„Den der har Mod dertil“ fagde Salamiel; „Mod, Klogskab og

Penge det er Alt hvad der behøves."

„Og Forsynets Bistand" lagde Broderen til. „Penge kan tabes hastigere, end de vindes; Klogskab har Grændfer, og Mod er ofte Galfkab: Sabathhaj Sevi greb efter Scepteret, og fik et Stegespið!“

"Joseph!" afbrød Salamiel bittert, „din Hukommelse synee helst at ville dvæle ved de sørgelige og fors nedrende Epocher i vor Historie. Jeg mindes hellere de Tider, da Aften ffjalv for Davids Hyrdestav, da Thrus og Sidon, Ophir og Saba bejlede til Salomos Venskab, og lyttede efter Viisdommen fra hans Læber."

„Hvorfor dvæle ved Minder“ sagde Joseph, „som fun føre os til nedslaaende Sammenligninger? hvorfor ikke heller holde sig bittre, men nyttige Erfaringer?"

"For af dem at lære?" spurgte Salamiel noget fpobff.

"At vi have overlevet" svarede Broderen bestemt og alvorligt, vor Tilværelse som Nation, vort Haab, og vore Spaadomme. Tredsindstyve Slægter have ventet forgjæves paa den Frelser, som tøver vel længe i to og tyve Secler, om han ikke allerede var fommen."

-

Her reiste Salamiel sig atter, og gik med hur tige Skridt op og ned bag ved Broderen. Denne skrev med Fingeren paa Bordet og vedblev: „De Folk, vi kalde Hedninge, men hvis Sværd er over vore Hoveder, tilbede en Prophet, som vore Fædre udstødte af Synagogerne; de bygge deres Haab paa en Hjørnesteen, som vore vise Bygmestere forskøde. De stige og vi synke; de florere og triumphere, medens vi opfylde Herrens Trudsel: See jeg vil give dem Malurt at æde og Galdevand at drikke; jeg vil give Eder i Fremmedes

Haand og udføre mine Domme over Eder. Er ikke Hedningenes Messiah udsprungen af Abrahams Lænd? er han ikke udgangen af Davids Huus? I serten hundrede Aar svinger han fit Scepter over Jorden, og udvider stedse sit Riges Grændser Salamiel! hvor er vor Messiah?"

Salamiel svarede ikke, men gik endnu haftigere frem og tilbage.

"Broder!" vedblev Joseph: der staaer skrevet; Mørket skal skjule Jorden, og Dumhed Folkene; men Hedningene skulle vandre ved dit Lys, og Kongerne ved det Skin, som er opgangen for dig. Broder! hvo haver sagt disse Ord? til hvem ere de talebe? Er det ikke vort Lys, ved hvilket Hedningene og deres Konger vandre? Og ere vore Veje ikke som meget flibrige Veje i Mørket?"

„Hvis Lys er klarest?" sagde Salamiel stedse gaaende; „de Christne have revet deres i mange Stykker; Enhver priser sin Stump som det eneste rene og ægte Lys, og vover Liv og Blod for at slukke den Andens - De ere dog alle Dele af et eneste Hele" faldt Broderen ind; "det ligger i Menneskets skrøbelige Natur, at ville rette og fuste paa Mesterstykker, at plette det Rene, forfalske det Ægte, og altid at forblande og vanhellige Religionens himmelske Gave med frække Tilsætninger af egne Drømme og egne Lidenskaber. Have vore Rabbinere gjort det bedre? Længe, længe før de christne Præster har Herren sagt: Baade Prophet og Præst ere Dienskalfe - de space Løgn i mit Navn, sigende: Jeg drømte, jeg drømte ja, de ere Propheter, der spaae deres hjertes Bedras gerier."

-

"

,,Men de Christne" blev Salamiel ved, have omgjort deres Religions Lys til en Mordbrænderfakkel; paa Enden af deres Hyrdestav have de fæstet en Bøddeløre; de fængsle og pine, de myrde og brænde Fremmede men deres egne Børn."

ej alene

"Det er da kun de romerske, Broder!" svarte Joseph. "Fordi de ere de mægtigste" sagde Salamiel; „lad Protestanterne først faae Overmagten; de ville misbruge den, som hine."

Joseph smiilte, og trommede med Fingrene paa

Bordet.

Nu er Du ogsaa Propbet!" sagde han, og dine Drømme ere mørke. Lad os ikke alene betragte de Christnes Gjerninger! de ere ufuldkomne, som alt Menneskeligt: vi, vi fore Alle vild som Faarene, vi vendte os hver til sin Vej, siger Esaias. Men deres Religion! er den ikke en Datter af vores egen?"

"Hvorfor" raabte Salamiel, antoge vore Fædre den da ikke? hvorfor blev den kun annammet af Fiftere, Bønder og Betlere?"

„Fordi" svarte Joseph, det var en Troe for Betlere, saavelsom for Konger; fordi de Lærde vare be= daarede af deres egen Viisdom; fordi vore Præster, de Rige og de Vældige drømte om jordisk Magt og politist Glands og Storhed: vi saae ham; men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. Denne advarende Spaadom er forkyndet Aarhundreder før han kom."

Der blev et langt Ophold. Salamiel gif hen til Vinduet, og saae ud i Natten.

Joseph rejste sig og sagde: „Troe mig, Broder! dine Forhaabninger ere ligesaa dunkle som Natten hist

ude, og ligesaa lose som hine Skyer, der forsvinde og komme aldrig mere igjen. Troe mig, Salamiel! med vort Rige er det for længe siden forbi; det gjenrejses iffe mere. Endnu er vi et Folk desværre! men et Folk uden Land, et Samfund uden Samdrægtighed, et Selskab uden selskabelige Fordele og Rettigheder. Vort Nige er opløst som alle andre paa Jorden: de staae til en Tid, og synke da i Gruus. Af deres Ruiner opbygges nye, for at friste den samme Skjæbne. Kun eet Rige vil kunne bestaae, fordi det var et aandeligt Rige. Dets Grændser bestemmes ikke af Bølger eller Bjerge; det indfkrænker sig ikke til eet Land, eet Sprog, een Lovbog. Det overskrider alle Grændser, og gjennembryder alle Skranker; thi Aanden kan ikke bindes med Lænker af Støv. Er dette Rige ikke allerede grundfæstet, da er alt en Drøm, og Gud har aldrig indblæst sin Aand í Menneskets Legeme."

Salamiel traadte hen foran Broderen, og faae længe og taus paa ham. Derpaa foldede han sine Hænder, vendte sig og gik med sænket Hoved langsomt ud af Salen. Joseph stod endnu længe henfunken i Tanker; omsider udbredte han fine Arme som til en Omfavnelse, faae op til Himmelen, og fulgte efter sin Broder.

Den 26de November.

En særegen Følelse drager mig til disse Jører. Oprigtige, ædeltænkende Mennesker! De lede ærligen efter Sandhed Gud give, de maae finde den!

Inat ventede jeg dem forgjæves. Da Midnatten var forbi, vovede jeg at tage Salen i Besiddelse, ja endog at medbringe min tændte Lampe kes fra Søen af.

Lyset kan jo kun bemær

Jeg søgte at sætte mig selv i den gamle veemodige Stemning - det lykkedes iffe: jeg var altfor adspredt; min Sjæl var, saa at sige, deelt mellem mangehaande, saare adskillige Følelser. Joseph og Salamiel, Sulamith og min Fader traadte snart enkelte, snart samlede op for min Indbildningskraft. Verden hers oventil, Graven hernedentil droge mig verelvis til sig: den sidste grundede fit Krav paa min egen frivillige Beslutning; den første stræbte at gjøre ældre Rettigheder gjældende. Ak! ere disse ikke forspildte? har jeg itte for stedse frafagt mig dem, da jeg sluttede mit Testamente? Saaledes maae den Yngling være tilmode, som lukker den tunge Klosterport mellem sig og Verden, som ombytter den vide, skjønne Jord med den snævre skumle Celle, og skjuler sit Hjerte med alle dets søde Følelser i Munkefappen.

fra dig?

du yndige, glæderige Jord! skal jeg saaledes skilles

Den 17de November.

Jeg kom forfilde dog iffe forfilde; jeg har jo været i menneskeligt Selskab! jeg har jo seet, hørt gamle D! enhver Bekjendt er mig eenlige Døds

Bekjendte fange en Ven.

Der var allerede afspiist; de havde været ser ved Bordet, Stolene stode der endnu. Levningerne af en Dyreryg og en Æblekage fik mine Tænder til at løbe i Vand. I mere end fem Maaneder har jeg levet af tør og kold Mad Dampen af den varme vakte en næsten ubetvingelig Appetit: nu veed jeg, hvorfor Esau solgte fin Førstefødselsret.

Jeg stod i Begreb med, som en Muus at springe