Jeg gjorde det, han badede Djnene, og tog atter ved: „Du husker jo, da han i Them Kroe forbløffede denne Morder og Misdæder, og tvang ham ved sin glubske Adfærd til Bekjendelse?"

Men Du veed vist ikke, at dette Skarn var Kjereste

med Mette

hende Guillaume tog tilægte, og at

han var Fader til det Barn hun fit?

„Nej!" raabte jeg forskrækket.

„Hm!" vedblev han, „var Du ikke paa Gaarden den Dag, da hendes Svangerskab blev opdaget af min falig Kone, og han var inde med mig Cabinettet der ved Storstuedøren?"

„Da var det, han gjorde Rede for sig, og gav mig god og klar Beskeed, som jeg nu vil fortælle Dig. Da der blev holdt Forhør over Morderen, maatte Vilhelm flere Gange derud, for at confronteres med ham. I det sidste, før Dommen skulde fældes, formanede Hers redsfogden ham til at bekjende, om, og hvad han ellers kunde have paa Samvittigheden. Da brast han første Gang i Graad, og kunde en Stund ikke komme tilorde, saa heftigt bevæget var han. Fogden befalede nu sin Skriver at dyppe Pennen; men Synderen sagde: "Hvad jeg har at bekjende, er Noget, som kun den barmhjertige Gud kan straffe mig for, og derfor kan det ikke nytte at skrive Noget derom. Jeg vilde ogsaa bede: om jeg maatte være ene med Herredsfogden og denne Mand " det var Vilhelm - for ellers kan jeg ikke sige det mindste." — Fogden føjede ham i hans Begjæring. Og aabenbarede han da: at hans rette Kjereste, og den han vilde havt tilægte, hvis Djævelen ikke havde besnæret ham, var

--

Mette Kjeldsdatter vores daværende Stuepige. Han havde nemlig tjent her, i Forpagter Hansens Tid, og saa var han bleven gode Venner med hende. Nu var det første Pintsedag, og de havde Lystighed herinde i Hestehaven, som de har hvert Aar, og der skete det da, at hun lod sig forføre til Utugt -at! min fjære Søn! Synden, mærk Dig det! den er Menneskenes Fordærvelfe. Nu havde de nok ogsaa faaet hverandre, for han havde rigtig Godhed for hende, og begges Forældre vare velhavende; men saa skete det, at han kom noget efter til et Bryllup i hans Hjemegn, og faa forsaae han sig ogsaa med den Anden, som han siden myrdede, for at faae Mette.

„Nu beder og besværger jeg Dig"

han til Slutning til Vilhelm ger mig paa Retterstedet

--

faaledes sagde

Du er den, som brin

men det klager jeg ikke over

det taffer jeg Dig for men jeg beder Dig for Jesu Skyld, at Du vil gjøre, hvad der staaer i din Magt, for at trøste Mette, og lindre hendes store Nød og Elendighed! og saa aldrig aabenbare for noget Menneske, at hun er besovet af en saa grov Misdæder, undtagen alleneste for Aunsbjergmanden, hvis Du troer, at det kan være til hendes Gavn."

"Jeg blev jo heftig forskrækket over at høre det"
og spurgte ham, hvad han da
Han strøg sig med Haanden over

foer min Gamle fort egentlig havde isinde. Panden, og sagde:

-

www

"Jeg har berøvet Pigen hendes

Kjereste hvorvel det kan jeg aldrig angre - men hun er uskyldig i hans Brode, og jeg er skyldig at gjengive hende, hvad jeg formaaer. Desuden" her blev hans Ansigt saa skummelt, som jeg aldrig før eller siden saae "desuden“ men her foer der som en Gysen

det
over ham

han gif hurtig hen til Vinduet, som for

at trække Luft, vendte sig derpaa rask om, og sagde: "er Etatsraaden tilfreds med min Bestemmelse?"

"Jeg ikke allene bejaede dette Spørgsmaal, men forfikkrede, at jeg agtede ham desmere for det. Og saaledes kom da dette kortvarige og glædeløse ægteskab istand.

"Jeg glemmer ikke, saalænge jeg lever, den Morgen, da han kom af med Livet. Inden han reed forlangte han at ville tale med mig. Og saa siger han, ganske rolig og philofophist som om Talen kunde være om Vind og Vejr - Hr. Etatsraad Steensen!" siger han han plejede ellers ikke at lægge Navnet til „dersom der idag eller en anden Dag skulde tilstøde mig Noget, og jeg ikke skulde tale mere med Dem, faa vil jeg bede Dem, for den Godheds Skyld, De altid har udviist imod mig: at De vil opfylde den Begjæring, som jeg har stilet til Dem, og som findes først i min Portefeuille. Den ligger i mellemste Skuffe tilhøjre i mit Skatol, og her er NøgIen!" "Jeg blev lidt sær ved denne her Tiltale - for Du tvivler vel ikke paa, min Søn! at der er Ahnelser til og denne var desværre! som Du veed, ifte af de falske. Naa, jeg tog mod Nøglen, og sagde ham Terrais net, hvor jeg denne Gang vilde have Urhønsene skudte. Han reed

"

Her maatte den Gamle atter tage sin Tilflugt til Blyvandet, og det varede nu noget længer, inden det vilde hjælpe. Endelig tog han paany ved:

„Jeg fattede strar Mistanke om, at han var taget voldelig afdage, og ligesaa om Gjerningsmanden, som i faa Fald ikke kunde være nogen Anden end Broderen til den anden Morder. Og det ikke saameget fordi Vilhelm havde robet denne, som for det, at han en Tid iforvejen havde attraperet Knægten paa Krybeskytterie, og

-

taget Geværet fra ham. Thi jeg har glemt at sige Dig: denne Skjelm havde faaet et Huus derude, som laae mes get bekvemt for saadan Haandtering; og han var fra en Egn - derude ved Silkeborg, Them og Mattrup, hvor Vildttyveriet ret gik i Svang og gaaer endnu, kan jeg troe. Jeg formodede nu: at Vilhelm, da han reed fra thi hans Vej gik langt uden om den gamle har faaet Dje paa Krybeskytten derhenne for der var et godt Sted at lure paa Kronvildtet, naar det trak hen for at vande i Aaresvad at han har sat efter ham, og at Skurken saa, da han ikke kunde undløbe, har skudt, og truffet Hesten. - Men havde man endogsaa fundet Kuglen derinde i det halvraadne Creatur, hvis var den saa?"

Haverdal
Plantage

Jeg græd, efter saa mange Aars Forløb, paany for min kjere stakkels Vilhelm; og da min Gamle faae det, maatte han atter gribe til Øjenvandet.

"Men" begyndte han igjen, da hans Liig var bleven lagt paa Straae, kom jeg først i Tanker om Nøglen, han havde flyet mig, og aabnede hans Skatol fee der! tag nu min Nøgle, og gaae ind i Kammeret her, og aabne min Skriverpult! i nederste Skuffe midtfor ligger et sammenlagt Papir, ombunden med en sort Silkelidse

mig det!"

Jeg hentede det.

bring

"Dersom det skulde være Forsynets Villie, at jeg "skal døe en uventet og brad Død, forinden jeg altsaa har "funnet tage nogen Bestemmelse med mine efterladte Sa

"ger, da beber jeg Hr. Etatsraad St. de Steensen, om han vilde forfare med dem eftersom herved følger: „Mine faa Bøger beder jeg ham selv beholde til Erin"dring om mig; mine Klæder, Jagtredskaber, og hvad „ellers kan gjøres i Penge, sælges, og hvad derved ind„kommer, skal tilhøre min Kone, eller om hun skulde døe, "da den Lille, og om den ogsaa afgaaer, hendes nærmeste Paarørende; endelig findes i et hemmeligt Gjemme en ,,liden Pakke Breve, som Etatsraaden for det første ville "tage til sig, og hvad med samme videre skal foretages, ,,derom findes Oplysning i selve Pakken. For at finde "det hemmelige Rum, behoves fun at trykke med en spids "Syl."

Blæf.

Længer var intet læseligt, da det var overslaaet med

„Det gjorde Katten. sagde den Gamle, „den sprang op paa Bordet til mig, som jeg sad og læfte, og væltede Blækhuset; men forneden seer Du, at han har underskrevet fig Guillaume de Martonniere. Han har altsaa

været Adelsmand; men Skuffen kunde jeg ikke finde, hvor ofte jeg end ledte efter den."

Men har De da Skatollet?" spurgte jeg.

„Ja vel har jeg det, for jeg kjøbte det paa Auctio nen, jeg lod holde efter ham. Jeg har ikke funnet bes slutte mig til at hugge det istykker, saameget mindre, som der slet ikke er Tegn til noget hemmeligt Gjemme; thi alle Rum synes mig at være lige store, og at strække sig lige ind til Bagklædningen. Har han ejet de omtalte Documenter, maae han have havt dem et andet Sted."

Saaledes endte han, og jeg maae ligeledes ende. Da han døde, og hans Efterladenskaber bleve solgte, var