Puf om Skuldrene, lange snævre Silkeburer med tykt udstoppede Hofter, af de meest glimrende Farver, røde, gule, grønne og blaae; dertil brednæsede Skoe med uhyre Slojfer, udgjorde Datidens Stadsdragter. Ringe, Armbaand, Halskjæder alt af Guld og kunstigt Arbejde, og fine Kniplingskraver fuldendte den kostbare Pragt.

Hvo da var flyttet derfra lige til Hejde, maatte troe sig hensat i en anden Verdensdeel, eller i en anden og fjern Tidsalder. Den aabent liggende Bye, med sine lave Huse, fit vide Torv, fine langtudstrakte, flade og jevne Omgivelser syntes at vidne om Fred og Frihed, om Ydmyghed, Tarvelighed, og alle andre en lykkelig Olds Dyder. Kun med Friheden havde det fin fuldkomne Rigtighed; det Øvrige kunde taale mange Indskrænkninger. Med Naboerne, de Danske, Nordfriserne, Holstenerne, befandt Ditmarskerne sig i næsten uafbrudt Krigstilstand, snart med Een, snart med Flere. Og var der udvortes Fred, opstod stundom Sogn mod Sogn, for med Spydet at jevne een eller anden Familietvist.

Med Ydmygheden stod det sig endnu slettere: Be= vidstheden om egen Kraft og Vælde, Mindet om Fædrenes Sejre, fjendtlige Hæres Nederlag, frygtelige Fjenders Ydmygelse, fyldte Marskbonden med Stolthed, der alt for ofte steeg til Overmod; men hans Stolthed sad ikke i Klæderne, den laae dybere i hans Bryst, i Følelsen af eget Mennes skeværd og Selvstændighed. Kun ringe var derfor hans eensformige fimple Folkedragt mod hiin de høje Herrers spraglede Glimmer. Lutter mørke Skikkelser vrimlede blandt hverandre paa Hejdes Torv, i de tilstødende Gader, og ud og ind ad Kirken, ligesom Bier i Sværmetiden ved Kuben. Præsterne sang deres Messer ved de forskjellige Altere, og Tusinder af begge Kjøn og af hver en Alder

strømmede til, og knælede for den hellige Jomfrues Billede, udbedende sig af hende Sejren og Beskyttelse for det truede Fædreland. Alle Klokker ringede fjern og nær over hele Marsten, og sammenkaldte Folk til Bod og Bøn.

Paa Torvet i Hejde holdt de otte og fyrgetyve Fors standere Raad, omgivne af Mænds og Ynglingers Skarer. Aldrig tilforn havde Friheden befunden sig i lignende Fare; aldrig havde faa mange og mægtige Fjender for= enet sig til Landets Betvingelse eller Undergang.

Derfor vare ogsaa Meningerne deelte; mange, især af de Yngre, skyndede til Forsvar og Kamp paa Liv og Død; men næsten ligesaa mange, fornemmelig de Ældre, raadede til Eftergivenhed og Fred paa taalelige Vilkaar; og disse havde ogsaa trængt igjennem med det forhen ommeldte Gesandtskab, skjøndt hine havde maget det saa, at den modige og stive Wolf Isebrand var stillet den snilde og bøjelige Carsten Holm ved Siden.

Deres Fuldmagt lød paa: at de vel i yderste Nødsfald maatte love Kongen og Hertugen en Pengesum, dog iffe under Navn af Skat eller Tribut; men ingenlunde indrømme de to paastaaede Skandsers Anlæg ved Meldorp og Brunsbüttel; kun den tredie ved Ejderen kunde under visse Betingelser tillades. Som vi have hørt, hindrede Fyrsternes ubøjelige Strenghed, Ifebrands ligesaa ubøjelige Stolthed, og maaskee den tvetydige Holms egne hemmelige Planer enhver Underhandling.

Begge kom nu tilbage, og omringede af en nysgjerrig og frittende Hob, som stedse formerede sig, men fik bestandig kort og utydelig Besked, gjorde de sig Plads gjennem den tæt sluttede Kreds, og traadte frem for Landets Bestyrere.

"Krig!" raabte Ifebrand, endnu inden han blev

adfpurgt.

"

Krig!" gjentog den kamplystne Ungdom.

"Krig!" lød det nu fra Torvet og ned gjennem alle Gader; Kvinderne og Børnene udtalte dette frygtelige Ord i Førstningen med Smerte og Skræk; men snart maatte disse Sindsbevægelser vige for Harme, Forbittrelse og blodtørstende Had; og Konerne vare dem, som først op: æggede deres Mænd til Strid for Arne og Frihed, lovende dem Hjelp og Bistand til sidste Blodsdraabe, faaledes som deres Modre før dem i Fortiden havde kæmpet ved Fæ= drenes Side.

De Afsendte aflagde nu nøjagtig Beretning om deres Sendelse, om Audienzen hos de forsamlede Herrer paa Melbek Slot. Da Holm kom til sin hemmelige Samtale med Hertugen, faae mange af Forstanderne paa ham med mistroiske Blikke; selv Isebrand, som dog skulde være indviet i hans Plan, skottede stundom til ham med tvetydige Smiil.

„Hvað var din Hensigt" spurgte strar een af de Ældste, med denne lønlige Sammenkomst, hvortil Du ikke var bemyndiget?"

Deels at udforske Noget om Fjendernes Krigsplan," svarte Holm, „deels, om muligt at lokke dem i en dobbelt Fælde. Jeg lod som om jeg ganske mistvivlede om et heldigt Udfald af Krigen paa vor Side, og som om jeg var tilbøjelig til at forraade vore Anslag og Forsvarsmidler. For at gjøre Hertugen troskyldig, bad jeg ham om Sikkerhed for mig selv og mine Ejendomme, naar de fik Landet i deres Magt. Jeg mærkede ret vel, at han ikke fæftede stor Liid til mine Beretninger: derfor fagde jeg ham Sandheden, i den Forudsætning, at han ikke skulde

troe den. Jeg sagde ham, at vor største Styrke vilde samles ved Nordhamme, og at Meldorp derimod vilde saagodtsom overlades til sig selv og de faa lejede Hage= skytter. Jeg mener, at de just nu antage det Modsatte: Meldorp for stærkt besat, og Nordhamme for svagere befæstet, og desaarsag gjøre Anfald paa det sidste Sted. Det er altsaa mit Raad, at vi her forene vore fleste Fænniker; men derfor ikke tabe Meldorp af Sigte."

Du er en fuild Mand, Carsten Holm!" sagde Een af de otte og fyrgetyve, men lidt for konstig i dine Beregninger. Du har med dine fine og kløgtige Anslag ikke gjort andet, end forvildet os i vore, cg vi ere ligesaa kloge som før paa Fjendens Hensigter. Hvad har Du vel udforsket? og kan Du nu bedre end een af os Andre sige os, hvor han vil komme?"

"Ikke for vist," svarede Gesandten: "maaskee hverken Hertugen eller Kongen i dette Øjeblik veed det selv; men rimeligt bliver det, at vi kunne vente dem ved Hamme."

"Carsten Holm har Ret!" raabte en Anden: „ved Hamme maae vi samle vor Magt."

„Og hvað gjøre vi saa ved Meldorp ? spurgte en af de ældste Forstandere.

„Som Holm har sagt!" svarte den Forrige: „Vor Magt er ikke saa stor, at vi skulde dele den paa forskjel lige Steder, hvor den ene Deel kunde afskjæres fra den

Efter mange Raadslagninger, Indvendinger og Gjendrivelser, blev omsider den snedige Mollers Forslag autaget; hvorvel Sydmarskerne stode stærkt paa den modsatte Mening.

Da disse omsider faae, at de ikke vilde trænge igjen nem, raabte en Meldorper:

"Siden J Nordmarsker ikke bryde Jer om, hvorledes det gaaer os her i Sønden, og vi, for at forsvare Jer andre, skulle forlade Huus og Hjem, Kvinder og Børn - " Tag dem med Jer!" afbrød ham Carsten Holm: „Der er Ingen herinde, som jo med Glæde fæt= ter et Par Smaalandsmænd til fit Bord."

"

--

„Tage dem med?" brummede hiin: „det er let fagt; men nu under Vinters Hjerte, og saa give alt vor Pik og Pak op for en Boldkjep? Det var smukkere, I kom og hjalp os at forsvare vor Smule Ejendom. En Fannike eller to kunne I dog i det mindste have tilovers for os og kom Du selv med, Carsten Holm! mens Du troer, det er saa sikkert i Meldorp."

"Hvor jeg meest kan tjene mit Fødeland," svarte. denne: der vil jeg helst være; men bliver det Forstandernes Mening, at jeg skal drage til Meldorp med min Fænnike, vil jeg ingenlunde vægre mig: vorder Æren der mindst, vorder Faren det ogsaa."

Og blev dette da omsider saaledes besluttet.

Krigsraadet holdtes et Stykke udenfor Kirken, som laae ved den ene Side af Torvet. Af samme udgik nu den ældste af Præsterne, bærende et stort Guldkors foran sig.

Ærbødig gjorde Mængden Plads, og aabnede ham Indgang til Forstandernes Kreds - Alle hilfede med dyb Alvor og stille Andagt.

"Den hellige Jomfrue benedide Eder, I Folkets Dommere! sagde Præsten, og gjorde Velsignelsens Tegn til alle Sider: "Hvilket Raad haver Herren indgivet Eder ?“

"At værge vort Land og kæmpe for Friheden med Liv og Blod!" lød det eenstemmige Svar,