Billeder på siden
PDF
ePub

Bolgade at Frokenen var endnu mere forvildet end jeg; bun tog mig paa Stjødet, vippede mig, og fyssede mig, og sagde mig, at naar jeg blev ældre, vilte jeg not komme til at forstaae saadan noget. Jeg vidste iffe, hvad hun ente, bred heller ikke mit Hoved dermed; men søgte, saa ofte som jeg kunde, ind til hendes Moder, som, meget gigtsvag, og, som siden er rundet mig i Tanker, meget hjertesyg, alligevel kjælede for mig, og altid havde Suffer: godt at putte i min lille Mund. Jeg faae hende aldrig udenfor hendes Rammer, inden hun blev baaret derfra i den bekjendte lille sorte Portechaise. Hendes Mand, Rammerherren, ftod iffe nær faa bojt hos mig. Naar bar faftede sine smaa grønne Djne paa mig, fornam jeg altid

Antipathift; bvorvel han aldrig sagde mig et eneste baardt Ord, men blot gjorde lidt uskadelige Smaaløjer med mig disse endda ifte af de fineste, men de vare mig ligesaa uforklarlige fom Datterens. – Denne gam: meladelige Herre var en rigtig Aristocrat: hvilfen Bonde: pige paa Godset, han tilfastebe Tørklædet, hun maatte holde for; og hvilken Bonde, han blev vred paa, maatte holde Nyggen til. Stundom slog han vel haardt, for ftærk var han, og maatte eengang udholde en Proces lige til Hojesteret, fordi han ffulde have faaet Een, faaledes at han døde deraf. Kammerherren blev frifjendt, det fors staaer sig selv; og faa var den Historie forbi. Men jeg maae dog fortælle en anden, der vel ogsaa endted med Død og Drab, men var alligevel meget morsom.

Paa Hald tjente en Hyrdedreng, der funde løbe og springe, som om han havde lært det i Nachtigalls Institut. Det hændte sig nu en Sommer, at Gaardens fungerende Tyr med eet bliver mandvoln, render fit Tøjer iftyffer, jager andre Hoveder og Heste lese, og gif denne

[ocr errors]

men

Frihedsspectakel ud over Naadigherrens Korn. Han fals der da alle Folfene sammen, og udlover en Krone til den, der fan bringe bam Spectafelmageren enten død eller Tevende. Hyrdedrengen siger: „A vil prøve ad saa ftal Anner slaae Purten i, nær a foer ham hers ind.. Hele Personalet bevæbnede fig nu med Forke, Drer og Leer, og ventede paa gutten Tyr, medens inin gode Thomas allerede havde opsøgt ham ude i Rugsan: geu. Han ræffede Tungen ud, og brølte ad Bæstet, der ftrar satte efter ham. Thomas's to Been vare rappere end Tyrens fire, faa at han flere Gange maatte standse, for at faae den med. Det lykkedes da ogsaa: Thomas foer som en Triumphator ind i Gaarden Tyren bags efter, og - ud i Mobbingen, hvor den fik en skiden Død.

Thomas fit ej allene fin Krone, men ogsaa en blaa Trøje med Sølvtresser, og en endnu mere glimrende Hue; kort sagt, han blev løber, og gjorde i denne fin Embeds. ftilling Kammerherren megen re. Han var godt fjøs rende, den naadige Herre, men Thomas var endnu bedre løbende, saa hvor stærk end Kudsken jog paa, var feberen altid langt foran, gjorde en Kundenom efter den anden, og smældede med fin Pidfk, som vilde han udæske baade Kudst og Heste. Thomas Løber skulte, uagtet fine glimrende Egenskaber, iffe kommet til at figurere i denne Historie, hvis han iffe havde gjort andre løb end dem foran Kammerherrevognen.

Vor Frøken ffulde ba til at giftes. Papa havde ud: feet en fjøn ung Baron til hende, som tilmed var Lieutes nant; og der var slet ikke andet ivejen for ægteffabet, end det: at Datteren havde udfeet fig en Anden. var steet saa hemmeligt, at Naadigherren iffe vidste noget deraf, og altsaa ei heller funde begribe, hvorfor hun gjorde

Det

Indvendinger mod et saa passende Partie, thi Grunden bertil ftjulte hun omhyggeligt.

Den lønligt Udfaarede var desværre fun en Præste: fon; men hans Uniform var blaa og hans Skjæg fort, hvorimod Baronen havde tynde gule Frug paa Hagen.

Vor Hurtigløber Thomas blev de Elskendes Dues post, og Contoiret var Beklædningen af Niels Bugges Brystbillede i Vestibulen.

Dog, Correspondentsen blev opdaget, men Postføreren iffe; thi han løb mellem Hald og Wium naar alle Andre fov. En Dag anfommer en historist og antiquarist Lærd fra Kjøbenhavn, eftersom han havde faaet at høre om de omtalte Billeder. Kammerherren selv viser ham det. Den Fremmede seer efter et muligt Malermærfe; og da han intet finder paa den rette Side, vender han Billedet om, og hvad finder man der, uden en lille trekantet Billet, der slet ikke faae antif ud. Kammerherren staf den til sig i Taushed. Da den Fremmede var borte, aabnede Herren Brevet, og fik deraf fuldt lys i Sagen - Datterens Hjertesorg. Kudsken fik strax efter Befaling at spænde for Chaisen, og Frøkenen at gjøre sig færdig til en Rejse, og snart traf de fire Svedfurer det høje Herskab til Aunsbjerg,

bet var et Slags galant Fængsel, hvori Frekenen blev bragt; Herren og Fruen hendes Faster Arrestforvarere. Ja de havde tidsnof: inden Fangen kom vel af Vognen, fik Løberen Anviisning paa det nye Pofthuus, som hun paa Didrejsen allerede havde oprettet - i Munden paa en af de Bildmænd, der stode som Sfildvagter ovenfor Indgangstrappen.

Baronen arriverede endnu samme Dag. Det gik faa meget fjerligt til: hun baade fyssede og klappede ham; og Ingen skulde troe andet, end at hun var forelffet til

bare

[ocr errors]

op over begge Drer. Det var hun ogsaa, men ikke i den ftaffels Baron.

Paa et Rammer i anden Etage blev Fangen indqvarteret, og Tjenerne stiftedes til at holde Vagt i Gangen, der førte til Slottets eneste ud- og Indgang.

En Morgen, som Herren og Fruen og min lidenhed fade ved Theebordet, fommer den ene Tjener ind med et Lommetørklæde, som han havde funde tunder Frekenens Vin: due. „Bring hende det op!" sagde Herren. Men Fruen, fom havde en finere Næfe, tog Tørklædet fra ham, og efterfaae det i alle Hjørnerne, medens hun lod Tjeneren gaae ud. Eja!" raabte hun faa, ,bet er iffe Lottes Tørklæde - see her staaer et B. Jeg vil væde paa, at denne Monsieur B. har været hos hende i Nat. Gage Du felv ud, min Hjerte! og fee vel til baade i Haven og paa Muren, om der ikke skulde være andre Kjendetegn paa et hemmeligt Stevnemøde.

„Det vil jeg, fandt for Herren! ogsaa," fvarede ban, og gif.

Undersøgelserne lode ham opdage: at langs hen med Muren bar Duggen aftraadt, og Græsset nedtraadt: at i en Gang, som førte til den nordre Stafitport, var i Sandet synlige Trad frem og tilbage; samt at udenfor Porten havde staaet en Hest bunden, der havde trampet og ffrabet.

Jeg vil, fandt for Herren!.. faaledes sluttede han sin Beretning hellere vogte hundrede Gedder, end een ung Pige, naar hun faaer Nyffer. Synes Du som jeg, Mama! faa ville vi skifte hende tilbage, og det i denne velsignede Dag. Saa faaer din Broder selo passe paa hende det bedste han veed og fan...

"Ja, min Hjerte! lad os det!" sagde hun.

[ocr errors]

- Men lagde hun til - wer det iffe bet Sifferfte, at vi følge selv med; for sende vi bende allene bort, hvem veeb saa, hvad hun kunde hitte paa? Dg Rudsken og Tjes neren kunne vi iffe forlade os paa.“

„Du har Ret, Mama!" svarede han. Det flemmefte er: hvordan vi skulle faae hende herfra paa en god Maade; for Magten vil jeg paa ingen Maade bruge.

Det var den Gang, jeg paatog mig at være Vildtvogter, men det skal sandt for Herren, blive sidste Gang !..

„Lab Steen gaae op til hende!" siger Fruen, og spørge: om hun har lyst at gjøre en Tuur med til Hald.“ Jeg git; og fee! hun havde strar lyst, og kom heel paaklædt ned, endnu førend de Gamle vare blevne færdige. Der blev slet iffe talt noget om den formeentlige Fenstren, og vi rullede af alle fire.

Midtvejs omtrent mellem Aunsbjerg og Hald ligger en lille Bye, hvis Navn jeg ikke er for at tilfjendes give. F Byen boede en Præst, hvis Hauge rakte lige ud til den vej, vi havde at fjøre. Som vi kom hen ders imod, fee vi Præstens Gartner - som ellers var en ret beleven Mand - en Kjøbenhavner - ban pluffer Bloms ster, og binder dem sammen i Smaakoste. Da vi næs sten ere fomne lige ud for ham, lader det til, som blev ban os nu først vaer. Han hilser, nærmer sig hurtigt, og springer over Diget til Vognen, idet han beder Kudften holde. Maaë jeg ha' den Eren raaber han, wat offerere Herskabet nogle af mine Pevkøjer! Jeg troer neppe der findes faa fuldkomne andenstede i Jylland. Man taffede, og modtog de blomstrende Foræringer. Naar De kommer til Staden, lagde han til, hvor De maas stee bliver inat, var det godt, om Bouquetterne bleve løfte, og Blomsterne enkeltviis nedsatte i vaadt Sand:

« ForrigeFortsæt »