Billeder på siden
PDF
ePub

nu boer i Slottet. Det var pantat af Kongen til nogle Føder i Amsterdam monstroe de sfulde nu have det i Besiddelse? Jeg hørte iaftes Numlen af Vogne paa Broen og en ualmindelig Tummel herovenpaa. Dog, hvad ans gaaer det mig? hvad vedkommer det den Døde, hvo der træber paa hans Grav?

[ocr errors]

Den 21de October. Skal jeg betroe til Papiret mit Hjerte$ fødeste og smerteligste Løndom? Skal jeg fornye Erindringer, der paa eengang henrykte og martre mig? hvorfor ikke? Undflye dem er mig alligevel umuligt - maaffee kan det lindre min Smerte, at jeg opskriver dem jeg vil prøve det, om jeg endog ffulde tryffe Braaden længere ind i mit saarede Bryst.

Sulamith mit Hjertes Drøm! min første, min

sidste Kjerlighed! men lovet være Gud! den var reen og uvanhelliget; derfor er der endnu en Sødhed i Mindet om hine flygtige, fluffende Glæder.

Sulamith! jeg vil tænke mig Dig som første Gang, da jeg faae dit dejlige asyn mellem Hyacintherne. 3 Dette Djeblik følte jeg om jeg end vidste det ikke at Du var min Sjæls udkaarede Brud. Det syntes mig et Tilfælde, at jeg den Dag, uden at jeg felv vidste hvors for, paa min jevnlige Vandring til Børsen just valgte denne usædvanlige Vej. Nu git jeg ingen anden. Saa: snart jeg drejede ind i Gaden, fjendte jeg dit Vindue langt borte. Søbt bævede mit Hjerte, jo nærmere jeg fom, mine Skridt bleve fortere, men jeg torde ikke vende mit Ansigt om til Dig; jeg skottede fra Siden: og dog opdagede jeg, at Du lagde Mærke til mig. Jeg veed iffe hvor mange Dage der forløb, inden jeg vovede at hilse.

Jeg forbausedes over min Dristighed; men, O Himmel! Du hilfte mig igjen mit Lod var kastet.

Den sidste Vintermaaned randt ben – Foraaret fom: en Dag savnede jeg Dig, den anden tredie ligefaa. Da syntes mig, at min Sol var balet. Unævnelig længfel bespændte mit Bryst. Min Principal flyttede ud paa fit Landsted. Jeg suffede, jeg græd jeg vidste iffe, hvor nær jeg kom Dig.

Jeg sad i Jasminlysthuset og drømte om Dig, min Elftebe! ba borte jeg et dybt Suf bag mig i Naboens Hauge. Jeg faae igjennem en Spræffe i Planteværket — Sulamith! det var Dig: Du fad der ombølget af dine brune Silkeloffer, dit Hoved hældet mod din Skulder, dine sneehvide fingre legede med Blomsterne i dit Skjød, dine Dine vare hos Levføjerne, men dine Tanker – ja, de vare hos din ufjendte Ven.

Jeg ffjalv af Henrykkelse, men min Tunge klæbede til min Gane, jeg mægtede ikke at frembringe en lyd — af! jeg vidste jo ej engang dit Navn – Du rejste Dig, gik langsomt ind; og jeg sad endnu drommende paa min Bænk, da Principalen opledte mig, og kaldte mig til mit Dagværk.

Hvor bankede mit Hjerte, da jeg næste Gang nærs mede mig lysthuset med min ,,Soleil brillant" - Hun var i Sandhed min Sjæls rette vglimrende Sol,“ derfor valgte jeg benne Blomst – hun var der iffe; jeg svins gede mig op paa Plankeværket, og satte den forgyldte Vase med den stjønne Hyacinth paa Steenbordet. – Jeg ffjulte mig og ventede hun fom, hun faae Blomsten, rødmede, kiggede til alle Sider – endogsaa over Planteværket jeg funde høre mit Hjertes Slag. Omsider opdagede hun mig i min Krog.

Hvad jeg sagde, hvorledes jeg kom over til hende det har jeg glemt, eller jeg har nok aldrig vidst det. Forgiæves føger jeg at vække min Hukommelse; den tier lige til det Djeblik, da hun løsrev sig af mit Favnetag, og spurgte: hvem er De ?

Men altfor vel mindes jeg den Bleghed, der udbredte sig over hendes Ansigt, da jeg sagde bende mit Navn og min Stilling, som første Bogholder hos van der Peete. Hendes formørkede Djefast fank til Jorden, hendes Hæn: der foldede fig: Jeg tænkte," sagde hun neppe børligt mat De var en af Vores."

Ved hendes Ord opsteeg et Bjerg imellem os. Hun forsvandt fra mine Øjne, uden at jeg mærkede hendes Bortgang.

Jeg kan ikke skrive længer. Jeg vil faste mig i Søvnens Arme - af! hvorfor er den faa fort? hvorfor varer den kun til imorgen?

Den 22de October. ,,Een af Vores !!! Virkelig! Man har ofte antaget mig for føde! Befjendte have ftjemteviis forsiffret mig: at min Næse og mine Dine vare ganske israelis tiste. Bel muligt: min Moder var jo iffe af min Faders Troe - milde Himmel! af hvad Troe er da Kjerlighed?

2, at jeg havde været een af Hendes, eller hun een af Mine! da havde vi opfyldt et Bud, som kom - ja, som kom fra Himlen; men Menneskene have andre Bud anden Lyfsaligbed - af Gud! den er derefter.

Hvor stille og flar er Søen idag! et Spejl af den Himmel heroventil, som jeg nu aldrig meer skal see den kommer i Bevægelse – det er Fisteren i fin Baad. Af! mit Hjerte bevæger fig ogsaa ved at skue et Menneske;

[ocr errors]

jeg føler, at jeg endnu ikke er ffilt fra Verden. Han fors tøjer Baaden han udfaster Medesnoren han fløjter Tonen af en Morgenpfalme. D, min Gud! min Gud! hvor underligt røres jeg! Jeg kan ikke fee Bogstaverne for Taarer Pennen skjælver i min Haand.

Den 25de October. Nej! min Penfel ffal iffe vanhellige hendes himmelske Aafyn. Behover jeg da vel et Billede af bende; og er det ikke altfor dybt indpræget i mit Hjerte? D! det udslettes iffe, før dette arme Hjerte har ophørt at slaae.

Først igaar opdagede jeg mine Tegneredskaber Min Fader bar da lagt dem i Skrinet, at jeg kunde have Adspredelse i min Eensomhed. D, min elskede Faber! Du min eneste Ven paa Jorden! est Du nu i det land, hvorefter din Søn længes ? eller est Du endnu landflyga tig i mit Fødeland, medens jeg er en Fange i dit!

Er Du hos min Moder? har en medlidende Himmel nu omsider forenet, hvad grusomme Mennesker adstilte? Fader! Moder! naar ville 3 bente Eders Søn?

Hvor smerteligt er det dog, aldrig at have fjendt de Arme, der første Gang omslyngede os; det Bryst, der gav os første Næring! iffe at kunne mindes det Aasyn, der med Dmhed og Henryktelse hvilede paa vort! Af! mon ogsaa paa mig? mig forbuden Elskovs ulyksalige Frugt? Mon ikke snarere de bittreste Taarer have vædet mine spæde Rinder? og den dybeste Kummers Suffe blandet fis med mine Sfrig?

Den 26de October. Ja! han er død! – Gud glæde Dig i sin Himmel ! Det var ingen Drøm! Vel for jeg, men Forestillingerne

vare altfor levende, for sandsynlige til at være det fædvanlige Blændværk af en lænkebunden Phantasie, hiint væmmelige Sammensurium af opfogte historier.

Var det min Moder, hvis yndige Stiftelse svævede ved hans Side? Det var hende hun lignede Sula: mith. Den Synlige smelter fammen til eet Væsen med den usynlige: faa elffer jeg i den Ene dem begge.

Forunderligt! højst sælsomt! Fraværelse og Tiden – siger man dæmper Kjerligheden; vertimod hos mig: jeg har aldrig elsket heftigere end nu. Er dette en Tilgivt, endnu en Malurtdraabe i mine lidelsers Ralt? Nej, det er Trøstens klarttindrende Dugperle. Daarligt har jeg bandlet, idet jeg saalænge stræbte at tilluffe mit indre Die for denne venlige Sfiffelse, der tilhviffer mig det fode Haab: „vi fees igjen.“

Førend jeg overgav mig selv til denne Eensomhed, troede jeg at være paa Vej til glemme hende

var det maaffee virkelig men det var Rejfin, Omgang med saamange Mennesker, Naturens Stjønheder, Livets manges baande Glæder, der endnu ikke havde opgivet Kravet paa mit unge Hjerte Alt dette var det, som adspredte mig.

Nu, i denne min fuldkomne Affondring fra Verden, gjør den stærkeste af alle Følelser atter fin Ret gjældende. Nu først undrer det mig, hvorledes jeg har funnet finde Fornojelse i Jagt og Fiskerie, Musik og Dands. Var det en forbrydelse mod Dig, min Eiffede? – den vorder tilfulde affonet.

Hvad er dette? Baaden glider forbi, den bærer tvende fremmede Skikkelser - í hollandsk Dragt! Sfulde det virkelig være disse Føder ? Sulamiths Landsmænd ? De forsvinde.

Besynderligt! det forekommer mig at være bine selv

« ForrigeFortsæt »