oprejst, noget længer tilbage fra Søen, for omtrent halvtredsindstyve Aar siden.

Her findes endnu trende gamle mystiske Billeder, hvis Betydning man forgjæves har villet udgrunde, og om Originalerne til hvilke Sagnet kun dunkelt taler.

Det ene er et Bryststykke, og forestiller en middelaldrende Mand af athletisk Skabning, med et stort, trindt og glubst Ansigt. Hans eenradknappede, grove Vams flutter tæt op om den tykke Hals. Det forte Mankehaar deler sig over Panden, og falder i bølgende Lokker ned til de brede Skuldre. Hans store, mørkeblaae Dine, overs ffyggede af tykke Bryn, har ofte forfærdet mig som Barn, naar jeg gik ene gjennem Salen, og de truende fulgte mig fra Dør til Dør. Næst den hornede Figur í orbis pictus, har intet Billede holdet mig i saadan Respect, som „Niels Bugges" paa Hald. Om det ogsaa virkelig var hans, skal vort Haandskrivt maaskee siden aaben= bare*).

Det andet er ligeledes et Bryststykke, men i meget mindre Format: En mørkladen, mager, senestærk, i en fort Kappe indhyllet Figur; Hovedet bedækket med en turbanformet Peltshue; den ene Haand griber i Barmen sandsynligviis efter en Dolk. Man har sagt mig, det var en Jode; og jeg tænkte uvilkaarlig paa Esau, den vilde, trodsige Jæger; saaledes maae han have feet ud, da han mærkede Moders og Broders Bedrag, og da han siden mødte denne med fjendsk Hu og blodige Tanker.

Da jeg blev ældre, tyktes han mig at maatte ligne Barcochba, som han beslutter at gjennemrejse det sønder

*) Men vist er det, at denne Afbildning ikke modfiger Forestillingen om en ægte, gammel dansk Kæmpe.

splittede Nige. I dette skumle Aasyn præger sig Harmen over Folkets Fornedrelse, vaklende Haab om Fornyelsen af den tabte Herlighed, og mørke Ahnelser om et sørgeligt Udfald paa dette fortvivlede sidste Forsøg. Hvorhen stirrer dette stulende, hadske Blik? Til Elia Capitolina Romerørnen paa Zions Bjerg

til

vogt Dig! fee! alle

rede udspiler den fin Kloe, for at sønderrive Dig! Han ffjælver iffe han har endnu Dolken - den sidste Tilflugt og Frelse.

--

>>

Det tredie skal ogsaa forestille en Jøde den Forriges Broder. Hvor ulig hiin! saa forskjellig, som Jacob fra Esau. Ja! dette er maae være tegnet efter Naturen: Snildhed, Sagtmodighed, Bøjelighed; patriar= chalsk Værdighed, Godmodighed; dog ikke uden lidt underfundig Tilbageholdenhed. Saaledes har han smilet, da han bortbyttede Lindserne, og da han lagde de spraglede Kjeppe i Vandtruget. Han er omgivet af Blomster Symboler paa søde, talrige Familieglæder, paa Haabet om Israels tilkommende Flor. En Hane -- Aarvaagenheds, Paapassenheds Symbol - staaer paa hans Skjød; han klapper den med et ømt og fjerligt Djekast.

„Vistnok" gjensaae Billedet

har jeg siden tænkt, da jeg som ældre

"vistnok behøver Du, forunderlige Nation! Hanens hele Aarvaagenhed for at bevare din skrøbelige Tilværelse; kun Skade, at Du faa ofte lader Dig henrive eller rettere oppuste af dens Overmod, og glemmer at de Kjerner, der gjorde Dig fyldig og kjeps høj, vare ofte møjsommeligt nok — opsamlede i strenge Herrers Gaarde. Derfor have de ogsaa tidt stækket dine Vinger, naar Du baskede for højt med dem, og afrevet dine pralende Fjedre, saa baade Fidt og Blod fulgte med. Men Du opholdtes stedse af en højere Magt, der har

adspredt Dig blandt alle Jordens Folkeslægter, for at undervise og advare med dine Dyder, dine Lyder og Ulykker."

Det er en rum Tid siden, at jeg under en Morgenvandring fatte mig paa Kongeskandsen, og skuede ud over den yndige Søe. Dagens Konge skred frem i fin ufordunklede Ungdoms-Glands, og klædte de østlige Lyngbjerge i Morgenrødt. Søen paagnede og krusede fin tins drende Barm. Skoven lod, og de modstaaende Bakker gjenlød af Fuglenes Vaarsang; højt over den kredsede Drnen, og dybt underneden skummede Vildanden de blinkende Bolger. Den blege Taage hævede sig fra Bugges De og hensmeltede i Morgenlyset; den steeg fra Ruinerne som en Aand fra sin natlige Bolig. En Ræv sad oppe paa Volden og keeg efter de forbiflyvende Fugle. Tvende Svaner sejlede ved dens Fod; de faae Fjenden, krummede deres stolte Halse og bruste med de mægtige Vinger, men han forsvandt bag Muren, og de mellem Strandbreddens Siv. En Baad skød sig ud fra Skovpynten, sagtelig klappede dens Aarer den glimrende Flade. Den gled til Land, en Fister steg ud med sin tidlige Fangst. En gammel, men endnu kraftfuld Mand; hans Haar syntes ældre end han selv, thi det faldt i hvide Lokker om et fyldigt, brunladent Ansigt.

Hans Vej gik forbi Skandsen. Jeg tiltalede ham i det Haab at fiske et og andet Sagn om den ødelagte Ridderborg; det opfyldtes langt over min Forestilling.

„Min Fader," fortalte han, „der var Fisker før mig, har været med at bryde Slottet ned, og flytte Stenene over til den ny Gaard, strax efter at Jøderne vare rejste og Obersten kommen her. Det var et strengt Arbejde: de kunde ikke nær saa snart rive.ned, som de hist henne

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

12

kunde bygge op. Hver en Stump maatte brækkes los med Staalstænger, og før Solen gik ned, maatte alle Mand være ude af Slottet, for det var ikke rigtigt fat

En Dreng havde engang tøvet for længe, men han blev aldrig Menneske siden. Det bares ham for, at der sad en Skriver ved et Bord og skrev; foran ham paa Bordet stod et Mandehoved, og hvergang han vilde dyppe Pennen, gabede Hovedet, og saa dyppede han i Munden. Et Skilderie have de et grumme Bryderie med: en Kone ffulde bære det op til den ny Gaard, men da hun var kommen over Dæmningen, blev Skilderiet saa tungt for hende, som om det havde været Bly. Saa lagde de det paa en Vogn, men Hestene kunde ikke rokke det af Stedet. Tilsidst maatte de have Bud efter Præften. Han bar det. Men da de saa hængte det op, blev det lige nær, for det faldt ned hver evige Nat: enten faldt Sømmet ud, eller Snoren gik istykker; men saa fik de et Søm af en Liigkiste det holdt. De fagde, det var den gamle Hr. Bugge, der havde bygget Slottet; han vilde nødig flytte

derfra. Jeg kan endnu huffe,"

lagde han til ,,at

jeg som Dreng var med at gjøre reent der til Hove; for Kjelderne vare tilbage, og dem maatte vi feje engang om Aaret."

„Fandt I aldrig Noget der? spurgte jeg. "Iffe det jeg veed," svarede han, gammel Skrivt, som Ingen kunde læfe."

undtagen noget

"Hvor blev det?" gjentog jeg ivrig, men hartad haabløs.

"

"Jeg troer, min kone har det endnu," lød det vel= fignede Svar: det laae i mange Aar i Læddiken i min Kiste; men nu har hun faaet det til at svøbe om fit Rokkehoved."

En Oldgrandsker kan bedst tænke sig min Utaalmodighed inden jeg naaede Fiskerens Hytte, og faae for mine Dine, hvad jeg endnu neppe vovede at troe den raske Gamle havde ondt ved følge mig.

Jeg kom, jeg faae, jeg - fandt!

Ved Siden af "Kammersvenden af Morland" para= derede tvende Hoveder, Fiskerkonens og Rokkens. Efter dette sidste greb jeg med rovgjerrige Hænder, til stor Forbauselse for den gamle Mutter, der faae sig saa uforanlediget af en Vildfremmed fit Hørfutteral berøvet. hendes Forskrækkelse kan dog aldrig have været saa stærk som min Glæde, da jeg opdagede et Haandskrivt, om hvis Ælde Bogstavernes Træk og blakketgule Farve klarligen vidnede. Det var en Slags Dagbog i det hollandske Sprog: der løb mig som en krillende Kulde ned ad Ryggen, og antiqvarist Vellyst sammenpressede Blodet omkring mit Hjerte.

Dersom Nogen skulde faae isinde at forlange Hjemmel for Rigtigheden af denne Opdagelse, eller fyldestgjørende Beviis for dette Haandskrifts Tilværelse: da vil jeg bede en Saadan, for det første at lade sig nøje med mit Digterord. Og synes denne Bekræftelses- Formular ham iffe at kunne give antagelig Sikkerhed - ja faa faaer han i Apollos og Musernes Navn holde sig til den almindelig antagne Mening: at Sandhed og Phantasie ere ikke lette at adskille hos Folk af min Profession; undertiden formaae vi det ej engang selv. Man kan saa tiot gjen tage en Løgn, til man selv troer den.

Saameget er vist: at Hald med dens Omgivelser, samt de tre forhen beskrevne Billeder, existerer endnu, og kunne af Enhver behagelig tages i Djesyn; og at