Billeder på siden
PDF
ePub
[merged small][ocr errors][merged small]

ken paatager sig maaskee den Ulejlighed; den vil sandelig iffe være spildt."

Dette sidste sagde han med et noget alvorligt Ansigt og et Blik til den naadige Frøken, som jeg dengang ikke forstod at tyde, men af hvilket Slags jeg, gammel nok, har observeret adskillige. Nu kan jeg for det meste see paa et Par Dine, om der er en vigtig Hemmelighed indenfor dem.

Vor Frøken var meget glad ved denne Urtekost; hun lugtede hvert Øjeblik til den, pillede ved Blomsterne og roste dem, og saaledes henad Vejen. Engang da hun lirkede lidt stærkere mellem dem, skimtede jeg noget hvidt forinden midt i Kosten; men hun lukkede vieblikkelig sammen om det. Hvad!" sagde jeg i min barnlige Enfoldighed, jeg troer, der er en hvid Nellike derinde." "Du kan selv være en Nellite," sagde hun smilende, og gjemte Bouquetten paa Brystet. Men det kom mig for: at Snørlivet ikke var stærkt nok til at holde fast paa Blomsterne, saadan bevægede det sig ud og ind kunde jeg heller ikke begribe.

det

Men jeg brød heller ikke mit Hoved længe med det. Der var nok Andet, som tiltrak sig min Opmærksomhed: det smukke, paa Situationer saa verelrige Landskab, hvis Beskrivelse ikke har Sted her, men som man kan lade fin Phantasie udmale med grønne, gule, lysblaae og brune Farver, og udgravere i heje Bakker og dybe Dale.

Kammerherren blev forundret og muggen ved at see os; han mumlede Noget, som jeg ikke kunde forstaae. "Du kan gaae lidt ind i dit Værelse og tag den Lille med!" sagde han til Datteren. Vi gif. Jndkomne der, hvidskede hun hurtigt, og jeg kunde sige fortroligt: „Tag

"

[ocr errors]

det Glas der, og hent mig det halv fuldt af det hvide Sand, Du veed nok!" Jeg tog Glasset og løb. Da jeg snurrede mig udenfor, og vilde lukke Døren, faae jeg, at i det Øjeblik hun klippede Bindselet over, der sammenholdt Blomsterne, faldt et lidet Stykke sammenfoldet Papiir fra dem; men hun greb det i Flugten med den ene Haand, medens den anden smed Levkøjerne hulter til bulter i Vindueskarmen. Jeg gik ind igjen, efterat have hentet det forlangte Sand. Som jeg nu aabnede Døren, feer jeg at hun trykker noget Papiir, vistnok det samme – til sine Læber, og, da hun fornemmer mig, ned paa Brystet. Saae Du noget? din lille Kjeltring!" sagde hun, vimsende hen til mig, og bøjende sit Ansigt tæt ned til mit. "Jeg faae, at De kyssede en Strimmel Papiir; andet har jeg ikke feet," svarede jeg. „Vist ikke," sagde hun, jeg lugtede blot til det, for det duftede saa dejligt af Levkøjerne forresten snakker Du ikke til noget Menneske, hvem det end er, om hvad Du saadan seer herinde, for, see her har Du to Makroner, og flere skal Du faae, naar den lille Mund ikke vil fladdre. (Det lovede jeg og holdt lige til nu, det er: noget over et halvt Aarhundrede; hvorfor mine Tilhørere iffe maae krympe fig ved, at jeg snakker saa vidt og bredt om en Begivenhed af det Slags, der er mange tusinde Aar gammel, og vil være nye saalænge Verden staaer; nu er der løst for Posen, og Indholdet vil herud.)

-

[ocr errors]

"Hør!" sagde hun videre, „jeg er ikke vel, og gaaer nu tilsengs. Naar lidt er gaaet, kan Du komme og læse mig noget op af "Siegvard"

hvor Kronhelm bortfører Therese

-

[ocr errors]

som Du plejer; der

det er saa sødt, gaae

nu til Fader, og snak med ham om Furerne." Jeg gik og snakkede om Furerne baade den Dag og den næste.

Og Baronen snakkede med
Officeer.

for han var jo CavallerieSommetider gik han og Kammerherren ind til den syge Frøken; men naar de kom, sov hun altid. (Det var snurrigt, naar jeg kom allene var hun altid vaagen.)

-

[ocr errors]

førend den anden Dags

Naar jeg vilde til at gaae, sagde hun bestandig: "See at faae fat paa Thomas Løber! og spørg ham, om han ikke har noget til mig!" Det gjorde jeg og= saa; men han havde ikke noget, Aften efterat Frøkenen var bleven syg. Da flyede han mig saadan et underligt Brev, der ikke var lagt sammen som Breve ellers pleje at være, men som en Sløjfe. - Det maae have været et mærkeligt Brev: for, aldrig faasnart havde hun læst det, saa blev hun frisk, sprang op, og kom i Klæderne. Jeg spurgte, om jeg ikke skulde læse i Siegvard, men hun sagde: „Lad ham kun være! Jeg har en anden Siegvard han kommer snart holdt! bie hos mig faalænge! Der har Du hele Æsken med Makronerne.“

[ocr errors]
[ocr errors]

Jeg klemte paa Makronerne.

-

Hun pakkede Kjoler

Da jeg havde faaet ogsaa ud af Vinduet, Og fee! der kom da men det var iffe Kam

og Klæder og andet Stads i en Kuffert, idet hun hvert Øjeblik kikkede ud af Vinduet. Has paa Makronerne, fikkede jeg for at fee, hvad der monne være. en Vogn med fire Furer for merherrens, og Kudsken ikke heller. Frøkenen smækkede Kufferten i, tog Nøglen til sig, og mig ved Haanden: „Kom med!" raabte hun, „at ta'e mod de Fremmede !« Udenfor stod hendes Kammerpige, og hende befalede hun at bære Kufferten ned, og sætte den i Gangen.

--

Som vi ere der, ruller Vognen frem for Døren, og Kammerherren træder ud til os. Han studser kort ved at

see Datteren og det i Rejseklæder: "Hvad! Lotte! hvad . betyder det? er Du nu saa frist?"

"Ja, Papa! nu er jeg kommet mig!" raabte hun med et stjelmst Smiil.

I det samme traadte de Ankomne en Mand med en guul Nøgle paa det højre Kjoleskjød Kammerherre

[ocr errors]

ligesom vor

og to andre uden Nøgler, ind ad Døren. Den fremmede Kammerherre hilsede vores med et ironist Smiil, og fagde: "Ifølge allerhøjeste kongelig Drdre, og i kraft af min Embedsmagt

"

-

"

Jeg blæser ad Jeres Embedsmagt!" faldt Kammerherre S... forbittret ind; men hvor er den kongelige Ordre? og hvad lyder den paa?"

"

[ocr errors]

„Ordren er her," svarte hiin, og fremtog et stort Document, igjennem hvis øverste Blad fremskinnede det store røde Majestætsegl. Vores greb efter det, og udbrølte et: Lad see!"

"Deres Højvelbaarenhed!" sagde hiin med et ondflabsfuldt Smiil, er desværre iffe i en saadan Sindsstemning, at jeg tør betroe den allernaadigste Skrivelse umiddelbart i Deres Hænder. Men saasnart De lader Deres Frøken Datter, hvem Ordren især angaaer

-

trine herhid, skal jeg i hendes og Deres samlede Nærværelse oplæse og nærmere fremvise den i disse Vidners Overs værelse."

"Kald paa Frøkenen!" tiltordnede han en fjerntstaaende Tjener, og hun kom selv hid fra den anden Side med Rejseklæder paa, og en lille Byldt i den ene Haand.

[ocr errors]

Faderen maalte hende et Par Gange fra Top til Taa, og spurgte barst: "Hvorhen, Mademoiselle!"

Den Fremmede optog Svaret for hende, sigende med konstlet Gravitat: "Da begge de Paagjældende nu ere

"

tilstede, skal jeg oplæse den mig meddeelte allerhøjeste Skrivelse, der lyder som følger; Paa allerunderdanigst Andragende af Lieutenant B... af vor kongelige Marine, hvorledes han nemlig, som, forlovet med Frofen Ch. S... har bragt i Erfaring, at benævnte Frøkens Fader C. S... holder hende strængt indespærret, for at tvinge hende imod hendes Villie til at ægte en Anden, saa har Du nøje at forfare i, hvorlunde denne Sags rette Sammenhæng og Fundament monne være, samt Fader og Datter confron tere, for af den Sidstnævnte hendes Erklæring at førdre, saavel anlangende den paaankede Indespærring, som især at bringe til Kundskab: hvilken af de tvende Medbejlere, hun vil erklære sig for. Vorder dette Ansøgeren Lieutenant B......., og det skulde være hendes faste Bestemmelse at forene sig i Ægteskab med denne, da har Du i det Fald, at Faderen iffe godvillig vil udlevere hende, at befrie hende med den saavel civile som militaire Magt, der staaer med vor allernaadigste Tilladelse til Disposition."

Under Oplæsningen af dette Document, knyttede vor Kammerherre først den ene Haand, saa dem begge, og strakte dem med stive Arme skraa ned udenfor Hofterne, ret i gammeldags Klopfægter - Maneer, og da saa Forelæseren vilde, som han blev færdig, række ham det, knipfede han til det med højre Pegefinger, og begyndte at trampe saa med den ene Fod, saa med den anden det lille tykke Corpus var ikke uligt en Statue, der vakler i Jordskjælv.

[ocr errors]

"Naa!" sagde den Anden med uforandret Solskinsansigt. "Og De, min Frøken! hvad beslutter De? Deres frie Villie har De."

"Du vil dog ikke løbe fra din Fader?" bruste Fa= deren til Datteren.

"Hun behøver ikke at løbe," tog den fremmede

« ForrigeFortsæt »