Billeder på siden
PDF
ePub

jeg langt fraværende, og veed ikke hvor dette Statol blev
af; ligesaalidt, om det er til endnu.

-

Men skulde det være Tilfældet, og Nogen, som læser
disse Blade, er vidende herom, da kunde der skee mig
og maaskee Flere - en Tjeneste ved Underretning herom;
thi jeg nærer den Overbeviisning: at de nævnte Breve
dog maae findes i dette Bohave, og ville rimeligviis give
Oplysning om Guillaume de Martonnieres tid-
ligere Liv og Hændelser, og vise os, hvorledes denne
franske Adelsmand er kommen til at ende fine Dage som
simpel Skytte hos en jydsk Herremand. *)

Højstærede Læsere og Læserinder! harmes ikke paa
mig, fordi denne lille Historie, der vel neppe kan anslaaes
højere end til en stor Anecdot, er saa stykkeviis, dunkel og
førgelig. Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? er
iffe al vor Viisdom dunkel? og største Delen af vor Er-
faring ja lad det kun staae her førgelig?

--

-

Jeg stod mange Gange i mine unge Drengeaar paa
Vium Kirkegaard, der hvor Mette havde siddet og feet
paa Mandens og Barnets Grave. Jeg har siddet der,
naar Solen skred ned i Nordvest bag Lyshøj, og hørt
paa Rørdrummens Sørgesang histnedé i Bastrup Sogn.

-

-

Jeg sørgede ogsaa, men der var ikke Græmmelse,
mindre Tvivl eller Frygt i min Sorg. Der var Noget
der var meget, som lignede Glæde, som var Glæde.
Dyret sørger iffe, undtagen maaskee i menneskeligt Sam-
kvem Sorg er Menneskets Forrettighed.

[ocr errors]

*) See "Fem Noveller og to jydske Sange" af St. St. Blicher
1844, D. 17-32, hvor Brevene meddeles.

Eneste Barn.

Da jeg i Aaret 1815 var i Kjøbenhavn, befandt jeg mig en Dag hos hiin Ven, hvem jeg i min Fortælling "Eva" har omtalt. Der ringes, der aabnes, og med en dyb, men skoleret Neien, indtræder et, efter Udseende, lidt meer end midaldrende Fruentimmer. Hendes hele Dragt mindede om den Talemaade: at slide Silke af Armod." Hatten havde Huller og Kjolen ligesaa, hvorvel de vare smaa, og skjødesløst sammenræmpede. Paa venstre Haands næstmindste Finger faaes en simpel Ring, der snarere kunde være Messing end Guld. I den højre Haand holdt hun en Parasol, der vist længe havde overlevet fine stjønne Dage, ligesom Bærerinden, hvis lange, magre og blege Ansigt passede godt til hele Dragten.

Naar man fommer i Berørelse med en Bekjendt, ville Dine instinctmæssigt søge Øjne. Men af hendes var ej engang den underste Halvdeel at fee; de ubevægede Øjenlaage lukkede for Sjælens Vinduer - jeg mener Stenene, disse trinde Glughuller. Hun havde været temmelig høj, men var nu sunken lidt; hun var rundrygget. Naar hun talte, rettede hun sig vel, men sank derpaa atter sammen. Hun tiggede; man hørte det var schematist, lært udenad. En endnu ikke aldeles neddæmpet Hoffærdighed røbede sig baade i Tale og Legemsstilling. Jeg har vistnok ikke den ære at fjende Dem personlig, min Herre!" sagde hun, „og De kjender vist heller ikke mig; men De

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

16

"

et

fan troe mig; jeg har feet bedre Dage, end disse" svagt Skuldertræk bekræftede det. — „Man har sagt mig: De var en ædeltænkende Mand, og saa fordrister jeg mig at anmode Dem om en Understøttelse

[ocr errors][merged small]

efter eget Be

Han tog et Par Skridt hen mod Skriverpulten, men vendte sig pludselig om imod hende med det Spørgsmaal: „Deres Navn, Madam?"

Mit Navn?

Hun skuddrede, bøjede Hovedet, og trak Laagene heelt ned over Djnene medens hun svarede langsomt, og i en Spegelsetone: - det har jeg for lang Tid fiden tabt - og nu har jeg næsten glemt det ligesom den øvrige Verden mig.

"

[ocr errors]

Jeg har vel faaet et andet, men det tilhører en talrig Familie det hedder: Sorgognod." Her torte hun fine tørre Dine. Smith gav hende, uden videre Examination, nogle Sedler. Hun nejede, rettede sig igjen, og gik.

[ocr errors]

Jeg havde under dette Optrin, med selsomme Fø lelser, betragtet den fornemme Tiggerske. Det kom mig grandgivelig for, at jeg skulde kjende eller have kjendt -dette Ansigt, denne Stemme. Men for disse dunkle og svage Mindelser fandt jeg hverken Tid eller Sted. Hun var mig i vaagen Tilstand som et Drømmebillede: man synes at skulle kjende Phantasiens Skabninger; men naar man troer at fastholde dem, forvandles eller for: svinde de. "Hm!

"

det var mærkeligt"

[ocr errors]
[ocr errors]

sagde Smith

[ocr errors]

Du saae

hun vilde ikke være fit Navn bekjendt

saa vist paa hende veed Du noget?"

„Hm!“ svarede jeg, "seet hende før har jeg; men det er mig iffe muligt at komme paa: hvor eller naar — mon hun gik ud?”

"Der seer jeg hende ude paa Gaden“ sagde han, "hun gaaer nedad til Frue Kirke. Vil Du ha' Noget at vide af hende, faa maae Du skruppe Dig."

Det gjorde jeg, indhentede, men fulgte hende i en liden Frastand.

Da hun drejede om hjørnet af Bispegaarden, tog hun, bestandig gaaende, et Stykke Papiir op af Lommen, saae afverlende paa dette og paa Huusnummerne. Noget forbi Chrystalgaden standsede hun et Par Secunder, og drejede derpaa ind ad en Port. Jeg blev ved at holde den gamle Sejlers Kjølvand Medens hun ringede, gif jeg en Trappe højere op, og skottede gjennem Rækværkets Træmmer. Døren dernede gik op. En Tjenestepige traadte i den, og sagde spodsk:

"

[ocr errors]
[ocr errors]

opad til anden Sal.

[ocr errors]

Naa! det er hende igjen; hun besøger os tidt, men mit Herskab har befalet mig at sige hende, at det ikke kan nytte, hun kommer her før paa Løverdag otte Dage den første i Maaneden, hun veed — Adieu!" Dermed lukkede hun Døren efter sig, og smækkede Skaadden rapt for. Den Udelukkede stødte Parasollen mod Gulvet, stivede Ryggen, slog Dinene heelt op, stod saaledes nogle Secunder, som Een der eftertænker noget Vigtigt, og gik

eller trippede raskt ned ad Trapperne. Jeg fulgte efter. Hun tog Vejen tilbage ad Nørregade, om ad Chrystalgaden, og ind i Peter-Hvitfeldsstræde, hvor hun gik op i et meget uanseeligt Huus. Jeg ansaae det for hendes Bopæl, som det ogsaa var.

I Kjelderen boede en Spekhøker, hvem jeg antog for Husets Ejer, eller dog, ifølge hans Næringsvej, som den, der maatte vide Besked om de Jboende.

[ocr errors]

Han var ikke tilstede; men et Fruentimmer, som paa min Forespørgsel

bejaede at være hans Kone. Jeg kjøbte noget, og spurgte: om saadan og saadan Een boede her? og hvem hun var?

„Ja vel logerer hun her" lød Svaret; "men hvad hun hedder, kan jeg ikke huske; min Mand veed det, for. han er fra samme Egn derovre i Jylland. Saameget fjender jeg til det: at han er fød paa det samme Gods som hendes Fader ejede, og han var ellers Kammerherre, eller saadan noget, og en riig Mand, og hun var eneste Barn; men hun skal ha' baaret sig snavs ad, giftet fig mod Faderens Villie, løbet fra sin Mand, og taget fremmede Guder som man siger. Og nu er det Jur med hende: hun staaer altid skreven hernede, og Huuslejen kommer aldrig før bagefter; og det er endda knap nok, men min Mand seer lidt igjennem Fingre med hende for Landsmandsskabets Skyld der er han selv! nu kan han give Dem bedre Forklaring."

"Hvorover? spurgte han.

"Den Herre" sagde Konen, idet hun gik bort, „vilde vide, hvad hun hedder, der boer heroppe paa tredie Sal til Venstre."

Han saae stivt paa mig, og spurgte: „Med Forlov, hvem er De?" Det sagde jeg ham, saavelsom hvor jeg var født. Han blev herved meget mild, slog med den flade Haand paa Disken, og gav mig de forlangte Oplysninger, hvilke jeg, tilligemed Tiggerskens Ungdomshistorie, den jeg kjendte langt bedre end Høkeren, fortalte Smith, omtrent som den nu herefter findes.

Fra den første Tid af, at min Hukommelse staaer mig bi, mindes jeg godt Frøken S..... og tyktes uagtet jeg var en Vildkat, naar jeg kom paa min egen

« ForrigeFortsæt »