Billeder på siden
PDF
ePub

Hendes Mand rystede min Haand, og fagde smilende: Min kone har kjendt Dig siden igaarmorges, og dín Neger duttede hun Sandheden paa; men jeg har tabt mit Væddemaal, for hun paastod, at Du kom først til at kaste Masken."

„Men dog ikke Bakkenbarterne," afbrød jeg

pos! Du talte om Jomfruen

[ocr errors]

"apro

hvad er det for en Jomfrue? hvorfra forskriver hun sig egentlig?“ spurgte jeg med paatagen Ligegyldighed.

Min Frue Søster svarte i samme Tone: "Fra Lolland eller Falster; hendes Fader er en god Ven af min Mand, han var her for kort siden i Besøg og lod Datteren blive."

"

Det er en ret vakker Pige" vedblev jeg.

"Saamænd!" svarte hun, men det er Skade, hun fan neppe vente at blive forsørget nogensinde, for hun er fattig og faaer ikke noget efter Forældrene."

Denne Anmærkning glædede mig ret inderlig. — Men nu kjørte virkelig en Rejsevogn frem, og Parret erklærede: at jeg maatte gjøre en Tour med dem til hans Broder først næste Dag kunde vi komme tilbage. Jeg havde hellere blevet; men Indvendinger skøttede jeg just ikke om at gjøre jeg maatte endog tage bort, uden at have sagt Farvel til den skjønne Jomfrue Fischer.

Tiden faldt mig umaneerlig lang derhenne. Jeg greb hver Lejlighed, naar min Søster ikke var tilstede, for at udspørge hendes Mand om dette Underbarn. Han var uudtømmelig i sin Roes, og pustede end mere til mit Hjertes Lue, da han forsikkrede, at han bestemt vidste, jeg havde gjort et behageligt Indtryk paa hende.

Den Glæde, hendes faure Aasyn udstraalede ved vor Tilbagekomst, modsagde ham ikke; ja den var virkelig saa

paafaldende synlig, at den endog fremkaldte en Anmærk ning fra min Søster, ved hvilken den stakkels Pige stiftede Farve og gik fukkende bort. Jeg laae den Nat paa Nofer. -Ved Daggrye var min Beslutning taget.

Jeg stod strar op, i det Haab at finde den, jeg søgte, alene, før de selv kom paa Benene. Længe ledte jeg fors gjæves: i Dagligstue, i Havestue, i Haven med alle dens Lysthuse. Nej! hun var intetsteds; hun maatte ligge endnu unge Piger ville gjerne sove længe om Morgenen. Nu vel! jeg fik jo at bie. Imidlertid vilde jeg profitere af min egen Duelighed til at nyde den dejlige Morgenstund, og opsøgte til den Ende Kjøkkenet for at tænde min Cigar.

[ocr errors]
[ocr errors]

Lykkelige Jndfald! Der var just min Engel i sin pene hvide Morgendragt, for at uddele Dagsbefalinger til det kvindelige Tyende. Hun hilste mig med et Englesmiil, og sagde med sin bævende Guitarstemme: „Saa tidlig oppe, Hr. Secretair! Behager De iffe at træde ind i Stuen. Theen skal strax fomme."

Jeg vilde sagt Noget, men hun aabnede Døren for mig, og jeg gik taus bukkende ind. — Strax efter kom hun. Jeg tog Mod til mig, greb hendes Haand, og sagde: "De veed nu, hvem jeg er Jomfrue! kunde De for bestandig overlade mig den Haand, som jeg nu trykker til et kjerlighedsfuldt oprigtigt Hjerte?"

[ocr errors]

Hun blegnede vaflede sank paa Knæ for mig, og rev min Haand til sine brændende Læber: „Min Velgjører! min Fader!" stammede hun, kjender De ikke Deres stakkels Eva?"

Taarer styrtede ud af hendes dejlige Øjne mit hele Væsen henflød i en Strøm af Salighed.

Da ilede min Søster med hendes Mand ind fra Side

værelset, og sagde med comisk Alvor:

Mademoiselle! er det saaledes, jeg har opdraget Dem? har jeg lært Dem at knæle før et Mandfolk? Fra den allerførste Eva af og til Dem er der Ingen, der saaledes har fornedret sig op med Dem, og lad ham knæle! det er Mandens Pligt Monsieur La Fleur! De er ret en galant Cavalier."

Vi forbleve begge maalløse - i den famme Stilling. Men min Søster rejste sin herlige Plejedatter, lagde begge hendes Hænder om min Hals, og sagde idet Taarer rullede ned over hendes smilende Kinder: "Der, Broder! har Du din fattige Fiskerpige!"

Jeg trykkede hende til mit lyksalige Bryst, og det første Kjerligheds- Kys paa hendes Pande.

hun sig om sin ædle Plejemoders Hals, og rens jeg gjorde ligesaa, og

og

Derpaa kastede

saa om Fade

ja seer Du: nu er Historien ude, og nu veed Du, hvem min søde Eva er, og nu veed Du, hvorfor denne Plet er os begge faa dyrebar. Kom Peer! og kys min Kones Haand! Hun gjør mig til den lykkeligste Mand under Solen.

Her endte min Ven. Vi rejste os, og gik tilbage jeg havde oplevet een af de gladeste Dage i mit Liv. "Apropos!" sagde jeg paa Hjemvejen, „hvad blev der af Laura?"

Han svarte sukkende: "Min Ven! hun blev formelig forført og complet bedragen. Kjøbmanden, hendes Morbroder, gik Fallit, hendes Moder døde; hun selv at fige Dig Alt med faa Ord - det var hende, mødte her med Appelsinkurven paa Armen.

for vi for

Jøderne paa Sald.

en nuværende Gaard af dette Navn er den fjerde, som har været opbygget paa et Jordsmon af nogle tusinde Alens Omkreds. Intetsteds i Landet findes saa talende Mærker af Tidens ødelæggende Vælde, eller rettere af Menneskets Foranderlighed. Man skulde troe, at Aandeverdenens dunkle Magter havde huset her, og Tid efter anden fordrevet de legemlige Beboere: saaledes figer flytter Ræven ud, naar den maae dele fin Bolig med den dagskye Grævling.

man

Den allerældste Borg, hvis Tomt endnu hedder Gammelhald, laae paa en fordum omflydt Høj i den sydvestlige Ende af Søen. En skummel Krog, paa tre Sider omgivet af høje, skovgroede Bakker, og kun aaben mod Norden. Paa denne Kant sees Viborg i en Milsvejs Afstand.

Man kan forestille sig Gammelhald som en Røver, der lurende har ligget paa Udkik efter Landets ælds gamle Hovedstad. Dens Opbygger omtaler Sagnet ikke, men vil, at „Ebbe og Aage, de Hellede to," som i Kong Snies Hungerstid førte Longobarderne ud mod Sønden, skal have boet her; samt at den danske „Arthur med det runde Bord," "Stærk Didrik og hans Kæm per" her have huseret.

Den sidste Beboer var hiin djærve, trodsige Riddersmand, Niels Bugge, hvem Dannerkongen forgjæves søgte at betvinge med Vaabenmagt, og som fun maatte bukke under for Snigmorderdolken*). Han skal have nedrevet Gammelhald, og af dets Ruiner opbygget det andet, siden saakaldte Hald Slot, ligeledes paa en Banke i Sven; men længere mod Nord. Her var det han udholdt Belejringen; ligeoverfor paa Fastlandet fees endnu Levningerne af den saakaldte „Kongens Skandse." Og her vorder Skuepladsen for den Begivenhed, som indeholdes i efterfølgende Haandskrift.

Middelalderens Hald stod fra Midten af det fiortende Sekel i halvfjerde Hundrede Aar. I dette Tidsrum tilhørte det først den Myrdedes Slægtninge; siden de viborgske Bisper indtil den sidste catholske, Jørgen Friis. Derefter blev det et kongeligt Slot og Lehnsmands Sæde, og omsider Amtstue. Den sidste Amtsforvalter, Jacob Brockmann, skal være død i Fængsel, i hvilket han tredie Gang for Kassemangel var hensat. Nu blev det pantsat, og siden taget i Besiddelse og nogen Tid beboet af tre rige hollandske Jøder Brødrene Lima.

Disse solgte det efter kort Tids Forløb til Gregers Daa, der faldt som Oberst i Slaget ved Gadebuff. Denne bygte det tredie Hald paa en skjøntbeliggende Banke, midt imellem begge de ældre.

Ogsaa dette er nedrevet, og det fjerde og sidste

*) Paa givet Lejde drog han til Middelfart, hvor Valdemar opholdt sig; men blev her lumfkelig myrdet. For at vælte Skylden fra sig selv, paalagde Kongen Borgerne en aarlig Skat, som endnu den Dag i Dag udredes under Navn af Hr. Bugges Mandebod.

« ForrigeFortsæt »