"Meget ærede Hr. Svoger!«

„De vil med Rette undres over denne Overskrivt af wen Mand, som hidtil kun har været Dem bekjendt af "Navn. De vil tillade mig med faa Ord at løse Gaaden. -,,Da jeg for nogle og tyve Aar siden opholdt mig i

"

Pengeanliggender her i Amsterdam, blev jeg hændelses„viis bekjendt med Deres Søster Eva, som dengang var "i Huset hos Deres Morbroder. Vi fattede Godhed for "hverandre, og i et svagt Djeblik lode vi os henrive af "vor gjensidige Tilbøjelighed! At Deres Fader, formedelst "fine strænge Religionsbegreber, aldrig vilde give fit Minde "til vor Forbindelse, dette vidste min Kjereste altfor vel. Men haabende paa Fremtiden, stolende paa min taalelig"gode Formuesomstændighed, og bestormet af min hæftige "Lidenskab, foreslog jeg hende et hemmeligt Ægteskab og Flugt med mig til mit Fødeland. Hun indvilgede i begge „Dele, men Udførelsen maatte formedelst væsentlige Hin„dringer, opsættes. Imidlertid begyndte hendes Svangers „skab at blive synligt. Jeg bortførte hende og skjulte hende hos en Ven og Landsmand af mig, som var bosiddende i "Rotterdam. Der blev hun Moder til en Søn, som i dette "Djeblik Gud give levende befinder sig paa Hald. "Vor Flugt blev forberedet: et dansk Skib, som laae i „Havnen, skulde føre os til mit Hjem. Min spæde Son med fin Amme havde jeg faaet ombord, og ventede blot Natten, for at afhente hans Moder. Ak! da jeg kom, "var hun forsvundet. Alle mine Eftersøgelser vare for„gjæves; jeg maatte føre vort Barn tilbage til min Ven. „Han førgede for dets Pleje og Opdragelse.

17

„At Deres Fader havde opdaget sin Datters Opholdsted, og overtalt hende til at vende tilbage, funde jeg formode; men at han havde bragt hende til en Slægts

"ning i Antwerpen, dette har jeg først nu faaet at vide; „saavelsom at han havde taget det Lofte af hende: at hun „aldrig vilde søge nogen Gjenforening med mig, faalænge hans Dine vare aabne.

„Efter to Aars frugtløse Søgen efter min forsvundne "Kjereste, rejste jeg til Danmark. Der underholdt jeg en bestandig Brevverling med min Ven i Rotterdam. Han „døde; men endnu forinden havde han anbragt min Søn "paa van der Leetes Comptoir i Amsterdam, hvorfra "jeg forgangen Aar lod ham komme til Hald.

"

Ulykkelige Omstændigheder, hvis nærmere Forklaring iffe hører herhid, foraarsagede, at jeg kom i et Par tus "sinde Dalers Kassemangel. Vel dobbelt saameget havde „jeg tilgode hos et Huus i Amsterdam. Jeg skrev; Hu„set havde gjort Opbud, og kunde ingen Penge affende; men vilde jeg selv komme, og stikke en paalidelig Mand, vilde man see at gjøre udvej.

"Jeg maatte altsaa afsted. Men i det Fald, at "Rejsen skulde vorde langvarig som desværre ogsaa

iftete

og Kassen imidlertid blive undersøgt, var dog min Ære og mit Embede forloren. Da var det, at „min ædle Søn tilbød sig at leve skjult og indmuret i en „Løngang under Slottet, for at bringe Vedkommende paa „den højst rimelige Formodning, at han var deserteret „med Pengene.

„Ved min Ankomst hertil, efter en lang og besværlig "Sverejse, faldt jeg i en haard Sygdom, der i tre Maas neder berøvede mig Forstandens Brug. Ved min Op

"

vaagnen finder jeg, at Deres Søster, min dyrebare tro"faste Eva, er den, som har plejet, og - næst Guds „Hjælp reddet mig.

"

Efter Deres Faders Død forlod hun et Opholdsted,

„som vistnok ogsaa var ganske skjult for hendes Brødre, "og blev igjen modtaget af Morbroderen; denne var Na"boe til den Mand, som skyldte mig Penge.

"Igaar blev vort faalænge udsatte Ægteskab endeligen fuldbyrdet. Og dette giver jeg mig nu den Frihed „at tilmelde Dem, haabende, at De med Deres Broder „ville ikke ugunstig betragte dette Skridt af en Søster, „der faalænge har været tabt for Dem, og som i tyve Aar har ved store Svrger bødet for en Brøde, hvortil "hendes Hjerte forledte hende.

"

„Men ak! vort arme Barn! mon han er endnu „ilive? Vi sukke og bede hver Dag til Gud, at dette „Brev dog ej maae komme forsilde. Naar De i en Baad sejler om til den østre Fløj, vil De tæt ovenfor Bandet finde et lidet fiirkantet Hul; derigjennem kan De til„raabe ham Gud i Himmelen give, at han maatte "svare Dem! Han vil da selv tilkjendegive Dem, hvor "De kunne aabne for hans Fængsel. Svarer han Dem "ikke, vil De i det nordøstlige Hjørne af Kjelderen finde "en vadersteen betegnet med et Kors; der underneden stal Muren brydes los - jeg kan ikke skrive længer for "Sorg og Ængstelse.

"

"De Penge, som manglede i Kassen, fender jeg med famme Lejlighed. Ville De behageligen tilstille Øvrigheden samme, tilligemed ilagte Skrivelse, som ganske rets færdiggjør min Sono! maatte det dog komme ham wendnu tilgode!

"

„Lever han, da ville De sige ham, med hvilken Smerte „baade Fader og Moder længes efter ham."

O du naaderige Forsyn!" raabte jeg, "baade Fader og Moder! ja jeg vil afsted!" Jeg sprang op.

"Kjere Ven og Frænde!" raabte Joseph, „vi ville alle affted; hav blot Taamodighed i nogle Dage, faa følges vi ad. Vi længes ligesaa meget efter at omfavne en fortabt og gjenfunden Sester, som De en Moder. Hald er folgt, og hvert Djeblik kunne vi vente Kjøberen for at modtage Skjødet." Som han talede, hørte vi en Vogn rulle ind i Gaarden. „Det er ham" sagde Salamiel, og begge Brødrene gik ud for at modtage ham.

Endnu var mit Glædesbæger ikke fuldt. Jeg hørte et dybt Suk bag ved mig - det var Sulamith: hendes Djne svømmede i Taarer, et veemodigt Smiil bævede om hendes Læber.

Josephs Kone faae verelviis paa os begge.

"

Min Soster" begyndte hun, „har ogsaa en Hemmelighed, hvori jeg er ene Medvider løses?..

mon den nu funde

Sulamith rødmede, og saae bedende paa Søsteren. Jeg ahnede min Lykke: „Ak!“ sagde jeg, „tørde jeg haabe, at De endnu ikke har glemt mig?"

Hun svarede ikke, men Madame Lima pegede hen til et Vindue ja i Sandhed! der stod min soleil brillant; jeg gjenkjendte Vasen paa de to brændende Hjerter.

Jeg greb hendes Haand og trykkede den til min Barm: Er jeg da ikke een af Deres nu?" hviskede jeg, og læste strar Svaret i hendes kjerlige Djekast.

"

„Og mere, end De maaskee troer," sagde Søsteren; thi vi ere alle bestemte paa at antage en Religion, om hvis Sandhed min Joseph har overbeviist os.“

Jeg sluttede den Elfkte i mine Arme, og trykte det første Kys paa hendes brændende Læber.

Saa frydefuldt løser sig da min Skjebnes dunkle, forviklede Gaade. Alt havde jeg tabt, endogsaa Haabet havde jeg bortkastet, og see! en kjerlig Himmel har givet mig Alt tilbage, og mere dertil: Ære og Frihed, Brud og Frænde, Fader og Moderen Moder, som for mig ikke havde været til paa Jorden.

Jeg vil slutte mine Lidelsers og Glæders Historie, og henlægge den her, hvor jeg tænkte at berede mig min egen Grav. Imorgen forlader jeg den; den skal tillukkes efter mig.

Skal den engang i Fremtiden aabnes, da ville disse Blade maaskee komme en Mistrøstig for Dine, og lære den: at Himmelen har endnu Frelse, selv naar Haabet svigter det fortvivlede Hjerte.