Bolgade - at Frøkenen var endnu mere forvildet end jeg; hun tog mig paa Skjødet, vippede mig, og kyssede mig, og sagde mig, at naar jeg blev ældre, vilte jeg nok komme til at forstaae saadan noget. Jeg vidste ikke, hvad hun meente, brød heller ikke mit Hoved dermed; men søgte, saa ofte som jeg kunde, ind til hendes Moder, som, meget gigtsvag, og, som siden er rundet mig i Tanker, meget hjertesyg, alligevel kjælede for mig, og altid havde Sukkergodt at putte i min lille Mund. Jeg faae hende aldrig udenfor hendes Kammer, inden hun blev baaret derfra i den bekjendte lille forte Portechaise. Hendes Mand, Kammerherren, stod ikke nær saa højt hos mig. Naar han kastede fine smaa grønne Øjne paa mig, fornam jeg altid noget Antipathist; hvorvel han aldrig sagde mig et eneste haardt Ord, men blot gjorde lidt uskadelige Smaaløjer med mig disse endda ikke af de fineste, men de vare mig ligesaa uforklarlige som Datterens. Denne gammeladelige Herre var en rigtig Aristocrat: hvilken Bondepige paa Godset, han tilkastede Tørklædet, hun maatte holde for; og hvilken Bonde, han blev vred paa, maatte holde Ryggen til. Stundom slog han vel haardt, for stærk var han, og maatte eengang udholde en Proces lige til Højesteret, fordi han skulde have slaaet Een, faaledes at han døde deraf. Kammerherren blev frikjendt, det førstaaer sig selv; og saa var den Historie forbi. Men jeg maae dog fortælle en anden, der vel ogsaa endtes med Død og Drab, men var alligevel meget morsom. -- Paa Hald tjente en Hyrdedreng, der kunde løbe og springe, som om han havde lært det i Nachtigalls Institut. Det hændte sig nu en Sommer, at Gaardens fungerende Tyr med eet bliver mandvoln, render fit Tøjer iftykker, jager andre Høveder og heste løse, og gik denne - men Frihedsspectakel ud over Naadigherrens Korn. Han fals der da alle Folkene sammen, og udlover en Krone til den, der kan bringe ham Spectakelmageren enten død eller levende. Hyrdedrengen siger: „A vil prøve ad saa skal I Anner slaae Purten i, nær A foer ham herind." Hele Personalet bevæbnede sig nu med Forke, Drer og Leer, og ventede paa gutten Tyr, medens min gode Thomas allerede havde opsøgt ham ude i Rugvangeu. Han rækkede Tungen ud, og brølte ad Bæstet, der strar satte efter ham. Thomas's to Been vare rappere end Threns fire, saa at han flere Gange maatte standse, for at faae den med. Det lykkedes da ogsaa: Thomas foer som en Triumphator ind i Gaarden - Tyren bags efter, og ud i Møddingen, hvor den fik en skiden Død. Thomas fik ej allene fin Krone, men ogsaa en blaa Trøje med Sølvtresser, og en endnu mere glimrende Hue; kort sagt, han blev Løber, og gjorde i denne fin Embedsstilling Kammerherren megen Ære. Han var godt kjø rende, den naadige Herre, men Thomas var endnu bedre løbende, saa hvor stærk end Kudsken jog paa, var Løberen altið langt foran, gjorde en Rundenom efter den anden, og smældede med sin Pidst, som vilde han udæske baade Kudst og Heste. - Thomas Leber skulde, uagtet fine glimrende Egenskaber, ikke kommet til at figurere i denne Historie, hvis han ikke havde gjort andre Løb end dem foran Kammerherrevognen. Vor Frøken skulde da til at giftes. Papa havde udfeet en kjøn ung Baron til hende, som tilmed var Lieutes nant; og der var slet ikke andet ivejen for Ægteskabet, end det: at Datteren havde udseet sig en Anden. Det var skeet saa hemmeligt, at Naadigherren ikke vidste noget deraf, og altsaa ej heller kunde begribe, hvorfor hun gjorde Indvendinger mod et saa passende Partie, thi Grunden hertil skjulte hun omhyggeligt. Den lønligt Udkaarede var desværre kun en Præstesøn; men hans Uniform var blaa og hans Skjæg fort, hvorimod Baronen havde tynde gule Fnug paa Hagen. Vor Hurtigløber Thomas blev de Elskendes Dues post, og Contoiret var Beklædningen af Niels Bugges Brystbillede i Vestibulen. Dog, Correspondentsen blev opdaget, men Postføreren iffe; thi han lob mellem Hald og Wium naar alle Andre sov. En Dag ankommer en historisk og antiqvarisk Lærd fra Kjøbenhavn, eftersom han havde faaet at høre om de omtalte Billeder. Kammerherren selv viser ham det. Den Fremmede seer efter et muligt Malermærke; og da han intet finder paa den rette Side, vender han Billedet om, og hvad finder man der, uden en lille trekantet Billet, der slet ikke saae antik ud. Kammerherren stak den til sig i Taushed. Da den Fremmede var borte, aabnede Herren Brevet, og fik deraf fuldt Lys i Sagen - Datterens Hjertesorg. Kudsken fik strax efter Befaling at spænde for Chaisen, og Frøkenen at gjøre sig færdig til en Rejse, og snart trak de fire Svedfurer det høje Herskab til Aunsbjerg, det var et Slags galant Fængsel, hvori Frøkenen blev bragt; Herren og Fruen hendes Faster vare Arrestforvarere. Ja de havde tidsnok: inden Fangen kom vel af Vognen, fik Løberen Anviisning paa det nye Posthuus, som hun paa Didrejsen allerede havde oprettet i Munden paa en af de Vildmænd, der stode som Skildvagter ovenfor Indgangstrappen. Baronen arriverede endnu samme Dag. Det gik saa meget fjerligt til: hun baade kyssede og klappede ham; og Ingen skulde troe andet, end at hun var forelsket til op over begge Ører. Det var hun ogsaa, men ikke i den ftakkels Baron. Paa et Kammer i anden Etage blev Fangen indqvarteret, og Tjenerne skiftedes til at holde Vagt i Gangen, der førte til Slottets eneste Ud- og Indgang. " En Morgen, som Herren og Fruen og min Lidenhed sade ved Theebordet, fommer den ene Tjener ind med et Lommetørklæde, som han havde funde tunder Frøkenens Vindue. Bring hende det op!" sagde Herren. Men Fruen, som havde en finere Næfe, tog Tørklædet fra ham, og efterfaae det i alle Hjørnerne, medens hun lod Tjeneren gaae ud. "Eja!" raabte hun saa, det er ikke Lottes Tørklæde see her staaer et B. Jeg vil væde paa, at denne Monsieur B. har været hos hende i Nat. Du selv ud, min Hjerte! og fee vel til baade i Haven og paa Muren, om der ikke skulde være andre Kjendetegn paa et hemmeligt Stevnemøde." Gaae „Det vil jeg, fandt for Herren! ogsaa," fvarede han, og gif. Undersøgelserne lode ham opdage: at langs hen med Muren var Duggen aftraadt, og Græsset nedtraadt: at i en Gang, som førte til den nordre Stakitport, var í Sandet synlige Trad frem og tilbage; samt at udenfor Porten havde staaet en Hest bunden, der havde trampet og skrabet. "Jeg vil, fandt for Herren!" han sin Beretning " saaledes sluttede hellere vogte hundrede Gedder, end een ung Pige, naar hun faaer Nykker. Synes Du fom jeg, Mama! saa ville vi stikke hende tilbage, og det i denne velsignede Dag. Saa faaer din Brøder selv passe paa hende det bedste han veed og kan." "Ja, min Hjerte! lad os det!" sagde hun. "Men" lagde hun til "er det ikke det Sikkerste, at vi følge selv med; for sende vi hende allene bort, hvem veed saa, hvad hun kunde hitte paa? Og Kudsken og Tjes neren funne vi ikke forlade os paa." "Du har Ret, Mama!" svarede han. Det slemmeste er: hvordan vi skulle faae hende herfra paa en god Maade; for Magten vil jeg paa ingen Maade bruge. Det var den Gang, jeg paatog mig at være Vildtvogter, men det skal fandt for Herren, blive sidste Gang!" „Lad Steen gaae op til hende!" siger Fruen, og spørge: om hun har Lyst at gjøre en Tuur med til Hald.“ Jeg gik; og fee! hun havde strar Lyft, og kom heel paaflædt ned, endnu førend de Gamle vare blevne færdige. Der blev slet ikke talt noget om den formeentlige Fenstren, og vi rullede af alle fire. Midtvejs omtrent mellem Aunsbjerg og Hald ligger en lille Bye, hvis Navn jeg ikke er for at tilkjendegive. I Byen boede en Præst, hvis Hauge rakte lige ud til den Vej, vi havde at kjøre. Som vi kom hen ders imod, see vi Præstens Gartner - som ellers var en ret beleven Manden Kjobenhavner han plukker Blomster, og binder dem sammen i Smaakoste. Da vi næsten ere komne lige ud for ham, lader det til, som blev han os nu først vaer. Han hilser, nærmer sig hurtigt, og springer over Diget til Vognen, idet han beder Kudsken holde. Maae jeg ha' den Wre" raaber han, at offerere Herskabet nogle af mine Levkøjer! Jeg troer neppe der findes faa fuldkomne andensteds i Jylland." takkede, og modtog de blomstrende Foræringer. De kommer til Staden, lagde han til, hvor De maafkee bliver inat, var det godt, om Bouquetterne bleve løfte, og Blomsterne enkeltviis nedsatte i vaadt Sand: " Man ,,Naar |