Billeder på siden
PDF
ePub

Hendes Mand rystede min Haand, og sagde smilende: ,,Min Røne har fjendt Dig siden igaarmorges, og din Neger buttede bun Sandheden paa; men jeg har tabt mit Væddemaal, for hun paastod, at Du kom først til at fafte Maffen. Men dog iffe Baffenbarterne," afbrød jeg

napropos! Du talte om Jomfruen hvad er det for en Jom: frue? hvorfra forskriver hun fig egentlig eu spurgte jeg med paatagen Ligegyldighed.

Min Frue Søfter svarte i famme Tone: Fra fols land eller Falster; hendes Fader er en god Ven af min Mand, han var her for fort siden i Besøg og lod Datteren blive.

,,Det er en ret vaffer Pige vedblev jeg.

Saamænd!« svarte hun, - men det er Skade, hun fan neppe vente at blive forsørget nogensinde, for hun er fattig og faaer iffe Noget efter Forældrene.

Denne Anmærkning glædede mig ret inderlig. Men nu kjørte virkelig en Rejsevogn frem, og Parret erklærede: at jeg maatte gjøre en Tour med dem til hans Broder først næste Dag kunde vi fomme tilbage. 3eg havde hels lere blevet; men Indvendinger ffettede jeg juft iffe om at gjøre - jeg maatte endog tage bort, uden at have sagt Farvel til den ftjønne Jomfrue Fischer.

Tiden faldt mig umaneerlig lang derhenne. Jeg greb hver lejlighed, naar min Søster iffe var tilstede, for at udspørge hendes Mand om dette Underbarn. Han var uudtømmelig i sin Roes, og pustede end mere til mit Hjertes Lue, da han forsikfrede, at han bestemt vidste, jeg havde gjort et behageligt 3ndtryk paa hende. —

Den Glæde, hendes faure Aasyn udstraalede ved vor Tilbagekomst, modsagde ham ikke; ja den var virkelig faa

[ocr errors]

paafaldende fynlig, at den endog fremkaldte en Anmærk: ning fra min Søfter, ved hvilfen den staffels Pige stiftede Farve og gik suffende bort. Jeg laae den Nat paa Nos ser. Ved Daggrye var min Beslutning taget.

Jeg stod ftrar op, i det Haab at finde den, jeg søgte, alene, før de felv kom paa Benene. Længe ledte jeg fors gjæves : i Dagligstue, i Havestue, i Haven med alle dens Lyftbuse. Nej! hun var intetsteds; hun maatte ligge endnu unge Piger ville gjerne sove længe om Mors genen. Nu vel! jeg fik jo at bie. Imidlertid vilde jeg profitere af min egen Duelighed til at nyde den dejlige Morgenstund, og opsøgte til den Ende Kjøffenet for at tænde min Cigar.

Lykkelige Indfald! Der var just min Engel i sin pene hvide Morgendragt, for at uddele Dagsbefalinger til det kvindelige Tyende. Hun hilfte mig med et Englesmiil, og fagde med sin bævende Guitarstemme: „Saa tidlig oppe, Hr. Secretair! Bebager De ikke at træde ind i Stuen. Theen ffal ftrar fomme.

Jeg vilde sagt Noget, men hnn aabnede Døren for mig, og jeg gik taus bukfende ind. Strar efter fom hun.

Jeg tog Mod til mig, greb bendes haand, og sagde: „De veed nu, hvem jeg er Jomfrue! funde De for bestandig overlade mig den Haand, som jeg nu trykker til et fjerlighedsfuldt oprigtigt Hjerte?

Hun blegnede vaflede fank paa Knæ for mig, og rev min Haand til sine brændende læber: „Min Velgjører! min Fader !" stammede hun, wfjender De iffe Deres staffelé Eva ?

Taarer styrtede ud af hendes dejlige Dine mit hele Væsen henflod i en Strøm af Salighed.

Da ilede min Søster med hendes Mand ind fra Side

værelset, og sagde med comist Alvor: Mademoiselle! er det saaledes, jeg har opdraget Dem? har jeg lært Dem at knæle for et Mandfolt? Fra den allerførste Eva af og til Dem er der Ingen, der saaledes har fornedret sig op med Dem, og lad ham knæle! det er Mandens Pligt Monsieur la Fleur! De er ret en galant Cavalier.“

Vi forbleve begge maalløse – i den samme Stilling. Men min Softer rejste fin herlige Plejedatter, lagde begge bendes Hænder om min Hals, og sagde idet Saarer rullede ned over hendes smilende Kinder: „Der, Broder! har Du din fattige Fifferpige !"

Jeg trykfede hende til mit lyksalige Bryst, og det første Kjerligheds - Rys paa hendes Pande. Derpaa faftede hun sig om fin ædle Plejemoders Hals, og faa om Fades rens jeg gjorde ligesaa, og - ja seer Du: nu er Historien ude, og nu veed Du, hvem min føde Eva er, og nu veed Du, hvorfor denne Plet er os begge faa dyrebar. – Kom Peer! og kys min Kones Haand ! Hun gjør mig til den lykkeligste Mand under Solen.

og

Her endte min Ven. Vi rejste os, og gik tilbage jeg havde oplevet een af de gladeste Dage i mit liv.

,,Apropos!" sagde jeg paa Hjemvejen, hvad blev der af Laura ?

Han svarte fuffende: „Min Ven! hun blev formelig forført og complet bedragen. Kjøbmanden, hendes Mor: broder, gif Fallit, hendes Moder dode; hun selv - for at fige Dig Alt med faa Ord – det var hende, vi før mødte her med Appelsinkurven paa Armen.

[ocr errors]

Ioderne pan Sald.

Den

en nuværende Gaard af dette Navn er den fjerde, som har været opbygget paa et jordsmon af nogle tusinde Alens Omkreds. Intetsteds i landet findes faa talende Mærker af Tidens ødelæggende Vælde, eller rettere af Menneskets Foranderlighed. Man ffulde troe, at Aande: verdenens dunkle Magter havde huset her, og Tid efter anden fordrevet de legemlige Beboere: saaledes - siger man flytter Ræven ud, naar den maae dele sin Bolig med den dagstye Grævling.

Den allerældste Borg, hvis Tomt endnu hedder Gam: melb ald, laae paa en fordum omflydt Hoj i den fydvestlige Ende af Søen. En sfummel Krog, paa tre Sider omgivet af hoje, flovgroede Baffer, og kun aaben mod Norden. Paa denne Rant fees Viborg i en Milsvejs Afstand.

Man kan forestille sig Gammelbald fom en Røs ver, der lurende har ligget paa Udkif efter landets ælds gamle Hovedstad. Dens Dpbygger omtaler Sagnet iffe, men vil, at „Ebbe og Aage, de Hellede to,“ som i Kong Snies Hungerstid førte Longobarderne ud mod Sønden, skal have boet her; samt at den danske Arthur med det runde Bord,“ „Stærk Didrit og hans Kæmper" her have buseret.

Den sidste Beboer var hiin djærve, trodsige Ridderss mand, Niels Bugge, hvem Dannerkongen forgæves søgte at betvinge med Baabenmagt, og fom fun maatte buffe under for Snigmorderdolfen *). Han stal have medrevet Gammelbald, og af dets Ruiner opbygget det andet, siden faakaldte Hald Slot, ligeledes paa en Banke i Søen; men længere mod Nord. Her var det han udholdt Belejringen; ligeoverfor paa Fastlandet fees endnu levningerne af den saafaldte Kongens Standse... Dg her vorder Stuepladsen for den Begivenhed, fom indes holdes i efterfølgende Haandskrift.

Middelalderens Hald stod fra Midten af det fjor: tende Sefel i halvfjerde Hundrede Uar. I dette Tidss rum tilhørte det først den Myrdedes Slægtninge; fiden de viborgske Bisper indtil den sidste catholfke, Jørgen Friis. Derefter blev det et kongeligt Slot og Leynsmands Sæbe, og omsider Amtstue. Den fidste Amtsforvalter, 3 acob Brodmann, skal være død i Fængsel, i hvilfet han tredie Gang for Rassemangel var bensat. Nu blev det pantsat, og siden taget i Besiddelse og nogen Tid beboet af tre rige hollandske jøder Brødrene lima.

Disse folgte det efter fort Tids Forløb til Ore: gers Daa, der faldt som Oberst i Slaget ved Gades buft. Denne bygte det tredie Hald paa en ftjøntbeliggende Banke, midt imellem begge de ældre.

Dgfaa dette er nedrevet, og det fierde og sidste

*) Paa givet Lejde drog han til Middelfart, hvor Valdemar

opholdt sig; men blev her lumffelig myrdet. For at vælte
Stylben fra fig felv, paalagde Rongen Borgerne en aarlig
Skat, som endnu den Dag i Dag udredes under Navn af
Hr. Bugges Mandebod.

« ForrigeFortsæt »