Billeder på siden
PDF
ePub

Haandskrivten
Nordlyset *).

ftjøndt noget defect

findes nu-i

Hald Slot, den 11te October 16...**)

Jeg har hørt om Søfarende, at der i yderste Havsnød ikke er dem nogen skrækkeligere Forestilling, end den: at de skulle forsvinde fra Havets Overflade, og begraves i Dybet, uden mindste Spor eller Efterretning for ventende Slægt og Venner. De opskrive desaarfag Omstæn dighederne ved deres sidste Ulykke, og overgive denne Meddelelse i en lukket Flaske til Bølgerne. Saaledes vil da ogsaa jeg, der kan ansee mig selv for levende begravet og udslettet af Jorden, optegne mine sidste Tanker; om maaffee denne min underjordiske Bolig engang i Fremtiden kan vorde aabnet, og mine Been overgivne til et helligere Hvilested.

Det er nu fire Maaneder siden jeg blev indmuret, og jeg har Fødevarer for dobbelt saa lang Tid endnu. Men kunde min Fader ikke forlængst have været her igjen?

ak! om nu hans Haab har slaget ham fejl! om han ikke har faaet Hjælp hos sine Venner i Holland! eller om han var falden i Sygdom, eller død! død! ja, faa maae det være.

[ocr errors]

Det var ikke muligt, at han saaledes kunde forlade en Søn, der opofrede til hans Redning baade Ære og Liv. Opofrede? Hvad har jeg opofret? et Liv uden Værd enten for Andre eller for mig selv; et Liv uden Forbindelse, saa ligegyldigt for Verden, som min Død. Og Æren? hvad Ære har en navnløs Bastard? Her har

*) Et Maanedsskrift, Forf. i sin Tid udgav.

**) De tvende bagefte Aarstal vare ganske ulæselige; men formodentlig skal det være nogle og halvfems.“

jeg jo bortgivet, hvad jeg egentlig slet ikke har ejet. Dog, er dette ikke en Bebrejdelse mod min Fader, hvis ulykkes lige Kjerlighed gav mig Tilværelse? Bort derfor med denne ufønlige Tanke! Han elskede mig jo saa ømt og inderligt: min Opfostring, min Opdragelse er det jo, der har foraarsaget hans Gjæld, og fristet ham til den ulyksalige Forgribelse, som nu koster ham ren og mig Livet.

Hvad binder mig til dette usle Liv? de tvende eneste Baand ere løfte: min Fader og o Sulamith!

Den 15de October.
det sidste

Idag fylder jeg mit eet og tyvende Aar af mit unge Liv. Barmhjertige Gud! tilgiv mig arme Orm, at jeg tør spørge hvorfor, at jeg i mit Hjertes Bitterhed tør tvivle om Nødvendigheden af min jammers lige Tilværelse! Men var da Verden kommen aflave, om jeg ikke var bleven til, og havde udgjort en afsondret Deel af dens Elendigheders Masse? Et Kar til Vanære til Søndertrædelse! Stille, du usle Leer! kives ikke med den, som dannede dig.

O Kjerlighed! Kjerlighed! Universets underfulde, opholdende Kraft! hvorfor skulde min Fader kjende og lyde dit vældige Bud? hvorfor skulde dette Bud gjøre Brud paa menneskelige Love og Forhold?

Ikke før jeg taber baade Tanke og Følelse, vil den Time udslettes af min Erindring, da han første Gang trykkede mig til fit Bryst. Det er to Aar siden jeg blev hentet fra Holland og ankom hertil. Han kaldte mig ind i fit Kammer, og sluttede mig med lydelig Graad i fine Arme. Moder havde jeg aldrig vidst af at sige fandt jeg da en Fader.

[ocr errors]

nu

, min Sen!" sagde han, den første Gang din Fader taler med Dig, er det for at skrifte sin Ungdoms Synd for at bede om din Tilgivelse!"

[ocr errors]

Jeg skjulte mine taarefulde Djne i hans Haand. Han fortalte mig om min Moder: hvorledes han havde fundet og elsket hende, hvorledes Kjerlighed bedaarede dem faaledes, at de gav mig Tilværelse, og hvorledes haarde Slægtninge omsider adskilte dem - hun var af en anden Troe de vidste at skjule hende. Forgjæves vare alle hans Eftersøgelser; mig fun mig havde han beholdt.

Min Son, min Son!" sagde han tilsidst med Hulken og dybe Hjertesuk, "lov mig helligt, ved din Faders Anger og Sjælssmerte, at Du aldrig vil lade Dig henrive af forbuden Kjerlighed! Det øverste i Vellystens Bæger er født som Honning, men paa Bunden er Gift og Galde!"

D, Sulamith!

Den 16de October.

Efteraaret er allerede forhaanden. Gjennem mit lille Glughul kan jeg see Nordpynten af Bøgeskoven; den begynder kjendelig at gulnes. Snart kommer Vinteren, og efter den atter Foraar hvor er jeg da? der hvor ingen Morgensol vækker den Slumrende. Ak! er jeg da iffe allerede blandt de Dedes Tal? død fra Jorden og alle dens Glæder, og levende blot for min haabløse Fortvivlelse?

Ha! hvorefter feer jeg? hvi forlænger jeg denne forfærdelige Dødskamp? Det samme Staal, hvormed jeg stjærer Brødet, som opholder mit elendige Liv, kunde jo i et Øjeblik afskjære den snart udspundne Livstraad, og bringe det forgbespændte Hjerte til Rolighed? Viig fra

mig Frister! tilbage til den Afgrund, hvorfra du er ops steget for at fordærve min arme Sjæl! Frivillig lod jeg mig begrave, for at frelse det eneste menneskelige Væsen, jeg tilhører; men Døden maae komme fra hiin usynlige Haand, der gav mig Livet.

Er ikke denne min Handling en Frugt af sonlig Kjerlighed? af Taknemmelighed, af uomgængelig Pligt? Hvilken rædselfuld Time, da min Fader aabenbarede mig sin Ulykke! Han havde haabet saa vist at kunne erstatte Mangelen; men der var Jntet at faae, med mindre han selv rejste til Holland. Han foreslog mig at følge med sig til Amsterdam, hvor han endnu havde dette Nødanker.

[ocr errors]
[ocr errors]

Da var det, at Himlen ja! en saadan Tanke har ikke sit Udspring fra Morkets Hjem at vove mit Liv og min vilde jeg have angivet mig sveget Kassen (det var jo dog mig, som Pengene vare komne tilgode); dette afslog han med ubøjelig Haardnakkenhed. Men da jeg derpaa med brændende Taarer besvoer ham, at tillade mig her at holde mig i Skjul, indtil han kom tilbage fra Holland: da fejrede omsider mine inderlige Bønner. I trende Nætter hjalp han selv til at forsyne mit lønlige Fængsel med alle Fornedenheder. D, hvor skjalv han i mine Arme, da jeg for sidste Gang maatte løsrive mig af hans Favn. Muurskeen, med hvil ken han tillukkede mit underjordiske Fængsels Indgang, klapprede mod Stenene. Og da han nu igjennem den sidste snævre Aabning rakte mig fin folde, bævende Haand -o! disse Taarer, hvormed jeg vædede den, disse Taarer, som randt i Mørket, ere de da iffe feete af Forbar merens alseende Dine? ere de ikke blevne en lindrende Balsom paa mit Hjertes dødelige Saar?

Himlen indskod mig,

re for at frelse hans: først selv, som den der havde be

at slaae

At! min Fader! dit har vel allerede længe ophørt Du er vist allerede nu i et bedre Hjem, hvor Du med Længsel venter din Son! Min Gud og Frelser! udløs mig snart af dette strækkelige Fængsel!

Den 18de October.

Er det muligt, at jeg ulyksalige Dødsfange endnu kan nære en daarlig Lyst til Livet? at jeg med Længsel kan fæste mine Dine paa hine Bølger, der tindre i Mor genlyset? at jeg kan misunde Svanen, der svømmer hist ude, fin Frihed?

[ocr errors]

, at jeg kunde glemme min egen Frihedsstand, min korte Ungdomslyft! o, at jeg aldrig havde skuet disse Naturens Yndigheder! at jeg dog hellere havde stedse levet indsluttet som Padden i Steenklippen! uden Længsel men ogsaa uden Savn! D, at jeg med Friheden ogsaa var stilt ved Erindringen! Det var ifjor paa denne Tid, at jeg derovre i Skoven besøgte mine Doner — nu er jeg selv en fangen Fugl Dødens Snare?

[ocr errors]

-

naar skal jeg udløses af

Kommer jeg nogensinde mere for Dagens Lys, da veed jeg, at Galgen vorder min Lod; og dog kunde jeg sprænge mit Fængsel, for paa Vejen til Retterstedet endnu engang at mætte mine Dine med Jordens Beskuelse. Men nej! det var jo et Selvmord det var endnu værre: at vove min Faders Hemmelighed; hvo veed, hvilke Befjendelser Pinebænken kunde afpresse mig? Jeg vil tøve til Forløsningens Time slaaer naar skal jeg høre den?

[ocr errors]

Den 20de October.

Ogsaa nysgjerrig kan jeg endnu være. Jeg kan ofte ønske at vide, hvo der færdes over mit Hoved, hvo der

« ForrigeFortsæt »