte, eller hun var bleven keed af ham, hvilket jeg snarest vil troe nok var det: hun havde erhvervet sig en anden Lieutenant, til at forkorte Tiden. Men begge vare, et Par Dage før hun ventede sin rette Lieutenant hjem, pillet af med alt det ædle Metal, der havdes i Huset over til Sverrig. Jdetmindste har en Bekjendt af mig fortalt mig følgende: "Jeg var i Sommeren 1805 i Christianstad, hvor jeg havde en Handelsforretning for vort Huus. Der træffer jeg en Dag den Lieutenant, som nogle Uger iforvejen var smuttet bort med Frue B... jeg havde kjendt ham godt fra Kjøbenhavn, og et Par Gange laant ham Penge som jeg aldrig fik igjen. „Er det Dig? R....!" raabte han, hvad bestiller Du her? Følg med hjem, og see hvordan jeg boer!" - Jeg fulgte med, og faae, at han boede smaat, men dog temmelig godt. Han gif strar hen til en Dør, satte Munden til Sprækken, og sagde: "Frue! maae jeg bede om Frokost til to Perfoner!" Jeg ventede nu at faae Frue B.... at fee; men det var en ganske anden: da hun kom ind med det Forlangte, hørte jeg ogsaa paa Sproget, at hun var svenst. Da hun igjen havde lukket Døren efter sig gjorde L. en frivol Grimasse, og fagde: „Hun er hverken af de yngste eller smukkeste; men hun er mig en solid Veninde - Du forstaaer mig nok?,, "Vel gjør jeg det" svarte jeg; men jeg troede ellers, Du havde en ældre Veninde.“ har havt - rigtig! job! Du kjendte Ah!" fagde han, jo Frue B... der var ingen Udkomme med hende: hun var løbet fra sin Fa'er, fra sin Mand, og saa løb hun fra mig med, den Satan!" — "Hvem lob hun saa med?" spurgte jeg, og hvor er hun nu?“ — "Hun leb tilbage til Danmark med en Handelsbetjent, der kneb en Deel Mynter fra sin Principal; men hvordan det fiden er gaaet med hende det veed jeg slet intet af drif engang!" En halv Snees Aar tilbage var jeg et Ærinde paa Hald. Ak! hvor forandret ! " Den gammeladelige grundmurede Borg var forsvuns det, og en Vaaning af Bindingsværk og med Straatag, var nu den borgerlige Ejermands fordringsløse Bopæl. — Inde i Værelserne mindedes man, om den uafladelige Foranderlighed i Alt, hvad menneskeligt er. „Nu er aldrig saadan som "Før": „Nyt flutter sig til eller rettere skiller sig fra Gammelt“. Her viste sig det Første - det var Bedsteforældre i Selskab med Børnebørn, her et mægtigt Egeskab i Fortidens Smag ligeoverfor en lille Mahogni Commode; her en Ottoman med forgyldt — nu mestendeels afflidt Træværk og Læderbetræk - der en Sopha fineret og betrukket med hjemmegjort Tøj: og her nogle store Billeder af ufjendte, længst forglemte Herrer og Damer, mellemspækkede og undersmækkede med Kobs bere over 2den Aprils Slaget og Napoleons Sejre. Jeg gik ud i Haugen der var ingen mere! Alle de gamle Frugttræer vare forsvundne, Blomster og Kokkenurter havde givet Plads for Rug, Byg, Havre, Køer og Faar. Jeg ilede ned til Søen, hvor jeg i mine Drengeaar paa en Altan udover Vandet havde anglet der var ingen Altan, der var ingen Baad der var - S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV. -- 17 intet Andet end Vand og saa Skoven paa hiin Side. Jeg tyktes endnu derovre at høre svage Gjenlyd af hine Kanonknald, der forkyndte Festiviteterne, dem jeg i mine Drengeaar saa ofte havde bivaanet. Alt var stille. Jeg ydede mine Barndomsminder et langt og trangt Suf, og tænkte: der kommer og en Tid, da du selv bliver stille. Vi Den jydske hvide Dame. Et Portrait, tegnet ad Mortuam. Di har en Herregaard, beliggende i en af Landets videst udstrakte Dale. Mod Norden begrændses Dalen af bølgedannede, her skovgroede, der lynggroede Bakker, som i en lige Linie strække sig milevidt. Til denne slutte sig rets vinklet andre mod Øst og Vest. I Syden har vi en endnu højere Bjergkjæde, men heelthen skaldet, altid mørkladen, efter Luftens Beskaffenhed graabruun, eller blaagraa. Men midt igjennem Dalen glider en af Danmarks største Floder, bebræmmet med grønne Enge. Fra Herres gaarden af seer man ikke, hvor den kommer fra, eller hvor den gaaer hen: den synes at udspringe af Bakkerne mod Vesten, og at tabe sig i dem mod Østen. Halvvejs i Dalen, norden for Aaen, paa Skjellet mellem Ager og Eng, knejser det tohundred Aar gamle Slot. Det viser sig, efter fin Alder, som hverken gammelgothist eller nymodens italist, men som en Sammensmeltning af begge Stile; men de gammeladelige Slægtnavne i Jernbogstaver paa Murene vække som Runer Mindet om ældre Dage. Det samme gjorde ogsaa hun, som vel levede i nyere Dage blandt den yngre Slægt, men hvis hele Tils værelsesmaade, lige til Klævebragten, efter hvilken hun benævnes, henviste til en nu længe forsvunden, og allerede |