-

nu boer i Slottet. Det var pantsat af Kongen til nogle Jøder i Amsterdam monstroe de skulde nu have det i Besiddelse? Jeg hørte iaftes Rumlen af Vogne paa Broen og en ualmindelig Tummel herovenpaa. Dog, hvad an= gaaer det mig? hvad vedkommer det den Døde, hvo der træder paa hans Grav?

Den 21de October.

Skal jeg betroe til Papiret mit Hjertes sødeste og smerteligste Løndom? Skal jeg fornye Erindringer, der paa eengang henrykke og martre mig? hvorfor ikke? Undflye dem er mig alligevel umuligt — maaskee kan det lindre min Smerte, at jeg opfkriver dem — jeg vil prøve det, om jeg endog skulde trykke Braaden længere ind i mit saarede Bryst.

Sulamith

mit Hjertes Drøm! min første, min sidste Kjerlighed! men lovet være Gud! den var reen og uvanhelliget; derfor er der endnu en Sødhed i Mindet om hine flygtige, skuffende Glæder.

Sulamith! jeg vil tænke mig Dig som første Gang, da jeg saae dit dejlige Aasyn mellem Hyacintherne. I dette Djeblik følte jeg om jeg end vidste det ikke at Du var min Sjæls udkaarede Brud. Det syntes mig et Tilfælde, at jeg den Dag, uden at jeg selv vidste hvorfor, paa min jevnlige Vandring til Børsen just valgte denne usædvanlige Vej. Nu gik jeg ingen anden. Saasnart jeg drejede ind i Gaden, kjendte jeg dit Vindue langt borte. Sødt bævede mit Hjerte, jo nærmere jeg kom, mine Skridt bleve fortere, men jeg torde ikke vende mit Ansigt om til Dig; jeg slottede fra Siden: og dog opdagede jeg, at Du lagde Mærke til mig. Jeg veed iffe hvor mange Dage der forløb, inden jeg vovede at hilse.

Jeg forbausedes over min Dristighed; men, o Himmel! Du hilfte mig igjen mit Lød var kastet.

Den sidste Vintermaaned randt hen

en Dag savnede jeg Dig, den anden

Foraaret fom: tredie ligesaa. Da syntes mig, at min Sol var dalet. Unævnelig Længsel bespændte mit Bryst. Min Principal flyttede ud paa fit Landsted. Jeg sukkede, jeg græd hvor nær jeg kom Dig.

jeg vidste ikke,

Jeg sad i Jasminlysthuset og drømte om Dig, min Elffede! da hørte jeg et dybt Suk bag mig i Naboens Hauge. Jeg saae igjennem en Sprække i Plankeværket — Sulamith! det var Dig: Du sad der ombølget af dine brune Silkelokker, dit Hoved hældet mod din Skulder, dine sneehvide Fingre legede med Blomsterne i dit Skjød, dine Dine vare hos Levkøjerne, men dine Tanker - ja, de vare hos din ukjendte Ven.

Jeg skjalv af Henrykkelse, men min Tunge klæbede til min Gane, jeg mægtede ikke at frembringe en Lyd ak! jeg vidste jo ej engang dit Navn Du rejste Dig, gik langsomt ind; og jeg sad endnu drømmende paa min Bænk, da Principalen opledte mig, og kaldte mig til mit Dagværk.

Hvor bankede mit Hjerte, da jeg næste Gang nærs mede mig Lysthuset med min ,,Soleil brillant" — Hun var i Sandhed min Sjæls rette "glimrende Sol," derfor valgte jeg denne Blomst - hun var der iffe; jeg svingede mig op paa Plankeværket, og satte den forgyldte Vase med den skjønne Hyacinth paa Steenbordet. Jeg

hun kom, hun saae Blomsten,

det har jeg glemt, Forgjæves søger jeg

Hvad jeg sagde, hvorledes jeg kom over til hende eller jeg har nok aldrig vidst det. at vække min Hukommelse; den tier lige til det Øjeblik, da hun løsrev sig af mit Favnetag, og spurgte: „hvem er De?"

Men altfor vel mindes jeg den Bleghed, der udbredte sig over hendes Ansigt, da jeg sagde hende mit Navn og min Stilling, som første Bogholder hos van der Leete. Hendes formørkede Djekast sank til Jorden, hendes Hænder foldede fig: "Jeg tænkte,“ sagde hun neppe hørligt "at De var en af Vores."

Ved hendes Ord opsteeg et Bjerg imellem os. Hun forsvandt fra mine Dine, uden at jeg mærkede hendes Bortgang.

Jeg kan ikke skrive længer. Søvnens Arme - ak! hvorfor er varer den kun til imorgen?

Jeg vil kaste mig i den saa kort? hvorfor

"

Een af Vores !"

Den 22de October. Virkelig! Man har ofte an

taget mig for Jøde! Bekjendte have skjemteviis forsikkret mig: at min Næse og mine Øjne vare ganske israelitiske. Vel muligt: min Moder var jo ikke af min Faders Troe milde Himmel! af hvad Troe er da Kjerlighed? , at jeg havde været een af Hendes, eller hun een af Mine! da havde vi opfyldt et Bud, som kom som kom fra Himlen; men Menneskene have andre Bud anden Lyksaligbed - af Gud! den er derefter.

ja,

Hvor stille og klar er Søen idag! et Spejl af den Himmel heroventil, som jeg nu aldrig meer skal see den kommer i Bevægelse - det er Fisteren i sin Baad. Ak! mit Hjerte bevæger sig ogsaa ved at skue et Menneske;

jeg føler, at jeg endnu ikke er skilt fra Verden. Han fors tøjer Baaden han udkaster Medesnoren

han fløjter Tonen af en Morgenpfalme. D, min Gud! min Gud! hvor underligt røres jeg! Jeg kan ikke see Bogstaverne for Taarer Pennen skjælver i min Haand.

Den 25de October.

Nej! min Pensel skal ikke vanhellige hendes himmelske Aafyn. Behøver jeg da vel et Billede af hende; og er det ikke altfor dybt indpræget i mit Hjerte? O! det udslettes ikke, før dette arme Hjerte har ophørt at slaae.

Først igaar opdagede jeg mine Tegneredskaber Min Fader har da lagt dem i Skrinet, at jeg kunde have Adspredelse i min Eensomhed. O, min elskede Fader! Du min eneste Ven paa Jorden! est Du nu i det Land, hvorefter din Søn længes? eller est Du endnu landflygtig i mit Fødeland, medens jeg er en Fange i dit!

Er Du hos min Moder? har en medlidende Himmel nu omsider forenet, hvad grusomme Mennesker adstilte? Fader! Moder! naar ville I hente Eders Søn?

Hvor smerteligt er det dog, aldrig at have kjendt de Arme, der første Gang omslyngede os; det Bryst, der gav os første Næring! ikke at kunne mindes det Aasyn, der med mhed og Henrykkelse hvilede paa vort! Af! mon ogsaa paa mig? mig forbuden Elskovs ulyksalige Frugt? Mon ikke snarere de bittreste Taarer have vædet mine spæde Kinder? og den dybeste Kummers Sufke blandet sig med mine Skrig?

Den 26de October.

Ja! han er død! - Gud glæde Dig i sin Himmel! Det var ingen Drøm! Vel sov jeg, men Forestillingerne

vare altfor levende, for sandsynlige til at være det sæd= vanlige Blændværk af en lænkebunden Phantasie, hiint væmmelige Sammensurium af opkogte Historier.

Var det min Moder, hvis yndige Skikkelse svævede ved hans Side? Det var hende hun lignede Sulamith. Den Synlige smelter sammen til eet Væsen med den Usynlige: saa elsker jeg i den Ene dem begge.

Forunderligt! højst sælsomt! Fraværelse og Tiden

figer man

dæmper Kjerligheden; tvertimod hos mig: jeg har aldrig elsket heftigere end nu. Er dette en Tilgivt, endnu en Malurtdraabe i mine Lidelsers Kalk? Nej, det er Trøstens klarttindrende Dugperle. Daarligt har jeg handlet, idet jeg faalænge stræbte at tillukke mit indre Dje for denne venlige Skikkelse, der tilhvisker mig det søde Haab: vi sees igjen."

--

Forend jeg overgav mig selv til denne Eensomhed, troede jeg at være paa Vej til glemme hende var det maaskee virkelig men det var Reis.n, Omgang med saamange Mennesker, Naturens Skjønheder, Livets mangehaande Glæder, der endnu ikke havde opgivet Kravet paa mit unge Hjerte - Alt dette var det, som adspredte mig.

Nu, i denne min fuldkomne Afsondring fra Verden, gjør den stærkeste af alle Følelser atter fin Ret gjældende. Nu først undrer det mig, hvorledes jeg har kunnet finde Fornøjelse i Jagt og Fiskerie, Musik og Dands. Var det en Forbrydelse mod Dig, min Elskede? - den vorder tilfulde afsonet.

Hvad er dette? Baaden glider forbi, den bærer tvende fremmede Skikkelser - i hollandsk Dragt! Skulde det virkelig være disse Jøder? Sulamiths Landsmænd ? De forsvinde.

Besynderligt! det forekommer mig at være hine selv