frem fra mit Hul, da jeg hørte Stemmer og Fodtrin i Corridoren. Det var Mikkel Skytte og den gamle Else

-

De

hende har de nye Herrer følgelig ogsaa beholdt; det er smukt af dem ogfaa Bellereine var der. fatte dem. Mikkel gav sig ifærd med Dyreryggen, Elfe med Kagen; Bellereine sprang op paa en Stoel ved Siden af Skytten. Jeg misundte dem alle Tre; ja, jeg misundte den stakkels Hund de halvgnavede Been, som Mikkel rakte den.

"Der" sagde han, du har Part i Bukken, du drev galant med ham, gamle Belle! og din Husbond skød ham accurat. Fanden staaer i den Jøde, han er næsten ligefaa god Christen, som vi Andre, Else! han ryger sin Pibe, drikker fin Dram, og fletter hollandske Eeder af sig saa store som pommerske Bjelker."

"Jeg kan bedre lide Joseph end Salamiel" svarede Else, "han er altid mild og venlig, og han smiler endogsaa naar han skjænder, som sjelden skeer."

"Men han kan inte skyde" sagde Mikkel, idet han fatte en Flaske for Munden, han er ligesaa dum paa Jagten som Du, dit gamle Orgelværk! Giv mig et Stykke Rage!"

Else rækkede ham et Stykke, han gav det strar til Hunden med de Ord: „der Bellereine! det er fordi det er dig."

"Skam skulde slaae ham!" raabte Elfe, jeg troer han gi'er Hunden Æbleklage."

"Det kommer deraf svarte Mikkel,

at falig

gjorde saameget

det var første Gang

eget Navn. Kjere

Mikkel! tænkte jeg

vidste Du, at jeg var Dig

dog

Og dog
O, at jeg maatte

faa nær, Du sad vist ikke saa rolig. kunde Du maaskee ogsaa forraade mig. have, blot et Par Øjeblikke, havt Hunden hos mig! hvor vilde jeg klappet den, talt til den, og kjælet for den! den skulde have slikket mine Hænder; dens Dine, dens Hale skulde have fagt mig, at der endnu var et levende Væsen, fom havde mig kjer.

"Det blev en dygtig Karl til at ffyde, den samme Johan" fortsatte Mikkel; „alligevel det første han kom her, vidste han iffe enten Krudtet eller Haglene skulde først ned; men jeg lærte ham det. Det var ilde, han skulde faadan tage fejl med disse Penge af Kongens; men disse hersens Tydskere, de har den Teufel i Kroppen."

Elfe tog sin en Priis, og sagde: „Da spaaede jeg ved mig selv, hvordan det vilde gaae; Herren gjorde, jo altfor meget af ham, om det saa havde været hans egen Sen, Mikkel?" hun faae spergende og polidst paa Skytten.

"

Han tog sig en Slurk, og skottede fra Flasken hen paa hende: „Veed Hun Noget?" spurgte han langsomt. "Hvad skulde jeg vide!" svarte hun; men ellers kom han ligesom dumpende ned af Himmelen, og Herren har jo været udenlands i fin Ungdom de vare saamænd heller ikke hinanden uliig af Ansigt."

"Ikke heller af Sind" sagde Mikkel: "Johan var istand til at give Skjorten bort af Kroppen, og den Gamle gav jo Bønderne for lang Henstand med deres Skatterdet var maaskee hans Ulykke den; jeg er sommetider nær ved at troe, at Johan endda har været uffyldig.“

"

Men da Herrerne derovrefra kom her for at efters

see Kassen, fandt de jo et Brev ter, hvori han angav sig selv," svarte hun.

„Godt nok!“ indvendte Mikkel; men hvorfor rejste faa den Gamle ?«

"Det veed jeg godt sagde hun: Den Gamle vilde hen og see om han kunde bjerge Penge, inden Kassen blev efterfeet. Kunde han det, saa havde det været godt: hvis ikke, skulde den Unge tage sig Skylden paa."

„Hille den slemme Jøde!" raabte han: „hvorfra veed Hun alt det?"

"Det er kun Noget, jeg tænker mig til," svarte hun. "Paa den Maade" sagde Mikkel, var den Gamle io Medvider? Hm! Fanden veed hvordan det hænger fammen."

"Jeg kan da ellers sige Ham" vedblev Else, "at jeg engang uforvarende kom til at høre Noget af deres Discours: Vi maae rejse begge To sagde den Gamle sagde den Unge

Jeg bliver

"Naa! og hvad saa meer?" spurgte Skytten. „Saa hørte jeg Intet meer" svarte Else, "for Reften hvidstede de."

"Hm!" sagde han efter nogen Betænkning; der har Hun nok hørt fejl; Johan tog sig vel iagt for at blive Naa! det skal være hans Skaal! Godtaar, Mosse Johan! og kuk engang ihvor Du er!"

„Jeg veed ikke, hvorfra jeg fik det forfløjne Indfald; men jeg kunde ikke betvinge min Lyst til at blande mig lidt i Conversationen, og det var skeet, inden jeg selv vidste det: Jeg slog et Blad med Munden, og jog saa Proppen i Hullet. At Else gav et Skrig, Bellereine et Bjef, at en Stol faldt overende, og en Der blev smekdet herte jeg, og ja i Sandhed! jeg loe;

fet i

men forfærdedes i samme Djeblik ved Lyden af min Stemme.

Gud! er det muligt, i en Forfatning, som min, at være saa letsindig? For Opdagelse behøver jeg ikke at frygte, dertil ere de begge for overtroiske; men at jeg funde skjemte, jeg som allerede staaer med begge Fødder i Graven - dette har været mig noget ret Gyseligt Spøgelseagtigt. Dog var det ikke snarere en dunkel Instinct, at jeg vilde jage dem bort, for at bemægtige mig noget af Levningerne? Himmel! hvor det smagte

mig! og alligevel torde jeg ikke spise efter Hjertenslyft ; formeget kunde have rebet mig arme Stakkel.

Naar jeg ellers overtænker deune Samtale, bliver jeg ret underlig tilmode. Mit Offer er bragt: men Frugten synes ikke at ville modnes. Jeg bortslængte min egen

Ære for at frelse en elsket Faders, og see! hans taber fig tilligemed min. Skulde dette være et Beviis paa, at Sandheden stedse maae følges, om den end er nok saa haard og bitter; og at endog den ædleste Løgn forfejler fin Hensigt?

Hvor vanskeligt er det ikke at dølge eller forvandske Sandheden? den vil dog altid heelt eller halvt snart eller filde -fomme for en Dag.

-

Tør jeg glæde mig over det skaansomme Omdømme, jeg nyder, skjøndt jeg uden Nytte har søgt at forspilde det? at Rygtet er mere sandfærdigt end jeg selv? jeg veed ikke? men det veed jeg, at en ny og vældig Magt vil drage mig op af det Mørke, hvori jeg frivillig, men brodefri, selv har nedsænket mig.

Sex Stole! hvem har siddet paa de fire? Coraçao ! o! hvor svagt hvor daarligt eft du!

Den 18de November.

Vinteren begynder tidlig og stræng. langt ud, og 3sen er bedækket med Snee

Søen er lagt

maaskee der endogsaa er Spor. Virkelig! jeg feer en Harefod her tæt udenfor ja! gaae du kun! for mig sidder du trygt i din Busk; jeg skal ikke mere efterstræbe dig, stakkels Morten' Jeg sidder selv og krøkker i mit forborgne Leje; jeg er ligesaa bange for Jægerne som du, skjøndt mit Afspring er vanskeligere at udrede. Hvor ganske anderledes var det forgangen Vinter! da vankede jeg fri og forgløs omkring paa den nyfaldne Snee, og nu! - der kommer Nogen tryk dig, stakkels Hare!

Det er Salamiel og Mikkel; de gaae virkelig paa Foden; de standse den har gjort sin Lykke maaskee sidder den i Flegbusken ved Hjørnet af Volden? De gaae forbi det knalder Mikkel raaber:

Apport!

Godnat, Morten! - D, jeg elendige Daare! skal da Alt hvad jeg feer og hører, drage mig tilbage til den Verden, som jeg haver sagt et evigt Farvel?

Evigt? hvorfor da? Er min Fader død, hvad binder mig længer? Frygt for Døden? er den vissere udenfor end her? Ak! værre end selve Døden er den Uvished, i hvilken jeg lever. Saa være det da fast bes fluttet, endnu fjorten Dage vil jeg udholde. Hører jeg forinden Intet fra ham, da sprænger jeg mit Fængsel. Een Dag i Frihed er kosteligere, end et Aar i Trældom.

Det er hende! hun er her Tag med mig i flere Maaneder. jeg har felt det, uden at vide det.

Den 19de November.

har været her under O! jeg har ahnet det;

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

Var det ellers mus 14