Mærke til hele Samtalen, og deraf erhvervet sig den Overbevisning, at hiin var Morderen. Da han nu kom frem faa pludseligt, saa spøgelseagtigt, som en Hevnens Engel, og rystede den brødetunge Samvittighed, da opløfte fig Synderens Forhærdelse hans tiltvungne Mod var knuset, hans Frækhed tilintetgjort.

Bunden førtes han til Herredsfogden, og forklarede: at Pigen havde været frugtsommelig ved ham, at han var keed af hende, og at hendes idelige Bebrejdelser og Truśler, at ville robe ham, og derved forhindre hans tilsigtede Ægteskab med en anden Pige, havde bragt ham til at be= slutte hendes Dod. Paa et Sted i Skoven, hvor Vejen drejede af, saa hans og hendes Vogn for nogle Minutter blev skjult af Træer og Buste for de Efterkommende, fprang han af, og gav hende med Bagen af sin Buløre et dræbende Slag i Nakken, hug Hestene med Pidsken, og disse, som fornam at Ingen styrede dem, løb nu rigtig afsted over Stok og Steen.

Synderen leed sin fortjente Straf; men Vilhelm blev almindeligen anseet som Een „der kunde meer end sit Fadervor," det vil sige: for en Heremester.

Det er ej alene for at characterisere Hovedpersonen i denne min sandfærdige Fortælling*), at jeg har fortalt Mordhistorien hisset, tilligemed Opdagelsesscenen; men fordi jeg næsten troer, at den sidste staaer i Sammenhæng med et andet Dødsfald, hvorom snart vil mældes. Men nu ville vi med Skytten tilbage til Aunsbjerg.

Nogle faa Dage efter hans Hjemkomst sidder Etatsraaden i Dagligstuen og hører mig paa en Lectie, da hans Kone kommer stormende derind, ladende Døren paa viid

*) Den er det virkelig.

S. E. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

15

Væg; men da hun havde naaet Midten af Værelset, standfede hun, slog begge Armene ud, og stod der som fastnaglet, med stive Øjne og bævende Læber.

„Gud hjælpe os! Mama!" sagde han, uden at rejse sig, hvad er der paafærde?"

„Hvad hun? Mama!« spurgte han ganske rolig. "Mette er selvanden," fik hun med Møje og Forfærdelse frem.

„Saa har hun, fandt for Herren!" (det var hans eneste Eedsformular) været ved Mandfolk."

"Hun skal væk! ud af Gaarden!" raabte hun, „og tet strar! og han med!"

"

Hvad for en Han? Mama!" spurgte han.

„Skytten," svarte hun, „Skytten, min Hjerte! det ugudelige Menneske!"

--

Vilhelm

"Lille Mama!" gjenmælede han, jeg troer, fandt for Herren! Du er - jeg havde nær sagt er ligesaa fri som jeg."

„Ja det siger Du, min Hjerte!“ raabte hun, „fordí det slemme Skarn staaer saa højt hos Dig. Men han har selv tilstaaet det. Jeg har længe havt Mistanke til den Taske, at det ikke var rigtigt med hende, og saa tager jeg hende for mig nu inde i Fadeburet, og gaaer hende paa Klingen, og saa bekjender hun ogsaa; men hun vil paa ingen Maade udlægge den Sandskyldige. Men nu skal Du bare høre videre, min Hjerte! Som jeg nu klemmer paa hende af alle Kræfter, saa gaaer Fadebuurdøren op, og hvem staaer i Døren? Vilhelm, min Hjerte! og faa siger han jeg spurgte ham ikke, Tøsen iffe Heller saa siger han: laver Mette til Barsel, faa

bliver jeg Fader til Barnet. Hjerte?"

Hvad siger Du nu, min

Nu rejste Etatsraaden sig med een for mig hidtil ukjendt Heftighed, og sagde: "Jeg troer, fandt for Hers ren! at vi er' i Hundedagene - Mama! lad dem begge To komme ind!"

Hun ilede ud, han smed Bogen paa Canopeen, og. gik med hænderne paa Ryggen frem og tilbage i Stuen Nu kom Synderne, hun forgrædt og blussende han med sit sædvanlige stille og alvorlige Aasyn.

Naadigfruen stod bag ved dem med begge Næverne i Siderne; Etatsraaden foran dem med sine bestandig paa Ryggen.

-

Han faae neppe til Synderinden; men fæstede fine Dine paa Vilhelms ubevægelige Ansigt.

„Menneske!" udbrød han efter en Pause,

jeg ikke troet om ham tredsindstyve, troer jeg

det havde

en gammel Karl

fine halv

og det unge Barn

"Hr. Etatsraad!" mælede Skytten med uforstyrrelig Ligevægt, maae jeg iffe tale et Ord med Herren under fire Dine!"

Herren taug et Par Secunder, sagde derpaa: «Følg med!" gif foran ind i et Sideværelse, Vilhelm efter ham Døren blev luffet.

Ingen kunde høre, hvad de talede med hverandre derinde; thi det gik meget stille til, og Jntet blev lydeligt, undtagen engang imellem et sandt for Herren!"

Imedens denne hemmelige Forhandling varede og det troer jeg, medtog en halv Time - herskede fuldkoms men Taushed i Stuen. Mama kastede sig paa Canopeen, og faae snart paa Mette, snart paa Cabinetsdøren.

Mette stod som en Billedstøtte, og stirrede stivt ned

i Gulvet, medens Taarerne trillede ned ad hendes meer og meer blegnende Kinder.

Jeg sad paa mit eget lille Tabouret, faae i min Bog, og grundede paa, hvad der dog skulde komme ud af alt dette, der var mig ligesaa uforstaaeligt som Hieroglypherne endnu ere for de Lærde.

Da Herren igjen kom ud fra de hemmelige Forhandlinger med sin Tjener bag efter sig, vidskede han Næsen

mig tyktes ogsaa Djnene

med fit Lommeklæde.

hiins Aasyn viste sig et lysere Skjær, end forhen.

"Lille Mama!" saa talte den Første, men langsomt og afbrudt, „der bliver nu meget snart et Par af disse To Du vil vel have ham, Mette?"

Denne nejede, og bøjede sit Ansigt endnu dybere.

"Og saa skal der ikke snakkes meer om det Forbi gangne, Mama! Vilhelm! der er det Huus ved Siden af Smedens oppe i Vium det er nu fæfteledigt

det kunne I faae, og derfor kan Du ligegodt passe din Tjeneste hos mig."

Skytten bukkede, og sagde til sin Forlovede: "Tak det naadige Herskab, Mette!"

Denne fløj hulkende hen til Herren, og nejede først for ham, saa for Fruen, og vaklede derpaa ud af Stuen. Skytten gik langsomt efter; men da han var i Døren, raabte Etatsraaden til ham med livelig Røst:

"Aa! Vilhelm! tik ud i Ellerne engang! om Sneppen ikke skulde være kommen inat vi skrive den en

Skytten nikkede med et stille Smiil, og gik.

Aunsbjerg ligger i Lysgaard Herred, og hører til

Sørslev Sogn. Kirken har den historiske Mærkværdighed,

saa vil Sagnet - forsamlede sig i

samme, da den lagde Raad op om at opsige Christian den anden Huldskab og Troskab, og Mogens Munk ved Lodtrækning fik det farlige Hverv, at forkynde Majes stæten denne Beslutning. Men Kirkegaarden har for mig en endnu mere levende Interesse den tilhører ogsaa de Døde.

Der er

en

jeg vil haabe den er der endnu temmelig stor Jordhøj, omsat med hugne Steen, og mod Syden forsynet med et Jerngitterværk til Port eller Laage. Her hvile de jordiske Levninger af mine to yngste Sødffende døde i spæde Barndom af Naadigherren og hans Frue, med flere af samme Slægt. De to Første vare endnu ufødte, de to Andre endnu baade levende og livlige, da vi bivaanede Guillaume Marteaus og Mette Kjeldsdatters Bryllupshøjtid i Sørslev Kirke.

Endnu famme Dag flyttede de Nygifte til Vium. Dog husker jeg nok, at da han havde fulgt sin kone til det nye Hjem, vendte han endnu samme Aften, men silde maaffee, tilbage; og at det heller ikke anstod min naadige Bestemoder, hvilket jeg ligesaa lidet kunde begribe, hvorfor hun et Stød" derefter blev vred over, at han havde ladet sin Sen give mit Fornavn.

"

Alt gik nu atter i den gamle Stiil, kun med den Forandring: at jeg imellem, naar Vejret var godt, fif Lov til at følge med paa Jagter, nemlig saadanne, hvor Vildtet ved Hunde eller Mennesker drives til den stillestaaende Skytte. Jeg fik nu Plads bagved Bedstefader, hvergang med Formaning: ikke at rore mig! Denne Befaling adlød jeg med bedre Villie, end naar føde Bedste= moder" klinede mig til Tabourettet derhjemme.

Ligesom Vilhelm syntes, efter fit Giftermaal, at være trængt endnu dybere ind i sin Herres Kridthuus: