Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors][merged small]

1. Jorden var bedækfet med Snee, Himlen med Stjerner, , Maanen qvæltede, alle Vinde vare til Hvile. Forneden var intet liv, men foroven var firmamentet i uendelig Bevægelse: de utallige Smaalys i Mørket glimtede, tinbrede, bævede, blinfede - og smiilte fom Engleøjne fra den fjerne, dunkle Evighed.

Tildækket med Vinterens Liiglagen, omfunklet af den store Gravbælvings Blaalys, lage Landsbyen Wöhrden, og sydligst i famme Fogdens Hans Wollersiens Huus. Paa den brede Gavi, som vendte ud til Marken, stod et Bindue aabent, og indenfor dette en ung Pige, som af og til lænede sig paa Armene i Vindueskarmen, Aak Hovedet lidt ud, og fiffede nu til den ene Side, nu til den anden.

Naar en serten Somres Møe staaer ved Midnatstid i klingrende Frost, for aabent Vindue, seer hun vist iffe efter Stjerner; hendes Haab, hendes længsel er iffe fa a langt borte; hendes Tanker have iffe Carl den Stores, men Emmas Gang. Dg naar en ung Pige faaledes vens ter, venter hun vist heller iffe forgiæves.

Fjernt ude paa Sneen faces en mørt Plet, der stedse blev større, og stedse kom nærmere det var Reimer fra Wimerstedt, en ung, smuk Ditmarsker, blandt fine Zevnlige den første i Dans og i Strid. Pigen traf nu Vinduet sagtelig til, men frogede det ikke, og lagde sig

S. S. Blicher. Samle og ny Noveller. IV.

1

paaflædt tilfengs. Ynglingen kom hid, aabnede det fun paa Strømt tilluffede Vindue, og befandt sig snart inde i den Elstedes Sovekammer.

Forarger Eder iffe, 3 fydffe Jomfruer og Unger: fvende! Dette er vel et Stevnemøde, men ingen tydsk Schäferstündchen, ingen fransk tête à tête; det er en heel uskyldig, bed ældgammel Folfeffit hjemlet Sammen komst mellem tvende Forlovede, der tale med fold Forstandighed om den snart begyndende Huusholdning, om fors ventet Brudestjænt og Indkjob, om Husets og Bærtstas bets Indretning, om hvem der skal bydes til Bryllup, og om hvem der ved samme skal hædres med forskjellige Bes stillinger.

Under disse ærbare Forhandlinger hørtes udenfor en Knirken i Sneen.

,,Sæt Krogen paa Vinduet!.. Hvisfede Pigen hurtigt.

Reimer rejste sig, og gjorde efter Befaling; dog blev han staaende for at opdage, hoo det var som gik der: ude en stor, mørk Skikkelse, der stedse kom nærmere.

Sagtelig traf han sig tilbage fra Vinduet, satte sig igjen paa Kanten af Kjereftens Seng, og sagde, tog uden mindste Skinsyge

„Hvem kan det være? det lader til, han ogsaa vil fenftre.“

. Viftnof Wolf grebrand," svarte bun, det er kun faa Dage siden, han sagde til mig, at han fom en Nat med det første for at besøge mig. Jeg tænkte, det var hans Spøg, og svarede ligeledes i Spøg, at Nætterne nu vare for folde, og at mit Vindue var frosset fast.“

f det Samme piffedes der sagtelig paa Ruden, og en Stemme sagde: „Telse Hansdatter! sover Du ?..

"Nej!" svarte hun: men her kommer Ingen ind...

Da seer jeg dog," gjenmælede hiin: wet Spor hers til, og intet herfra."

,,Det er mit!" tog Reimer Drdet.
Hvad for en mit?. spurgte Wolf.

„Reimers fra Wimerstedt!“ svarte denne: jeg fom først, Wolf Ifebrand!

Hm!" brummede Wolf: ,det funde Du have sagt mig, litle Telse! Det er iffe fmuft at holde en ærlig Karl for Nar, og lade ham løbe for Ingenting i Frost og Snee.

„Vær iffe vred, Wolf!" sagde Pigen: „jeg troede jo, vilde stjemte med mig, for Folf har sagt, at 3 var gode Venner med Viben - Marie hun boer jo iffe heller faa langt herfra, og faa gaaer s dog ikke for: gjæves."

, Den Dyvel med Biben - Marie!" udstødte Wolf: „ hun har ogsaa faaet sig saadant et glat Ansigt fiffet ud, med en Smule Fnug paa Hagen.“

Her sprang Reimer atter hen til Vinduet, og sagde lidt bidfig: ,,Fnug fan blive til Sfjæg, og en glat Hage fan være ligesaa god som en foparret!,

Hys!" faldt Telfe ind: ,ingen Spektakler! Reis mer! Du skal være stiffelig! – gaae væk fra Vinduet!

!.. Han adlød.

„Wolf Isebrand! jeg vil sige det kort og godt: Reimer og jeg ere Rjerester, og om fjorten Dage skal vi bave Bryllup.

„Tillyffe! tillyffe !" sagde 3febrand but: det fan ellers hænde, at Reimer inden den Tid faaer Andet at

god Nat!. Hvad meente han med det?" spurgte Telse. De snakke saa smaat om Krig;“ svarte Reimer:

tænke paa

„de bolsteenste Herrer ville nok engang maale deres Kids derlandser med vore Springstokke...

13ffe Andet ? fagde Ditmarsferinden: faa fpringe de vel til Pølse, som de pleje."

,,Det tænker jeg med;" sagde Ungersvenden: valliges vel denne Gang faae vi nok fornemme Gjæster – Hertug Frederit og hans Broder, Rongen af Danmart

Atter afbrodes den politiske Samtale ved en ftærkere Piffen paa Vinduet og et højere: ,,Telfe Hansdat: ter! sover Du?

„Hvad er det?" hviskede Reimer: rjeg troer, at alle de unge Karle i Wöhrden har faaet ifinde at fen: stre her inat

Telfe!“ raabtes der endnu lydeligere: .fo: ver Du!.

»Ja!" svarte den stjelmske Tøs med dæmpet Fnisen, og: ,det er Carsten Holm!" hvidskede hun til den lykkelige Elsker.

„Snaffer Du isovne,“ sagde Stemmen udenfor: „kan Du ogsaa reise Dig isovne, og luffe mig ind...

, Det gjør jeg ikke," svarede Telfe; nfor jeg drøm: mer just nu, at der staaer en slem, sledst, tyvagtig Hankat berude."

Spøg nu iffe længer, min Stat!" sagde hiin med fjælen Rost: ,,men luf mig Vinduet op! Du veed jeg mener det ærligt.“

„O ja!" svarte bun: „ligesaa ærligt, fom Du meente det med Anneke Delve, hvem Du snakkede godt for, og siden lod sidde jeg fjender nok din Ærlighed, Car: sten Holm!"

„Tak for den, min lille!" svarede han: „men fiig

« ForrigeFortsæt »