Billeder på siden
PDF
ePub

selfe,

En Fortælling fra Ditmarskerkrigen.

1.

Jorden var bedækket med Snee, Himlen med Stjerner, Maanen qvællede, alle Vinde vare til Hvile. Forneden var intet Liv, men foroven var Firmamentet i uendelig Bevægelse: de utallige Smaalys i Mørket glimtede, tindrede, bævede, blinkede og smiilte som Engleøjne fra den fjerne, dunkle Evighed.

Tildækket med Vinterens Liiglagen, omfunklet af den store Gravhælvings Blaalys, laae Landsbyen Wöhrden, og sydligst í samme Fogdens Hans Wollersiens Huus. Paa den brede Gavl, som vendte ud til Marken, stod et Vindue aabent, og indenfor dette en ung Pige, som af og til lænede fig paa Armene i Vindueskarmen, ßtak Hovedet lidt ud, og fiffede nu til den ene Side, nu til den anden.

Naar en serten Somres Møe staaer ved Midnatstid i flingrende Frost, for aabent Vindue, seer hun vist ikke efter Stjerner; hendes Haab, hendes Længsel er ikke sa a langt borte; hendes Tanker have ikke Carl den Stores, men Emmas Gang. Og naar en ung Pige saaledes venter, venter hun vist heller ikke forgjæves.

[ocr errors]

Fjernt ude paa Sneen faaes en mørk Plet, der stedse blev større, og stedse kom nærmere det var Reimer fra Wimerstedt, en ung, smuk Ditmarsker, blandt fine Jevnlige den første i Dans og i Strid. Pigen trak nu Vinduet sagtelig til, men krogede det ikke, og lagde sig

S. S. Blicher. Gamle og ny Noveller. IV.

1

paaklædt tilsengs. Ynglingen kom hid, aabnede det kun paa Skrømt tillukkede Vindue, og befandt sig snart inde i den Elskedes Sovekammer.

Forarger Eder iffe, I tydske Jomfruer og Ungersvende! Dette er vel et Stevnemøde, men ingen tydsk Schäferstündchen, ingen fransk tête à tête; det er en heel uskyldig, ved ældgammel Folkeskik hjemlet Sammenkomst mellem tvende Forlovede, der tale med kold Forstandighed om den snart begyndende Huusholdning, om forventet Brudeskjænk og Indkjøb, om Husets og Værtskabets Indretning, om hvem der skal bydes til Bryllup, og om hvem der ved samme skal hædres med forskjellige Bestillinger.

Under disse ærbare Forhandlinger hørtes udenfor en Knirken i Sneen.

"Sæt Krogen paa Vinduet!" hviskede Pigen hurtigt. Reimer rejste sig, og gjorde efter Befaling; dog blev han staaende for at opdage, hvo det var som gik derude en stor, mørk Skikkelse, der stedse kom nærmere. Sagtelig trak han sig tilbage fra Vinduet, satte sig igjen paa Kanten af Kjerestcns Seng, og sagde, dog uden mindste Skinsyge:

[ocr errors]

„Hvem kan det være? det lader til, han ogsaa vil fenstre."

"Vistnok Wolf Ifebrand," svarte hun, det er kun faa Dage siden, han sagde til mig, at han kom en Nat med det første for at besøge mig. Jeg tænkte, det var hans Spøg, og svarede ligeledes i Spøg, at Nætterne nu vare for folde, og at mit Vindue var frosset fast."

I det Samme pikkedes der sagtelig paa Ruden, og en Stemme sagde: "Telse Hansdatter! sover Du?" "Nej!" svarte hun: men her kommer Ingen ind."

"Da feer jeg dog," gjenmælede hiin: et Spor hers til, og intet herfra."

"Det er mit!" tog Reimer Ordet.

[ocr errors]

"Hvad for en mit? spurgte Wolf.

Reimers fra Wimerstedt!" svarte denne: "jeg

fom først, Wolf Isebrand!"

„Hm!“ brummede Wolf: "det kunde Du have sagt mig, lille Telfe! Det er ikke smukt at holde en ærlig Karl for Nar, og lade ham løbe for Ingenting i Frost og Snee."

„Vær ikke vred, Wolf!" sagde Pigen: „jeg troede jo, I vilde skjemte med mig, for Folk har sagt, at I var gode Venner med Viben - Marie hun boer jo ikke heller saa langt herfra, og saa gaaer I dog ikke forgjæves."

"Den Dyvel med Viben - Marie!" udstødte Wolf: „hun har ogsaa faaet sig saadant et glat Ansigt kikket ud, med en Smule Fnug paa Hagen."

Her sprang Reimer atter hen til Vinduet, og sagde lidt hidsig: Fnug kan blive til Skjæg, og en glat Hage kan være ligesaa god som en koparret!"

"

"Hys!" faldt Telse ind: „ingen Spektakler! Reimer! Du skal være skikkelig! gaae væk fra Vinduet!..

[merged small][ocr errors]

„Wolf Isebrand! jeg vil sige det kort og godt: Reimer og jeg ere Kjerester, og om fjorten Dage skal vi have Bryllup."

"Tillykke! tillykke!" sagde Isebrand but: "det kan ellers hænde, at Reimer inden den Tid faaer Andet at god Nat!"

tænke paa

„Hvad meente han med det?" spurgte Telse.

"De snakke saa smaat om Krig;" svarte Reimer:

de holsteenste Herrer ville nok engang maale deres Nidderlandser med vore Springstoffe."

"Ikke Andet?" sagde Ditmarskerinden: saa springe de vel til Pølse, som de pleje."

"

Det tænker jeg med;" sagde Ungersvenden: allige vel denne Gang faae vi nok fornemme Gjæster Hertug Frederik og hans Broder, Kongen af Danmart — "

Atter afbrødes den politiske Samtale ved en stærkere Pikken paa Vinduet og et højere: "Telse Hansdatter! sover Du?"

"Hvad er det?" hviskede Reimer: "jeg troer, at alle de unge Karle i Wöhrden har faaet isinde at fenstre her inat

ver Du!"

Telse!" raabtes der endnu lydeligere: „so

"Ja!" svarte den skjelmske Tøs med dæmpet Fnisen, og: det er Carsten Holm!" hvidskede hun til den lykkelige Elster.

"Snakker Du isøvne," sagde Stemmen udenfor: kan Du ogsaa rejse Dig isøvne, og lukke mig ind."

„Det gjør jeg ikke," svarede Telse; „for jeg drømmer just nu, at der staaer en slem, sledst, tyvagtig Hanfat herude."

"Spøg nu ikke længer, min Stat!" sagde hiin med kjælen Rost: „men luk mig Vinduet op! Du veed jeg mener det ærligt."

„O ja!" svarte hun: „ligesaa ærligt, som Du meente det med Anneke Delve, hvem Du snakkede godt for, og siden lod sidde jeg kjender nok din Ærlighed, Car:

sten Holm!"

[ocr errors]

„Tak for den, min Lille!" svarede han: „men siig

« ForrigeFortsæt »