Billeder på siden
PDF
ePub

Puf om Sfuldrene, lange snævre Silfeburer med tyft uds stoppede Hofter, af de meest glimrende Farver, røde, gule, grønne og blaae; dertil brednæsede Sfoe med uhyre Slojfer, udgjorde Datidens Stadsdragter. Ringe, Armbaand, Halsfjæder alt af Guld og kunstigt Arbejde, og finc Kniplingsfraver fuldendte den fostbare Pragt.

Hvo da var flyttet derfra lige til Hejde, maatte troe fig benjat i en anden Verdensdeel, eller i en anden og fjern Tidsalder. Den aabent liggende Bye, med sine lave Huse, sit vide Torv, fine langtudstrakte, flade og jevne Omgivelser syntes at vidne om Fred og Fribed, om Ydmyghed, Tarvelighed, og alle andre en lykkelig Dids Dyder. Kun med Friheden havde det fin fuldkomne Rig: tighed; det Dvrige kunde taale mange Indskrænkninger. Med Naboerne, de Danske, Nordfriserne, Holstenerne, befandt Ditmarskerne sig i næsten uafbrudt Krigstilstand, snart med Een, snart med flere. Og var der udvortes Fred, opstod stundom Sogn mod Sogn, for med Spydet at jevne een eller anden Familietvist.

Med Ydmygheden ftod det sig endnu flettere: Be: vidstheden om egen Kraft og Vælde, Mindet om Fædrenes Sejre, fjendtlige Hæres Nederlag, frygtelige Fjenders yo: mygelse, fyldte Marskbonden med Stolthed, der alt for ofte fteeg til Dvermod; men hans Stolthed fad iffe i Rlæderne, den lage dybere i hans Bryst, i Følelsen af eget Mennes skeværd og Selvstændighed. Kun ringe var derfor hans eensformige simple Folkedragt mod hiin de hoje Herrers spraglede Glimmer. Lutter mørfe Stiftelser vrimlede blandt hverandre paa þejdes Toro, i de tilstødende Gader, og ud og ind ad Kirken, ligesom Bier i Sværmetiden ved Kuben. Præsterne fang deres Messer ved de forskjellige Altere, og Tusinder af begge kjøn og af hver en Alder

strømmede til, og knælede for den hellige Jomfrues Billede, udbedende sig af hende Sejren og Beskyttelse for det truede Fædreland. Ade Kloffer ringede fiern og nær over Hele Marffen, og sammenfaldte Folk til Bod og Bøn.

Paa Torvet i Hejde holdt de otte og fyrgetyve Forstandere Raad, omgivne af Mænds og Ynglingers Sfarer. Aldrig tilforn havde Friheden befunden fig i lignende Fare; aldrig havde faa mange og mægtige fiender forenet sig til landets Betvingelse eller Undergang.

Derfor vare ogfaa Meningerne deelte; mange, især af de Yngre, skyndede til Forsvar og Kamp paa liv og Død; men næsten ligesaa mange, fornemmelig de Eldre, raadede til Eftergivenhed og Fred paa taalelige Villaar; og disse havde ogsaa trængt igjennem med det forhen om meldte Gesandtskab, ffjøndt hine havde maget det faa, at den modige og stive Wolf 3 febrand var stillet den snilde og bøjelige Carsten Holm ved Siden.

Deres Fuldmagt lød paa: at de vel i yderste Nedss fald maatte love Kongen og Hertugen en Pengesum, dog iffe under Navn af Skat eller Tribut; men ingenlunde indrømme de to paastaaede Standsers Anlæg ved Meldorp og Brunsbüttel; kun den tredie ved Ejderen kunde under visse Betingelser tillades. Som vi have hørt, hindrede Fyrsternes ubøjelige Strenghed, I febrands ligesaa uboje: lige Stolthed, og maasfee den tvetydige Holms egne bemmelige Planer enhver Underhandling.

Begge fom nu tilbage, og omringede af en nysgjer: rig og frittende Hob, fom stedse formerede fig, men fit bestandig fort og utydelig Beffed, gjorde de fig Plads giennem den tæt sluttede Kreds, og traadte frem for Lan: dets Bestyrere.

,, Krig!" raabte 3febrand, endnu inden han blev adspurgt.

u Krig !" gjentog den kamplystne Ungdom.

, Krig !« lød det nu fra Torvet og ned gjennem alle Gader; Kvinderne og Børnene udtalte dette frygtelige Drd i Forstningen med Smerte og Skræf; men snart maatte disse Sindóbevægelser vige for Harme, Forbittrelse og blodtørstende Had; og Ronerne vare dem, som først op: æggede deres Mænd til Strid for Arne og Fribed, lovende dem Hjelp og Bistand til sidste Blodsdraabe, faaledes fom deres Modre før dem i fortiden havde fæmpet ved Fædrenes Side.

De Affendte aflagde nu nojagtig Beretning om deres Sendelse, om Audiengen hos de forsamlede Herrer paa Melbek Slot. Da Holm kom til sin hemmelige Sam: tale med Hertügen, faae mange af Forstanderne paa ham med mistroiske Bliffe; selv 3febrand, som dog fulde være indviet i hans Plan, flottede stundom til ham med tvetydige Smiil.

Hvad var din Hensigt" spurgte ftrar een af de Ældste, „med denne lønlige Sammenfomst, hvortil Du iffe var bemyndiget?"

,,Deels at udforske Noget om Fjendernes Krigsplan," svarte Holm, „deels, om muligt at lokke dem i en dob: belt fælde. Jeg lod som om jeg ganske mistvivlede om et beldigt udfald af Krigen paa vor Side, og som om jeg var tilbøjelig til at forraade vore Anslag og forsvarsmidler. For at gjøre Hertugen troskyldig, bad jeg ham om Sifferhed for mig selv og mine Ejendomme, naar de fif Landet i deres Magt. Jeg mærkede ret vel, at han iffe fæftede stor Liid til mine Beretninger: derfor fagde jeg ham Sandheden, i den Forudsætning, at han ikke skulde

troe den. Jeg sagde ham, at vor største Styrke vilde samles ved Nordhamme, og at Meldorp derimod vilde saagodtsom overlades til sig selv og de faa lejede Hageflytter. Jeg mener, at de just nu antage det modsatte: Meldorp for stærkt besat, og Nordhamme for svagere be: fæftet, og desaarsag gjøre Anfald paa det sidste Sted. Det er altsaa mit Raab, at vi her forene vore fleste Fæns nifer; men dersor iffe tabe Meldorp af Sigte..

„Du er en fuild Mand, Carsten Holm!" sagde Een af de otte og fyrgetyve, „men lidt for konstig i dine Beregninger. Du har med dine fine og kløgtige Anslag iffe gjort andet, end forvildet og i vore, og vi ere lige: faa kloge som før paa Fiendens Hensigter. Hvad har Du vel udforffet? og fan Du nu bedre end een af os Andre sige os, hvor han vil komme ?

. Ikke for vist," svarede Gefandten: maaffee hver: ken Hertugen eller Nongen i dette øjeblik veed det selv; men rimeligt bliver det, at vi kunne vente dem ved Hamme.

Carsten Holm bar Ret!" raabte en Anden: ,,ded Hamme maae vi famle vor Magt."

..Dg hvad gjøre vi faa ved Meldorp ?. spurgte en af de ældste Forstandere.

„Som Holm har sagt!" foarte den forrige: „Bor Magt er ikke faa stor, at vi skulde dele den paa forstjellige Steder, hvor den ene Deel funde afstjæres fra den anden.“

Efter mange Raadslagninger, Indvendinger og Gjendrivelser, blev omsider den snedige Møllers Forslag autaget; hvorvel Syomarskerne stode stærkt paa den modsatte Mening.

11

Da disse omsider faae, at de ikke vilde trænge igiennem, raabte en Meldorper:

„Siden Nordmarfter iffe bryde 3er om, hvorledes det gaaer og her i Sønden, og vi, for at forsvare Ser andre, skulle forlade þuus og Hjem, Kvinder og Børn

Tag dem med Jer!" afbrød ham Carsten Holm: „Der er Ingen herinde, som jo med Glæde fæts ter et par Smaalandemænd til fit Bord.

„Tage dem med ?" brummede hiin: det er let sagt; men nu under Vinters Hjerte, og faa give alt vor Pit og Pak op for en Boldkjep? Det var smuffere, I kom og hjalp os at forsvare vor Smule Ejendom. En Fænnife eller to funne 3 dog i det mindste bave tilovers for 08 og fom Du felv med, Carsten Holm! mens Du troer, det er faa fifkert i Meldorp...

„Hvor jeg meest fan tjene mit Fødeland,“ svarte benne: der vil jeg helst være; men bliver det forstans dernes Mening, at jeg skal drage til Meldorp med min Fænnife, vil jeg ingenlunde vægre mig: vorder Æren der mindst, vorder Faren det ogsaa."

Dg blev dette da omsider faaledes besluttet.

Krigsraadet holdtes et Styffe udenfor Kirfen, som laae ved den ene Side af Torvet. Af samme udgif nu den ældste af Præsterne, bærende et stort Guldkors foran fig.

Ærbødig gjorde Mængden Plads, og aabnede ham Indgang til forstandernes Kreds Alle billede med dyb Alvor og stille Andagt.

Den hellige Jomfrue benedide Eder, 3 Folkets Dommere!. fagde Præsten, og gjorde Velsignelsens Tegn til alle Sider: "Hvilket Raad haver Herren indgivet Eder?«

„At værge vort land og fæmpe for Friheden med Liv og Blod!" lød det eenstemmige Svar,

« ForrigeFortsæt »