Skytten paa Munsbjerg. I min Opvært maatte jeg oftere og længer end jeg ønskede opholde mig, eller rettere, indespærres paa denne Gaard. Besidderen, Etatsraad Steen de Steensen, var nemlig min Moders Morbroder. - en Schindel Han og kone havde ingen Børn; jeg var opkaldt efter ham, og han var en gods modig Mand. Hun ja, hun holdt virkelig af mig hun var „fuldblods", som det nu hedder; og man veed, at denne Race ikke er fri for Nykker, dem ej engang den "permanente Guillotine" er istand til at udpille: hun vilde herske, intet videre. „Hvor er din Villie, lille Steen?" sagde hun ofte til mig men ikke uden naar Fremmede vare tilstede. Jeg var en Dukke, en Automat; og hun havde lært mig at svare: "I Bedstemoders Lomme." Den stakkels Drengs sædvanlige Trøst var, i hendes Fraværelse at drille hendes Yndlingshund „Manille", der, mellem os sagt, var af en yderst gnaven og irritabel Tænkemaade. Jeg fik, henad Vejen sagt, den Satisfaction: at den engang uforvarende kom ind i Tøjreslaget til en Ørn, der ogsaa var fængslet, men til en Grønplet i Haven, hvor da denne Fuglenes Konge myrdede Favoriten, og aad ham til Frokost. Der forstaaer sig: paa den regjerende Dronnings Befaling blev der holdt Standret over ham, og Dommen, at skydes, strar fuldbyrdet af Skytten Vilhelm. Samme Skytte var ellers min Favorit; og jeg var aldrig lykkeligere, end naar jeg engang kunde faae Lov til at besøge ham i hans Kammer, besee hans Geværer, lege med hans Hunde, og høre hans Jagthistorier. Han hed ellers „Guillaume," der betyder det samme paa Fransk, som Wilhelm paa Tydft, og han var en Franskmand. Jeg veed det nok, jeg er kommen i Ord for at lyve; nu kunde maaskee En og Anden ogsaa her ville beskylde mig for et Falfum. Men jeg er ikke bange, jeg kan legis timere mig og jeg holder af Legitimiteten. General Numsen, som engang, endnu i Mands Minde, var Chef for daværende Rytterregiment i Randers, havde, før han kom i russisk Tjeneste, tjent i den franske Armee. Her havde han faaet Rytteren Guillaume til Oppasser, og da de begge vare blevne kede af Kehrausen ved Rosbach, som Pompadourgeneralen iffe førte op, thi det gjorde den gamle Friz førte ned ad Rhinen til - faa blev baade Rumsen og hans Tjener saa forstoppede i Halsen af alt det Pudder, der støvede fra de franske Parykker, at de sagde Farvel til Skjørteregimentet, og fulgtes ad herind til Danmark. men Vilhelm var en undersætsig fiirskaaren Karl med et tykt sort Haar, ditto Djenbryn og smaae brune Dine til et bredt, blegt, men dog vakkert Ansigt. Mod alminde lig fransk Natur var han saa alvorlig, at jeg aldrig mindes at have feet ham lee; endog kun et Smiil af ham var en Sjeldenhed, og endda laae der i samme Noget, som ikke huede mig. Han var derhos ordknap, og sagde ikke mere, end netop behovedes, undtagen naar han engang imellem fik ifinde at fortælle mig Noget, og da tyktes mig, at han faae langt anderledes ud end til dags lig Brug. - "Herren“ - saaledes hed Bedstefader til daglig Brug gjorde meer af ham, end af selve Forvalteren, og sagde mange Gange: wat det var den ærligste Sjæl i Verden." "Naadigfruen" leed ham ikke synderligt, og det kom mig for, som om hun med Forsæt undgik at tale med ham; i det mindste maatte jeg ofte overbringe ham hendes Befalinger, om han end ikke var længer borte, end fra een Dør til en anden. Næsten ligesaalidt Samkvem havde han med de andre Tyender paa Gaarden eet undtaget. Og dette ene var en ung, og, efter Kyndiges Mening, meget smuk Stuepige, ved Navn Mette. Man skulde troe, at hun maatte ligne ham i Sind og Væsen; men tvertimod: Hun var stedse mild og munter, dog derhos saa anstændig i sin hele Opførsel, at Tjes neren, som ikke kunde undvære og heller aldrig sav nede lidt Kjeresterie, saa med En, saa med en Anden, han kaldte hende - naar hun eller Vilhelm ikke hørte bet-Sipfippenip." Forvalteren, Gartneren og Ladefogden betitlede hende ligesaa pent; men, det forstaaer sig, ifte i Herskabets Nærværelse. Jeg undrede mig tidt og kunde ikke begribe, hvoraf det kom: at naar Vilhelm og Mette vare sammen, faae han mere mild, og hun mere alvorlig ud end ellers; og ligesaalidt: hvorfor Begge efter en Tids Forløb saae alvorlige ud, og det enten de vare hos hinanden eller fra hinanden. Og det blev jo længer jo værre, og omsider faae jeg stakkels Mette græde, naar ingen Anden end jeg Smaadreng var tilstede. Og naar jeg saa spurgte hende, hvorfor hun græd? saa sagde hun, at hun havde ondt i Tænderne. Men mere herom siden. Nu skal jeg foreløbig bede om Tilladelse til at fors tælle Noget, som tildrog sig paa den Tid, da Stuepigen begyndte at faae ondt i Tænderne. Herren havde sendt Skytten synderpaa jeg husker ikke hvortil eller hvorfor. Paa Hjemvejen kommer han mod Aften ridende til Them Kro, en Müilsvej der vesten for Himmelbjerget. Medens Hesten nu skal bede et Par Timerstid, sætter han sig i Krostuen mellem Sengen og en stor Bilæggerkakkelovn, for der ved Varmen at lure lidt. Strax efter kommer saa een saa en anden Bonde derind, og de sætte sig ved Bordet, og faae sig et Kruus og en Pibe Tobak; men Ingen af dem lægger Mærke til Skytten. Nu var nogle Uger iforvejen hændet den Ulykke der i Nærheden: at et Par Heste vare blevne løbske for en Skovvogn, at de havde væltet den, og at en Bondepige, som kjørte dem, og var ene paa Vognen, havde faaet Hovedet knust mod et Træ. Denne Begivenhed var da Æmnet for Gjæsternes Samtale. To af dem havde selv været med paa samme Skovrejse; men saa langt bagefter, at de ikke havde feet hvorledes det egentlig gif til. En Bondekarl, som kjørte den Vogn, der var næst efter hendes, vidste heller ikke, hvorover Hestene bleve løbske, og Ingen af de Efterføl gende kunde see noget til de to forreste Vogne, da Ulykken skete. At hiin Karl heller Intet havde feet, vidste de ikke anderledes at forklare sig, end at han maatte have sovet. Som de nu sidde og snakke herom, træder just den Karl ind, og sætter sig til Bordet, og bliver strar af de Andre opfordret til at fortælle endnu engang, hvorledes det var tilgaaet. Efterat have vædet fine Taleredskaber med et Glas Brændeviin og en Slurk Dl, opfyldte han Begjæringen. Men hans Beretning maae iffe have tilfredsstillet Tilhørerne, eftersom faa den og saa den faldt ham i Talen med den Bemærkning: at det, han nu sagde, ikke i det eller det stemmede med den Forklaring, han først havde givet. Tilsidst blev han vred, stivede Ryggen til Væggen og raabte til den, som igjen fremkom med sin Observation: „Hvað gaaer af Dig? Du tænker vel aldrig at jeg har Skyld i Karens Ded? Det - " her slog han med Knytnæve i Bordet "det skal Du, Dennemand knage mig, bevise!" Den Tiltalte blev heel forbløffet, og taug; men een af de Ældste søgte at berolige den Opbragte med den Forsikring: at det var der jo Ingen, der havde tænkt eller sagt. I dette Øjeblik springer Vilhelm frem fra fit Skjul, flaaer et Dommedagsslag i Bordet foran Karlen, og udtordner: "Du har myrdet hende det skal jeg bevise." De forfærdede Gjæster sprang op fra deres Sæder; men den tilraabte Karl gled ned af Bænken, og med kun det ligblege Ansigt over Bordet, skjælvende, klapprende med Tænderne, stammede han: "Det har jeg ogsaa jeg vil jo bekjende." Skytten havde naturligvis ikke sovet, men noje lagt |