Billeder på siden
PDF
ePub

ftjøndt noget defect

findes nu

Haandstripten
Nordlyset *).

Hald Slot, den llte October 16...**) Jeg har hørt om Søfarende, at der i yderste Havs: ned iffe er dem nogen ftræffeligere Forestilling, end den: at de skulle forsvinde fra Havets Overflade, og begraves i Dybet, uden mindste Spor eller Efterretning for ven: tende Slægt og Venner. De opskrive desaarsag Omstæns dighederne ved deres sidste Ulyffe, og overgive denne Meds delelse i en luffet Flaske til Bølgerne. Saaledes vil da ogsaa jeg, der kan ansee mig selv for levende begravet og udslettet af Jorden, optegne mine fidste Tanfer; om maaffee denne min underjordiske Bolig engang i Fremtiden kan vorde aabnet, og mine Been overgivne til et belligere Hvilested.

Det er nu fire Maaneder siden jeg blev indmuret, og jeg har Fødevarer for dobbelt saa lang Tid endnu. Men funde min Fader ikke forlængst have været her igjen?

af! om nu hans Haab har slaget ham fejl! om ban iffe bar faaet Hjælp hos fine venner i Holland! eller om han var falden i Sygdom, eller død! død! ja, faa maae det være.

Det var iffe muligt, at han saaledes kunde forlade en Søn, der opofrede til hans Redning baade Ære og liv. Dpofrede? Hvad har jeg opofret? et liv uden Bærb enten for Andre eller for mig selv; et liv uden Forbindelse, saa ligegyldigt for Verden, som min Dod. Dg Æren? hvad Ære har en navnløs Bastard ? Her bar

*) Et Maanedsskrift, Forf. i sin Tid udgav. **) De tvende bagefte Aarstal vare ganske ulæselige; men for:

modentlig skal det være vnogle og halvfems.

jeg jo bortgivet, hvad jeg egentlig slet ikke har ejet. Dog, er dette ikke en Bebrejdelse mod min Fader, hvis ulykkes lige Kjerlighed gav mig Tilværelse? Bort derfor med denne usønlige Tanke! Han elskede mig jo faa ømt og inderligt: min Dpfostring, min Dpdragelse er det jo, der har foraarsaget hans Gjæld, og fristet ham til den ulyksalige Forgribelse, som nu kofter ham Æren og mig livet.

Hvad binder mig til dette usle liv? de tvende eneste Baand ere lofte: min Fader og -o Sulamith!

Den 15de October. Idag fylder jeg mit eet og tyvende Aar det sidste af mit unge liv. Barmhjertige Gud! tilgiv mig arme Orm, at jeg tør spørge bvorfor, at jeg i mit Hjertes Bitterhed tør tvivle om Nødvendigheden af min jammers lige Tilværelse! Men var da Verden kommen aflave, om jeg ikke var bleven til, og havde udgjort en afsondret Deel af dens Elendigheders Masse? Et Kar til Vanære — til Søndertrædelse! Stille, bu usle leer! kives iffe med den, som dannede dig.

D Kjerlighed! Kjerlighed! Universets underfulde, ops boldende Kraft! hvorfor skulde min fader fjende og lyde dit vældige Bud? hvorfor skulde dette Bud gjøre Brud paa menneskelige love og forhold?

Itte før jeg taber baade Tanfe og følelse, vil den Time udslettes af min Erindring, da han første Gang tryfkede mig til sit Bryst. Det er to Aar siden jeg blev ben: tet fra Holland og ankom hertil. Han faldte mig ind i fit Kammer, og sluttede mig med lydelig Graad i fine Arme. Moder havde jeg aldrig vidst af at sige fandt jeg da en Fader.

[ocr errors]

„O min Son!" sagde han, „den første Gang din Fader taler med Dig, er det for at ffrifte sin Ungdoms Synd - for at bede om din Tilgivelse!"

Jeg skjulte mine taarefulde Dine i hans Haand. Han fortalte mig om min Moder: hvorledes han havde fundet og elsket hende, hvorledes Kjerlighed bedaarede dem faaledes, at de gav mig Tilværelse, og hvorledes haarde Slægtninge omsider adskilte dem – bun var af en anden Troe - de vidste at skjule hende. Forgjæves vare alle hans Eftersøgelser; mig – kun mig havde han beholdt.

Min Son, min Son! sagde han tilsidst med Hulken og dybe Hjertesuk, wlov mig helligt, ved din Faders Anger og Sjælssmerte, at Du aldrig vil lade Dig benrive af forbuden Kjerlighed! Det øverste i Velystens Bæger er født som Honning, men paa Bunden er Gift og Galde!.

D, Sulamity!

Den 16de October. Efteraaret er allerede forhaanden. Gjennem mit lille Glughul kan jeg fee Nordpynten af Bøgeskoven; den bes gynder fjendelig at gulnes. Snart fommer Vinteren, og efter den atter Foraar – hvor er jeg da? der hvor ingen Morgenfor væffer den Slumrende. Af! er jeg da iffe allerede blandt de Dedes Tal? tod fra Jorden og alle dens Glæder, og levende blot for min haablose Fortvivlelse?

Ha! hvorefter seer jeg? hvi forlænger jeg denne forfærdelige Dødsfamp? Det samme Staal, hvormed jeg stjærer Brødet, som opholder mit elendige liv, kunde jo i et Djeblik afstjære den fnart udspundne livstraad, og bringe det sorgbespændte Hjerte til Rolighed? Viig fra

mig Frister! tilbage til den Afgrund, hvorfra du er opsteget for at fordærve min arme Sjæl! Frivillig lod jeg mig begrave, for at frelse det eneste menneskelige væsen, jeg tilhører; men Døden maae komme fra hiin usynlige Haand, der gav mig livet.

Er iffe denne min Handling en Frugt af sonlig Kjer: lighed ? af Taknemmelighed, af uomgængelig Pligt? Hvilken rædfelfuld Time, da min Fader aabenbarede mig fin Ulyffe! Han havde baabet saa vist at kunne erstatte Mangelen; men der var Intet at faae, med mindre han selv rejste til Holland. Han foreslog mig at følge med sig til Amsterdam, hvor han endnu havde dette Nødanker.

Da var det, at Himlen – ja! en faadan Tanke har iffe sit udspring fra Morfets Hjem Himlen indfkød mig, at vove mit liv og min re for at frelse bans: først vilde jeg have angivet mig selv, som den der havde bes sveget fassen (det var jo dog mig, fom Pengene vare komne tilgode); dette afslog han med ubøjelig Haardnatfenhed. Men da jeg derpaa med brændende Taarer be: fvoer ham, at tillade mig her at holde mig i Stjul, ind: til han kom tilbage fra Holland: da sejrede omsider mine inderlige Bønner. f trende Nætter hjalp han selv til at forsyne mit lønlige Fængsel med alle Fornedenheder. De hvor stjalv han i mine Arme, da jeg for fiofte Gang maatte løsrive mig af hans Favn. Muursteen, med hvils ken han tillukfede mit underjordiske Fængsels Indgang, klapprede mod Stenene. Og da han nu igjennem den fidste snævre Aabning rakte mig fin folde, bævende Haand - o! disse Taarer, hvormed jeg vædede den, disse Taas rer, som randt i Mørfet, ere de da iffe seete af Forbars merens alseende Dine? ere de ifke blevne en lindrende Balsom paa mit Hjertes dødelige Saar?

Af! min Fader! dit har vel allerede længe ophort at flage - Du er vist allerede nu i et bedre Hjem, hvor Du med længsel venter din Søn! Min Gud og Frelser! udløs mig snart af dette ftræffelige Fængsel!

Den 18de October. Er det muligt, at jeg ulyksalige Dødsfange endnu kan nære en daarlig Lyft til livet? at jeg med længsel kan fæfte mine Dine paa hine Bølger, der tindre i Mors genlyset? at jeg kan misunde Svanen, der svømmer hift ube, fin Fribed?

D, at jeg kunde glemme min egen Frihedsstand, min korte Ungdomslyft! O, at jeg aldrig havde stuet disse Naturens Yndigheder! at jeg dog hellere havde ftedse levet indsluttet som Padden i Steenklippen! uden længsel men ogsaa uden Savn! D, at jeg med Friheden ogsaa var flilt ved Erindringen! Det var ifjor paa denne Tid, at jeg derovre i Skoven besøgte mine Doner - nu er jeg selv en fangen Fugl naar ftal jeg udløses af Dødens Snare?

Kommer jeg nogensinde mere for Dagens Ly8, da veed jeg, at Galgen vorder min Lod; og dog kunde jeg sprænge mit Fængsel, for paa Vejen til Retterstebet endnu engang at mætte mine Dine med Jordens Besfuelse. Men nej! det var jo et Selvmord Det var endnu værre: at vove min Faders Hemmelighed; hvo veed, hvilke Bes tjendelser Pinebænken kunde afpresse mig? Jeg vil tøve til Forløsningens Time slaaer naar skal jeg høre den?

Den 20de October. Dgsaa nysgjerrig kan jeg endnu være. Jeg kan ofte ønske at vide, hvo der færdes over mit Hoved, hvo der

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »