ligt, at jeg faalænge havde kunnet udholde min piinagtige Forfatning? Denne Gang kom jeg betids. Brødrene havde nylig sat sig tilbords, tilligemed Josephs kone og tvende Smaadrenge; den sjette Stoel stod endnu ledig. „Hvor bliver Sulamith? spurgte Joseph: det skuddrede mig som et electrisk Stød. Da aabnedes Døren, hun traadte ind, og satte sig paa den ledige Plads. Jeg maatte holce mig fast, for ej at rulle ned af Longangens Trappetrin. Hvor dejlig var hun, men ogsaa hvor bleg! af! mon det er Tanken om mig, der har ombyttet Glædens røde Rose med Længselens hvide paa disse yndige Kinder? Og om det var om ogsaa hun gik over til min Troe Hvo er jeg? en ærelos, fredløs Forbryder - Gud! o Gud! nu først fuldbringes det tunge Offer forbarm dig, og end mine Lidelser, inden min Haand væbner sig imod mit Hjerte! hvad da? - Den 20de November. Endnu eengang vil jeg see dette himmelske Ansigt, og mætte mine Dine med hendes Beskuelse. Endnu engang inden jeg siger Verden Farvel og gaaer didhen, hvorfra Ingen kommer tilbage, vil jeg sige hende - Formastelige! egenfjerlige Usling! hvad vil du? Rive hende med dig ned i haablos Kjerligheds Afgrund? atter aabne et Saar, som Tid og Fraværelse maaffee allerede har tillukket? Nej! ene vil jeg lide, ene vil jeg synke i Forglemmelsens Hav; ingen Taare skal væde mit usle Støv! Den 21de November. Det er besluttet. En barmhjertig Gud vil tilgive mig dette firste forvovne Skritt; han vil lægge sønlig Kjerlighed og et ubefmittet Liv i den opstigende Vægtskaal, og samle mig med den Fader, for hvis Skyld jeg udøser mit unge Blöd. Hvortil nytter, Er jeg iffe allerede Dødsdømt? hvað gjør jeg Andet, end fuldbyrder den uigjenkaldelige Dom? hvorfor udfordres en længer Marter? er det iffe nof? naadige Fader! Min. Befrier ligger for mig den er beredt til at oplukke mig Evighedens Porte. Kun endnu eet Farvel til denne skjønne Jord! Endnu een Time vil jeg beskue det yndige Dagslys - min sidste Dag! Sven er tillagt. Den skinner, som et Spejl, i Morgenfolens Straaler. Isen synger der er en SkøjteJeg har ogsaa tilforn med ungdommelig løber derude. Lyst tumlet mig paa den blanke Flade; dengang var min Sjæl ligesaa rolig og klar som den stille smilerde Søe Lyden nærmer sig det er ham det er Salamiel! med sammenslyngede Arme laverer han i vældige Svings ninger. Farvel, du sidste menneskelige Væsen, mine Øjne her faae at fee! Han løber lige hen mod Rørholmen; der er Væld underneben et farligt Sted før Solhværv er gaaet. Jeg vil raabe til ham gjennem mit Elughul han har hørt det - han standser og seer sig om - nej! nu fortsætter han sit Lob- - Himmel! han synker. Den 22de November. Pennen danser i min Haand. kan den vel andet, , du naadige Gud og Frels ser! hvorledes skal jeg dødelige Menneske bære faamegen Salighed? Da jeg krympede mig under Prøvelsen, da min svage Haand formastede sig til at gribe Hold i dit Tugtens Riis; da min Sjæl forkastede Haabet, og vendte sig i Fortvivfelse fra din Himmel da var den allerede aabnet over mig, og Glædens Sol smilede over mit Fængsel. Kun endnu et Par Djeblikke, og det Forfærdelige var - fleet men derfor sendte du mig en frelsende Engel; derfor maatte Salamiel ud paa Søen; derfor maatte Isen briste under ham o Gud! hvor underlige ere dine Beje! de ere alle Kjerlighed. Nu først burde jeg bøde; men du straffer mig med Velsignelser saa vil jeg da paalægge mig selv denne utilstrækkelige Bod: jeg vil løsrive mig fra faamange søde Omfavnelser, og tilbringe denne sidste Nat i mit Fængsel; med Angers og med Glædes Taarer vil jeg fuldende denne min Prøvelses Tid. Endnu en Nat vil jeg henleve i det Mørke, hvorfra din almægtige Haand udfriede mig. Jeg rev Lagnerne af min Seug, sprang op gjennem Løngangen ind i Riddersalen, ned af Vinduet. Salamiel kæmpede mod Vandene, der truede at opsluge ham: han brød Isen med sine Hænder, steeg og sank. Han raabte om Hjælp, men Ingen hørte ham; de vare alle i den modsatte Fløj, som vender ind til Landet. Isen var svag, jeg kunde ikke komme hen til ham; men jeg bandt Lagnerne sammen, tilkastere ham den ene Ende, og lagde mig fladt ud paa Isen: han greb fat, og jeg slæbte ham efter mig han var frelst. "Hvem er De, min dyrebare Redningsmand?" spurgte Salamiel, da vi stod paa fast Jis. "En Ded, som frelste en Levende" svarte jeg, og drog ham med mig. Han rystede af Kulde og Mathed; jeg maatte næsten bære ham. Jeg kunde ikke forlade ham, før han var kommen ind. I Stuen fad Joseph og hans kone ved Frokosts bordet; Sulamith aabnede den modstaaende Dør - da begyndte Alt at lobe rundt med mig: Syn, Bevidsthed forlod mig jeg besvimede. Da jeg vaagnede, stod de alle Fire bekymrede ved min Seng. Mine Øjne faldt først paa Sulamith: hun var bleg som et Liig. Endnu før jeg vaagnede, hørte jeg, at Salamiel sagde: "En Hollænder er han, thi han svarte mig strar i dette Sprog; men hvorledes han er kommen her, det maae den Gud vide, der sendte ham til min Frelse.“ „Det synes mig" sagde Joseph, „at jeg skulde have feet ham for; hvor, kan jeg iffe mindes." Da var det, at mit Blik faldt paa Sulamith; en svag Rødme kom og forsvandt paa hendes Kinder. "Hvem er De dog, fjere gode Menneske?" sagde Josephs Kone roligt og ømt. Jeg brast í Graad jeg kunde ikke svare. Et Bud traadte ind og bragte et Brev jeg skjulte mit Ansigt med Lagenet. Jeg fornam en Tunge paa min Haand, og en Piben. "Min Gud!" sagde en Stemme,,,Hunden kjender ham." Jeg slog Lagenet ned - Bellereine sprang op til mig. Der var ingen Anden i Værelset, end Salamiel og hans Svigerinde. " Han traadte tæt hen til Sengen: Hvo De endogs faa er," sagde han, mit Livs Frelser kan uden Fare bes troe fig til mig. De synes ikke at ville være kjendt; men ved den Gud, der brugte Dem som Redskab til min Redning! her har De Jntet at frygte; og nærer De noget Ønske, som det staaer i menneskelig Magt at opfylde, da behøver De blot at yttre det." Jeg var i den piinligste Forfatning! jeg følte Trang til at betroe et Medmenneske min Hemmelighed; men det var ikke mig alene. Hvormeget kunde jeg vel aabenbare? Enten min Fader var levende eller død, hans Rygte var mig lige helligt. Jeg mindes engang at have dremt: at jeg paa et Toug var steget op til Spidsen af et meget højt Taarn; foran mig var en uhyre uudgrundelig Dybde; og vende mig torde jeg ikke jeg omfavnede Kuppelen; Touget forsvandt under mine Fødder; - jeg hang mellem Himmel og Jord i gruelig Dødsangest: ak! denne Drem var et Varsel for min nærværende Sindstilstand. Længe torde den ikke vare. Joseph kom farende ind med Brevet i sin ene Haand; med den anden pegede han til Gulvet, og raabte: „Et eneste Ord! kom De dernede fra?" Jeg sagde Ja, men stjalv som et Espelov. „Nu saa være Gud højlovet i Evighed!" sagde han, kastede Brevet, omfavnede mig og trykte et Kys paa min Pande: „Velkommen, Søstersøn!" jublede han; men hans Stemme bævede, hans Taarer trillede ned paa mit Ansigt. Hans Kone udstødte et Forundringsskrig; Broderen tog Brevet op. "Ja, Salamiel!“ sagde han, sættende sig ved Sengen og holdende min Haand i sin, „læs De os dette Brev, hvis Indhold er os alle, men især denne elskelige Ven, saa heist glædeligt - det er fra hans Fader!" Han læste. - |