Billeder på siden
PDF
ePub

„Den der har Mob bertil" sagde Salamiel; Mob, Klogskab og - Penge det er Alt hvad der behøves.“

„Dg Forsynets Biftand" lagde Broderen til. Penge fan tabes baftigere, end de vindes; Klogskab har Grændfer, og Mod er ofte Galffab: Sabathhai Sovi greb efter Scepteret, og fik et Stegespid !"

3ofepb!" afbrød Salamiel bittert, „din Hufommelse fynes belft at ville dvæle ved de førgelige og fors nedrende Epocher i vor Historie. Jeg mindes hellere de Tider, da Asien stjalv for Davids Hyrdestav, da Tyrus og Sidon, Ophir og Saba bejlede til Salomos Venskab, og lyttede efter Viisdommen fra hans læber.

Hvorfor bvæle ved Minder“ sagde Jofeph, fom fun føre os til nedslaaende Sammenligninger ? hvorfor iffe heller holde sig bittre, men nyttige Erfaringer ?

"For af dem at lære?" spurgte Salamiel noget spodft.

„At vi have overlevet svarede Broderen bestemt og alvorligt, vor Tilværelse fom Nation, vort þaab, og bore Spaabomme. Tredsindstyve Slægter bave ventet forgjæves paa den Frelser, som tøver vel længe i to og tyve Secler, om - han iffe allerede var kommen.

Her rejste Salamiel fig atter, og git med hurs tige Stridt op og ned bag ved Broderen. Denne skrev med fingeren paa Borbet og vedblev: ,,De Folf, vi falde Hedninge, men hvis Sværd er over vore Soveder, til: bede en Prophet, som vore Fædre udstødte af Synagogerne ; de bygge deres Haab paa en Hjørnesteen, som vore vise Bygmestere forskøde. De ftige og vi synke; de florere og triumphere, medens vi opfylde Herrens Trudsel: See jeg vil give dem Málurt at æde og Galdes vand at drikke; jeg vil give Eder i Fremmedes

Daand og udføre mine Domme over Eder. Er iffe Hedningenes Messiah udsprungen af Abrahams lænd? er han ikke udgangen af Davids Huus? I serten hundrede Aar svinger han fit Scepter over 3orben, og uds vider stedse fit Riges Grændser - Salamiel! hvor er por Messiah?

Salamiel svarede iffe, men git endnu baftigere frem og tilbage.

,,Broder!" vedblev 30seph: der ftager ftrevet; Mørket skal skjule jorden, og Dumhed fols fene; men Hedningene sfulle vandre ved dit

98, og Kongerne bed det Skin, som er opgangen for dig. Broder! hvo baver sagt disse Drd? til hvem ere de talebe? Er det iffe vort lys, ved hvil: fet Hedningene og deres Konger vandre? Dg ere vore Veje ikke som meget slibrige veje i Mørket?..

„Hvis lys er klarest?" sagde Salamiel stedse gaaende; de Christne bave revet deres i mange Styffer; Enhver priser fin Stump som det eneste rene og ægte Lys, og vover liv og Blod for at slukke den Andens

,, - De ere dog alle Dele af et eneste Hele" faldt Vroderen ind; rdet ligger i Menneskets ffrøbelige Natur, at ville rette og fufte paa Mesterstykker, at plette det Rene, forfalske det Ægte, og altid at forblande og vanhellige Religionens himmelske Gave med fræffe Tilsætnin: ger af egne Drømme og egne lidenskaber. Save yore Rabbinere gjort det bedre? Længe, længe før de christne Præster har Herren fagt: Baade Prophet og Præft ere Dienffalfe - De spaae logn i mit Naon, sigende: Jeg drømte, jeg drømte - ja, de ere Propheter, der spaae deres hjertes Bedras gerier.

,,Men de Christne blev Salamiel ved, ,, bave om: gjort deres Religions lys til en Mordbrænderfaktel; paa Enden af deres Hyrdestav have de fæstet en Boddeløre; de fængsle og pine, de myrde og brænde ej alene Fremmede men deres egne Børn...

Det er da fun de romerste, Broder!" svarte jofeph.

„Fordi de ere de mægtigste sagde Salamiel; „lad Protestanterne først faae Dvermagten; de ville misbruge den, som bine.

Josep b smilte, og trommede med Fingrene paa Bordet.

„Nu er Du ogsaa Prophet!« sagde han, og dine Dromme ere mørke. lad os iffe alene betragte de Chrift: nes Gjerninger! de ere ufuldkomne, som alt Mennesfeligt: vi, vi fore Alle vild fom Faarene, vi vendte 0bver til sin vej, figer Esaias. Men deres Res ligion! er den iffe en Datter af vores egen?

Hvorfor“ raabte Salamiel, rantoge vore Fædre den da iffe? hvorfor blev den fun annammet af Fiffere, Bønder og Betlere ?..

„Fordi“ svarte jofeph, „det var en Troe for Betlere, saavelsom for Konger; fordi de færde vare bedaarede af deres egen Viisdom; fordi vore Præster, de Rige og de vældige drømte om jordist Magt og politist Glands og Storhed: vi faae bam; men der var ifke Anseelse, at vi kunde have lyst til ham. Denne advarende Spaadom er forkyndet Aarhundreder før han kom.“

Der blev et langt Ophold. Salamiel gif ben til Binduet, og faae ub i Natten.

Joseph rejste sig og sagde: „Troe mig, Broder ! dine Forbaabninger ere ligefaa dunkle rom Natten bift

mere.

ude, og ligesaa lose som hine Styer, der forsvinde og fomme aldrig mere igien. Troe mig, Salamiel! med vort Rige er det for længe siden forbi; det gjenreises iffe

Endnu er vi et Folf – desværre! men et Folf uden Land, et Samfund uden Samdrægtighed, et Selskab uden felftabelige fordele og Rettigheder. Vort Rige er opløst - som alle andre, paa Jorden: de stage til en Tid, og synke da i Gruus. af deres Ruiner opbygges nye, for at frifte den samme Skjæbne. Kun eet. Rige vil funne bestaae, fordi det var et aandeligt Rige. Dets Grændser bestemmes iffe af Bølger eller Bjerge; det indffrænker sig ikke til eet Land, eet Sprog, een lovbog. Det overskrider alle Grændser, og gjennembryder alle Stranfer; thi Aanden fan itfe bindes med lænker af Støv. Er dette Rige ikke allerede grundfæstet, da er alt en Drøm, og Gud har aldrig indblæst fin Yand Mennes ffets Legeme.“

Salamiel traadte ben foran Broberen, og faae længe og taus paa ham. Derpaa foldebe han fine Hæns der, vendte sig og gik med fænket Hoved langsomt ud af Salen. Joseph stod endnu længe hensunken i Tanker ; omsider udbredte han fine arme som til en Omfavnelse, faae op til Himmelen, og fulgte efter sin Broder.

Den 26de November. En særegen Følelse drager mig til disse Jøter. Dprigtige, ædeltænkende Mennesker! De lede ærligen efter Sandhed Gud give, de maae finde den!

Snat ventede jeg dem forgjæves. Da Midnatten var forbi, vovede jeg at tage Salen i Besiddelse, ja endog at medbringe min tændte Lampe lyset fan jo fun bemærs fes fra Søen af.

Jeg føgte at sætte mig selv i den gamle veemodige Stemning - det lykkedes iffe : jeg var altfor adspredt; min Sjæl var, saa at sige, beelt mellem mangebaande, faare adskillige Følelser. Jofeph og Salamiel, SuIamith og min Fader traadte - snart enkelte, snart samlede op for min Indbildningskraft. Verden hers oventil, Graven hernedentil droge mig verelviis til sig: ben fidste grundede fit Krav paa min egen frivillige Bes flutning; den første stræbte at gjøre ældre Rettigheder gjældende. Af! ere disse iffe forspildte? har jeg ikke for stedse frafagt mig dem, da jeg sluttede mit Testamente? Saaledes maae den Yngling være tilmode, som lukter den tunge Klosterport mellem sig og Berden, som ombytter den vide, stjønne Jord med den snævre ftumle Celle, og stjuler fit Hjerte med alle dets føde Følelser i Munke: fappen.

D du yndige, glæderige Jord! ftal jeg saaledes filles fra dig?

Den 17de November. Jeg kom forfilde dog ikke forsilde; jeg har jo været i menneffeligt Selskab! jeg har jo feet, hørt gamle Befjendte D! enhver Befjendt er mig eenlige Dødsfange en Ven.

Der var allerede afspiist; de havde været ser ved Bordet, Stolene stode der endnu. Levningerne af en Dyres ryg og en Eblefage fit mine Tænder til at løbe i Vand. 3 mere end fem Maaneder har jeg levet af tør og fold Mad Dampen af den varme vafte en næsten ubetvins gelig Appetit: nu veed jeg, hvorfor Esau folgte fin Forstefødselsret.

Jeg stod i Begreb med, som en Muus at springe

« ForrigeFortsæt »