Billeder på siden
PDF
ePub

oprejst, noget længer tilbage fra Søen, for omtrent halvs tredsindstyve Alar siden.

Her findes endnu trende gamle mystiske Billeder, hvis Betydning man forgjæves har villet udgrunde, og om Originalerne til hvilke Sagnet fun dunkelt taler.

Det ene er et Bryststykke, og forestiller en middels aldrende Mand af athletist Skabning, med et stort, trindt og glubft Ansigt. Hans eenradknappede, grove Bams slutter tæt op om den tykke Hals. Det forte Mankebaar deler sig over Panden, og falder i bølgende Lokker ned til de brede Skuldre. Hans store, mørkeblage Dine, overs fkyggede af tyffe Bryn, bar ofte forfærdet mig fom Barn, naar jeg git ene gjennem Salen, og de truende fulgte mig fra Dør til Dør. Næst den hornede Figur i orbis pictus, har intet Billede holdet mig i faadan Respect, som Niels Bugges" paa Hald. Om det ogsaa virkelig var hans, ffal vort þaandskript maasfee siden aaben: bare *).

Det andet er ligeledes et Bryitstyffe, men i meget mindre Format: En mørfladen, mager, fenestært, i en fort Kappe indhyllet Figur; Hovedet bedækket med en turbans formet Peltsbue; den ene Haand griber i Barmen – sands fynligviis efter en Dolf. Man har sagt mig, det var en Jøde; og jeg tænkte uvilfaarlig paa Efau, den vilde, trodsige Jæger; saaledes maae han have feet ud, da han mærkede Moders og Broders Bedrag, og da han siden mobte denne med fjendst þu og blodige Tanfer.

Da jeg blev ældre, tyktes han mig at maatte ligne Barcochba, fom han beslutter at gjennemrejse Det sønder

*) Men vist er det, at denne Afbildning ikke modfiger Forestillin

gen om en ægte, gammel danst Kæmpe.

splittede Rige. g dette fkumle Aasyn præger fig Harmen over Folkets fornedrelse, vaflende Haab om Fornyelsen af den tabte Herlighed, og mørke Ahnelser om et førgeligt Udfald paa dette fortvivlede sidste forsøg. Hvorhen stirrer dette ffulende, hadffe Blit? Til Ælia Capitolina — til Romerørnen paa Zions Bjerg vogt Dig! see! alles rede udspiler den fin Kloe, for at sønderrive Dig! Han stjælver iffe — han har endnu Dolfen den sidste Til: flugt og Frelse.

Det tredie ffal ogsaa forestille en 3ode den For: riges Broder. Hvor ulig hiin! saa forskjellig, som Jacob fra Efau. 3a! dette er - maae være tegnet efter Naturen: Snildhed, Sagtmodighed, Bøjelighed; - patriar: chalst Værdighed, Godmodighed; bog iffe uden lidt under: fundig Tilbageholdenhed. Saaledes har han sinilet, da ban bortbyttede Lindserne, og da han lagde de fpraglede Kjeppe i Vandtruget. Han er omgivet af Blomster Symboler paa føde, talrige Familieglæder, paa Haabet om Israels tilkommende Flor. En Hane Aarvaagenbeds, Paapassenbeds Symbol staaer paa hans Skjod; ban klapper den med et ømt og fjerligt Djefast.

,,Viftnof har jeg fiben tænkt, da jeg som ældre gjensage Billedet ,, vistnok behøver Du, forunderlige Nation! Hanens hele Aarvaagerhed for at bevare din ffrøbelige Tilværelse; kun Sfade, at Du faa ofte lader Dig benrive eller rettere oppuste af dens Overmob, og glemmer: at de Kjerner, der gjorde Dig fyldig og tjeps høj, vare ofte møjsommeligt nok — opsamlede i strenge Herrers Gaarde. Derfor have de ogsaa tidt stæffet dine Vinger, naar Du baskede for højt med dem, og afrevet bine pralende Fjedre, saa baade Fidt og Blod fulgte med. Men Du opholdtes stedse af en højere Magt, der har

adspredt Dig blandt alle fordens Folkeslægter, for at undervise og advare med dine Dyder, dine Lyder og Ulyffer.

Det er en rum Tid fiden, at jeg under en Morgens vandring fatte mig paa Kongeskandsen, og skuede ud over den yndige Søe. Dagens Konge ffred frem i fin ufordunklede Ungdoms-Glands, og klædte de østlige Lyngbjerge i Morgenrødt. Søen paagnede og trusede fin tins drende Barm. Skoven lød, og de modstaaende Baffer gjenlod af Fuglenes Vaarjang; hojt over den fredfede Drnen, og dybt underneden skummede Vildanden de blin: kende Belger. Den blege Taage hævede sig fra Bugges De og bensmeltede i Morgenlyfet; den fteeg fra Ruinerne som en Aand fra sin natlige Bolig. En Ræv fad oppe paa Volden og feeg efter de forbiflyvende fugle. Tvende Svaner sejlede ved dens Fod; de faae Fjenden, krummede deres stolte Halse og bruste med de mægtige Vinger, men han forsvandt bag Muren, og de mellem Strandbreddens Siy. En Baad fkød sig ud fra Skovpynten, sagtelig klappede dens Aarer den glimrende Flade. Den gled til Land, en Fisker steg ud med fin tidlige Fangst. En gammel, men endnu kraftfuld Mand; hans Haar syntes ældre end han selv, thi det faldt i hvide Lokfer om et fyldigt, brunladent Ansigt.

Hans Vej gik forbi Skandsen. Jeg tiltalede ham i det Haab at fiffe et og andet Sagn om den ødelagte Ridderborg; det opfyldtes langt over min Forestilling.

„Min Fader," fortalte han, der var Fisker før mig, bar været med at bryde Slottet ned, og flytte Stenene over til den ny Gaard, strax efter at Jøderne vare rejste og Obersten kommen ber. Det var et strengt Arbejde: de funde ikke nær saa snart rive ned, som de bift benne

S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. IV.

12

funde bygge op. Hver en Stump maatte bræffes los med Staalftænger, og før Solen gik ned, maatte alle Mand være ude af Slottet, for det var iffe rigtigt fat der. En Dreng havde engang føvet for længe, men han blev aldrig Menneske siden. Det bares ham for, at der sad en Sfriver ved et Bord og ffrev; foran ham paa Bor: det stod et Mandehoved, og hvergang han vilde dyppe Pennen, gabede Hovedet, og saa dyppede han i Munden. Et Skilderie have de et grumme Bryderie med: en Kone ffulde bære det op til den ny Gaard, men da hun var kommen over Dæmningen, blev Skilderiet faa tungt for hende, som om det havde været Bly. Saa lagde de det paa en Vogn, men Hestene funde iffe roffe det af Stedet. Tilsidst maatte de have Bud efter Præsten. Han bar det. Men da de faa hængte det op, blev det lige nær, for det faldt ned hver evige Nat: enten faldt Sømmet ud, eller Snoren gif istykker; men faa fit de et Som af en Liiga fifte

det holdt. De fagde, det var den gamle Hr. Bugge, der havde bygget Slottet; han vilde nødig flytte berfra. Jeg kan endnu buffe, - lagde han til — rat jeg Tom Dreng var med at gjøre reent der til Hove; for Kjelderne vare tilbage, og dem maatte vi feje engang om Aaret...

,,Fandt 3 aldrig noget der?.. spurgte jeg.

„Žffe det jeg veed," svarede han, rundtagen noget gammel Skrivt, som Ingen kunde læfe."

„Hvor blev det?" gientog jeg ivrig, men bartad haabløs.

Zeg troer, min Kone har det endnu,” lød det bels signede Svar: ,, det lage i mange Aar i Læddifen i min Kiste; men nu har hun faaet det til at svøbe om fit Roffehoved.

En Didgrandffer kan bedst tænke sig min Utaalmos dighed inden jeg naaede Fifferens Hytte, og faae for mine Dine, hvad jeg endnu neppe vovede at troe

den raske Gamle havde ondt ved følge mig.

Jeg kom, jeg saae, jeg - fandt!

Bed Siden af Kammersvenden af Morlanda para: derede tvende Hoveder, Fiskerfonens og Roffens. Efter dette sidste greb jeg med rovgjerrige Hænder, til stor fors bauselse for den gamle Mutter, der faae sig faa uforanlediget af en Vildfremmed fit Hørfutteral berøvet. Men hendes Forskrækkelse kan dog aldrig have været faa ftærk som min Glæde, da jeg opdagede et Haandskrivt, om hvis Ælde Bogstavernes Træf og blakketgule Farve klarligen vidnede. Det var en Slags Dagbog i det hollandske Sprog: der løb mig som en krillende Kulde ned ad Ryga gen, og antiqvarist Vellyst sammenpressede Blodet omkring mit Hjerte.

Dersom Nogen ffulde faae isinde at forlange Hiems mel for Rigtigheden af denne Opdagelse, eller fyldestgjø. rende Beviis for dette Haandskrifts Tilværelse: da vil jeg bede en Saadan, for det første at lade sig nøje med mit Digterord. Og synes denne Befræftelses - Formular ham iffe at kunne give antagelig Sifferhed – ja – faa faaer han i Apollos og Musernes Navn bolde sig til den almin: delig antagne Mening: at Sandhed og Phantasie ere ikke lette at adskille hos Folf af min Profession; undertiden formaae vi det ej engang selo. Man kan faa tidt gjen: tage en løgn, til man selv troer den.

Saameget er vift: at Hald med dens Omgivelser, samt de tre forben beskrevne Billeder, eristerer endnu, og funne af Enhver behagelig tages i Diesyn; og at

« ForrigeFortsæt »