Billeder på siden
PDF
ePub

faaledes conservere de fig længere den naadige Fros ken paatager sig maasfee den Ulejlighed; den vil sandelig iffe være spildt.“

Dette sidste fagde han med et noget alvorligt Ansigt og et Blit til den naadige Frøken, som jeg dengang ikke forstod at tyde, men af hvilket Slags jeg, gammel nok, har observeret adskillige. Nu kan jeg for det meste see paa et Par Dine, om der er en vigtig He:nmelighed indenfor dem.

Vor Frøken var meget glad ved denne Urtefost; hun lugtede hvert Djeblit til den, pillede ved Blomsterne og roste dem, og faaledes benad Vejen. Engang da hun lirkede lidt ftærkere mellem dem, slimtede jeg noget hvidt forinden midt i Koften; men hun luffede siebliffelig fam: men om det. „Hvad!" sagde jeg i min barnlige Enfol: dighed, jeg troer, der er en hvid Nellife Cerinde. Du fan felv være en Nelife," sagde hun smilende, og sjemte Bouquetten paa Brystet. Men det kom mig for: at Snørlivet iffe var færft nok til at holde fast paa Blomsterne, saadan bevægede det sig ud og ind det funde jeg heller ikke begribe.

Men jeg brød heller ikke mit Hoved længe med det. Der var nok Andet, som tiltrak sig min Opmærksomhed: det smukke, paa Situationer saa verelrige Landskab, hvis Beffrivelse iffe bar Sted her, men som man kan lade fin Phantasie udmale med grønne, gule, lysblaae og brune Farver, og udgravere i beje Batter og dybe Dale.

Kammerherren blev forundret og muggen ved at fee os; han mumlede Noget, som jeg ikke funde forstaae. Du kan gaae lidt ind i dit Værelse

og tag den lille med!" sagde han til Datteren. Vi git. 3udkomne der, bvidffede hun hurtigt, og jeg kunde sige fortroligt: „Tag

det Glas der, og bent mig det halv fuldt af det hvide Sand, Du veed nof!" Jeg tog Glasset og løb. Da jeg snurrede mig udenfor, og vilde lukke Døren, faae jeg, at i det Djeblit hun flippede Bindselet over, der sammens holdt Blomsterne, faldt ct lidet Stykke sammenfoldet Pas piir fra dem; men bun greb det i Flugten med den ene Haand, medens den anden (med levkøjerne bulter til bula ter i Vindueskarmen. Jeg gik ind igjen, efterat have hentet det forlangte Sand. Som jeg nu aabnede Døren, feer jeg at hun tryffer noget Papiir, vistnok det samme til fine læber, og, da hun fornemmer mig, ned paa Brys stet. „Saae Du noget? din lille Kjeltring!" sagde hun, vimsende hen til mig, og bøjende fit Ansigt tæt ned til mit. – „Jeg saae, at De kyssede en Strimmel Papiir; andet har jeg ikke feet, svarede jeg. – „Vift iffe," sagde hun, wjeg lugtede blot til det, for det duftede faa dejligt af Levføjerne - forresten fnaffer Du ikke til noget Mens neste, hvem det end er, om hvad Du saadan feer berinde,

for, fee ber har Du to Makroner, og flere skal Du faae, naar den lille Mund ikke vil fladdre. (Det lovede jeg og holdt lige til nu, det er: noget over et halvt Aarhundrede; hvorfor mine Tilhørere iffe maae frympe sig ved, at jeg snaffer faa vidt og bredt om en Begivenhed af det Slags, der er mange tusinde Aar gammel, og vil være nye saalænge Verden staaer; nu er der løft for Posen, og Indholdet vil herud.)

Hør!" sagde hun videre, jeg er iffe vel, og gaaer nu tilfengs. Naar lidt er gaaet, fan Du komme og læse mig noget op af Siegvard" som Du plejer; der hvor Kronbelm bortfører Therese - det er faa født, gaae nu til Fader, og snak med ham om Furerne. Seg gik og snakkede om Furerne baade den Dag og den næste.

[ocr errors]

Dg Baronen fuaffede med - for han var jo CavallerieOfficeer. Sommetider gik han og Rammerherren ind til den fyge Frofen; men naar de fom, for hun altid. (Det var snurrigt, naar jeg kom allene var hun altid vaagen.)

Naar jeg vilde til at gaae, fagde hun bestandig: See at faae fat paa Thomas Løber! og spørg ham, om ban ikke har noget til mig!" Det gjorde jeg ogs saa; men han havde ikke noget, førend den anden Dags Aften efterat Frøkenen var bleven syg. Da flyede ban mig saadan et underligt Brev, der iffe var lagt sams men fom Breve ellers pleje at være, men fom en Sløjfe. – Det maae have været et mærfeligt Brev: for, aldrig faasnart havde hun læst det, faa blev hun frift, sprang op, og kom í Klæberne. Jeg spurgte, om jeg iffe ftulte læse i Siegvarb, men hun sagde: „lad bam kun være! Jeg har en anden Siegvard ban kommer snart boldt! bie hos mig faalænge! Der har Du hele Æften med Mafronerne.

Jeg klemte paa Mafronerne. Hun paffede Kjoler og Klæder og andet Stade i en Kuffert, idet hun hvert Djeblik kiffede ud af Vinduet. Da jeg havde faaet Has paa Matronerne, fifkede jeg ogsaa ud af Vinduet, for at see, hvad der monne være. Og see! der kom da en Bogn med fire Furer for – men det var iffe Rams merherrens, og Kudffen iffe better. - Frøkenen smekfede Kufferten i, tog Nøglen til fig, og mig ved Haanden: , Kom med!“ raabte hun, wat ta’e mod de Fremmede !.. Udenfor stod hendes Kammerpige, og hende befalede bun at bære Kufferten ned, og sætte den i Gangen.

Som vi ere der, ruller Vognen frem for Døren, og Kammerherren træder ud til os. Han studfer fort ved at

fee Datteren og det i Rejsetlæder: »Hvad! Lotte! hvad . betyder det? er Du nu faa frist?

„Ja, Papa! nu er jeg kommet mig!" raabte hun med et stjelmft Smiil.

3 det samme traadte de Anfomne en Mand med en guul Nøgle paa det højre Kjolestjød ligesom vor Kammerherre – og to andre uden Nøgler, ind ad Doren.

Den fremmede Kammerherre hilsede vores med et ironist Smil. og fagde: »Ifølge allerhøjeste kongelig Drdre, og i kraft af min Embedsmagt "

Jeg blæser ad 3eres Embedsmagt!" faldt Rammer: berre S... forbittret ind; ,men hvor er den kongelige Ordre? og hvad lyder den paa ?.

„Ordren er her,“ svarte hiin, og fremtog et stort Document, igjennem hvis øverste Blad fremskinnede det store røde Majestætsegl. Vores greb efter det, og uds brølte et: „lad fee!"

,,Deres Hojvelbaarenhed!" sagde hiin med et onds ftabsfuldt Smil, „er desværre iffe i en faadan Sinds: ftemning, at jeg tør betroe den allernaadigste Skrivelse umiddelbart i Deres Hænder. Men faasnart De lader Deres Frøken Datter, - bvem Drdren især angaaer trine berbid, ffal jeg i hendes og Deres samlede Nærværelse oplæse og nærmere fremvise den i disse Vidners Overs værelse."

, Kald paa Frøkenen!« tiltordnede han en fierntstaaende Tjener, og hun fom felv bid fra den anden Side med Reiseklæder paa, og en lille Byldt i den ene Haand.

Faderen maalte hende et Par Gange fra Top til Taa, og spurgte barst: „Hvorben, Mademoiselle !

Den Fremmede optog Svaret for hende, sigende med konstlet Gravitæt: Da begge de Paagjældende nu ere

tilstede, skal jeg oplæse den mig meddeelte allerhøjeste Strivelse, der lyder som følger; Paa allerunderdanigst Andragende af Lieutenant B... af vor kongelige Marine, hvorledes han nemlig, som, forlovet med Frofen Ch. S... har bragt i Erfaring, at benævnte Frøkens Fader C. S... holder hende strængt indespærret, for at tvinge hende imod hendes Billie til at ægte en anden, faa har Du nøje at forfare i, hvorlunde denne Sags rette Sammenhæng og Fundament monne være, samt Faber og Datter confron: tere, for af den Sidstnævnte bendes Erflæring at fordre, saavel anlangende den paaanfede Indespærring, som især at bringe til Kundsfab: hvilken af de tvende Medbejlere, hun vil erklære sig for. Vorder dette Ansøgeren Lieutenant B..., og det skulde være hendes fafte Bestemmelse at forene sig i Ægteffab med denne, da bar Du i det fald, at Fades ren iffe gobvillig vil udlevere bende, at befrie hende med den saavel civile fom militaire Magt, der staaer med vor allernaadigste Tilladelse til Disposition."

Under Oplæsningen af dette Document, knyttede vor Rammerherre først den ene Haand, saa dem begge, og strafte dem med ftive Arme ffraa ned udenfor Hofterne, ret i gammeldags Klopfægter: Daneer, og da faa Fores læferen vilde, som han blev færdig, ræffe ham det, knips fede han til det med højre Pegefinger, og begyndte at trampe faa med den ene Fod, saa med den anden det lille tyffe Corpus var iffe uligt en Statue, der vafler i Jordstjælo.

„Naa!" sagde den Anden med uforandret Solstings ansigt. - „Og De, min Frøken! hvad beslutter De? Deres frie Villie bar De.

„Du vil dog ikke løbe fra din Fader?.. bruste Fas deren til Datteren.

- Hun behøver iffe at løbe, tog den fremmede

« ForrigeFortsæt »