jeg langt fraværende, og veed ikke hvor dette Statol blev - Men skulde det være Tilfældet, og Nogen, som læser Højstærede Læsere og Læserinder! harmes ikke paa -- - Jeg stod mange Gange i mine unge Drengeaar paa - - Jeg sørgede ogsaa, men der var ikke Græmmelse, *) See "Fem Noveller og to jydske Sange" af St. St. Blicher Eneste Barn. Da jeg i Aaret 1815 var i Kjøbenhavn, befandt jeg mig en Dag hos hiin Ven, hvem jeg i min Fortælling "Eva" har omtalt. Der ringes, der aabnes, og med en dyb, men skoleret Neien, indtræder et, efter Udseende, lidt meer end midaldrende Fruentimmer. Hendes hele Dragt mindede om den Talemaade: at slide Silke af Armod." Hatten havde Huller og Kjolen ligesaa, hvorvel de vare smaa, og skjødesløst sammenræmpede. Paa venstre Haands næstmindste Finger faaes en simpel Ring, der snarere kunde være Messing end Guld. I den højre Haand holdt hun en Parasol, der vist længe havde overlevet fine stjønne Dage, ligesom Bærerinden, hvis lange, magre og blege Ansigt passede godt til hele Dragten. Naar man fommer i Berørelse med en Bekjendt, ville Dine instinctmæssigt søge Øjne. Men af hendes var ej engang den underste Halvdeel at fee; de ubevægede Øjenlaage lukkede for Sjælens Vinduer - jeg mener Stenene, disse trinde Glughuller. Hun havde været temmelig høj, men var nu sunken lidt; hun var rundrygget. Naar hun talte, rettede hun sig vel, men sank derpaa atter sammen. Hun tiggede; man hørte det var schematist, lært udenad. En endnu ikke aldeles neddæmpet Hoffærdighed røbede sig baade i Tale og Legemsstilling. Jeg har vistnok ikke den ære at fjende Dem personlig, min Herre!" sagde hun, „og De kjender vist heller ikke mig; men De E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV. 16 " et fan troe mig; jeg har feet bedre Dage, end disse" svagt Skuldertræk bekræftede det. — „Man har sagt mig: De var en ædeltænkende Mand, og saa fordrister jeg mig at anmode Dem om en Understøttelse efter eget Be Han tog et Par Skridt hen mod Skriverpulten, men vendte sig pludselig om imod hende med det Spørgsmaal: „Deres Navn, Madam?" Mit Navn? Hun skuddrede, bøjede Hovedet, og trak Laagene heelt ned over Djnene medens hun svarede langsomt, og i en Spegelsetone: - det har jeg for lang Tid fiden tabt - og nu har jeg næsten glemt det ligesom den øvrige Verden mig. " Jeg har vel faaet et andet, men det tilhører en talrig Familie det hedder: Sorgognod." Her torte hun fine tørre Dine. Smith gav hende, uden videre Examination, nogle Sedler. Hun nejede, rettede sig igjen, og gik. Jeg havde under dette Optrin, med selsomme Fø lelser, betragtet den fornemme Tiggerske. Det kom mig grandgivelig for, at jeg skulde kjende eller have kjendt -dette Ansigt, denne Stemme. Men for disse dunkle og svage Mindelser fandt jeg hverken Tid eller Sted. Hun var mig i vaagen Tilstand som et Drømmebillede: man synes at skulle kjende Phantasiens Skabninger; men naar man troer at fastholde dem, forvandles eller for: svinde de. "Hm! " det var mærkeligt" sagde Smith Du saae hun vilde ikke være fit Navn bekjendt saa vist paa hende veed Du noget?" „Hm!“ svarede jeg, "seet hende før har jeg; men det er mig iffe muligt at komme paa: hvor eller naar — mon hun gik ud?” "Der seer jeg hende ude paa Gaden“ sagde han, "hun gaaer nedad til Frue Kirke. Vil Du ha' Noget at vide af hende, faa maae Du skruppe Dig." Det gjorde jeg, indhentede, men fulgte hende i en liden Frastand. Da hun drejede om hjørnet af Bispegaarden, tog hun, bestandig gaaende, et Stykke Papiir op af Lommen, saae afverlende paa dette og paa Huusnummerne. Noget forbi Chrystalgaden standsede hun et Par Secunder, og drejede derpaa ind ad en Port. Jeg blev ved at holde den gamle Sejlers Kjølvand Medens hun ringede, gif jeg en Trappe højere op, og skottede gjennem Rækværkets Træmmer. Døren dernede gik op. En Tjenestepige traadte i den, og sagde spodsk: " opad til anden Sal. Naa! det er hende igjen; hun besøger os tidt, men mit Herskab har befalet mig at sige hende, at det ikke kan nytte, hun kommer her før paa Løverdag otte Dage den første i Maaneden, hun veed — Adieu!" Dermed lukkede hun Døren efter sig, og smækkede Skaadden rapt for. Den Udelukkede stødte Parasollen mod Gulvet, stivede Ryggen, slog Dinene heelt op, stod saaledes nogle Secunder, som Een der eftertænker noget Vigtigt, og gik eller trippede raskt ned ad Trapperne. Jeg fulgte efter. Hun tog Vejen tilbage ad Nørregade, om ad Chrystalgaden, og ind i Peter-Hvitfeldsstræde, hvor hun gik op i et meget uanseeligt Huus. Jeg ansaae det for hendes Bopæl, som det ogsaa var. I Kjelderen boede en Spekhøker, hvem jeg antog for Husets Ejer, eller dog, ifølge hans Næringsvej, som den, der maatte vide Besked om de Jboende. Han var ikke tilstede; men et Fruentimmer, som paa min Forespørgsel bejaede at være hans Kone. Jeg kjøbte noget, og spurgte: om saadan og saadan Een boede her? og hvem hun var? „Ja vel logerer hun her" lød Svaret; "men hvad hun hedder, kan jeg ikke huske; min Mand veed det, for. han er fra samme Egn derovre i Jylland. Saameget fjender jeg til det: at han er fød paa det samme Gods som hendes Fader ejede, og han var ellers Kammerherre, eller saadan noget, og en riig Mand, og hun var eneste Barn; men hun skal ha' baaret sig snavs ad, giftet fig mod Faderens Villie, løbet fra sin Mand, og taget fremmede Guder som man siger. Og nu er det Jur med hende: hun staaer altid skreven hernede, og Huuslejen kommer aldrig før bagefter; og det er endda knap nok, men min Mand seer lidt igjennem Fingre med hende for Landsmandsskabets Skyld der er han selv! nu kan han give Dem bedre Forklaring." "Hvorover? spurgte han. "Den Herre" sagde Konen, idet hun gik bort, „vilde vide, hvad hun hedder, der boer heroppe paa tredie Sal til Venstre." Han saae stivt paa mig, og spurgte: „Med Forlov, hvem er De?" Det sagde jeg ham, saavelsom hvor jeg var født. Han blev herved meget mild, slog med den flade Haand paa Disken, og gav mig de forlangte Oplysninger, hvilke jeg, tilligemed Tiggerskens Ungdomshistorie, den jeg kjendte langt bedre end Høkeren, fortalte Smith, omtrent som den nu herefter findes. Fra den første Tid af, at min Hukommelse staaer mig bi, mindes jeg godt Frøken S..... og tyktes uagtet jeg var en Vildkat, naar jeg kom paa min egen |