faaledes kom jeg ogsaa længer ind i Vilhelms, formedelst min saa tidlig vakte Sands for Jagten. Men jeg maae ile med min Historie; saameget mere, som jeg higer efter at have det, som nu kommer, bag ved mig. Det var en Dag i Høst, at Skytten, efter Befaling, red ud ad Alheden paa Urhønsjagt. Han kom ikke hjem om Aftenen man tænkte: han var bleven i Vium. Men næste Dag kom han heller ikke. Om Aftenen sendtes Bud derop -Konen havde ikke seet ham siden den foregaaende Morgen, da han paa Hentoget havde været en Vending" inde hos hende. Nu blev Bedstefader urolig, og befrygtede med Grund en Ulykke; tvende paalidelige Folk bleve samme Aften sendte afsted til Alheden, for at opsøge ham, og spørge efter ham i Coloniebyerne. Hen paa folgende Formiddag kom de tilbage med den Efterretning: at han to. Dage iforvejen havde været inde i Haverdal hos Kromanden, og faaet Noget til Føden for Hest og Hund og sig selv, og at han i god Tid var redet derfra hjem til Aunsbjerg. Nu satte Herren sig selv tilhest, ledsaget af Forvalteren og et Par Skovfogder. Han var mørk og ængstelig, og jeg begyndte allerede at græde for Vilhelm. Det var mig en lang Dag. Ved dens Ende kom de tilbage, med tvende Vogne efter sig: paa den første laae Vilhelms affjælede Liig, paa den anden hans døde Hest; hans Hund slentrede bagefter med ludende Hoved og slunten Mave. Der hvor Alhedens Kongeskov nu staaer, var paa hiin Tid ikke andet end Lyng. Men Anlægget begyndtes dog samme Aar, som det Nysfortalte tildrog sig. Endnu kaldes det ældste til Skovcultur indtagne Jordemon, be liggende et tusinde Alen vesten for Skovriderboligen, „den gamle Plantage." Paa hele dette Etykke var der efter Forstregler gravet fiirkantede Huller, og den opgravne Overtørv lagt ved Siden. Her var det at stakkels Vilhelm omsider fandtes, efter lang Leden i den vidtløftige, og heromkring bakkede Hede. Hønsehunden blev deres Vejviser. Da de nemlig først forgjæves havde segt hans Spor paa Colonien og hos de faa vidtadspredte Hedeboere af Vium Sogn, og siden eftersøgt Lyngdale og Tørvegrave, hørte man pludselig langt borte en Hunds ynkelige Tuden. Man red efter Lyden, der i korte Mellemrum gjentoges; og da man kom nærmere, raabte Etatsraaden: "Det er, sandt for Herren! Vagtel." Lidt nærmere, og de fik Die paa den hvide Hund, der nu rejste Næsen i Skye og hylede, og nu lagde fig ned og forsvandt i Lyngen. De ilede did der laae inde mellem Hullerne i den paabegyndte Plantage Jæger og Hest, den første lidt foran den sidstes Hoved, og Hunden ved hans Side. Sandsynligviis maatte Hesten ved uforsigtigt Ridt mellem disse Huller være styriet, og have fløjet forud og brækket Halsen. Begge vare allerede begyndte at gaae i Forraadnelse. Men Etatsraaden nærede en anden Mening: han lod ved Rettens Hjælp anstille Untersøgelser, af hvilke der dog slet Intet kom ud. Vel faaes et Hul paa Hestens Bringe, men det kunde i dens Fald en starp Steen have gjort; og desuden blev Stanken jo længer jo værre, og Ingen kunde eller vilde paatage fig Obductionen paa nogen af dem. Man maatte nu beslutte sig til at begrave Skyttens Liig. Jeg var med i Følget, da min salig Fader kaftede de tre første Spadeslag paa Kisten, og udtalte den til Forkrænkeligheden og til Forklarelsen indviende Formular; men Graven blev først fyldt og tilklappet efter flere Dages Forløb, da Etatsraaden faae, at alle hans Bestræbelser for at opdage Noget vare spildte. Hesten blev samme Dag nedgravet paa Toften, hvor den havde været henlagt, og Hunden kjere Læser! ihvo Du end er, stod Dig ikke over en gammel fattig Poets Kjællingvornhed! Lee heller ikke ad ham! saa maae Du forresten gjerne troe, at han gaaer lidt i Barndom — Hunden Vagtel, min kjereste Legekammerat paa det alvorlige Aunsbjerg, han som saa mangen Gang havde deelt mit Smerrebrød med mig, og flere end een Gang fundet og bragt mig et tabt Lommeklæde eller Handske, ja, jeg vil tilstaae det reent ud: jeg græd ogsaa over Vagtel. Om det var for Vilhelms Skyld? Meget muligt jeg veed det iffe selv. - Saalænge Skytten laae Liig, laae Hunden hos ham. Han vilde fulgt ham til Graven, men var dertil altfor udtæret. Man lukkede Porten for ham: da slæbte han sig ud i Toften, og lagde sig oven paa Hestens Hvilested. Vi satte de lækreste Spiser for ham han vendte Ho= vedet bort fra dem han fultede og sørgede sig tildøde han blev puttet ned ved Hesten Bedstefader græd ogsaa over ham. Men der var Een, som græd endnu mere end jeg Vagtel var ikke den eneste, der sørgede sig tildøde for Vilhelm. Baade mens han stod i aaben Grav, og længe efter at den havde faaet sit grønne Dække, gik Enken hver Aften derop for at sørge græde kunde hun ikke mere; hun havde ingen flere Taarer tilbage. Graven var lidt nordud fra Kirketaarnet jeg skulde finde Stedet nu ligesaa sikkert som for et halvt hundrede Aar siden - der satte hun sig med Ryggen mod Muren, og de foldede Hænder i Skjødet, og stirrede i stum Fortvivlelse paa den Tue, der skjulede hendes saa rædsomt bortrevne Ven. Hver Dag besøgte min Fader hende; men hans Trøft fandt ingen Indgang. "Min eneste Ven paa Jorden!" disse vare hendes eneste Ord. Barnet leed under Moderens Smerte. Det henteredes tre uger efter Faderens Dod blev det gjemt ved hans Side. Paa Enken gjorde dette andet Tab intet Indtryk. Hun brød sig slet ikke om det lille Liig, og skjænkede det kun et tilfældigt og følesløft Djekast. Hendes Nabokoner maatte besørge dets Jklædning og Jordefærd. Der gik neppe en Maaned, før Moderen laae ved Mandens anden Side. Ni Aar vare forløbne, og jeg paa øverste Part i Mesterlectie, da jeg i Hundedagsferierne besogte min Oldmorbroder paa Liselund, en Parcelgaard af Aunsbjerg, paa hvilken han, efter at have folgt Gods og alt det Øvrige, tilbragde sine sidste Dage. Jeg maatte gjøre Rede for min Fremgang i VidenFaberne, og meget Andet, som den spørgelystne Gamle fandt Fornøjelse i at vide. Under denne Samtale fom vi uformærkt tilbage til forrige Tider, og den ene Erindring fra mine Barndomsaar gjenfødte den anden. Saa var det ej heller fært, at jeg kom til at tænke paa disse Be= givenheder, som Læseren nu kjender. Jeg bragte dem da paa Bane, og yttrede mit Ønske om mulige Oplysninger i dette, der endnu stedse var mig faa dunkelt, ja ret egentlig skummelt. Den gamle Mand faae paa mig, og klippede med fine rødkantede Øjenlaage. „Hm!“ sagde han, „jeg veed næsten ikke, om Du kan have Godt af at vide disse Ting dog det kunde endda være. J Guds Navn! jeg vil aabenbare Dig, hvad jeg veed; brug saa selv din Forstand! og træk en god Lærdom ud af denne miserable Historie!“ Han taug endnu en Stund, hældede Hagen mod Brystet, tog fin Daase, smækkede med Fingrene tre Gange paa Siden som det sig hør og bør, naar man vil tage en Priis med Anstand - men han tog ingen; han hvilede Daasen paa Knæet, hævede sit Ansigt, saae stivt hen paa sin Livbøsse, der hang paa Væggen ligeoverfor, og sagde: „Den Flint der ja nu bruger jeg den ikke stort mere mine jne holde ikke længer med — hørt Guillaume de Martonniere - den har til de Martonniere! læg Mærke til det, min Son! Jeg byttede mig den til for en anden, der rigtignok var bedre, men ikke faldt mig saa godt og gav ham i Bytte dette Krudthorn, Du seer der, indlagt med Solv jeg kjøbte det tilbage paa hans Auction det er nu i denne Tid nitten Aar siden han kom fra min Svoger paa Hald og til mig. Jeg har aldrig havt bedre Skytte eller bedre Menneske i mit Brød." Her torte han en Taare af Djet, og sagde: Mine Dine rinde slemt i disse Dage vi faae ondt Vejr hent mig Blyvandet, min Son! inde paa Kaffelovnen!" |