Billeder på siden
PDF
ePub

Meget ærede ør. Svoger!.. De vil med Rette undres over denne Doerskrivt af wen Mand, som hidtil kun har været Dem befjendt af Ravn. De vil tillade mig med faa Orb at løse Gaaden.

,,Da jeg for nogle og tyve Aar siden opholdt mig i . Pengeanliggender her i Amsterdam, blev jeg bændelses: „diis bekjendt med Deres Søster Eva, som dengang var vi Huset hos Deres Morbroder. Vi fattede Godhed for wbverandre, og i et svagt Djeblik lode vi os henrive af mvor gjensidige Tilbøjelighed! At Deres Fader, formedelst fine ftrænge Religionsbegreber, aldrig vilde give fit Minde rotil vor Forbindelse, dette vidste min Kjereste altfor vel. « Men haabende paa Fremtiden, ftolende paa min taaleliga gode Formuesomstændighed, og bestormet af min bæftige . Lidenskab, foreslog jeg bende et hemmeligt ægteskab og ,,Flugt med mig til mit Fødeland. Hun indvilgede i begge „Dele, men udførelsen maatte formedelft væsentlige Hins „dringer, opsættes. Imidlertid begyndte hendes Svangers „stab at blive synligt. Jeg bortførte hende og skjulte hende bos en Ven og landsmand af mig, som var bosiddende i Rotterdam. Der blev hun Moder til en Søn, som i dette "Djeblit Gud give levende - befinder sig paa Hald. Vor Flugt blev forberedet: et danst Skib, som laae i ,,Havnen, ffulde føre os til mit Hjem. Min spæde Son „med fin Amme havde jeg faaet ombord, og ventede blot „Natten, for at afhente hans Moder. Af! da jeg kom, w bar hun forsvundet. Alle mine Eftersøgelser vare fors gjæves; jeg maatte føre vort Barn tilbage til min Ven. ,,Han førgede for dets Pleje og Dpdragelse.

„At Deres Fader havde opdaget fin Datters Dp,, holdfted, og overtalt hende til at vende tilbage, funde jeg formode; men at han havde bragt hende til en Slægt:

uning i Antwerpen, dette har jeg først nu faaet at vide; saavelsom at han havde taget det Lofte af hende: at hun v aldrig vilde søge nogen Gjenforening med mig, faalænge ,,bans øjne vare aabne.

Efter to Aars frugtløse Segen efter min forsvundne Kjerefte, reifte jeg til Danmark. Der underholdt jeg en ,,bestandig Brevverling med min Ben i Rotterdam. Han døde; men endnu forinden havde han anbragt min Søn paa van der Leetes Comptoir i Amsterdam, hvorfra vjeg forgangen Aar lod ham komme til Hald.

,,Ulyffelige omstændigheder, hvis nærmere Forklaring „iffe hører herbid, foraarsagede, at jeg kom i et par tus mesinde Dalers Rassemangel. Vel dobbelt saameget havde njeg tilgode hos et Huus i Amsterdam. Jeg ftrev; Hus „fet havde gjort Dpbud, og kunde ingen Penge affende; men vilde jeg selv fomme, og stiffe en paalidelig Mand, vilde man fee at gjøre udvej.

Jeg maatte altsaa afsted. Men i det Fald, at Reifen ffulde vorbe langvarig som desværre ogsaa offete og Rassen imidlertid blive undersøgt, var dog „min Ære og mit Embede forloren. Da var det, at „min æble Søn tilbød sig at leve stjult og indmuret i en Løngang under Slottet, for at bringe Vedkommende paa „den bojft rimelige Formodning, at han var deferteret „ med Pengene.

,,Ved min Ankomst hertil, efter en lang og besværlig „Søerejse, faldt jeg i en baard Sygdom, der i tre Maas neder berøvede mig forstandens Brug. Ved min Dp,, vaagnen finder jeg, at Deres Søfter, min dyrebare trofafte Eva, er den, som har plejet, og

neft Guds „. Hjælp - rebbet mig.

„Efter Deres Faders Død forlod hun et Opholdsted,

som vistnok ogsaa var ganske ftjult for hendes Brødre, og blev igjen modtaget af Morbroderen; denne var Na: wboe til den Mand, som skyldte mig Penge.

3gaar blev port faalænge udsatte Ægteftab endes „ligen fuldbyrdet. Og dette giver jeg mig nu den Frihed wat tilmelde Dem, baabende, at De med Deres Broder „ville iffe ugunstig betragte dette Stridt af en Søfter, „der saalænge har været tabt for Dem, og som i tyve „Par har ved store Svrger bødet for en Brøde, hvortil hendes Hjerte forlebte hende.

„Men af! vort arme Barn! mon han er endnu wilide? Vi fuffe og bede hver Dag til Gud, at dette ,,Brev dog ei maae fomme forsilde. Naar De i en Baad ,sejler om til den østre Fløj, vil De tæt ovenfor vandet finde et lidet fiirkantet Hul; derigjennem fan De til: ,, raabe ham – Gud i Himmelen give, at han maatte -fvare Dem! Han vil da felv tilfjendegioe Dem, hvor „De funne aabne for hans Fængsel. Svarer han Dem viffe, vil De i det nordøstlige hjørne af Kjelderen finde men Qvadersteen betegnet med et Kors; der underneden „stal Muren brydes 188 - jeg kan ikke skrive længer for Sorg og Ængstelse.

De Penge, som manglede i Rassen, sender jeg med „samme Lejlighed. Vide De behageligen tilstille Dvrig : wheben samme, tilligemed ilagte Skrivelse, som ganske ret: . færdiggjør min Son 0! maatte det dog komme ham wendnu tilgode!

„leber han, da ville De fige ham, med hvilken Smerte ,baade Fader og Moder længes efter ham...

[ocr errors]
[ocr errors]

„D bu naaberige Forsyn!" raabte jeg, baade Faber og Moder! ia jeg vil afsted!" Jeg sprang op.

Kjere Ven og Frænde!" raabte 3ofeph, „vi ville alle afsteb; bav blot Taamodighed i nogle Dage, faa felges vi ad. Vi længes ligesaa meget efter at omfavne en fortabt og gjenfunden Søster, som De en Moder. Hard er folgt, og hvert Dieblit kunne vi vente Kjøberen for at modtage Stjødet. Som han talede, hørte vi en Bogn rulle ind i Gaarden. Det er bamsagde Salamiel, og begge Brødrene gik ud for at modtage ham.

Endnu var mit Glæbesbæger iffe fuldt. Jeg hørte et dybt Sut bag ved mig - det var Sulamith: bendes Djne svømmede i Taarer, et veemodigt Smil bævede om hendes læber.

Jofepbs Rone faae verelviis paa os begge.

Min Søster begyndte hun, har ogsaa en Hemmes lighed, hvori jeg er ene Medvider mon den nu kunde loses ?..

Sulamith rødmede, og jaae bebende paa Søsteren.

Jeg ahnede min lyffe: „Af!" sagde jeg, wtorde jeg baabe, at De endnu ifte har glemt mig ..

Hun svarete ikke, men Madame lima pegede hen til et Bindue - ja i Sandhed! der stod. min soleil brillant ; jeg gjentjendte Vasen paa de to brændende Hjerter.

Jeg greb bendes Haand og trykfede den til min Barm: „Er jeg da ikke een af Deres nu?“ hviftede jeg, og læste strar Svaret i hendes fjerlige Djefaft.

„Og mere, end De maasfee troer,sagde Søsteren; thi vi ere alle bestemte paa at antage en Religion, om hvis Sandhed min jofeph har overbeviift og..

Jeg sluttede den Eiffte i mine Arme, og trykte det første Rys paa hendes brændende læber.

Saa frydefuldt løser fig da min Stjæbnes dunkle, forviflede Gaade. Alt havde jeg tabt, endogsaa Saabet havde jeg bortkaftet, og see! en fjerlig Himmel har givet mig Alt tilbage, og mere dertil: Ære og Frihed, Brub og Frænde, Fader og Moder- en Moder, som for mig ikke havde været til paa Jorden.

Jeg vil slutte mine lidelsers og Glæders Historie, og henlægge den her, hvor jeg tænkte at berede mig min egen Grav. 3morgen forlader jeg den; den skal tilluffes efter mig.

Sfal den engang i Fremtiden aabnes, da ville disse Blade maafkee komme en Mistrøstig for Dine, og lære ben: at Himmelen har endnu Frelse, felv naar Haabet svigter det fortvivlede Hjerte.

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »