Billeder på siden
PDF
ePub

jeg langt fraværende, og veed iffe hvor dette Statol blev
af; ligesaalidt, om det er til endnu.

Men ffulde det være Tilfældet, og Nogen, som læser
disse Blade, er vidende berom, da kunde der ffee mig
og maafter Flere – en Tjeneste ved Underretning herom;
thi jeg nærer den Overbeviisning: at de nævnte Breve
dog maae findes i dette Bohave, og ville rimeligviis give
Oplysning om Guillaume de Martonnieres tids
ligere Liv og Hændelser, og vise os, hvorledes denne
franfte Adelsmand er kommen til at ende fine Dage fom
simpel Skytte hos en jydst Herremand. *)

Hojstærede læsere og læserinder! harmes iffe paa
mig, fordi denne lille Historie, der vel neppe kan anslaaes
bøjere end til en stor Anecdot, er faa ftyffeviis, dunkel og
førgelig. Er iffe al vor Kundskab berneden styffeviis? er
iffe al vor Viisdom bunfel? og største Delen af vor Ers
faring — ja lad det kun ftaae her - forgelig?

Jeg stod mange Gange i mine unge Drengeaar paa
Vium Kirkegaard, der hvor Mette havde siddet og seet
paa Mandens og Barnets Grave. Jeg har siddet der,
naar Solen ftred ned i Nordvest bag Lyshøj, og bort
paa Rørbrummens Sorgefang bistnede i Bastrup Sogn.

Jeg sørgede ogsaa, men der var iffe Græmmelse,
mindre Tvivl eller Frygt i min Sorg. Der var Noget
der var Meget, som lignede Glæde, som var Glæde.
Dyret sørger iffe, undtagen maaffee i mennesteligt Sam:
Evem Sorg er Menneskets Forrettighed.

[ocr errors]

*) See "Fem Noveller og iydste Sangen af St. St. Blicher

1844, D. 17–32, hvor Brevene meddeles.

Conefte Barn.

Da jeg i Aaret 1815 var i Kjøbenhavn, befandt jeg mig en Dag hos Hiin Ven, hvem jeg i min Fortælling „ Ev au bar omtalt. - Der ringes, der aabned, og med en dyb, men stoleret Neien, indtræder et, efter udseende, lidt meer end midaldrende Fruentimmer. Hendes hele Dragt mindede om den Talemaade: „at slide Silke af Armod.“ Hatten havde huller og Kjolen ligesaa, hvorvel de vare smaa, og stjødesløst sammenræmpede. Paa vens stre Haands næstmindste Finger faaed en simpel Ring, der snarere funde være Messing end Guld. I den højre Haand boldt hun en Parasol, der vist længe havde overlevet fine stjønne Dage, ligesom Bærerinden, hvis lange, magre og blege Ansigt passede godt til hele Dragten.

Naar man kommer i Berørelse med en Betjendt, ville Dine instinctmæssigt søge Dine. Men af hendes var ej engang den underste Halvdeel at fee; de ubevægede Dienlaage luffede for Sjælens Vinduer - jeg mener Stenene, disse trinde Glughuler. Hun havde været temmelig boj, men var nu sunken lidt; hun var rundrygget. Naar bun talte, rettede hun fig vel, men fant derpaa atter sam

Hun tiggede; man hørte det var fchematist, lært udenad. En endnu iffe aldeles neddæmpet Hoffærdighed robede sig baade i Tale og legemsstilling. Jeg har vistnok iffe den Ere at fjende Dem personlig, min Herre!" sagde hun, og De fjender vist heller iffe mig; men De S. S. Blicher. Gamle og noc Noveller. IV.

16

men.

fan troe mig; jeg har feet bedre Dage, end disse. - et svagt Skuldertræk bekræftede det. – „Man har sagt mig: De var en ædeltænkende Mand, og faa fordrister jeg mig at anmode Dem om en Understøttelse efter eget Be bag til Huudleje.

Han tog et Par Stridt hen mod Skriverpulten, men vendte sig pludselig om imod hende med det Spørgsmaal: „Deres Navn, Madam?..

Hun ffudbrede, bejede Hovedet, og traf Laagene heelt ned over Zinene - medens hun svarede langsomt, og i en Spøgelsetone: Mit Navn? - det har jeg for lang Tid siden tabt og nu har jeg næsten glemt det ligesom den øvrige Verden mig. Jeg har vel faaet et andet, men det tilhører en talrig Familie - det hedder: Sorgognød.“ – Her tørte bun sine tørre Djne.

Smith gav hende, uden videre Eramination, nogle Sedler. Hun nejede, rettede sig igjen, og gif.

Jeg havde under dette Optrin, med felsomme fø: lelser, betragtet den fornemme Tiggerffe. Det fom mig grandgivelig for, at jeg skulde fjende - eller have fjendt

- dette Ansigt, denne Stemme. Men for disse dunkle og svage Mindelser fandt jeg hverfen Tid eller Sted. Hun var mig i vaagen Tilstand som et Drømmebillede: man synes at skulle fjende Phantasiens Stabninger; men naar man troer at fastholde dem, forvandlet eller for: svinde de.

det var mærkeligt sagde Smith ,, hun vilde iffe være fit Navn bekjendt faa vist paa bende - veed Du noget ?..

„Sm!“ svarede jeg, .feet hende før har jeg; men det er mig ikke muligt at komme paa: hvor eller naar – mon hun gik ud ?"

Hm!

Du faae

„Der seer jeg hende ude paa Gaden“ sagde han, whun gaaer nebab til Frue Kirfe. Vil Du ba' Noget at vide af bende, faa maae Du ffruppe Dig.“

Det gjorde jeg, indhentede, men fulgte hende i en liden Frastand.

Da hun drejede om Hjørnet af Bispegaarden, tog bun, beftandig gaaende, et Styffe Papiir op af lommen, saae afverlende paa dette og paa Huusnummerne. Noget forbi Chrystalgaden standsede hun et Par Secunder, og drejede derpaa ind ad en Port. Jeg blev ved at holde den gamle Sejlers Kjolvand opad til anden Sal. Medens hun ringede, gik jeg en Trappe bøjere op, og stottede gjennem Rækværkets Træmmer. Døren dernede git op. En Tjenestepige traadte i den, og sagde spodsk: „Naa! det er hende igien; hun besøger os tidt, men mit Herstab har befalet mig at sige hende, at det iffe fan nytte, hun fommer her før paa Loverdag otte Dage den første i Maaneden, hun veed - Adieu!" Dermed lukkede hun Døren efter sig, og smækkede Sfaadden rapt for. Den udeluffede stødte Parasollen mod Gulvet, ftipede Ryggen, flog Dinene beelt op, stod saaledes nogle Secunder, som Een der eftertænker noget vigtigt, og git

eller trippede raskt ned ad Trapperne. Jeg fulgte efter. Hun tog Vejen tilbage ad Nørregade, om ad Chrys stalgaden, og ind i Peters Hvitfeldsstræde, hvor hun gik op i et meget uanseeligt Huus. Jeg ansaae det for hendes Bopæl, som det ogsaa var.

Kjelderen boede en Spelhofer, hvem jeg antog for Husets Ejer, eller dog, ifølge hans Næringsvej, som den, der maatte vibe Beffed om de Iboende. Han var iffe tilstede; men et Fruentimmer, som paa min Forespørgsel

bejaede at være hans Kone. Jeg fjebte noget, og spurgte: om saadan og faadan Een boede her? og hvem hun var ?

Ja vel logerer hun her" løb Svaret; men hvad bun Hedber, fan jeg itte buste; min Mand deed det, for han er fra samme Egn derovre i Jylland. Saameget fjender jeg til det: at han er fød paa det samme Gods som hendes Fader ejede, og han var ellers Kammerherre, eller saadan noget, og en riig Mand, og hun var eneste Barn; men hun skal ha' baaret Fig snavs ad, giftet fig mob Faderens Billie, løbet fra fin Mand, og taget frems mede Guder – som man siger. Dg nu er det fur med hende: hun staaer altid streven hernede, og Huuslejen fommer aldrig for bagefter; og det er endda fnap nok, men min Mand feer lidt igjennem fingre med hende for lands: mandsskabets Skyld - der er han selv! nu kan han give Dem bedre Forklaring.“

Hvorover? spurgte han.

, Den Herren fagde Konen, idet hun git bort, vilde vide, hvad hun hedder, der boer heroppe paa tredie Sal til venstre.“

Han faae stivt paa mig, og spurgte: Med Forlov, hvem er De?" Det sagde jeg bam, saavelsom hvor jeg var født. Han blev herved meget mild, slog med den flade Haand paa Diffen, og gav mig de forlangte Dplysninger, hvilke jeg, tilligemed Tiggerstens Ungdoms: biftorie, den jeg fiendte langt bedre end Hokeren, fortalte Smith, omtrent som den nu herefter findes.

Fra den første Tid af, at min Hukommelse ftaaer mig bi, mindes jeg godt Frofen S..... og tyktes uagtet jeg var en Vildfat, naar jeg kom paa min egen

« ForrigeFortsæt »